KINA // ANALYSE – Den kæmpemæssige brand i boligkomplekset Wang Fuk Courts syv højhuse 26. november er en menneskelig katastrofe. Men bag tragedien er det også historien om, hvordan kommunistpartiet i Beijing endnu en gang genbruger en manual, som siger, at det gælder om at undertrykke og kontrollere alt, så en krisesituation ikke udvikler sig til folkelige protester.
I løbet af 43 timer nedbrændte et boligkompleks i Hong Kong. Syv af de otte boligblokke på 31 etager var omspændt af flammer. Foreløbig er 160 døde. Mange savnes stadig. Over 4.000 beboere i det sociale boligbyggeri, som hovedsagelig er ældre, står uden et hjem.
Årsagen til brandens store omfang var de net, der er spændt ud rundt om boligblokkene, mens de er under renovering. Nettene var ikke som påkrævet sikret mod brand, men lavet af letantændelige materialer, der med vinden fik ilden til at sprede sig fra højhus til højhus. Desuden var vinduerne i højhusene dækket med brandfarlige polystyren-plader.
Branden er den største i Hong Kongs nyere historie. Men også den første, hvor Beijing har haft ansvaret, efter Xi Jinping og Kommunistpartiet i praksis har overtaget styringen af Hong Kong.
Protesterne mod Bejing
Hong Kong er formelt set en delvist autonom enhed i Folkerepublikken og har stadig sin egen regering. Men Kina har, længe før det var aftalt, overtaget kontrollen med flere områder som for eksempel parlamentet og retssikkerheden. De skulle ellers have hørt under den tidligere kronkoloni frem til 2049 under modellen ”et land – to systemer”.
Talrige indskrænkninger af Hong Kongs og befolkningens rettigheder endte i 2019 med store protester og voldsomme pro-demokrati-demonstrationer mod det kinesiske styre. Protesterne blev slået hårdt ned, og det resulterede i, at hundredvis af aktivister og demonstranter blev fængslet eller flygtede fra Hong Kong.
Hong Kongs friheder forsvundet
Hong Kongs leder, der siden 1999 altid har været udpeget af Beijing, har beordret en undersøgelse af brandens årsag, og politiet har anholdt et dusin ansatte fra det firma, der står for renoveringen, og som nu er mistænkt for at være skyldige i brandens omfang.
Men for mange hongkongere er tragedien endnu et bevis på, at byens engang så eftertragtede friheder er forsvundet. De lokale myndigheder reagerede på branden på samme måde, som man gør i Fastlandskina: ved at kvæle civilsamfundets hjælpeindsats, tilbageholde og true kritikere.
Civilsamfund kontra forbud
I Hong Kong havde beboerne ellers reageret ret normalt på tragedien. De arrangerede mindehøjtideligheder for de døde og forsøgte at forstå, hvad der var sket. Derfor krævede de en uafhængig undersøgelse, og at myndighederne udviste ansvarlighed.
Men i stedet fik de bagvaskelse og trusler fra deres lokale ledere. På få år har byen, der var kendt for et aktivt civilsamfund og et demokratisk retssystem, ændret sig, så sorg og vrede er blevet sprængfarlige emner. Myndighederne har kun haft eet mål: at undgå, at brandkatastrofen udviklede sig til en kollektiv protestbevægelse.
Dagene efter branden brød ud, stod tusindvis af borgere og beboere i kø for at lægge blomster ved de brændende højhuse. Frivillige kørte ud med fødevarer og vand, andre oprettede indsamlinger til de hjemløse beboere. Medier og borgere dokumenterede de menneskelige historier og selvfølgelig også de mulige fejl, der var begået.
Truslerne mod Hong Kong
Men fra myndighederne blev alt dette kaldt ”anti-Kina og anti-Hong Kong”-konspirationer. En studerende fra universitetet blev tilbageholdt for at dele flyers ud med opfordring til en uafhængig undersøgelse af branden. En planlagt konference med advokater, socialarbejdere og politiske kommentatorer blev aflyst. Aktive i civilsamfundet blev beskyldt for at ”hijacke” redningsarbejdet og udnytte katastrofen til at skabe kaos i Hong Kong.
Beijings nationale sikkerhedskontor i Hong Kong advarede direkte om, at ethvert forsøg på at udnytte katastrofen til at skabe en stemning mod Kina ville ”blive knust”. I lighed med hvad der er normalt i Kina, hvor højt profilerede katastrofer bliver censureret, kritikere bliver chikaneret eller tilbageholdt, og officielle undersøgelser ofte skaber syndebukke frem for gennemsigtighed.
Den kinesiske sikkerhedslov
Og styret i Beijing har med den kontroversielle Nationale Sikkerhedslov, der i 2020 også kom til at gælde i Hong Kong, sikret sig nærmest uhindret adgang til at tilbageholde og aflytte borgere, der bare er under mistanke.
Loven kriminaliserer alle og alt, der betragtes som løsrivelse, undergraver centralregeringens magt eller autoritet eller samarbejder med udenlandske kræfter. Straframmen er op til livsvarigt fængsel. Andre bestemmelser betyder, at Hongkong kan sende retssager til Fastlandskina, og Beijing har magten over, hvordan loven skal fortolkes i Hong Kong.
