Feel the Bern: Sanders vinder demokraternes nominering

i Politik & Samfund/USA af

USA2020 // PRIMÆRVALG – Bernie Sanders ligger pt. forrest i kampen om, hvem der skal være det demokratiske partis kandidat ved præsidentvalget 3. november. Men vinder han nomineringen og kan han slå Trump? Ja, svarer Christian Groes til begge spørgsmål og giver sit bud på hvorfor. Svaret handler om både græsrødder, begejstring, appel til unge og minoriteter, og så at politikerleden og trætheden overfor systemet, som Sanders appellerer til – ligesom Trump gør – fortsat dominerer i vælgerhavet. Og så lige en ting til: Den Kolde Krig er lang tid siden, og prædikatet ’socialist’ skræmmer kun de ældre vælgere.

For godt ni måneder siden skrev jeg en dystopisk analyse til POV International. hvor jeg pegede på lighedspunkter mellem TV-serien ’The Handmaids Tale’ og nutidens politiske landskab i USA.

I min tidligere tekst hæftede jeg mig ved den stigende polarisering i befolkningen, fremkomsten af ’den stærke mand’ med autoritære og fascistoide træk, og den mulige (om end lidet sandsynlige) overgang til et egentligt amerikansk autokrati.

Min forudsigelse går på Bernie Sanders bliver nomineret som partiets kandidat til at stille op imod Donald Trump ved det kommende præsidentvalg

Følgere af amerikansk politik vil vide, at overgangen til et autoritært styre i USA ikke er blevet mindre sandsynlig siden da:

Trumps frifindelse i rigsretssagen og republikanernes totale opbakning til ham trods troværdige anklager om magtmisbrug, korruption og forfølgelse af politiske modstandere samt af dommerstanden peger på, at republikanernes vilje til at forsvare de demokratiske grundpiller er svagere end nogensinde – i hvert fald så længe Trump er ved magten, og de folkevalgte ved, at vejen til eget genvalg går via præsidentens billigelse.

Derfor ender vi med en Bernie

Nu vil jeg i stedet kaste blikket på den anden side af det polariserede USA, nærmere bestemt muligheden for at landet får sin første selvudråbte ’demokratisk socialistiske’ præsidentkandidat.

Min forudsigelse går på, at senator fra Vermont, Bernie Sanders, trods skepsis fra størstedelen af de etablerede medier, hån fra republikanerne og modstand ikke mindst fra det demokratiske partis egen ledelse, bliver nomineret som partiets kandidat til at stille op imod Donald Trump ved det kommende præsidentvalg.

Her følger de vigtigste årsager til, at jeg tror Bernie Sanders kommer sejrrigt ud af det demokratiske primærvalg.

Fra kampagnen

#1 – Græsrodsbevægelsen og ’the ground game’

Bernie Sanders har, siden sit nederlag til Hillary Clinton ved primærvalget i 2016, fortsat med at mobilisere sine støtter overalt i USA og er af den grund bedre forberedt end nogen af sine konkurrenter.

Han har siden 2016 opnået kultstatus på venstrefløjen i sit eget parti og især blandt de yngre amerikanske vælgere, der for det store flertals vedkommende ikke normalt er særlig interesserede i politik.

Sanders kalder sig demokratisk socialist, men hans budskaber om revolution lugter mere af dansk velfærdsstat end af Gulag-lejrene

Den kombination har både givet ham flere kampagnefrivillige i delstaterne og flere individuelle kampagnedonationer, over 4 millioner, end nogen af de andre kandidater. Desuden er Sanders radikale politiske program fra 2016 siden hen blev mainstream blandt mange liberale amerikanere.

Flertallet af de demokratiske vælgere støtter nu overgangen fra et privat til et offentligt finansieret sundhedssystem, øget beskatning af de rigeste amerikanere, en stærk klimapolitik, eftergivelse af studiegæld, gratis adgang til de videregående uddannelser og en mindsteløn på 15 dollar.

