SEXISME // KOMMENTAR – Sexisme eksisterer ikke kun i musikbranchen, men i høj grad også i kunstverdenen med rod i den for mænd så opportune idé om, at kunst og eros er to sider af samme sag, og at dette skulle forstås helt bogstaveligt. Billedkunstner, kurator og kunstkritiker Trine Rytter Andersen har mærket det på sin egen krop.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Politiken kunne man(d) i sommer læse fotograf Kaare P. Johannesens spejlende refleksioner og solidaritet med musiker og skuespiller Martin Brygmann i kølvandet på DR’s dokumentarserie Sexisme i musikbranchen.
I sit indlæg slog Johannesen med slet skjult stolthed tonen an ved at tilstå, at han selv havde gjort ”alt”, hvad Brygmann havde gjort med piger og kvinder: ”Den skrevne presse bad mig skrive om dem (kvinderne) og fotografere dem. Jeg misbrugte gladelig den tillid, de viste mig. Jeg var begærlig efter forbigående kropslig kontakt, og begæret tog magten.”
Dette fælles begær efter ”forbigående kropslig kontakt” gør i – de herrers egne øjne – dem til misforståede forbundsfæller i en nypuritansk samtid, som ser krænkere der, hvor Johannesen ser levemænd med modet til generøst at dele ud af sig selv.
De pressede på, tonedøve og blinde, som de var, over for deres egen magt i en mandsdomineret, hierarkisk og konkurrencedrevet kunstverden
Som så mange mænd fra boomergenerationerne er også Johannesen fuldstændig uden nogen dybere forståelse for de underliggende psykologiske og patriarkalske mekanismer, som han selv – og de kvinder, han lystigt har guffet i sig – i virkeligheden er styret af.
”Jeg er ikke flov over min fortid. (…) I mange år har jeg været en, som kvinder advarede hinanden mod. Det har krænket mig, at det er sådan,” skriver han ærgerligt, og angiveligt fordi han mener, at det er mands ret at tage kvinden, når og hvor han har lyst til det, og ene og alene fordi han nu engang er dygtig til at gøre netop den type magt gældende over for det modsatte køn.
Som en anden Simon Spies, Jørgen Leth eller Ali Hamann er også han drevet præcis i den retning, hvorhen hans autonome kønsorgan nu engang måtte pege.
Myten om det skabende mandlige kunstnergeni
Den slet skjulte forundring over, at sexisme overhovedet er et emne i dagens debat, når vi jo alle ved og forstår, at kønsdrift er kønsdrift, og mænd er mænd, er himmelråbende utilgivelig i sig selv!
Fordi den er fuldstændig blottet for indlevelse i de negative aftryk af skam, agtpågivenhed og mindreværd, mænd efterlader i kroppe og sind på de kvinder, de bruger som objekter.
Myten om det skabende mandlige kunstnergeni levede i bedste velbefindende
Noget, den ene dokumentar om emnet efter den anden siden MeToo har blotlagt, så selv den mest tonedøve stodder burde kunne fatte det. Men næ nej, vores stolte libertiner har mere krudt i bøssen, og nu kører han tungere skyts i stilling:
”Martin er kunstner. Det er jeg nok også (…) Jeg lærte, at den kunstneriske drift hører til de seksuelle drifter. Tag seksualiteten ud af kunsten, og du står tilbage med ingenting.”
Mage til reaktionært patriarkalsk ævl skal man(d) helt tilbage til dengang, jeg gik på kunstakademiet i 1990’erne, for at finde. For selv om der dengang var en spirende bevidsthed om, hvor ærkepatriarkalsk og mandehørmende den danske kunstverden i virkeligheden var, så levede myten om det skabende mandlige kunstnergeni fortsat i bedste velgående.
Og til den myte klæbede også den for mænd så opportune overbevisning, at kunst og eros er to sider af samme sag, og at dette skulle forstås helt bogstaveligt.
Mange undervisere på kunstskolerne og akademierne ville dengang og tidligere, uden at blinke, have nikket indforstået til Johannesens erfaring, når han skriver: ”De fleste kunstnere lever et liv fyldt med seksuelle erfaringer og seksuelle opdagelser.”
Grænseløshed
Selv har jeg haft prominente gæsteundervisere, der hellere end at undervise inviterede os med over på den lokale knejpe for der at hælde på os, mens de sad på spring klar til at vende bunden i vejret på den første, der blev svag i koderne af alkoholen.
Jeg har mødt undervisere, der, frustrerede over 90’ernes bekendelseskunst og dens opgør med modernismen, opfordrede os til bare at smide tøjet og stille os foran kameraet, fordi vi med vores unge kroppe jo havde en særlig fordel på netop den front.
