VIDENSKAB // DEBAT – Sidste år blev “københavnerskolen” – en teoridannelse indenfor international freds- og konfliktforskning med professor Ole Wæver i spidsen – anklaget for racisme og eurocentrisk ‘hvidhed’ af to kvindelige forskere. Nu har de to mænd bag skolen svaret igen. Men deres responsum ses som aggressivt og et bevis på, at anklagen er sand, fortæller Uffe Jonas, der ikke er imponeret: “I minoriteternes og de undertryktes hellige navn sætter man hele den traditionelle akademiske omgangsform ud af kraft og erstatter den rituelle akademiske kamphandling med en revolutionær folkedomstol. Hvis ikke det var tragikomisk, ville det være banebrydende.”
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Op mod 300 mennesker – en del med titlen ‘forskere’ og mestendels fra Storbritannien og USA, har skrevet under på, at konfliktforskerne Ole Wæver og Barry Buzan har begået vold imod to kvindelige forskere, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit.
Det er ren Kafka. Man forsøger at føre en videnskabelig debat ved at melde sig ud af den
Den voldelige handling er ikke foregået i en mørk baggyde i et skummelt kvarter, men i et offentligt kritisk gensvar, som Wæver og Buzan har formuleret for at imødegå de to kvindelige forskeres anklager, der blev udgivet i tidsskriftet Security Dialogue i august sidste år, om, at Wævers “sikkerhedsliggørelsesteori” skulle være udtryk for “strukturel racisme”.
Sikkerhedsliggørelse er en betegnelse for den politiske proces, hvor en stat begrunder ekstraordinære indskrænkninger af befolkningens frihed med henvisning til en eksistentiel trussel, for eksempel i form af krig, miljøødelæggelse – eller som nu for eksempel en epidemi. Den eksistentielle trussel kan begrunde midler som politisk vold, hemmeligholdelse eller indgreb i borgernes frihedsrettigheder – altså tiltag, som normalt ikke ville blive accepteret.
Det er denne meget aktuelle teoridannelse, som nu bliver sat under anklage for at være racistisk og eurocentrisk.
Kort sagt og overordnet anklages “københavnerskolen”, som Buzan og Wæver har dannet, for tre synder, som Weekendavisen skrev i maj: “at teorien om sikkerhedsliggørelse er ‘civilisationistisk’ i sine begreber, at den metodologisk og normativt er ‘præget af hvidhed’, og at den indeholder såkaldt antisort racisme. Anklagepunkter, der alle springer ud af en akademisk tradition, der med en samlebetegnelse kan kaldes kritisk raceteori.”
Ingen akademisk debat men gerne folkedomstol
Her er et repræsentativt eksempel på tonen i Ole Wævers og Buzans responsum, der fylder 90 sider (en kortere version, offentliggjort i samme tidsskrift som Howell og Richter-Montpetit skrev i, kan læses her):
“Hvis H&RM anser klassiske forfattere (som Arendt, Schmitt, Hobbes, Durkheim, Foucault) som racistiske, så er også sikkerhedsliggørelsesteorien, og dermed de nærværende forfattere racister, fordi de har citeret dem.”
“Denne destruktive taktik er hovedgrundlaget for deres anklager imod os for civilisationisme. Ifølge denne standard bliver det vanskeligt af finde nogen i de internationale [videnskabelige] relationer, der ikke kan betegnes som racister.”
Det meget omfattende akademiske responsum, hvor der i sagens natur ikke bliver lagt fingre imellem, bliver imidlertid nu udlagt, som om Wæver og Buzan har begået et voldeligt og sexistisk overgreb imod anklagerne, som Ole Wæver har fortalt om bl.a. i et interview med P1.
Fy, siger de to kvinder og deres op mod 300 medunderskrivere, der føler sig krænkede, “I må ikke svare hårdt og kontant igen, når vi anklager jer for det værste. For netop dermed bekræfter I anklagens gyldighed og jeres egen skyldighed.”
