MILJØ – Da jeg var barn, købte mine forældre et sommerhus ved Vejlby Klit. Det lå ved Harboøre og Thyborøn. Så langt ude vest på, at alle træerne peger i den samme retning, og at de hybenbuske min mor optimistisk plantede i skellet ind til naboen aldrig rigtigt blev højere end en forsamling forhutlede havenisser. Men der var havet. Og så var der Ferring sø.
Min lillebror og jeg kunne drøne derned på to minutter. Lige over engen, der var fyldt med lærkereder, klokkeblomster og engelskgræs. Der, hvor vi engang fandt en overvintret skildpadde og kaldte den Peter Pedal, fordi den virkelig lignede en pumpe til en luftmadras.
I havet måtte vi ikke bade alene. Det var farligt. Understrømmen var stærk, og jeg fik altid et reb om livet, der i den anden ende var bundet fast til min far, når vi badede om morgenen. Men søen var ikke farlig. Troede vi da.
Her fik vi lov til at bade uden forældreopsyn. Det var et fantastisk sted, hvor man kunne finde tanglopper, hundestejler og der var svanereder i sivene langs bredden. Senere kom min lillesøster til, og også hun stavrede med os ned til søen for at udforske. Vi havde en lille lyseblå robåd, og det var i den vi lærte at fiske på Ferring Sø iført orange redningsveste og nye glasfiberstænger. Vi havde også en lille sort åleruse, vi satte ud på et godt sted, min far havde fundet.
Søen lugtede sommetider som en stor grim bøvs og når man gik ved digerne, kunne man se, at vandet flere steder var brunt og ulækkert med misfarvet, nærmest frådende skum
Når der var gevinst, tog min far ålene med op til huset og rensede dem med sin dolk ved den udendørs vandhane. Nogle af dem undslap af og til, og ålede sig slimede over engen og tilbage i vandet igen. Min bror var så skrækslagen for dem, at jeg i årevis kunne få ham til at makke ret med næsten hvad som helst, når jeg truede med at ”ålen kommer”.
Der var godt nok den ene gang, da jeg var kommet til at sluge lidt for meget vand, da vi legede vandtagfat, og det blev lidt vildt. Det sker jo, når man bader. Den aften kastede jeg op, og min mor var bekymret nok til at ringe efter en vagtlæge, der kom forbi og erklærede, at vi måtte se tiden an. Det gik over.
Men det var måske den første advarsel. Om at det nok mere var søen end havet, man burde frygte.
En af Danmarks mest forurenede søer
Et par år senere stod skiltene der så: Badning forbudt. Fiskeri frarådes.
Når man gik ned til bredden, der før havde været fint sand, var der slimet mudder og slam. Søen lugtede sommetider som en stor grim bøvs og når man gik ved digerne, kunne man se, at vandet flere steder var brunt og ulækkert med misfarvet, nærmest frådende skum. Som i at man nærmest ikke havde lyst til at gå ned i det selv med gummistøvler på. Jeg kan huske, at jeg i min 12-årige fantasi forestillede mig, at vandet ville ætse lige igennem gummiet.
Som barn husker jeg vagt en eller anden forklaring med, at de landmænd, hvis marker man kunne se på den anden side af søen, vistnok havde udledt for meget gylle. Og det var måske det, der dukkede op i min underbevidsthed, da jeg læste om landbrugspakken, der nu ikke længere får en grøn tillægspakke, og hvordan den nye minister Esben Lunde Larsen (V) så stolt erklærede, at han som vestjyde var godt og grundigt træt af de cafe latte-drikkende miljøtyranner, der ikke har noget som helst begreb om det virkelige liv.
Jeg er også etnisk vestjyde, og selv om jeg ganske vist foretrækker macchiatoi en snæver vending, så synes jeg det er virkelig vigtigt, at vi passer på vores vandmiljø. Gør det mig til en miljøtyran i vores såkaldte miljøministers øjne?
Hvis man da overhovedet kan fange nogen af de få overlevende fisk i søen, så er det nok de færreste, der egentlig har lyst til at sætte dem på middagsbordet. Men hvad var der egentlig sket
Det er mere end 25 år siden, mine forældre flyttede fra Vestjylland og solgte sommerhuset. Siden da har jeg faktisk ikke været tilbage på de kanter, men jeg fik alligevel den ide, at jeg gerne ville forstå, hvad der var sket med Ferring sø dengang. Forstå det som en voksen journalist.
