
KULTURARV – Det er 100 år siden, bygningsfredningsloven blev indført i Danmark. Nikolaj Bøgh hylder tankerne bag, men gør også status og spørger: Fungerer loven som den skal og bliver den samfundsinteresse varetaget, som loven sigtede mod? Svaret er ikke entydigt, siger han: loven er moden til en grundlæggende revision, der bl.a. skal give mulighed for at frede enestående kulturmiljøer og skærpe kommunernes pligter og redskaber i forhold til de væsentligste bevaringsværdige bygninger.
I denne uge kan vi fejre bygningsfredningslovens 100 års fødselsdag. Det er på mange måder en af Danmarks vigtigste love, for den beskytter centrale kulturværdier, som ellers kunne gå uopretteligt tabt.
Bag alle dagligdagens flygtige debatter, bag alle kampe om at skrue lidt frem og tilbage på velfærdsstatens stilleskruer, som let kan være glemt i overmorgen, gemmer sig nogle i grunden langt væsentligere og mere langsigtede hensyn til at bevare den natur og den kultur, som vi har fået i arv fra generationerne før os.
Bygningsarven er i den henseende noget helt specielt. Det er fysisk, stoflig historie, som er umulig at erstatte af nok så mange hyldemeter historiske værker eller overvejelser om ”identitet”. Og det er meget konkrete rødder, der kan og bør bygges videre på, fordi mennesket er et kulturvæsen, der trives bedst med at have historien med sig og gå ind i fremtiden i tryg bevidsthed om, hvad det er rundet af.
Her har Bygningsfredningsloven været en hjørnesten, som har reddet rigtig mange værdifulde ældre bygninger fra nedrivning og sikret, at Danmark stadig mange steder er et smukt land, der bærer historien med sig og er præget af en grundlæggende sans for kvalitet.
Bygningsarven er i den henseende noget helt specielt. Det er fysisk, stoflig historie, som er umulig at erstatte af nok så mange hyldemeter historiske værker eller overvejelser om ”identitet”
Dog er det tydeligt her i 100-året, at lovgivningen også rummer en række problemer, og Danmarks bygningsarv er i 2018 truet af en lang række forhold, som Bygningsfredningsloven ikke rigtig har taget højde for. Ikke mindst fordi dens krav til fredede bygningers originalitet er meget høje, fordi den kun fokuserer på enkeltbygninger og ikke kulturmiljøer, og fordi den overlader ansvaret for en meget væsentlig del af arkitekturarven til kommunerne, der ofte ikke er fagligt klædt på til at varetage opgaven og nedprioriterer den til fordel for en række andre skiftende politiske hensyn. 100 års-jubilæet er en god anledning til at gøre status.
Fungerer loven som den skal, bliver den samfundsinteresse varetaget, som loven sigtede mod?

En national bevægelse
Det er altid mørkest lige før daggry, og den danske bygningsfredningslov blev i høj grad til som reaktion på en række nedrivninger af meget værdifulde bygningsværker. I København var det navnlig 1600-talshusrækken De Seks Søstre ved siden af Børsen i 1901 og Efterslægtsselskabets Skoles renæssancebygnings i Østergade i 1913.
En lang række arkitekter, kunstnere og museumsfolk sluttede sig sammen for at arbejde for en lovgivning, der kunne sikre bevaringen af bygninger af særlig national interesse
I provinsen havde industrialiseringen fra slutningen af 1800-tallet ført til voldsomme nedrivninger og gadegennembrud mange steder, der havde kostet arkitekturarven dyrt. I en by som Aalborg, der havde hørt til de største og rigeste i landet i 16-1700-tallet, faldt renæssancegårde og senmiddelalderlige stenhuse i et alarmerende tempo fra omkring 1870, hvor byen med jernbanens og fabrikkernes komme hastigt bevægede sig ud af den stagnationsperiode, som havde fulgt i kølvandet på tabet af handelen med Norge i 1814.