I stedet for at gå i tænkeboks og forfatte et kvalificeret modsvar, arrangerer man en offentlig underskriftsindsamling for at få diskvalificeret sin modstander.
Det er ren Kafka.
I stedet for at melde sig ind i kampen og argumentere sagligt for sin egen videnskabelige position, giver man sig i stedet til at politisere og intrigere og samle underskrifter imod modpartens ret til at formulere et ganske almindeligt høj-akademisk videnskabeligt responsum.
Man forsøger at føre en videnskabelig debat ved at melde sig ud af den. I stedet for at gå i tænkeboks og forfatte et kvalificeret modsvar, arrangerer man en offentlig underskriftsindsamling for at få diskvalificeret sin modstander.
I minoriteternes og de undertryktes hellige navn sætter man hele den traditionelle akademiske omgangsform ud af kraft og erstatter den rituelle akademiske kamphandling med en revolutionær folkedomstol. Hvis ikke det var tragikomisk, ville det være banebrydende.
Ved de ‘radikale antiracistiske neofeminister’ simpelthen ikke, hvad en åben akademisk disput går ud på, eller hvordan man fører den? Åbenbart ikke.
Men de ved, hvordan man kører den hjem på inkvisitoriske kneb og korridorpolitiske kæltringestreger. Det utrolige er, at man kan gøre karriere på den slags nonsens.
Disputten er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man anvender logikker, der giver god mening lokalt, for langt ud over deres afstukne kritiske gyldighedsområder.
Howell og Richter-Montpetits artikel kan ses som en slags intellektuel smitteteori
Hvis man løfter racismebegrebet op på et så højt abstraktionsniveau, at man gør voldstilstanden til noget strukturelt allestedsnærværende, der omfatter hele den vestlige kulturkreds, mens selve voldshandlingen som hovedregel antages at forblive ubevidst for den enkelte bruger, så kan man selvsagt beskylde hvem som helst for hvad som helst.
I det foreliggende tilfælde er det ledende repræsentanter for en videnskabelig teori med et helt andet fokusområde, som hævdes at ville fremme særlige “metodologiske hvidheds-standarder” for civilisation og civiliseret adfærd, og at overse og marginalisere minoritetssynspunkter ud fra slet skjulte “antisortheds-fordomme” og andre ubevidste “racistiske” motiver.
Hannah Arendt som smittebærer
Et eksempel vil være på sin plads. Vi kan anvende Hannah Arendts teoretiske skelnen mellem “magt” (Macht) og “vold” (Gewalt), som benyttes i Ole Wævers og Barry Buzans sikkerhedsliggørelseori. Kritikerne skriver:
“Arendt trak på racistisk tysk antropologi, som skelner imellem (uciviliserede) ‘naturfolk’ (Naturvölker) og civiliserede folk (Kulturvölker), med det formål at inddele verden i de samfund, der har historie, sprog og politiske institutioner, og dem, der ikke har.
Hun tildeler de førnævnte rollen som (moralsk og politisk) overlegne, og advarer om, at de sidstnævntes ‘primitivisme’ udgør en trussel imod demokratiet og den politiske frihed.
En teori kan altså dømmes racistisk, hvis blot den trækker på teoretikere, der som ærkehumanisten Arendt på et tidspunkt har været under indflydelse af teorier med racistisk indhold eller med teoretikere, som var racister
Når sikkerhedsliggørelsesteorien indoptager Ahrendts politiske begreber, ser den ikke bort fra hendes civilisationisme, men gentager og udvikler den, idet den begrebsliggør en ‘politisk normalitet’, som handler om civiliserede folkeslags evne til at modstå vold (sikkerhedsliggørelse) igennem fornuftig dialog (politisering).”
Det er stilen i Howell og Richter-Montpetits artikel, der passende kan ses som en slags intellektuel smitteteori.
Sikkerhedsliggørelsesteorien er at betragte som racistisk, fordi den på et tidspunkt har været i berøring med nogen eller med noget, som blandt nutidens opvakte mennesker ville kunne opfattes som racistisk.
