KOMMUNALVALG // ANALYSE – Socialdemokratiets nederlag i København er det mest smertelige og synlige, men overalt i landet har vælgerne vendt ryggen til partiet, skriver Bjarke Larsen i en analyse af kommunal- og regionsvalget 2025. Det har også landspolitiske konsekvenser. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen er parat til at gå tilbage til rød blok?
Der er mange billeder fra valgnatten, der illustrerer Socialdemokratiets kollaps over hele landet. For eksempel af den socialdemokratiske næstformand Marie Stærke, der mistede rollen som bydronning i Køge efter samlet set 14 år på posten.
Lignende billeder kunne man aftenen og natten igennem se fra traditionelle højborge som Lolland, Randers, Holstebro, Fredericia, Hillerød, Frederikshavn og Næstved. Der var stort set blodrøde tal ved liste A, hver gang tallene for en lokal valgkreds blev vist på skærmen: Partiet gik tilbage i 87 af de 98 kommuner, heraf 20 steder med tocifrede tal. Og Socialdemokratiet er nu for første gang i umindelige tider ikke længere det parti, der har flest borgmesterposter.
Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksen vil prøve at vente længst muligt med at udskrive valg i håb om, at der sker ’et eller andet’, der kan vende udviklingen
Men tydeligst – og mest smertefuldt for partiet – er billedet af Pernille Rosenkrantz-Theil, der står alene i den store hal på Københavns Rådhus, mens alle de andre partier (minus Frie Grønne) forhandler på første sal.
Ingen ville lege med hende, men det var ene og alene hendes egen skyld. Mere om det senere, men først skal det handle om den meget svære situation, Socialdemokratiet står i efter tirsdagens valg.
Strategien slog fejl
“Det er helt vildt. Det er et blodbad. Det er for mildt at kalde det en krise. Det er en katastrofe,” som en af landets mest anerkendte valgforskere, professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, sagde til Jyllands-Posten i de tidlige morgentimer. En tidligere rådgiver for partiet kaldte det et ”socialdemokratisk Pearl Harbour”.
Statsminister Mette Frederiksen har påtaget sig ansvaret for nederlaget, men det helt store spørgsmål er, hvad hun og partiet gør nu.
Vælgerne bryder sig helt åbenlyst ikke om SVM-regeringen, og afskaffelsen af Store Bededag er stadig et åbent sår, der gør ondt, hver gang der pirkes til det. Hertil kommer, at Danmark også er ramt af de tendenser, man ser i de fleste andre vestlige lande: Mange vælgere går mod fløjene, og den udvikling bliver ikke mindre i de lande, hvor man indgår store koalitioner hen over midten for at holde yderfløjene ude.
Det første store ’nej tak’ fik partiet ved valget til EU-parlamentet sidste år, hvor SF blev større end Socialdemokratiet. Det førte dog ikke til den store kursændring fra Socialdemokratiets side, bortset fra en udmelding om, at man ikke længere vil lade pensionsalderen stige automatisk i takt med den gennemsnitlige levetid. Men reelt fortsatte regeringen som hidtil.
Hvad nu, Mette Frederiksen?
Det er ikke længere en mulighed. Tabene er for store, og der er under et år til næste valg. SVM-regeringen står så svagt i meningsmålingerne, at man efter alt at dømme ikke kan få flertal ved at udvide den med De Konservative efter næste valg, selv om den konservative formand, Mona Juul, holder alle døre åbne. Det samme gælder i forhold til SF, hvor partiformand Pia Olsen Dyhr modsat Mona Juul klart har signaleret, at man ikke går i regering med hverken Venstre eller De Konservative.
Mange vælgere går mod fløjene, og den udvikling bliver ikke mindre i de lande, hvor man indgår store koalitioner hen over midten for at holde yderfløjene ude
Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksen vil prøve at vente længst muligt med at udskrive valg i håb om, at der sker ’et eller andet’, der kan vende udviklingen. Men hvad, er svært at se.
Rød blok står ret konstant til knap 50 pct. i meningsmålingerne, og en visionær valgkamp fra SF’s og Socialdemokratiets side kan skaffe de sidste par procenter. Lysten til at være afhængig af De Radikales stemmer er dog begrænset, selv om den parlamentariske leder, Martin Lidegaard, har gjort sig store anstrengelser for at bygge bro over uoverensstemmelserne. Det samme kan siges om Enhedslisten, der også er omhyggelig med at undgå ultimative krav.
Skærper profilerne
Der er under alle omstændigheder ikke tvivl om, at Socialdemokratiet er nødt til at skærpe partiets profil i de kommende måneder, og det kan give anledning til øgede skænderier i SVM-regeringen.
Modsat fik Venstre et forholdsvis godt valg, selv om partiet gik lidt tilbage, og ved EU-valget lykkedes det at fastholde antallet af mandater. Partiet kan derfor også blive fristet til at skærpe profilen og begynde at se mere mod den borgerlige blok. De to modsatrettede tendenser kan føre til et valg på denne side af sommerferien, selv om det ikke vil være det, Mette Frederiksen ser som den bedste mulighed.
Den ultimative katastrofe
Resultatet i København er dog den ultimative katastrofe for partiet. Ikke bare opbakningen på kun 12,7 pct. af stemmerne, men også at partiet end ikke kom med i konstitueringsforhandlingerne og nu kan vælge mellem posterne som borgmester for sundhed eller beskæftigelse.
Men partiet ligger fuldstændig, som Pernille Rosenkrantz-Theil har redt. Hun meldte ultimativt ud, at hun kun deltog i forhandlinger, der handlede om at gøre hende til overborgmester. Hun kaldte SF for et ’yderfløjsparti’, der ikke er ’modent nok’ til at få posten som overborgmester, og partiet brugte over en halv million kroner på at husstandsomdele et brev, der advarede mod SF og Enhedslisten.
Pernille Rosenkrantz-Theil har ændret partiets kurs på rigtig mange områder. Det gik galt, og det er svært at forestille sig hende som spidskandidat om fire år
Den slags gør man selvfølgelig ikke ustraffet, hvis ens modstandere får mulighed for at hævne sig, og det skete natten mellem tirsdag og onsdag.
Jeg har tidligere i politiske analyser kaldt strategien og hele forløbet omkring valget af Pernille Rosenkrantz-Theil som overborgmesterkandidat forfejlet og farlig, og nu står partiet afpillet tilbage uden troværdighed og – må man formode – kampgejst til de kommende fire år.
Og hvor det er svært at finde en god vej frem for Socialdemokratiet på landsplan, er det næsten umuligt i København. Pernille Rosenkrantz-Theil har ændret partiets kurs på rigtig mange områder. Det gik galt, og det er svært at forestille sig hende som spidskandidat om fire år.
Der bliver nok at snakke om i de kommende måneder, og det bliver svært at holde diskussionerne og uenighederne inden døre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og