SAMMENHÆNGSKRAFT // KRONIK – Hvis vi vil bevare vores velfærdsmodel og sociale sammenhængskraft, kræver det mere end økonomisk styring. Det kræver et fælles ”vi”. Danmark står over for dybtgående demografiske forandringer, som udfordrer tilliden, værdifællesskabet og dermed selve fundamentet for velfærdssamfundet. Erfaringer fra Belgien viser, hvad der kan ske, hvis udviklingen får lov at løbe løbsk.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danmark har historisk været et homogent samfund med fælles værdier og høj tillid. Netop fordi vi lignede hinanden, har vi haft vilje til at hjælpe hinanden. Men den sammenhængskraft er ikke givet. Belgien viser, hvad der kan ske, når man undlader at styre store demografiske forandringer, og parallelsamfund får lov at vokse. Landets velfærdsstat er blevet gradvist udhulet, og den sociale tillid er brudt sammen.
Det er denne sociale tillid, der har dannet grundlaget for vores velfærdsmodel: Vi har betalt høje skatter med opbakning, fordi vi havde tillid til, at pengene blev brugt retfærdigt og til det fælles bedste. Forskning fra OECD viser netop, at høj social tillid øger villigheden til at betale skat, fordi man tror på, at skatten bliver anvendt på en fair og effektiv måde. På den måde har de høje skatter været en garanti for, at vi kunne opbygge og opretholde en bred og solid velfærdsstat, som sikrer tryghed og lige muligheder for alle.
Problemet er ikke forskellighed i sig selv, men manglen på klare krav om fælles værdier og normer fra politisk side gennem årtier
Men i takt med, at befolkningens sammensætning har ændret sig, og værdifællesskabet er blevet svagere, er denne sociale tillid faldet. Og på den måde er vores velfærdsstat truet.
Problemet er ikke forskellighed i sig selv, men manglen på klare krav om fælles værdier og normer fra politisk side gennem årtier. Uden en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være en del af det danske samfund, mangler vi en samlet identitet, som kan bygge bro på tværs af forskelle.
I dag findes der allerede solid forskning, der dokumenterer markante brud med vestlige værdier – særligt når det gælder ytringsfrihed, ligestilling, syn på demokrati, homoseksualitet og sekulære normer
Når befolkningsgrupper lever parallelt uden fælles værdier og normer, svækkes tilliden mellem dem. Fælles værdier, normer og sprog er nemlig grundlaget for social tillid, men i dag deler mange grupper ikke denne grundlæggende samhørighed, hvilket underminerer det fællesskab, tilliden hviler på.
Den sociale sammenhængskraft skal bevares
Hvis vi vil bevare vores sociale sammenhængskraft, må vi turde tale om ansvar, tilpasning og om nødvendigheden af et fælles ”vi”. Uden det smuldrer tilliden – og med den vores samfundsmodel.
Danmarks velfærdsmodel kommer til at være under pres i fremtiden på grund af de demografiske ændringer, vi står overfor. Pew Research fremskriver, at der i 2050 kan bo mellem 500.000 og 700.000 muslimer i Danmark. Uden et stærkt fokus på fælles værdier og samhørighed risikerer vi, at den sociale tillid styrtdykker. Det vil true fundamentet for vores velfærdssamfund, som bygger på gensidig tillid, solidaritet og fælles ansvar.
I dag findes der allerede solid forskning, der dokumenterer markante brud med vestlige værdier – særligt når det gælder ytringsfrihed, ligestilling, syn på demokrati, homoseksualitet og sekulære normer.
Når en stigende andel muslimer i Danmark mener, at Koranens instruktioner bør følges fuldt ud, kan det i praksis betyde en livsførelse, hvor religion regulerer hele hverdagen – fra ægteskab og børneopdragelse til mad, kunst og samfundsloyalitet. Det kan føre til en gradvis kulturel adskillelse fra det danske fællesskab og udfordre de værdier, som sammenhængskraften i et sekulært og demokratisk samfund bygger på.