De dårlige nyheder kom på den tid, det tager at taste Ferring Sø ind i søgefeltet på Google. Selv i dag er det, så mange år efter, stadig en af Danmarks mest forurenede søer. Badning frarådes stadigvæk. Og hvis man da overhovedet kan fange nogen af de få overlevende fisk i søen, så er det nok de færreste, der egentlig har lyst til at sætte dem på middagsbordet.
Men hvad var der egentlig sket?
Foregår det stadig?
Jeg tog telefonen og ringede til teknisk forvaltning i Lemvig Kommune, der hjælpsomt forklarede, hvad der egentlig var foregået dengang for mere end 30 år siden.
Søen havde haft det godt frem til 1950erne og 60erne, men i takt med at landbruget blev mere og mere intensivt begyndte udledningerne langsomt at kvæle søen.
Om det foregår stadig, vidste min kontakt ikke. Som han sagde: Vi ser jo en del i Vestjylland
Problemet med Ferring Sø er, at der er meget lille vandudskiftning, og det betyder, at det fosfor, der dannes ved udledningerne har svært ved at komme ud af søen igen. Det skaber hvad fagfolk kalder en enorm ”indre belastning” i søen. En slags ond cirkel: Udledninger skaber et højt niveau af fosfor – fosfor giver ideelle vækstbetingelser for (giftige) blågrønne alger, der falder ned på bunden og afgiver endnu mere fosfor.
Som den fagmand jeg talte med forklarede, så risikerer man ikke ligefrem at dø af at bade i søen. Så giftigt er det ikke. Men man får nok udslæt.
Hvad angår fiskeri i søen, så er der tale om hvad fagfolk kalder et ”forarmet dyreliv”. Mange fiskearter og plantearter har ganske enkelt ikke kunnet overleve søens forurening.
Landbruget spillede en stor rolle i, at søen nåede det kritiske punkt. Der var de regulære udledninger, men der var også landmænd, der i årevis simpelthen hældte gylle og ajle direkte ud i søen. Det var en nem og gratis måde at skille sig af med det på. Og der var åbenbart ikke nogen, der stoppede dem, før det var for sent, eller fik dem til at tro på, at deres formodning om, at ”det skete der jo nok ikke noget ved”, ikke var korrekt.
Om det foregår stadig, vidste min kontakt ikke. Han håbede det ikke, men han understregede, at i Vestjylland, så er det ikke noget, man ligefrem informerer myndighederne om, hvis det foregår. Som han sagde: Vi ser jo en del i Vestjylland.
I dag ved vi virkelig meget bedre
Landbruget var ikke alene om at skabe problemerne. Der var også mejeriet inde i Vandborg, der ledte spildevand ud i søen.
Og så var der sådan nogen som min familie og jeg. Sommerhusområderne omkring søen havde i mange år sivebrønde, der var anlagt til at det menneskelige spildevand skulle forsvinde ned i jorden i god ro og mag. Det skete bare ikke rigtigt, fordi grundvandet stod så højt, og sommerhusområdet lå så tæt på havet.
Det er først i de senere år, at kloakeringen nu næsten er blevet gennemført, og det vil måske spare søen for omkring 1000 kilo kvælstof om året. Og det er en enorm mængde.
Bliver Ferring Sø nogensinde til en sund og velfungerende sø igen?
Eksperten ved kommunen vidste det ikke, men mente i hvert tilfælde ikke inden for en overskuelig fremtid. Der er ingen af de kendte metoder, der har kunnet redde Ferring Sø. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke, at man stadig bliver ved med at udlede forurenet spildevand i søen. Fra blandt andet landbrug.
Så kære miljøminister. Det her er en virkelig beretning, derude fra den virkelighed du taler om. Ude fra Produktions-Danmark.
Og du kan selvfølgelig indvende at de få hundestejler, aborrer og svanereder ikke gør det allermindste for betalingsbalancen. Og du kan måske endda sige, at jeg har ingen ret til at kere mig om Ferring sø, som jeg jo immervæk ikke har besøgt i mere end 25 år.
Fair nok.
Men jeg savner den, og jeg frygter for, at der er andre steder i Danmark, hvor vi enten mod bedre vidende sviner til, som vi har gjort det her eller måske er i fare for at gøre det.
I dag ved vi virkelig meget bedre, men vi fortsætter stadig med at udlede spildevand til en sø, der i årtier har været smadret af forurening.
Eller gør det i håb om, at det kan vi løse senere. Det er muligt, at du virkelig nyder den smukke natur omkring Ringkøbing Fjord, som du fremhævede for nyligt på Facebook.
Fint nok.
Men kan du forklare mig hvorfor folk omkring Ferring Sø ikke har ret til det samme?
Mvh
Lone – en Miljøtyran
Hovedfoto: Pxhere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