En teori kan altså dømmes racistisk, hvis blot den trækker på teoretikere, der som ærkehumanisten Arendt på et tidspunkt har været under indflydelse af teorier med racistisk indhold eller med teoretikere, som var racister.
Selv om Arendt ikke selv var racist, så færdedes hun i et racistisk miljø og benyttede sig af en skelnen, som blev opfundet af racister. Hun var altså smittebærer.
Og selv om sikkerhedsliggørelsesteorien ikke selv har nogen udtalte racistiske hensigter, så trækker den på Hannah Arendt. Ergo!
Det hele kan kun afdækkes teoretisk af de to klartskuende antiracistiske forskere, som har gennemskuet det hele for, hvad det er
Hele anklagen fremføres uden et eneste eksempel på noget som helst konkret racistisk eller “antisort” udsagn, fremsat af Ole Wæver eller Barry Buzan selv.
For det er alt sammen indlejret som ubevidste fordomme i selve teoriens og dens vestlige kulturs racistiske dybdestruktur, og kan derfor kun afdækkes teoretisk af de to klartskuende antiracistiske forskere, som har gennemskuet det hele for, hvad det er.
Og derfor skal det heller ikke på nogen måde tages personligt, når de to yngre forskere med deres uigendrivelige og knivskarpe analytiske skalpelarbejde lægger andre menneskers teoretiske livsværk i ruiner.
En sygelig universitetskultur om udskamning
Det er udtryk for en ny sygelig universitetskultur, som driver køns- og racismebegreberne så langt ud på det foucaultske overdrev, at dem, der er inde i koderne kan opkaste sig selv til inkvisitorer på argumenter af ren og skær vind.
Når hele den vestlige tradition bliver reduceret til en racisme, så ender dem, der påstår at kæmpe de krænkedes og undertryktes sag, med selv at blive til krænkere og undertrykkere.
Bare det, at man imødegår et langt og sagligt akademisk responsum med anklager om vold, krænkelser og sexisme, siger sådan set det hele. I stedet for at afgøre de faglige uenigheder i åben debat, iscenesætter man et udenomsparlamentarisk udskamningsritual.
Symbolske blodtude, blomkålsører og sårede følelser hører til dagens orden
Universitetet er per definition et åndeligt kampsportscenter, ikke en Grevinde Danner-stiftelse.
Det er en fri intellektuel kampplads, hvor voksne, myndige og veluddannede mennesker giver og tager i åben sandhedskamp efter et bestemt sæt spilleregler for offentlighed og klar argumentation og dokumentation. Symbolske blodtude, blomkålsører og sårede følelser hører til dagens orden.
Videnskabshistorien er ét langt offentligt slagsmål.
Men de her folk hæver sig simpelthen over spillereglerne ved at frame deres modstandere i en kafkask diskurs og beskylde dem for alt muligt grimt. Hvorefter de løber i skjul og råber “overgreb”, så snart modparten viser sig på banen.
Det er åbenlyst, at krænkelses-responsen allerede var foruddiskonteret i det indledende skinargument, som tilsyneladende udelukkende var designet til at få Wæver til at gå i fælden.
Professorens afgørende fodfejl var, at han overhovedet lod sig indfange, blev vred og såret, og følte sig forpligtet til på fagets, teoriens og institutionens vegne at slå tilbage med det helt tunge akademiske skyts.
Nu hvor disputten er blevet til en international cause celebre, har det tungt formaliserede modsvar rykket fluevægterne op i en langt større vægtklasse, end de på nogen måde fortjener.
En elegant og ubekymret afviftning med fleuretten havde nok været det mest effektive. Nu hvor disputten er blevet til en international cause celebre, har det tungt formaliserede modsvar rykket fluevægterne op i en langt større vægtklasse, end de på nogen måde fortjener.
De to anklagere har til gengæld fulgt, hvad der ligner en stensikker vindertaktik i forfaldsformen af det, der engang var et universitet.
