HISTORIE – En novemberaften i 1975 brød en voldsom brand ud i en ejendom på indre Nørrebro. Folk sprang ud fra fjerde og femte sal. Ni mennesker mistede livet den aften i en brand, der udstillede, at tusindvis af københavnere levede i rene brandfælder.
43 år senere er der billeder, som stadig står helt klare på nethinden for Benn Duus. Han var en ung mand på 22, da han i 1975 kom til at opleve branden i Stengade på tæt hold. Hvad han så den novemberaften, kan han ikke slette fra sin erindring:
”På et tidspunkt står jeg og holder fast i springlagenet, som jeg er blevet instrueret til af brandfolkene. Så hører jeg sådan en dump lyd. Ligesom en sæk kartofler, man kaster på jorden. Jeg kigger ned til højre, og dér ligger en mand på jorden. Han er forbrændt på ryggen, og blodet løber ud af munden på ham.”
Det er 2019, og jeg står i en baggård på Stengade og hører Benns beretning. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når han gengiver detaljerne i de oplevelser, han tilfældigt blev vidne til i 1975. Jeg har længe været optaget af den voldsomme brand, der hærgede indre Nørrebro i mit eget fødeår. I arkiverne er jeg stødt på Benns navn flere steder. Han var ikke sen til at svare, da jeg for nylig sendte ham en mail og spurgte, om han havde lyst til at fortælle sin historie i en podcast om branden i Stengade.
Der stod ild ud fra kælderen i bygningen overfor. Og der var folk, der råbte og skreg. Vi vidste, at vi måtte ned i gården og hjælpe i en fart”
For at sætte den rigtige ramme omkring fortællingen har jeg taget Benn Duus med tilbage til Stengade. Der var her, han boede som ung. Og det var her, han en aften i november 1975 sad sammen med en ven på sit femtesalsværelse og lyttede til Beethovens samlede symfonier på vinyl, da støj fra gården fik ham til at styrte hen til vinduet.
”Der stod ild ud fra kælderen i bygningen overfor. Og der var folk, der råbte og skreg. Vi vidste, at vi måtte ned i gården og hjælpe i en fart,” fortæller han.
Ni døde
Han hed Vagn, manden som kort tid efter landede ved Benns side og endte sit unge liv lige der. Vagn var 22 år og boede i en lejlighed på femte sal i Stengade 20, ejendommen som den aften brød i brand. Her boede han sammen med sin kæreste Lone på 24 og datteren Stine på fire. Lones 16-årige lillesøster Gitte var på besøg fra Jylland. Alle fire omkom i branden. Vagn var i desperation kravlet ud af vinduet og forsøgte at gå armgang i tagrenden, da den brast, og han styrtede i døden.
De døde i en brand, som sagtens kunne have været undgået. En brand, der med al tydelighed skulle blotlægge, at tiden var løbet fra slummen på indre Nørrebro
I alt døde ni mennesker den aften. Viola Larsen, en 48-årig kvinde, sad i sin stol oppe på femte og døde af røgforgiftning. På fjerde sal boede en gæstearbejderfamilie. Faren, Ridvan Sabani, var i 1969 kommet til København for at arbejde på B&W, og nu havde han fået hele sin familie samlet i Danmark. De boede trangt og billigt på Nørrebro, mens de sparede sammen til at flytte til noget større og bedre i forstaden. Så langt nåede de aldrig. Ridvan, hans hustru og parrets to børn på et og fire år døde alle i flammerne den aften på Stengade.
De døde i en brand, som sagtens kunne have været undgået. En brand, der med al tydelighed skulle blotlægge, at tiden var løbet fra slummen på indre Nørrebro. Mange ejendomme var regulære brandfælder, også Stengade 20. Det var ganske enkelt ikke forsvarligt at lade mennesker bo der.
Elendige forhold
Stengade ligger midt på Nørrebro mellem Blågårds Plads og Assistens Kirkegård midt i et berygtet kvarter, som i folkemunde er blevet døbt Den Sorte Firkant. Det er et af de tættest befolkede områder i Danmark, og i 1970’erne var der endnu flere mennesker stuvet sammen i bydelen. Baghus på baghus fyldte de mørke og indesluttede baggårde. To tredjedele af lejlighederne var 1- eller 2-værelses, og forholdene bar præg af, at de mange private udlejere ikke havde økonomisk interesse i at lave de nødvendige forbedringer.
I 1974 – altså året før branden – blev der lavet en undersøgelse af folks levevilkår på indre Nørrebro. En beboer fortalte i et interview, at han boede på 17 m2 med skrå vægge. Hans månedlige husleje lød på 46 kr. om måneden. Lejligheden var utæt, så den var svær at varme op med koks, som han hentede fra et lager i kælderen.
Allerede i 1971 vurderede Københavns Boligkommission, at 18.000 Nørrebro-ejendomme var saneringsmodne. 3400 af dem var korridorejendomme
Men det største problem var, at ejendommene var de rene brandfælder. Allerede i 1971 vurderede Københavns Boligkommission, at 18.000 Nørrebro-ejendomme var saneringsmodne. 3400 af dem var korridorejendomme. Adgangen til lejlighederne gik gennem en korridor, som man eksempelvis kender det fra hoteller. Det betød også, at flugtvejene var stærkt begrænsede ved en brand. Flere af bygningerne havde også andre alvorlige problemer. Benn Duus forklarer om Stengade 20:
”Der var en fortrappe og en bagtrappe, og de var kun adskilt af en tynd svingdør. Hvis der var brand det ene sted, var der også brand det andet sted. Svingdørene var tynde og utætte, så det kunne brænde igennem på ingen tid.”