Der var sågar en snert af misundelse i den slags ”rådgivning”, idet mænd synes at mene, at kvinder altid bør være taknemmelige for deres interesse.
Det ”grænseoverskridende” skaber desværre kun grænseløshed – og ikke transcendens, som forstandige kunstteoretikere argumenter for
De postulerede – forførte af avantgardetænkningen akkurat som Johannesen – at et kunstværk sættes i verden for at vække ”forargelse og for gennem forargelsen at udvide grænserne for det moralsk acceptable.”
Den udbredte bogstavelige forståelse af det ”grænseoverskridende” skaber desværre kun grænseløshed – og ikke transcendens, som forstandige kunstteoretikere argumenter for.
Nøjagtig som Johannesen savnede også vores undervisere den dannelse og psykologiske traumeinformerethed, der, såfremt de havde ejet noget sådant, ville gøre dem helt ude af stand til at opfordre unge kvinder til at bruge deres kroppe og køn i forargelsens og det grænseoverskridendes tjeneste.
Men de pressede på, tonedøve og blinde, som de var, over for deres egen magt i en mandsdomineret, hierarkisk og konkurrencedrevet kunstverden.
Sådan passer ræven høns!
Kunsten skal forarge, siger man(d): ”Derfor er det let for det dydsirede at beslutte, at kunst i sig selv er umoralsk, sådan som det ser ud til, at det har besluttet i Martins tilfælde,” fremturer Johannesen. Med den anakronistiske kunsthistorie på sin side er det let for vores trussetyv at blande tingene sammen: kunst = sex. Den sag er det kun de nypuritanske, der vil pille ved.
Jeg var tavs
Nøgenfotografen fortsætter: ”Noget tyder på, at Martin har ønsket at få pigerne i sine hænder. Han har også villet have dem til at klæde sig af. Som fotograf har jeg gjort det samme. Jeg har en stor samling af nøgenfotografier af mennesker taget gennem en periode på næsten 60 år. Mange af billederne er optagelser, som jeg stadig er vildt glad for, og jeg har tit kunnet dele min glæde over dem med de mennesker, som jeg fotograferede.”
Det tror jeg på!
Men her må jeg dele en erfaring med læserne: Jeg var, fra jeg var 25-28, nøgenmodel for en kendt kunstmaler. Jeg tilbragte nogle uger hver sommer sammen med ham i hans og konens hjem. Han skabte en følelse af tillid og ligeværd imellem os bl.a. fordi han altid selv var nøgen, når vi arbejdede. Det var hans pre-teen barnebarn også, når hun af og til kom ind til os for at tegne.
Jeg sagde ingenting om hændelsen, det gjorde han heller ikke
Atelieret lå på første sal i det hyggelige bondehus, og nede i privaten gik den 10 år yngre kone og lavede mad og sørgede med stor hengivenhed for, at alle vores profane behov blev tilfredsstillet på bedste vis.
Den eneste grund til, at jeg nød at smide tøjet og bruge så mange timer på den facon, var, at jeg forstod, at rummet mellem os var fuldstændig afseksualiseret: rent og helt uskyldigt. Det handlede om kunsten, og det var det særlige.
Det troede min kæreste også, og konen naturligvis. Den dag kunstneren voldtog mig, gjorde jeg ikke modstand eller råbte op. Jeg gik i freeze, fordi jeg blev fuldstændig overrumplet – og så var jeg bange for at lave ballade, fordi konen gik og puslede lige under os.
Da jeg et kvarter efter skamfuldt måtte gå gennem køkkenet, hvor hun stod og klippede dild over sildesalaten, løb hans sæd ned ad mine ben, og jeg var rædselsslagen for, om hun mon kunne lugte det.
Jeg sagde ingenting om hændelsen, det gjorde han heller ikke, men han skrev senere til mig om, hvor betydningsfuld akten havde været for ham. Jeg afbrød kontakten, fordi han brød tillidskontrakten. Både han og konen er døde nu, og denne historie vil næppe kunne genkendes af nogen. Jeg var tavs, mens de levede, fordi jeg er opdraget til at tie om ubehagelige ting og til ikke at ridse en mands gode ry og rygte.
Kvinden som et tomt kar
Johannesen skriver: ”Mig og Martin har den undskyldning eller retfærdiggørelse, at vi selv har figureret og optrådt lige så upåklædte på billeder og på scenen, som vi har bedt andre mennesker om at gøre.”
Effekten af netop dette er, at der opbygges tillid – en tillid, som det derefter er nemt at udnytte for krænkeren, der kan mærke og slår til, når offeret har sænket paraderne tilstrækkeligt.
