SUNDHED & TIDSPRES // POVCAST – Tidspres har gennem 25 år stået øverst på forskernes liste over årsager til stress. Det betyder faktisk, at du selv bærer en vigtig nøgle til at forebygge stress hos dig selv og dine omgivelser. Den anden POVcast i serien ”Flaskeposten – din hjerne er truet” giver dig værktøjet: Ugens vigtigste møde – mødet med dig selv. Du kan også høre, hvad en dryppende vandhane i Parken har med corona og mink sagen at gøre.
I 2008 blev en national kampagne lanceret – ”Fra stress til trivsel” – af det nu lukkede Videncenter for Arbejdsmiljø med bl.a. omfattende nationale tv-reklamer og et flerårigt rejsehold til offentlige arbejdspladser.
Mange undersøgelser og organisationer har haft fokus på stress og stressforebyggelse, og der har været iværksat mange forskellige tiltag, men det kan nøgternt konstateres, at alle stresskurver i Danmark peger den gale vej.
Senest er Sundhedsstyrelsen netop udkommet med en kortlægning af Danskernes Sundhed anno 2021, og her fremtræder specielt danskernes mentale sundhed som et kritisk punkt. Særlig skidt ser udviklingen ud for unge danskere.
Flaskeposten: Forebyg stress – hvad er argumentet imod, at du starter lige nu?
Kort sagt: Der er vægtige årsager til, at vi alle sammen hver især bør gøre, hvad vi kan for at pleje vores mentale sundhed og forebygge stress hos og selv og vores omgivelser.
Og hvad er egentlig argumentet imod at starte lige nu?
Når oplevelsen af tidspres er så væsentlig en faktor for vores mentale sundhed, har vi jo mulighed for selv at afgøre, hvordan vi hver især forholder os til oplevelsen af tidspres i vores egen dagligdag.
Derfor er etiketten for min anden Flaskepost: ”Tidspres – det er altså noget du selv bestemmer”.
Jeg præsenterer værktøjet ”Ugens vigtigste møde – mødet med dig selv”, som jeg vil opfordre dig til at hente inspiration i og afprøve. Det er et simpelt og konkret værktøj. Og så kan du høre, hvad en dryppende vandhane i Parken har med corona og minksagen at gøre.
6 gode råd til dig – der altid har lidt for travlt
Fra min baggrund som leder i Videncenter for Arbejdsmiljø og mit virke i Lederkommunikation.nu kan du måske også finde inspiration i disse 6 simple gode råd til dig, der altid har lidt for travlt, som jeg har udarbejdet:
- Tag en tænkepause – inden du går videre til det næste. Når du mærker, der er for travlt, tingene bliver for komplicerede, og der er risiko for at træffe for hurtige og forkerte beslutninger.
- Vær tydelig og personlig – når du formidler budskaber. Gør hvad du kan for at skabe mest mulig klarhed, så du bedre kan opnå det, du gerne vil.
- Skab tid til det vigtigste – tal om prioriteringer. Gå forrest i hverdagen i at tale åbent om at prioritere, hvilke opgaver der skal løses supergodt, dem hvor de bare skal løses tilfredsstillende, dem vi sover på, og dem vi måske bare glemmer helt lige nu.
- Afstem forventninger – med dig selv og dine omgivelser. Vær realistisk.
- Find ro i dine tanker – vi er bare mennesker. Tal åbent og naturligt om hvor vigtigt det er, at vi alle sammen passer på vores mentale helbred og forebygger stress.
- Dyrk det muliges kunst – sig til og fra med et smil. Hvis opgaverne faktisk skulle være umulige at gennemføre, hvem andre end dig som ansvarlig leder sørger så for at fortælle det opad i hierarkiet og sørge for at tilrettelægge det muliges kunst i stedet?
POVcast: Flaskeposten – Din hjerne er truet
Her finder du den første episode i serien:
Flaskeposten: Post Scriptum om stress
Min vigtige personlige bemærkning er: Vær nu varsom med, hvordan du bruger ordet stress. Mine råd er bevidst rettet til dig, der altid har lidt for travlt. Er du ramt af stress, vil jeg altid opfordre dig til at søge professionel hjælp.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her