Militær og politik er en smerte i Brasilien og Argentina

af i Internationalt/Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

ANALYSE // SYDAMERIKA – I dag søndag 31. marts er det 55 år siden, at militæret i Brasilien tog magten. Og det var sidste søndag 43 år siden, at der var militærkup i Argentina. Demokratiet blev genindført i begge lande i 1980’erne, men årsdagene for militærkuppene er fortsat kampplads for både politiske spørgsmål og erindringen om militærdiktaturerne. Skribent Thomas Christiansen rapporterer og analyserer.

BUENOS AIRES – Den 24. marts var det 43 år siden, militæret kom til magten ved kup i Argentina. Fra om morgenen var talrige demonstrationer begyndt forskellige steder i byen, før de mødtes og samledes til et langt optog, der strakte sig fra kongressen til Plaza de Mayo ved præsidentpaladset.

Demonstrationens motto var ”Memoria, Verdad y Justicia” – ”Erindring, Sandhed og Retfærdighed” – til minde om de cirka 30.000 mennesker, som blev dræbt eller forsvandt under diktaturet mellem 1976 og 1983.

Det lykkedes mig at komme ind på et hjørne af Plaza de Mayo, men udsigten til scenen med talerstolen var blokeret af bannere og folk med plakater med sort/hvide billeder af folk, der var blevet dræbt eller som var forsvundet. Selvfølgelig handlede mange af talerne om forskellige aspekter af diktaturet, men flere trak tråde op til nutiden.

Fortiden set i nutidens optik

Forbindelsen mellem fortid og nutid hørte jeg blandt andet, da der blev tordnet mod den nuværende præsident, Mauricio Macri. Han blev beskyldt for at relativisere diktaturets ondskab ved at have sagt, at han ikke vidste, om det var 9000 eller 30.000, der blev dræbt eller forsvandt i perioden.

Omkring 5000 mennesker skønnes at være blevet bortført fra deres hjem, arbejdsplads eller åben gade og kørt hertil. Kun cirka 200 kom ud

Der blev også draget paralleller mellem den økonomiske politik under diktaturet og under Macri, som i begge tilfælde blev beskyldt for at have efterladt store dele af den argentinske befolkning i armod.

En anden taler forklarede, at det nu var lykkedes at give identiteten tilbage til 128 personer, der som spæde var blevet illegalt bortadopteret, mens forældrene blev myrdet eller forsvandt.

På trods af det, var man stadigvæk under halvvejs med de mere end anslået 400 tilfælde af børn, der som bortadopterede var vokset op uden at vide, at deres biologiske forældre var myrdet.

Man protesterede også mod manglende finansiering af mindesmærket/museet ”ESMA” som ligger i Buenos Aires. Og det blev krævet, at flere bødler fra regimet skulle stilles for retten og fængsles for forbrydelser mod menneskeheden.

Stemningen på pladsen var alvorlig, men ikke spændt, og der var intet uniformeret politi i syne. Mine gode argentinske venner Walther og Paula, som jeg havde fulgtes med til demonstrationen, forklarede, at det ville blive opfattet som en stor provokation, hvis politiet dukkede op, på grund af dets rolle under diktaturet.

Flådens tekniske skole

Ingen demonstration på en 24. marts i Argentina kan undgå at nævne ESMA, Escuela Mecánica de la Armada – Flådens Tekniske Skole. ESMA blev oprettet i 1920’erne, og med årerne blev der ikke kun uddannet tekniske elever, men også underofficerer og højere officerer blev efteruddannet.

Når militæret vurderede, at de ikke kunne få mere information ud af en fange, fik vedkommende at vide, at han/hun ville blive overført til et normalt fængsel, men for de fleste var destinationen Atlanterhavet

Men det er ikke for disse aktiviteter, at skolen er berømt eller rettere berygtet. ESMA fungerede som et af de vigtigste illegale centre for bortførsel og drab under militærdiktaturet, samtidig med at uddannelserne kørte videre i de samme bygninger.

Oversat til danske forhold ville det have svaret til, at Holmen i København var et torturcenter i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne.

I dag er skoleområdet, som ligger i et boligkvarter i det nordlige Buenos Aires, omdannet til en blanding af et historisk mindesmærke, et museum, og et kulturcenter. Frivillige grupper med fokus på menneskerettigheder holder til i nogle af bygningerne, andre bygninger ligger ubenyttede hen og forfalder, mens den tidligere officersbarak er omdannet til et museum over ofrene for militærdiktaturet.

Mindetavle for døde og forsvundne.

Omkring 5000 mennesker skønnes at være blevet bortført fra deres hjem, arbejdsplads eller åben gade og kørt hertil. Kun cirka 200 kom ud igen i live og har kunnet berette om forholdene.

