
MIT VALG FV 26 // KOMMENTAR – ”Mine år i Brasilien har givet mig et nyt syn på dansk politik. Noget har jeg fået et mere positivt syn på, andet har jeg fået et mere negativt syn på,” skriver Thomas Christiansen, som er glad for, at han stadig kan stemme ved de danske folketingsvalg, selv om han bor i Sydamerika.
Mit Valg. Hvad har betydning, når vi stemmer? Kortere skoledage, at store bededag igen bliver helligdag? Eller omlægning af boligskat, formueskat eller fødevarecheck. I Mit Valg deler POV-skribenter deres tanker og overvejelser om, hvad der afgør, hvem de vælger at stemme på.
Så er der valg igen. Min bedre halvdel arbejder som diplomat, så jeg kan godt stemme, selvom jeg nu på ottende år bor i Brasilien. Jeg er glad for, at jeg stadig kan stemme, for jeg har altid interesseret mig for politik, dog ikke nok til at melde mig ind i et parti. Mine år i Brasilien har imidlertid givet mig et nyt syn på dansk politik. Noget har jeg fået et mere positivt syn på, andet har jeg fået et mere negativt syn på. Lad os tage det positive først.
Dansk politik er – i det store og hele – meget civiliseret. De fleste politikere handler inden for en form for normalitet og er i stand til – og vælger – at have en egentlig politisk dialog, også med folk, de er uenige med. Man prøver først og fremmest at overbevise ved argumenter. De fleste politikere ser også ud til at være i politik, fordi de brænder for det, snarere end som en måde at berige sig på gennem korruption og andre lyssky metoder.
Mange brasilianere og andre sydamerikanere kigger i retning af Danmark og resten af Norden, hvis de skal lede efter et politisk, økonomisk og socialt forbillede
Dette er ikke en given ting, hvis man ser ud i verden. Det bør vi værdsætte som vælgere, og jeg værdsætter det meget mere nu, end da jeg tog af sted. Folk, der føler politikerlede i Danmark, bør se ud i verden.
Men så er der også områder, hvor min opfattelse har ændret sig til det værre. Mange brasilianere og andre sydamerikanere kigger i retning af Danmark og resten af Norden, hvis de skal lede efter et politisk, økonomisk og socialt forbillede. Mange brasilianere er enige i, hvad det er på mode at kalde ”danske værdier”. Stabilitet, velstand, lighed og velfærd. Og man er kommet langt i Brasilien de seneste årtier, men der er fortsat langt, og nogle gange går det den forkerte vej.
Skuffet over dansk politik
Men her kan politik gøre en afgørende forskel for millioner af mennesker. Det er i den kontekst, at jeg er blevet mere og mere skuffet over dansk politik i de seneste otte år. Både over politikere og vælgere.
Dagsordenen i Danmark er i meget høj grad præget af enkeltsager. Store bededag som fridag, antal elever i hver klasse, formueskat og busser i weekenden. Lidt justeringer her, lidt justeringer der. Administration omdøbt til ”nødvendighedens politik”. Det er bare ikke særlig visionært.
Den positive fortolkning er, at vi i Danmark så at sige er kommet ”til vejs ende”. Vi er inden for de givne rammer ikke i stand til at gøre det meget bedre, end vi gør. Det vil nogle brasilianere måske synes og så tilføje, at man på den baggrund sagtens kan leve med det elendige danske klima.
Den negative fortolkning er, at både politikere og vælgere er blevet for mentalt dovne. ”Det går jo meget godt”. Det vigtigste er derfor enten at blive genvalgt – for politikerne – eller få lidt flere goder – for vælgerne.
Det mentale, økonomiske og sociale overskud burde være tilstrækkeligt stort til at komme op med noget bedre
Efter otte år i Brasilien hælder jeg mere og mere til den negative fortolkning, og det gør mig lidt deprimeret. Det er for sølle. Det mentale, økonomiske og sociale overskud burde være tilstrækkeligt stort til at komme op med noget bedre.
Men selvom mit syn på dansk politik hælder til det værre efter otte år, kommer jeg til at gå ned på ambassaden og stemme. Det bliver sikkert det samme, som jeg plejer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og