Herefter fortsætter den selvfede fotograf gudhjælpemig sit patriarkalske gammelmandsludder: ”Der er noget andet, som også bunder i naturlige menneskelige drifter og ambitioner. Naturen har givet mænd til opgave at være enten leder eller discipel.”
Herefter fortæller han åbenhjertigt, at han kalder lederne for ”bavianer”, og at ”bavianer kendes på, at de samler sig et harem af disciple af alle køn”. ”Bavianer foreskriver deres disciple, hvordan de skal tænke, og hvordan de skal forvalte deres seksualitet. Det er noget dybtliggende for mennesker, at vi enten skal lede eller ledes. Martin har samlet en beundrende skare af enkeltpersoner, som han har tillagt kunstneriske evner og værdier. Nogle af dem med rette, har det vist sig.”
Kvinden er et tomt kar, som manden kan fylde op med sin skaberkraft. Sex er både midlet og målet
Tænk sig! Hvor skal en kvinde være taknemmelig, hvis en mand ”tillægger” hende kunstneriske evner!
For hun kan jo på ingen måde bare helt af sig selv være i besiddelse af sådanne. Hun får først evnen, idet manden begærer hende og med sin ”tryllestav” bibringer hende talentets nådegave.
Johannesen fortsætter: ”Han har skabt et harem af mennesker, som han har ladet udvikle deres personlige kunst og deres lige så personlige selvtillid. De har måttet betale en pris for det. Prisen har i en eller anden udstrækning kunnet have forbindelse med Martins egne seksuelle ønsker og holdninger.”
Kvinden er et tomt kar, som manden kan fylde op med sin skaberkraft. Sex er både midlet og målet, og når kvinden giver ham adgang til sin krop, betaler hun for gaven: ”Det har jeg også selv gjort,” skriver liderbassen, ”så godt jeg kunne. Ikke med så stor succes, som Martin fik, men det har ikke været mine ambitioner, det skortede på.”
Grandiositeten oser ud af sætningerne. Man skal hore meget, før der falder en øre af, som den gamle luder sagde …
Selv har jeg stået over for en råbende chef, der forsøgte at annullere min opsigelse med det argument, at ”han havde opfundet mig”.
Ikke objekter, men hele mennesker
Vores ronkedor er heller ikke færdig. Nu kaster han sin bombe: ”Grib tilbage i historien. Tag Jesus, tag Hitler, tag Trump. De har alle sammen samlet sig en skare af navnlig kvindelige beundrere, som de på hver deres måde har forstået at benytte sig af. De er stærke og indflydelsesrige bavianer om nogen. Der er bare det, at den, der vinder det spil, er tilbøjelig til at ende med at tabe det. De, der sad med den virkelige magt, henrettede Jesus, drev Hitler til selvmord og kørte Trump mentalt i sænk.”
Her kører Johannesen sin troværdighed helt ud over afgrunden, og både mand og kvinde må tage sig til hovedet i bestyrtelse over dennes mangel på filosofisk niveau, skelneevne og dømmekraft.
Det er utilgiveligt, at du i 2024 efter MeToo og så mange videnskabelige undersøgelser og vidnesbyrd fra kvinder endnu ikke har forstået, at kvinder (og mænd for den sags skyld) tager skade af at blive set på og brugt som objekter og ikke som hele mennesker
Han ævler videre: ”Dette er ingen hyldest til Martin Brygmann, og det er heller ikke nogen nedgørelse af ham. Han har gjort det, som han viste sig at have talent for … Måske har han lavet skader på enkelte mennesker, men jeg tvivler. Jeg tror, at jeg heller ikke selv har gjort det.”
Man(d) ved ikke, hvad han ikke ved – og det er ikke så lidt! Han gør sig skyldig i fuldstændig at overhøre alle de pointer, som DR’s sexismedokumentar fremlægger med stor og afgørende vægt.
Og hans udgangsreplik er lige til at lukke op og skide i: ”Han (Brygmann) har givet ikke haft til hensigt hverken at krænke eller at nedgøre nogen af de piger og kvinder, som i dag klager over ham. Han kan have haft sex i sinde, sådan som jeg selv også havde, men han har ikke haft ondt i sinde, på samme måde som jeg heller ikke havde det. Vi har samlet os seksuelt tiltrækkende haremskvinder. Hvad skulle man ellers stille op med dem?”
Ja, hvad skal man(d) dog bruge seksuelt tiltrækkende kvinder til, hvis ikke man(d) skal knalde dem?
Gå hjem og stik avlskæppen i stikkontakten, mand. Det er utilgiveligt, at du i 2024 efter MeToo og så mange videnskabelige undersøgelser og vidnesbyrd fra kvinder endnu ikke har forstået, at kvinder (og mænd for den sags skyld) tager skade af at blive set på og brugt som objekter og ikke som hele mennesker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