Også opdragelse og autoritet adskiller sig markant. Koranen lægger vægt på lydighed over for Gud og forældre samt pligt over for familien, hvilket i nogle tilfælde kan føre til streng disciplin, kønsopdelt opdragelse og begrænsning af individets frie valg
Ægteskab og familie er et centralt eksempel. Koranens regler giver manden en ledende rolle og tillader blandt andet flerkoneri, ulige skilsmisseregler og skæve arverettigheder. Kvinden forventes at være ærbar, underdanig og ansvarlig for hjemmet, mens manden er forsørger og autoritet. Sådanne kønsroller strider mod den danske opfattelse af ægteskabet som et ligeværdigt partnerskab, hvor begge parter har samme rettigheder og frihed. Børn opdrages ofte med samme kønssyn og forventninger, hvilket kan skabe konflikt med danske normer for ligestilling, frihed og børns ret til selvbestemmelse.
Også opdragelse og autoritet adskiller sig markant. Koranen lægger vægt på lydighed over for Gud og forældre samt pligt over for familien, hvilket i nogle tilfælde kan føre til streng disciplin, kønsopdelt opdragelse og begrænsning af individets frie valg. I Danmark lægges vægt på selvstændig tænkning, kritisk dialog og børns ret til at udvikle egne værdier – hvilket kan kollidere med religiøs opdragelse, der betragter visse spørgsmål som utænkelige at diskutere.
I uddannelse ses ofte spændinger mellem religiøs og sekulær viden. Når Koranens anvisninger anses som absolut sande, kan det skabe modstand mod undervisning i fx evolution, seksualundervisning, religionskritik eller ligestilling. Det udfordrer skolens rolle som formidler af demokratisk dannelse og kritisk tænkning og kan føre til et parallelsyn på viden og autoritet.
Æresbegreber og social kontrol kan følge i kølvandet på religiøse normer. Særligt piger og kvinder kan opleve pres for at leve ”ærbart”, hvilket i praksis kan betyde overvågning, restriktioner på fritid, påklædning og valg af ægtefælle. Ære knyttes til familiens omdømme, og kontrol med kvindens adfærd ses som en religiøs og moralsk forpligtelse. Det skaber barrierer for fri deltagelse i samfundet og underminerer grundlæggende rettigheder.
Kulturelt udtrykker forskellene sig også i kunst, musik og ytringsfrihed. Koranens instruktioner – eller fortolkninger heraf – har i nogle kredse ført til forbud eller modvilje mod musik, dans, billeder af levende væsener og satire. Det står i kontrast til dansk kultur, hvor kunst og musik er integrerede udtryk for frihed, identitet og fællesskab. Når børn og unge lærer, at musik er syndigt, eller billeder er forbudte, frarøves de adgang til vigtige dele af det kulturelle fællesskab.
Endelig er der spørgsmålet om samfundsloyalitet. Hvis man mener, at Koranens love er højere end menneskelige love, kan det udfordre den grundlæggende forudsætning i Danmark: At borgerne er loyale over for landets demokratiske regler, rettigheder og institutioner. I værste fald kan det føre til en form for mental eller social udskillelse, hvor man ikke identificerer sig med Danmark som nation, men snarere med det religiøse fællesskab – ummaen.
Disse dynamikker skaber polarisering og usikkerhed, som underminerer den sociale sammenhængskraft og gør det vanskeligere at opretholde et velfungerende demokrati baseret på fælles spilleregler og gensidig respekt.
Belgiens velfærdssystem er blevet udhulet
Som følge af dybtgående demografiske forandringer har Belgien oplevet en gradvis udhuling af sit velfærdssystem, stigende social segregering og en markant svækkelse af den nationale samhørighed og social tillid.
Udbredt radikalisering samt en tydelig underminering af ligestilling og sekularisme præger i dag det belgiske samfund.