Og efter en stærk optræden ved de seneste TV-debatter, og en smal sejr i New Hampshires primærvalg for nylig fører Sanders lige nu de nationale meningsmålinger med mellem 6 og 16 procent ned til de nærmeste efterfølgere Biden, Bloomberg, Warren og Buttigieg.

For godt nok løb Elizabeth Warren efter de fleste kommentatorers mening med førstepladsen i onsdagens demokratiske debat – især grundet et nærmest chokerende effektivt take down af borgmester Bloomberg, der med et ofte brugt udtryk ikke virkede ’ready for prime time’ – men prisen for dette slag var samtidig, at Warren ikke angreb Sanders, der blev ladt mere eller mindre i fred trods sin frontrunner status.

#2 – Latino-vælgerne er med ham

Han har vundet massiv støtte blandt latino-amerikanerne, der nu udgør den største etniske minoritet i landet med 32 millioner potentielle vælgere i 2020.

Latino-vælgerne er langt mindre skeptiske overfor en socialistisk kandidat end de øvrige etniske grupper er, hvilket formentlig hænger sammen med deres erfaringer om, at socialisme udmærket kan hænge sammen med demokrati, eller i hvert fald ikke er ensbetydende med kommunisme.

Sanders kalder sig demokratisk socialist, men hans budskaber om revolution lugter mere af dansk velfærdsstat end af Gulag-lejrene.

Analytikere i USA har været mest optagede af, hvem der vinder de sorte vælgeres stemmer og har peget på, at Biden og Bloomberg fører blandt denne gruppe.

Medierne har haft mindre fokus på, at Sanders i meningsmålingerne støttes af et stort flertal af latinovælgerne, hvor Joe Biden og Mike Bloomberg halter langt efter.

#3 – De unge elsker ham

Gruppen af yngre vælgere under 30 år foretrækker Sanders fremfor nogen anden kandidat uanset deres etniske og sociale baggrund.

Sanders har ligesom Trump et godt tag i arbejderklassen, men modsat Trump kommer han selv fra fattige kår og kan sætte sig ind i deres afsky for de rige, privilegerede og den politiske elite

I flertallet af meningsmålinger det sidste halve år støtter 40 procent af unge demokratiske vælgere Sanders som partiets præsidentkandidat.

Læg dertil, at de unge vælgere ser ud til at være mere engagerede i valget end deres ældre medborgere.

Ved det seneste primærvalg i New Hampshire fik Sanders 51 procent af de unge vælgeres stemmer.

Historisk set er unge vælgere i USA sværere at få til stemmeurnerne end de ældre, men Sanders ser indtil videre ud til at kunne vende den tendens på hovedet, om end det skal bemærkes, at han vandt New Hampshire med et endnu større forspring ned til Hillary Clinton i primærvalget i 2016 (hvor der på den anden side kun var de to seriøse kandidater at vælge imellem).

#4 –  ”Det er eliten, Stupid”

Trump vandt valget i 2016 ved at bygge på den amerikanske arbejderklasses udbredte had til den politiske og økonomiske elite.

Sådan har analysen ofte lydt. En stor del af den hvide befolknings fattigste og nedre middelklasse har i årevis følt sig overset og talt ned til af den politiske klasse.

De så i Hillary Clinton en karrierepolitiker viklet ind i skandaler efter et liv i Washingtons politiske ekkokammer. Og valgte Trump i affekt og protest. ”Alt andet end systemet”.

Sanders har ligesom Trump et godt tag i arbejderklassen, men modsat Trump kommer han selv fra fattige kår og kan sætte sig ind i deres afsky for de rige, privilegerede og den politiske elite.

Ligesom Trump står Sanders for en relativ økonomisk protektionisme til gavn for den amerikanske arbejder, men han har samtidig et ønske om at mindske de sociale skel i landet. Den kombination er ikke set lige så tydelig før.

#5 –  Den moderate midte er splittet – det gavner Sanders

Det demokratiske primærvalg har været mere turbulent og har haft flere jævnbyrdige kandidater end set i mange år. Det kan blive Sanders’ fordel.