Civilsamfundet i Hong Kong er fuldstændig lammet og den parlamentariske del helt fjernet. Den græsrodsaktivisme der tidligere ville opstå efter en tragedie som brandkatastrofen er ikke længere mulig. Hele oppositionen blev først anklaget for undergravende virksomhed. Nogle flygtede ud af Hong Kong, andre blev fængslet. I Hong Kongs parlament er der i dag ingen oppositionspolitikere og deres partiet er forbudt. Kun kandidater der er godkendt af Beijing, kaldet ”patrioter”, kan opstille til parlamentet.
Styret i Kina har gjort det siden 1989
De sidste ugers forløb i Hong Kong viser, at den køreplan, som Kina bruger i krisesituationer, stadig er den samme, som Kommunistpartiet har brugt siden massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Den bygger på frygten for, at store menneskemængder, der samles på baggrund af ulykker eller tragedier, hurtigt kan udvikle sig til kollektive protester. Derfor er der brugt enorme ressourcer på hurtigst muligt at dæmpe og fjerne dem.
Det kræver at myndighederne får kontrol over narrativet og bruger alle midler på at slå ned på kritikerne ud fra en tese om hellere at overreagere end at være forsigtig. En ulykke, en tragedie er en gnist, der skal slukkes, før den bliver til en brand.
Tidligere eksempler på krisemanualen
Jeg har selv, i mine seks år som korrespondent i Kina, flere gange oplevet hvordan befolkningens reaktion på ulykker og katastrofer bliver censureret og undertrykt. I 2008 var der ovenikøbet to af slagsen.
Den ene handlede om producenter af modermælkserstatning, der havde tilsat kemikaliet melamin til produkterne. 50.000 børn blev indlagt med nyreproblemer og urinvejsskader, mindst seks døde. Melamin er ikke et fødevarestof, men det bruges i plast og laminater og var tilsat for at snyde proteinmålingerne, så producenterne kunne opnå en højere pris.
Myndighederne gjorde alt for at dysse sagen ned og truede de fortvivlede forældre, der hver dag stod i lange køer foran Beijings store sygehuse. Selv et år efter katastrofen kunne jeg dokumentere i TV-indslag, at forældre stadig blev forfulgt og chikaneret, fordi de ikke kunne få svar blandt andet på, hvordan hvordan de mange mejeriproducenter var involveret i skandalen.
Jordskælvet i Sichuan
Det andet eksempel er det store jordskælv i Sichuan. TV-avisen var med nogle af de første Tv-hold, der fik tilladelse til at køre mod skælvets epicenter. På vej ud til jordskælvet så vi mange lastbiler fra humanitære og kristne organisationer, der blev standset på vej med nødhjælp og tæpper til ofrene for katastrofen. Men lastbilerne blev tvunget til at vende om. Det var kun militærets lastbiler der måtte hjælpe til. Også selvom de først kunne ankomme dagen efter.
Da vi ankom til epicentret var katastrofens omfang tydelig. Af de 87.000 døde var der én gruppe, der tydeligt skilte sig ud: skolebørnene. Ifølge officielle tal var der 5.335 døde børn, fordi et uforholdsmæssigt stort antal skoler var brast sammen under skælvet, hvis man sammenlignede med andre offentlige bygninger.
Mødt med en mur af tavshed
Forældrene sørgede, men de var også rasende. De ville have svar på, hvem der var ansvarlige for, at skolerne var bygget med billige og forkerte materialer, og at bygningsregulativer var blevet overtrådt. De fik aldrig svar. Nogle af de vrede pårørende blev fængslet, andre blev gjort tavse eller sat under overvågning.
Efterfølgende blev der foretaget uafhængige undersøgelser af advokater og af multikunstneren Ai Weiwei. De organiserede, at hundredvis af frivillige kunne tage rundt og interviewe forældre og kom frem til en noget anderledes konklusion end den myndighederne var kommet med. Deres rapport blev fuldstændig undertrykt.
Højhusbrand – næste gang i Kina?
Et år efter begge ulykker fulgte jeg op på begge historier. Fælles for dem var, at de forældre og andre der havde været meget aktive i kritikken af myndighedernes rolle, stadig blev overvåget. Nogle var blevet fyret fra deres job, og i flere tilfælde blev de direkte chikaneret, og kunne hverken få svar på deres klager eller komme videre i livet.
Og endnu en klassiker i Kinas brug af krisemanualen er selvfølgelig de måneder, hvor myndighederne i Wuhan benægtede og bevidst skjulte, at der var tale om et udbrud med den dødelige Covis-19 virus, som jeg tidligere har beskrevet i en længere artikel i POV.
Kina har de fleste skyskrabere i verden, nemlig 3.492. Og de har over en million højhuse over otte etager. Branden i Hong Kong har trods alt fået de kinesiske myndigheder til at kigge nærmere på reglerne i Kina. Især ser de nærmere på sikkerheden i ældre højhusbyggerier fra før 2010. Ifølge magasinet 6th Tone er de udsatte og kan lettere blive omspændt af flammer som højhusene i Hong Kong.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og