RATIONALITET // VIDENSKABSDEBAT – Den debat, der i nu over et år har fundet sted efter at den verdenskendte danske forsker i international politik, Ole Wæver, blev anklaget for at have skabt en teori om ‘sikkerhedsliggørelse’, der i sin essens byggede på “racisme og eurocentrisme”, er forfejlet siger Kai Sørlander. Han kalder kritikken af ‘Københavnerskolen’ både overfladisk og uinteressant; langt snarere bør man undersøge om teorien giver en gyldig beskrivelse af virkeligheden. Det gør den ikke, siger Sørlander, der mener, at ‘sikkerhedsliggørelse’ står i vejen for en diskussion af indvandringspolitikken.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På det seneste har vi oplevet en ideologisk strid inden for det samfundsvidenskabelige område. Striden drejer sig om den teori om sikkerhedsliggørelse (securitization), som forsker og professor Ole Wæver i samarbejde med andre har fremført, og som inden for den særlige forskning i internationale relationer er kendt som Københavnerskolen.
Teorien blev i august 2019 beskyldt for at være “racistisk og eurocentrist” af forskerne Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit i en artikel med titlen “Is Securitization Theory Racist? Civilizationism, methodological whiteness and antiblack thought in the Copenhagen School” i fagtidsskriftet Security Dialogue.
Spørgsmålet er, om teorien om sikkerhedsliggørelse er en teori, som vi bør tilslutte os, fordi der findes rationelt tvingende argumenter for, at den giver en gyldig beskrivelse af virkeligheden
Debatten har antaget orkanstyrke og tiltrukket hundredevis af diskussioner, artikler, forsvar – også fra Wæver selv og en af hans tidligere elever og nuværende kolleger, professsor Lene Hansen:
After all the heat around our response, read also Lene Hansen’s. Many will surely like hers better: more elegant & inviting. I wish I could have done that well. Could not figure out how to do so having much more to cover in our reply to whole article 1/3 https://t.co/FHwGyVfeTO
— Ole Wæver (@ole_waever) May 18, 2020
Ole Wæver har i forskellige interview, første gang i Uniavisen, fortalt om, hvor hårdt, anklagerne har ramt ham personligt – også selvom han afviser anklagerne som værende absurde og uden hold i teorien. Han har oplevet det, som om han selv blev anklaget for at være racist.
En overfladisk kritik
Som jeg ser det, så er denne kritik af teorien om sikkerhedsliggørelse imidlertid overfladisk.
Den grundlæggende og interessante diskussion drejer sig derimod om, hvorvidt teorien er rationel: om det er en teori, som vi bør tilslutte os, fordi der findes rationelt tvingende argumenter for, at den giver en gyldig beskrivelse af virkeligheden. For at finde ud af dette må vi begynde med at gøre os klart, hvad teorien går ud på.
Kort fortalt er teorien om sikkerhedsliggørelse en teori om, hvorledes den demokratiske politik kan forløbe under visse omstændigheder. Hvis man sikkerhedsliggør en politisk problematik, så gør man denne problematik til et eksistentielt spørgsmål for samfundet.
Det indebærer, at man tager problemet ud af normal demokratisk debat, hvor modstridende synspunkter frit kan brydes.
Når et problem sikkerhedsliggøres, begynder man at kræve ensidig opslutning om, hvorledes det skal løses, og at se på dem, som er uenige, som landsforrædere. De, der har interesse i en ensidig løsning, har derfor også interesse i at sikkerhedsliggøre problemet.
Det særlige ved teorien om sikkerhedsliggørelse er, at den indebærer, at man skal bruge begrebet uafhængigt af, om det, som sikkerhedsliggøres, er en reel trussel eller ej
Så langt er det forholdsvis ukontroversielt.
Men det særlige ved teorien om sikkerhedsliggørelse er, at den indebærer, at man skal bruge begrebet uafhængigt af, om det, som sikkerhedsliggøres, er en reel trussel eller ej.
Man ser bevidst bort fra den substantielle side af sagen. Teorien om sikkerhedsliggørelse ser alene på den politiske proces i sikkerhedsliggørelsen – og lader det stå hen, om der er et reelt problem.
Når man tog et sådant teoretisk skridt, så hang det sammen med, at man på samme tid – med postmodernismens udvikling – oplevede en generel svækkelse af (forståelsen for) den universelle rationelle forpligtelse. Og på det konkrete plan oplevede man også et stigende terrorproblem.
De vestlige demokratier blev udsat for forskellige terrorangreb, og man kunne se på terrorproblemet som sikkerhedsliggjort. Reelt var dette problem meget lille.
Der døde mange flere i trafikken og som følge af luftforurening. Her kunne man se, at hvis man kunne sikkerhedsliggøre et problem, så kunne man få det bragt i politisk fokus – uafhængigt af problemets reelle alvor. I dette åndelige klima var der et vist rationale for teorien om sikkerhedsliggørelse.
Teorien hjælper ikke på forståelsen af virkeligheden
Men hjælper teorien os reelt til bedre at forstå vores politiske virkelighed?