Efter en periode, hvor der stort set var dødt løb mellem ham og Elisabeth Warren, der også bejler til gruppen af progressive eller socialistisk-orienterede vælgere, er han nu alene i front blandt denne gruppe.

Det demokratiske primærvalg har været mere turbulent og har haft flere jævnbyrdige kandidater end set i mange år. Det kan blive Sanders’ fordel

Den store gruppe af såkaldt moderate demokratiske vælgere er derimod splittet mellem hele fem kandidater, hvoraf ingen indtil nu ser ud til at slå de andre ud: Joe Biden, Pete Buttigieg, Tom Steyer, Amy Klobuchar og nu også Mike Bloomberg deler de moderate vælgere mellem sig uden at komme op på siden af Sanders i de seneste nationale meningsmålinger.

Og selvom flere af disse moderate kandidater som Klobuchar og sikkert også Buttigieg ikke har reel mulighed for at vinde primærvalget kan de, for så vidt at de ikke trækker sig fra valget, fortsætte med at ’æde’ delegerede fra hinanden frem til det demokratiske konvent d. 13-16 juli, hvor valget endeligt afgøres.

Det er en kannibalistisk logik, der også var i spil på den republikanske side i 2016, hvor Trump aldrig havde støtte fra mere end 1/3 af stemmerne i partiets primærvalg, men resten var spredt ud på så mange kandidater, at Trump ikke desto mindre endte som sejrherren.

Det kan blive Sanders’ store fordel, hvis støtten til ham fortsætter.

Og hvis det ender med, at den anden progressive kandidat Elisabeth Warren trækker sig fra valget tidligere, kan det yderligere ’booste’ Sanders’ opbakning, eftersom flere af hendes støtter har Sanders som deres valg nummer 2.

#6 – Folket hader polerede politikere

Politikerleden i USA er kolossal, og befolkningens modstand imod de etablerede politikere i både det republikanske og demokratiske parti har aldrig været større.

Ligesom Trumps overraskende sejr ved det republikanske primærvalg og ved præsidentvalget i 2016 kan Sanders chokere som valgets sejrherre i 2020.

Desuden peger analytikere på, at modstanden mod Sanders i det demokratiske partis ledelse og de liberale (venstreorienterede, red) demokratiske medier ikke svækker hans kandidatur, men i nogle tilfælde måske faktisk styrker det.

 Analyser viser, at dækningen af Sanders i liberale medier som CNN, MSNBC, ABC News, New York Times og Washington Post har været overvejende negativ, mens de øvrige kandidater både har fået mere opmærksomhed og mere positiv dækning.

Som Washington Posts medieanalytiker, Margaret Sullivan, skrev det:

Fra Washington Post.

Sanders’ talsperson udtalte for nylig, at Fox News, hvis linje er meget pro-Trump på holdningssiden, trods deres kritiske dækning af Sanders kampagne, havde behandlet ham mere fair end de liberale medier.

Onde tunger har godt nok indvendt, at det skyldes, at Trump netop gerne vil have Sanders som modkandidat, fordi præsidenten anser det for nemt at besejre en ‘socialist’. Men uanset motivet siger det ikke så lidt – også om de liberale mediers modstand mod Sanders.

#7 – Bloombergs kandidatur er en gave til Sanders

New York-milliardæren Mike Bloomberg er steget i meningsmålingerne de seneste uger, efter at han begyndte sin selvfinansierede kampagne, der primært består i at bombardere vælgerne med TV-annoncer imod Trump – og senest også digitale annoncer imod Sanders.

Han har allerede nu brugt flere penge på sin kampagne end nogen andre kandidater nogensinde før i amerikansk historie, og har spenderet mere end ti gange så meget som Bernie Sanders, der ellers havde indsamlet et rekordstort beløb blandt sine mange græsrodsstøtter.

I de nationale meningsmålinger står Bloomberg, sammen med Biden, til at blive Sanders største udfordrer.

Udover at Bloomberg dermed sandsynligvis vinder en del delegerede, som ellers kunne være gået til Biden, der hidtil har været de moderate demokraters frontfigur, udgør Bloomberg også symbolsk og ideologisk den stærkeste kontrast til Bernie Sanders’ politiske projekt.