I år 2001 havde omkring 81,8 % af Belgiens befolkning udelukkende belgisk oprindelse, mens kun cirka 9,8 % havde udenlandsk baggrund. I 2025 er det billede markant ændret: Kun 64,0 % har belgisk baggrund, 22,1 % har udenlandsk oprindelse, og 13,8 % er ikke-belgiere.
Ifølge en global Ipsos-undersøgelse fra 2022 mener kun 25 procent af belgiere, at man kan stole på de fleste mennesker. Til sammenligning viser en Pew Research-undersøgelse, at 86 procent af danskerne svarer det samme, hvilket er det højeste niveau blandt avancerede økonomier. Det afspejler, at Danmark stadig er et meget homogent samfund med høj sammenhængskraft, mens Belgien er præget af større kulturel og sproglig fragmentering.
I 2017 kaldte Bruxelles’ borgmester Yvan Mayeur det et meget stort problem, at alle byens moskéer var kontrolleret af salafister, en radikal islamisk bevægelse. Han understregede, at denne situation udgjorde en alvorlig trussel mod samfundets sammenhængskraft og sikkerhed.
Det afspejler i virkeligheden en dyb mistillid – ikke bare til udlændinge, men også til individet generelt – fordi man ikke længere tror på, at folk selv løser problemerne. I stedet tror man på, at staten må gribe ind og styre
Demonstrationen var rettet mod den center-højre-ledede regering, som har varslet stramme økonomiske reformer for at nedbringe den offentlige gæld. Fagforeninger og demonstranter advarede om, at nedskæringerne vil ramme lavtlønnede og udsatte grupper hårdt, mens regeringen anklages for at prioritere forsvar og skattelettelser frem for velfærd. Protesten blev en af de største i Belgien i nyere tid.
Befolkningen i Belgien er blevet markant mindre villig til at betale mere i skat for at finansiere sociale ydelser. Ifølge OECD er opbakningen til at betale 2 % ekstra i skat faldet siden pandemien, især når det gælder pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og langtidspleje. Belgierne viser generelt mindre betalingsvillighed end befolkninger i mange andre OECD-lande.
Fremtidens Danmark?
Siden år 2000 har udlændingedebatten fyldt ekstremt meget i dansk politik. Store dele af Dansk Folkepartis politik er efterhånden blevet mainstream. Der er blevet vedtaget den ene stramning efter den anden, og det er nærmest blevet normen at vedtage nye stramninger. Det afspejler i virkeligheden en dyb mistillid – ikke bare til udlændinge, men også til individet generelt – fordi man ikke længere tror på, at folk selv løser problemerne. I stedet tror man på, at staten må gribe ind og styre.
Men hvad sker der i fremtiden, når demografien ændrer sig? Hvordan vil denne udvikling påvirke vores velfærdsstat? Det store spørgsmål er, om en velfærdsmodel, der bygger på høj social tillid og fælles værdier, kan overleve, hvis befolkningssammensætningen ændrer sig markant – både kulturelt og politisk. Når tilliden bliver erstattet af kontrol, og fællesskabet bliver svagere, risikerer vi at undergrave de grundlæggende forudsætninger for velfærdssamfundet.
Danmark har maksimalt 10-15 år til at handle på dette problem, før vi for alvor kommer til at mærke konsekvenserne. Politikerne bliver nødt til at udarbejde en omfattende plan for assimilation, hvis vi skal kunne løse problemet. Hvis vi får brug for arbejdskraft, skal den komme fra lande, der kulturelt passer bedre – og hvor bidraget til velfærdsstaten er større end det, der trækkes ud.
Samtidig bør vi føre en langt mere proaktiv fødselspolitik, der understøtter danske familier i at få de børn, de ønsker. Det kræver bedre økonomiske rammer, fleksibilitet i arbejdslivet og langsigtede investeringer i børnepasning, bolig og familieliv. På den måde styrker vi vores egen demografiske bæredygtighed og mindsker afhængigheden af indvandring fra kulturer, der kan skabe integrationsmæssige udfordringer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og