Alt lys forsvandt
Det skulle næsten gå galt. Og det gjorde det så også den 11. november 1975. Den aften fik Københavns Brandvæsen en melding om branden klokken 20.28. Men redningsarbejdet viste sig at være særdeles vanskeligt. Ejendommen havde ikke front mod Stengade, men mod en lille, smal gyde, som forbandt Stengade og Griffenfeldsgade. En jernport spærrede vejen fra Stengade og ind til den brændende bygning. Stigevognene kunne ikke komme ind, og derfor måtte brandfolkene med hjælp fra beboere i naboejendommene – blandt andre Benn Duus – stå med springtæpperne nede i gården.
Helt særlig var redningen af en 55-årig invalidepensionist. En heltehistorie, som fyldte meget i aviserne de følgende dag
Dramatiske scener udspillede sig. Folk sprang fra fjerde og femte sals højde. Fra sin plads ved springtæppet så Benn en ung mand ramme en stålwire på vej ned, så gnisterne stod omkring ham. Da kablet brast, røg også lyset – og det var vel at mærke det eneste lys, redningsholdet havde at støtte sig til.
”Der blev helt mørkt. Nu havde vi kun lyset fra flammerne,” husker Benn Duus.
Ni mennesker mistede livet, men det kunne faktisk være gået endnu værre på Stengade. 18 var slet ikke hjemme den aften, og ti blev reddet ud fra flammerne. En gravid kvinde sprang eksempelvis fra første sal og reddede livet. En 25-årig tyrkisk kvinde kastede fra første salg sit 1-årige barn i favnen på tilskuere, hvorefter hun selv sprang. Begge overlevede. En 15-årig dreng, som var alene hjemme, sprang fra fjerde sal og klarede den.
Dramatiske scener udspillede sig. Folk sprang fra fjerde og femte sals højde
Helt særlig var redningen af en 55-årig invalidepensionist. En heltehistorie, som fyldte meget i aviserne de følgende dage. Det var underbrandmester Jørgen Villumsen, der tog affære. Han fortalte selv til aviserne om oplevelsen:
“Det var først, da vi pionerer ankom, at der kom ordentlig lys på den brændende bygning. Jeg så ham straks. Han stod uden for sit vindue på femte sal og ligesom pegede mod taget på naboejendommen. Selvfølgelig. Det var hans eneste chance. De andre var sprunget ned fra ejendommen, men manden tøvede meget længe. Da han pegede på det andet tag, tænkte jeg: Det er måske muligt. Og en fra eller til ved springlagenet gjorde ingen forskel.
Jeg løb om i Griffenfeldsgade og op ad en køkkentrappe til et tagvindue. Herfra kurede jeg ned ad taget til en platform op mod den brændende ejendom, som jeg kunne nå med hænderne. Hans lejlighed var fuld af røg og en røgeksplosion var mulig hvert øjeblik. Han var den sidste, vi fik ud af huset. Resten var forkullede lig.
”Nu skal jeg prøve at hjælpe dig ned,” råbte jeg til ham.
Han satte sig på taget og begyndte at kure ned. Jeg tog imod hans ben, så han fik fodfæste i tagrenden. Mine ben støttede stadig på det andet hus. Nu skal du sætte godt fra, sagde jeg. Så gik jeg lige baglæns, min egen vægt hjalp til, og samtidig trak jeg i ham. Jeg fik ham nærmest kastet hen over nakken, og så lå vi begge i sikkerhed på nabohusets tag.”
Branden forandrede byen
Branden i Stengade kom for alvor til at sætte gang i sagerne på politikernes kontorer. Allerede ugen efter fremlagde boligminister Helge Nielsen (S) et lovforslag om brandsikring, der blev vedtaget i Folketinget i starten af 1976. Håndværkere gik i gang med at brandsikre 4900 ejendomme i København med 73.000 lejligheder. Godt 400 millioner kroner blev brugt på forbedringerne.
Han var den sidste, vi fik ud af huset. Resten var forkullede lig”
Den Sorte Firkant på Nørrebro blev totalt forandret i årene, der fulgte. Mange af op mod 100 år gamle ejendomme blev jævnet med jorden og erstattet med nye. Huslejen steg og mange flyttede væk fra bydelen. En udvikling, der nok under alle omstændigheder var kommet, men branden i Stengade blev den konkrete begivenhed, der satte skub i det hele.
”Sådan er det desværre ofte,” konstaterer Rasmus Dahlberg, som er historiker med speciale i katastrofer. – ”Der skal lig på bordet, før der sker noget.”
Historien om branden i Stengade er første udgave af den nye podcast Vild Historie.
Her folder de to værter Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz hver gang en overset historie ud. I det første afsnit er Rasmus Dahlberg gæst i studiet.
Du kan lytte til podcasten her
Topfoto:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