For de fleste endte bortførelsen med, at de blev bedøvet, kørt til en nærliggende lufthavn, sat på et militærfly og smidt ud fra stor højde over Atlanterhavet. Inden dette endeligt blev fangerne rutinemæssigt udsat for tortur, og ellers tilbragte de det meste af tiden med at ligge på loftet i bygningen på en smal madras med en hætte over hovedet, lænket på hænder og fødder, og med forbud mod at sige noget.

På de to underliggende etager havde officererne deres lejligheder, og fangerne og officererne mødte hinanden på trappen, når fangerne blev ført mellem loftet og torturkammeret i kælderen.

Når militæret vurderede, at de ikke kunne få mere information ud af en fange, fik vedkommende at vide, at han/hun ville blive overført til et normalt fængsel, men for de fleste var destinationen Atlanterhavet. Andre blev henrettet på stedet og ligene brændt på skolens sportsplads.

Den store tilslutning til demonstrationen et par dage før viser, at denne historie stadigvæk er pinagtigt tæt på i mange menneskers bevidsthed i Argentina.

Men der er også uenighed om fortolkningen af begivenhederne og om vigtigheden af at huske på, hvad der er sket. De frivillige grupper på ESMA havde plakater hængende med protester mod nedskæringerne i stedets budget, retssager mod nogle af de skyldige er forsat i gang, men det går langsomt, og det er ikke svært at finde folk på de sociale medier, som mener, at militærets indgriben var berettiget.

Brasilien og den ”demokratiske revolution”

I naboen mod nord – Brasilien –  er det i dag søndag 31. marts også årsdag for indførelsen af det seneste militærdiktatur. Det er 55 år siden militæret tog magten og beholdt den i 21 år. Der er ikke lagt op til demonstrationer på samme måde som i Argentina, men emnet er ikke desto mindre højspændt.

Dele af militæret har for vane at ”markere” kuppet i 1964 ved at holde mindehøjtidligheder til ære for, hvad der kaldes ”Dia da Revolução Democrática” – Dagen for Den Demokratiske Revolution.

Da den socialistiske Lula blev præsident i 2003, blev markeringerne nedtonet og holdt indenfor kasernernes mure, men i år steg spændingsniveauet imidlertid igen i forlængelse af, at den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro overtog præsidentembedet 1. januar i år.

Bolsonaro har talrige gange forsvaret det brasilianske diktatur og dets brug af tortur, og forleden kom han med en officiel erklæring om, at 31. marts burde højtidligholdes i militæret.

Onsdag fulgte den brasilianske udenrigsminister, Arnesto Araújo, op med at sige, at han ikke anså militærets overtagelse af magten i 1964 som et kup, men en nødvendig handling for at forhindre, at Brasilien blev et diktatur.

Som reaktion på dette forsøger flere menneskerettighedsgrupper at få militærets mindehøjtideligheder forbudt, med argumentet om at en støtte til diktaturet er en overtrædelse af den brasilianske grundlov.

Fredag fastslog en dommer så, at militærets højtideligholdelse af kuppet skal aflyses. Dommeren mener, at det er uforeneligt med den demokratiske genopbygning af landet og at det alene er kongressen, der kan godkende mindedage.

Brudfladerne mellem militære og civile

Muligheden for at fejre militærkuppet mere åbenlyst vakte interessant nok ikke genklang i alle dele af militæret. Nogle i den militære ledelse er kommet til den erkendelse, at en for åbenlys – det vil sige offentlig – markering af kuppet vil blive opfattet som en provokation.

Det frygtede man kunne føre til demonstrationer foran kasernerne, hvilket militæret ikke var interesseret i i en politisk situation, der allerede er præget af en stærk polarisering efter valget af Bolsonaro som præsident.

Skillelinjerne mellem de civile politikere og militæret er derfor ikke nødvendigvis så entydige, som man kunne forvente i brasiliansk politik. Det viser sig også i forhold til situationen i Venezuela, hvor Bolsonaro under et nyligt besøg i Washington antydede muligheden for en militær indgriben.

I februar til et møde i den såkaldte Lima-gruppe, som er et samarbejde mellem en række latinamerikanske lande, havde den brasilianske vicepræsident – og general – Hamilton Mourão derimod afvist en militær intervention.

På trods af at der er gået cirka 35 år siden, at militæret afstod magten i både Argentina og Brasilien, spiller denne fortid stadig en stor rolle i begge samfund, og de historiske begivenheder indgår fortsat i den nutidige politiske debat i begge lande.


Fotos: Skribenten

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Internationalt