Bloomberg er, sammen med Trump, i Sanders øjne det gyldne eksempel på, hvordan pengemagt korrumperer det amerikanske samfund

Og netop det kan give Sanders-bevægelsen sit endelige rygstød hen mod sejren. De to ældre herrer har begge jødiske aner og er ærke-New Yorkere (ligesom Trump i øvrigt), men der hører sammenligningen også op.

De repræsenterer nemlig uomtvisteligt alt det, som kendetegner det demokratiske partis splittelse.

Sanders-kampagnens hovedmantra har hele tiden været at mindske milliardærernes indflydelse i politik, og Bloomberg er, sammen med Trump, i Sanders øjne det gyldne eksempel på, hvordan pengemagt korrumperer det amerikanske samfund.

Bloomberg kritiseres for at have samme historik som Trump hvad angår racistiske, sexistiske og korrupte tendenser. Særligt har der været fokus på hans tid som borgmester i New York, hvor han beordrede politiet til udelukkende at kropsvisitere sorte og latinoer i kampen mod kriminalitet, kaldet stop and frisk, hvilket også skadede ham enormt i primærvalgsdebatten onsdag i denne uge:

På den måde er Bloombergs kandidatur en gave til Sanders, som nu kan bruge resten af kampagnen på at fortælle, hvordan racistiske og elitære milliardærer prøver at ’købe sig til valgsejren’ og dermed ødelægge demokratiet.

Samtidig kan han håbe. at de øvrige kandidater får så travlt med at distancere sig fra Bloomberg, at fokus flytter sig fra kritikken af Sanders som en virkelighedsfjern kultfigur med en uklar og uansvarlig økonomisk politik.

#8 –  Slaget vindes Super Tuesday

Den afgørende dato i primærvalget er den 3. marts. Dagen kaldes Super Tuesday, fordi det er den dag, størstedelen af de delegerede bliver fordelt mellem kandidaterne, og hvor vælgerne i 24 delstater skal stemme på deres fortrukne kandidat samtidig.

Den vigtigste er Californien, som er den delstat med flest potentielle vælgere (20 millioner) og valgmænd.

Her fører Sanders solidt over alle andre kandidater efter at have afholdt gentagne valgmøder, siden primærvalget startede. Ligesom i andre delstater har Sanders inviteret en række populære støtter til sine californiske valgshows, fra filminstruktøren Michael Moore og den unge demokratiske aktivist Alexandria Ocasio-Cortez til diverse rockbands.

Tiden er løbet fra koldkrigsretorikken, og de fleste vælgere ved udmærket, at Sanders’ version af socialisme mere ligner den danske socialdemokratisme end det, der foregår i diktaturstater som Venezuela og Cuba

Det er endnu uvist, hvem der dukker op til de kommende valgmøder i delstaten, men The Strokes, Vampire Weekend, Jack White, Cardi B, Ariana Grande og Bon Iver har vist deres interesse. Og de unge vælgere i Californien har tidligere vist lige så stor begejstring for den ældre socialist, som de har for nutidens største rockidoler.

Af andre kendisser, der forventes at følge Sanders på kampagneturen, er Cynthia Nixon, tidligere Sex and the City-skuespiller – nu populær New York-politiker, filmstjernen Mark Ruffalo og New Yorks borgmester Bill de Blasio. En anden delstat af betydning, hvad angår et større antal delegerede, er Texas, hvor Sanders også overraskende fører i meningsmålingerne. Også her afgøres primærvalget på Super Tuesday.

#9 – ”Socialist” – den kolde krig er lang tid siden

Prædikatet ‘socialist’ har historisk set og særlig på grund af den kolde krig været lig med det mest anti-amerikanske, man kan forestille sig.

MSNBC’s TV-vært Chris Matthews udtalte for nylig i en debat om Sanders, at hvis ’de røde’ var kommet til magten under den kolde krig, var han sikkert blevet hængt i Central Park.