Demokratisk set er sikkerhedsliggørelse en negativ proces, fordi den kræver monopolisering af den demokratiske debat, og fordi den legitimerer brug af midler – for eksempel militære – der ellers ikke ville blive accepteret
Helt grundlæggende må vi sige, at teorien som udgangspunkt stiller sikkerhedsliggørelse i et negativt lys.
Demokratisk set er sikkerhedsliggørelse en negativ proces, fordi den kræver monopolisering af den demokratiske debat, og fordi den legitimerer brug af midler – for eksempel militære – der ellers ikke ville blive accepteret.
Når vi dertil føjer, at teorien kræver, at vi ser bort fra substansen i sikkerhedsliggørelsen – altså om sikkerhedsliggørelsen er berettiget – så bliver konsekvensen, at teorien indebærer en negativ holdning til sikkerhedsliggørelse uafhængigt af, om der er en reel sikkerhedstrussel.
Denne konsekvens er irrationel. Den indebærer en negativ holdning til virkeligheden, som bygger på en essentiel uvidenhed om samme virkelighed.
Denne kritik af teorien om sikkerhedsliggørelse indebærer rent principielt, at teorien – ved at ignorere substansen i det problem, der sikkerhedsliggøres – tager rationaliteten ud af den demokratiske diskussion.
Den gør denne diskussion til en rent agitatorisk kamp. Det ironiske er, at man vil forsvare den demokratiske diskussion imod at blive trumfet af sikkerhedsliggørelse ved at ignorere substansen i denne diskussion.
Dermed undergraver man selve diskussionen i sit forsvar for den.
Den rigtige – demokratisk holdbare – reaktion på falsk sikkerhedsliggørelse er derfor ikke at diskutere sikkerhedsliggørelse uafhængigt af substansen af problemet; det er derimod at holde fast ved substansen.
I dette perspektiv bliver teorien om sikkerhedsliggørelse altså et symptom på den manglende respekt for rationalitetens krav, som har kendetegnet samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber i postmodernismens epoke.
Teorien spiller fallit overfor indvandringspolitikken
Samfundsvidenskabernes egentlige opgave er at give os en bedre forståelse af den sociale virkelighed, hvori vi lever, så vi som demokratiske borgere kan få et optimalt grundlag for at tage politisk stilling.
Derunder skal samfundsvidenskaberne på den ene side eksplicitere det begrebsmæssige grundlag, som er forudsætning for, at vi kan føre en rationel demokratisk debat indbyrdes.
Og på den anden side skal samfundsvidenskaberne også hjælpe os til at forstå, hvor egnede befolkningen som helhed faktisk er til den demokratiske styreform; således at man i demokratiet bedst kan sikre, at det store flertal faktisk har den viden og de værdier, som er forudsætning for, at de kan leve op til deres demokratiske forpligtelse.
Til en sådan reel afklaring af vores situation i verden hjælper teorien om sikkerhedsliggørelse ikke.
Teorien medvirker til at forplumre den egentlige og nødvendige demokratiske debat.
I og med at teorien forudsætter, at vi kan diskutere sikkerhedsliggørelse som politisk strategi uafhængigt af substansen i det problem, som sikkerhedsliggøres, medvirker teorien tværtimod til at forplumre den egentlige og nødvendige demokratiske debat.
Det kan man for eksempel se, hvis man vil diskutere asyl- og indvandringspolitik i lyset af teorien.
Den part, der ser asyl- og indvandringspolitikken som et problem, der i fremtiden truer landets sammenhængskraft, kan af den anden part beskyldes for at ville sikkerhedsliggøre problemet. Dermed impliceres – ifølge teorien om sikkerhedsliggørelse – at de vil monopolisere og ensrette den demokratiske debat.
Her står teorien om sikkerhedsliggørelse bogstavelig talt i vejen for, at man kan få en reel og gensidig demokratisk debat om, hvor grænserne for en socialt bæredygtig asyl- og indvandingspolitik går.
Og en teori, der har den konsekvens, bør ende på de videnskabelige teoriers losseplads.
Min kritik af Ole Wævers – og andres – teori om sikkerhedsliggørelse er altså principielt en anden end den, som hævder, at teorien bør forkastes, fordi den er racistisk og eurocentrisk.
Jeg hævder, at den bør forkastes, fordi den er irrationel.
Dette gælder ikke mindre for de identitetspolitiske teorier, som er grundlaget for, at teorien om sikkerhedsliggørelse kan kritiseres for at være racistisk og eurocentrisk.
De er irrationelle, i og med at de fornægter en fælles videnskabelig – og dermed universel – rationalitetsforpligtelse.
Når begge parter – hver på sin vis – fornægter denne forpligtelse, hvor skal man så finde det holdepunkt, som skal bære en fælles – videnskabelig – løsning?
Hvis universiteternes samfundsvidenskabelige miljøer ikke har rationalitet nok til at vikle sig ud af disse teorier – og forkaste dem – så er det et åbent spørgsmål, om vore demokratier overhovedet har rationalitet nok til at opretholde sig selv.
Topillustration: Ole Wæver, offentligt Twitterbillede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
