
FV26 // SATIRE – Ask Foldspang Neve kigger i den politiske krystalkugle, og fremtiden tegner lys for Lars Løkke Rasmussen, der har planer, ikke kun frem til næste folketingsvalg i 2030. Han er ikke kun uomgængelig, men uundværlig i dansk politik.
2026
Lars Løkke Rasmussen (LLR) omdanner 7,7 % af stemmerne til at blive underlig kongesøger, hvorefter han gennem 145 dages kontinuerlig indespærring af otte andre partiledere på et middelmådigt, men lufthavnsnært dansk konferencehotel sikrer dannelse af det, han døber en tre-et-halvt-kløver-regering, hvilket politiske journalister straks gentager ad nauseam. Kun LLR virker fysisk og mentalt styrket af processen.
Helt efter LLR’s hoved kan regeringen ikke enes om faktiske politiske mål og må derfor i stedet udvikle flere politiske processer. Regeringen siger det selv sådan, at den er sat i verden for at løse Danmarks sværeste problemer, som kun kan løses hen over midten.
2026, en måned efter at være kommet ud af det sorte tårn
SF indser, at de har begået en fejl ved at gå med i regeringen, hvor LLR binder dem til kun at lave aftaler om landbrug og natur med deltagelse af Venstre, men kan ikke tåle at crashe ud igen.
2027
SF’s bagland brokker sig over, at alle grønne politiske løfter bortset fra sprøjteforbud er blevet lagt i udvalg og forhandlinger med deltagelse af landbruget, men hovedkontoret begynder at sende Annette Vilhelmsen-memes ud under borgerlige false-flag meme accounts for at suggestere til de unge partisoldater, at exit vil være mere nedværdigende end at opgive sin politik.
2028
For ikke at blive for afhængig af et rødt flertal sikrer LLR Venstre og Danmarksdemokraternes deltagelse i Svinefireparten. Det aftales, at der frem mod 2035 skal sikres et stort antal frivillige incitamentsbaserede ordninger, hvor konventionelle landmænd kan få økonomisk støtte til at komme ud af deres økonomiske afhængighed af dyremishandling på statens regning.
L&F kritiserer alligevel dette grundlæggende urimelige indgreb i landmændenes økonomi og lægger op til nye forhandlinger med en erstatningsgrad på 400 % for alle fremtidige lovændringer, der kan forestilles at være ugunstige for landbruget.
Det præciseres i et tillæg Svinefireparten, at regningen fra landmændene betales af et nyt fællesoffentligt IS, der lånefinansieres med sikkerhed i den fremtidige, skønnede stigende herlighedsværdi af de afgyllede landområder, hvorfor belastningen af de offentlige finanser ikke figurerer på finansloven, der igen kan præsenteres som ”bomstærk”.
2029
LLR indser, at der mangler konkurrerende pensionsordninger. På trods af at han stadig er udenrigsminister, påtager han sig det som sit hverv at sikre, at regeringen lancerer en ny ordning kaldet seniorflexløn, hvor man, hvis man har optjent mindst 2/3 af et gennemsnitsarbejdslivs arbejdsdage (målt uden store bededag, tilbagediskonteret) målt som det vægtede regionale gennemsnit fra 1998-2019, hvorunder også en række almindeligt SU-berettigede uddannelser samt ungdomsuddannelser såfremt disse under andre omstændigheder ville kunne give enten lærlingeløn eller tidligere havde været voksen-SU-berettigede kan tælle med, kan begynde at opspare seniorflexlønspoint, som med en rate proportionalt baseret på det gennemsnitlige afkast fra ATP’s afkast to år tidligere (løbende), havde man været fuldt i arbejde, kan omdannes til udviklings- og afviklingsdage, der 65 % fleksibelt kan tages af arbejdstager selv med arbejdsgivers forståelse.
2030
LLR bliver den første danske politiker, hvis parti kommer under spærregrænsen, men som alligevel indgår som søgende underkonge efter valget, hvorefter der dannes en regering hvor LLR gives tre ressorter som indrømmelse for sin særlige magtposition.
Ingen af de andre partiledere kan forklare præcist, hvad der gjorde, at de måtte opgive deres politiske løfter for at tækkes LLR, men nu kan landet da i det mindste ledes.
Regeringen søger skiftende flertal for hver enkeltsag i Folketinget og baserer finansloven på deltagelse af begge grønlandske mandater mod investeringer i helikopterrutefart betalt som flextrafik til alle bygder med flere end 12 indbyggere (dog med fuld egenbetaling for dansktalende).
2031
Københavnske boligers m2-pris er nu 88 x det finansierbare for en akademiker med 12 års anciennitet og stiger med en hastighed, der gør, at opsparing får lønmodtageren længere væk fra at kunne købe noget på markedet øst for Sorø. Halvanden times pendling i regionaltog bliver anset for normalt.
Til gengæld er 85 % af den almindelige funktionærs opgaver løst med 783 x hastighed af AI-hyper-8-agenter (agenter, der forbedrer agenters måde at forbedre agenters workflows måde at optimere agenters læring om agenters selvkodede udviklingsflows til at forbedre superhyperagenters optimering af hyperagenters management af selvudviklende agenter).
De fleste boliger ejes af konsortier oprettet og drevet af investerings-AI-agenter, der better mod andre investerings-AI-agenter, hvorfor markedet har flash crashes ca. 8 gange om dagen.
2032
LLR foreslår derfor, fra sin position som finans- og udenrigsminister, en bolig-erhvervs-transport-syvpart med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, Nvidia, boligejerne i brokvartererne, Banedanmark og EDC.
Kun staten deltager med LLR, mens de andre parter deltager via AI-hyperagent. Hyperagenterne fortabes i uventet kompleksitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og