Men tiden er løbet fra koldkrigsretorikken, og de fleste vælgere ved udmærket, at Sanders’ version af socialisme mere ligner den danske socialdemokratisme end det, der foregår i diktaturstater som Venezuela og Cuba eller i tiden under Sovjetkommunismen.

En meningsmåling fra 17. februar viste, at 53% af de demokratiske vælgere er enten begejstrede for eller trygge ved en socialistisk præsidentkandidat.

Kun de ældre vælgere, som husker den kolde krig, er udpræget skeptiske.

Det store spørgsmål: Er det nok til at besejre Trump?

Det demokratiske partis ledelse og de liberale etablerede mediers primære argument imod Sanders kandidatur er, at han som socialist ikke er valgbar i den brede befolkning og dermed ville tabe i en eventuel valgkamp imod præsident Trump.

Frygten for, at han løber med sejren, når primærvalget afgøres indenfor de næste måneder, breder sig tydeligt i partiet.

Det er ikke kun Biden, Buttigieg og Bloomberg, der har intensiveret deres kritik, også Hillary Clinton og den tidligere præsident Obama har været ude med riven.

Clinton udtalte for nyligt, at ingen demokrater gider at samarbejde med Sanders og at ’ingen kan lide ham’:

Til det svarede Sanders kækt: ’På en god dag kan min kone godt lide mig, og skal vi så ikke rense luften?’, med henvisning til den hårde tone mellem ham og Clinton under primærvalget i 2016.

I takt med at Sanders popularitet blandt både demokratiske og republikanske vælgere kun er øget de seneste måneder, er argumentet om valgbarheden svækket.

Hans populistiske og anti-elitære retorik vinder genklang på tværs af det politiske spektrum, og der lader til at være en gruppe af ikke mindst arbejderklasse-vælgere, som svinger mellem Sanders og Trump, hvor absurd det end lyder, deres ideologiske modsætninger taget i betragtning.

I langt hovedparten af meningsmålingerne siden Sanders annoncerede sit kandidatur, står han til at slå Trump ved et præsidentvalg:

Real Clear Politiics

 Og ligesom der ved præsidentvalget i 2016 beviseligt var en del Sanders-tilhængere, der stemte på Trump i protest mod Clintons sejr ved primærvalget, er det også muligt, at Sanders kan overbevise tidligere Trump-vælgere om at skifte side.

Derudover står Sanders stærkt blandt de ofte påvirkelige og valgafgørende ’independents’, altså de uafhængige vælgere, der hverken er registret som demokratiske eller republikanske vælgere.

Er uforudsigelige USA klar til en politisk revolution?

Endelig har Sanders udtalt, at en sejr over Trump kræver, at et rekordstort antal vælgere mobiliseres og dukker op ved stemmeurnerne til november.

Han har formentligt ret. Jeg tror ikke på, at nogle af modkandidaterne er i stand til at skabe samme begejstring i vælgerhavet.

Spørgsmålet er, om Sanders har en folkelig base, der kan konkurrere med Trumps, og om hans vision for ’en politisk revolution’ er nok til at samle både demokrater, uafhængige og tidligere Trump-vælgere omkring sit projekt.

Men hvad – der er, så vidt jeg kan se, sket mere mærkværdige og uforudsigelige ting i amerikansk politik de senere år, end at en demokratisk socialist kommer til magten.


Topillustration: Fra Bernie Sanders kampagnen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christian Groes er 45 år, antropolog og kønsforsker og ansat som lektor ved Roskilde Universitet. Udover at forske i og være en ivrig debattør af køn, seksualitet, migration og magtforhold har han personligt en stor interessere for amerikansk politik og samfundsudvikling. Han boede i New York i 2008, mens han skrev sin Phd-afhandling på Columbia University. Her oplevede han finanskrisen og Obamas valgsejr på tæt hold og har besøgt USA med jævne mellemrum sidenhen. Han er stor fan af TV-serien The Handmaid’s Tale og Margaret Atwoods fremtidsroman af samme navn.

Seneste artikler om Politik & Samfund