For når først de postulerende modtager et grundigt og hårdtslående akademisk modsvar, som er udformet med punkt for punkt tilbagevisning af samtlige anklagepunkter og dertil en syndflod af fodnoter efter alle den dannede kampkunsts regler, så råber de straks: “av, av, din fæle ubevidste krænker, du må ikke slå igen!”
Men jo, det må Ole Wæver og Barry Buzan faktisk godt. Det er det, der er meningen i en fri akademisk kredsgang og det har man altid har gjort, når videnskabelige tvister skulle afgøres.
Det gør hverken Wæver eller Buzan til racister eller sexister, at de slår en proper retorisk næve i en åben akademisk disput og udstiller deres modstandere som et par uprofessionelle idioter. Det gør dem derimod til dygtige professionelle akademiske håndværkere i en lang og stolt retorisk tradition. Et hårdt svar på en hård anklage eller, som man siger i konfliktforskningen, en “symmetrisk respons”.
Det går spillet (også) ud på, og det skal man vide, før man gør sig selv herostratisk bemærket ved at udfordre to mestre af faget til kamp på deres egen hjemmebane. Stiller man op til kamp, må man også risikere at få nogen på huden.
I princippet er det kampen selv, eller hvad Habermas engang kaldte for “det bedre arguments mærkelige tvangløse tvang”, der afgør, hvem der i den sidste ende har gjort sig fortjent til sandhedens sejrskrans
Kombattanterne må på banen og fremvise deres styrker og svagheder, kæmpe for deres synspunkter og forsøge at overbevise andre om deres gyldighed. I princippet er det kampen selv, eller hvad Habermas engang kaldte for “det bedre arguments mærkelige tvangløse tvang”, der afgør, hvem der i den sidste ende har gjort sig fortjent til sandhedens sejrskrans.
Men at gå meta med udenomsparlamentariske anklager om vold og overgreb og underskriftsindsamlinger, fordi de herrer professorer har tilladt sig at svare hårdt og kontant igen på en voldsom, men også luftig og svagt dokumenteret anklage, burde føre anklagerne direkte til rådet for videnskabelig uredelighed.
Senest har folkedomstolen for 14 dage siden moret sig på Twitter, fordi Ole Wæver vovede at udtale sig til den libertære blogg Quillette (hvilket i sig selv ifølge kritikerne viser, at de har ret, for man kan ikke tale med Quillette om noget uden at være enige med folkene bag).
Se Wævers svar i en lang Twitter-tråd her:
Wæver (…) pronounced Critical Race Studies, in particular, to be ‘a legitimate and important field of study for uncovering forms of power too long left unchecked within and beyond international relations.’” I am attacked for this, because it is cited by Quillette. 1/7 https://t.co/TEHi9vqAPq
— Ole Wæver (@ole_waever) June 6, 2020
Underskriverne har nemlig misforstået noget så fundamentalt som selve arten af den institution, de befinder sig på. De er ikke deres forskertitler værdige, men en flok akademiske fuskere og taskenspillere, som møver sig frem – ikke med sandhedens lyssværd, men ved hjælp af nedrige sandhedspolitiske korridorintriger.
Hvis ikke man vil følge de spilleregler, som gælder for det akademiske sandhedsspil, så må man finde sig et andet forum og et andet spil at spille.
Det aktuelle krænkelses-cirkus er ikke en ny kopernikansk vending i samfundsvidenskaberne. Det er tegn på råd og svamp i den akademiske tradition.’
Læs også Ole Wævers første svar i et interview med Uniavisen her:
SE OGSÅ KAI SØRLANDERS ARTIKEL OM OLE WÆVER OG KØBENHAVNERSKOLEN HER
SE OGSÅ ANKLAGEN MNOD WÆVER (OG FORSVARET) OM “MOBBE-KAMPAGNE” I UNIAVISEN HER
Topillustration: Ole Wæver, Københavns Universitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