De store tab af værdifuld arkitektur blev årsagen til oprettelsen af Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring i 1907, hvor en lang række arkitekter, kunstnere og museumsfolk sluttede sig sammen for at arbejde for en lovgivning, der kunne sikre bevaringen af bygninger af særlig national interesse.
Målet blev nået med Bygningsfredningsloven, der trådte i kraft den 12. marts 1918, som havde til formål at sikre; ”Samfundsinteressen i Bevarelsen af saadanne fremragende Bygninger, gennem hvilke dansk Kultur og Historie gennem Aarhundreder afspejler sig … at den private Ejers Interesser til en vis Grad maa staa tilbage for den.” Altså en – navnlig for sin tid – modig og fremsynet understregning af, at den private ejendomsret måtte komme i anden række, når meget centrale samfundshensyn talte for det.
A og B-fredninger
Umiddelbart efter lovens ikrafttræden blev der fredet mere end 1000 bygninger. Blandt andet gjaldt det en stor del af hovedbygningerne til landets gamle herregårde, hvilket utvivlsomt reddede mange af dem, da det økonomiske tæppe blev trukket væk under en stor del af den danske herregårdskultur med lensafløsningen i 1919, ligesom mange andre truede bygninger blev reddet allerede i de tidlige år. Først primært elitens godser og borgerhuse, men gradvist flere og flere forskellige typer af huse, gårde og efterhånden også produktionsanlæg.
Fra begyndelsen opererede loven med et system med A- og B-fredninger, hvor ejerne af bygninger fredet i klasse A skulle søge godkendelse af samtlige ombygninger hos fredningsmyndighederne, mens B-fredninger gradvist udviklede sig til udelukkende at være facadefredninger, hvor ejerne ret frit kunne foretage indvendige ombygninger.
Fredningsklasserne blev ophævet med en lovrevision i 1980, hvorefter der gjaldt de samme regler for samtlige fredede bygninger, og ejerne altså i alle tilfælde skulle søge om tilladelse til ombygninger hos den myndighed, der – efter hyppige navneskift – i dag hedder Slots- og Kulturstyrelsen.
Heri lå kimen til en række senere problemer for lovgivningen, for kravene til totalfredede bygningers originalitet ude og inde var og er høje, og en række tidligere B-fredede bygninger havde i årenes løb undergået væsentlige indvendige ombygninger, som i realiteten gjorde det ret meningsløst at frede helheden.
Muligheden for at frede kulturmiljøer findes ikke i bygningsfredningsloven, hvilket er en stor mangel… Et aktuelt eksempel på det er afvisningen af fredningen af slagtergårdene på Vesterbro
I 2010 blev der iværksat en gennemgang af samtlige fredninger, der var foretaget fra 1918 til 1989. Fredningsgennemgangen blev foretaget af styrelsen frem til 2016 i samarbejde med kommunerne og de lokale museer, og den havde til formål at vurdere de fredede bygningers tilstand, herunder om fredningsværdierne fortsat var tilstrækkeligt store til at opretholde fredningen efter de ganske høje krav til originalitet både ude og inde, som loven og dens administrative praksis tilsagde.

I en række tilfælde fandt man ikke, at dette længere var tilfældet – ikke så overraskende gjaldt det navnlig for en stor del af de tidligere B-fredninger – og omkring 150 bygninger landet over er nu blevet affredet. Affredningerne har dog været geografisk meget forskelligt fordelt, og f.eks. i Aabenraa blev hele 16 ud af 88 fredede bygninger affredet. Det rummer en risiko for, at ellers sammenhængende kulturmiljøer kan blive ødelagt, hvis affredning fører til nedrivning af fredede bygningers nabobygninger, alene fordi de er blevet bygget om indvendigt.
Muligheden for at frede kulturmiljøer findes ikke i bygningsfredningsloven, hvilket er en stor mangel. Den rummer heller ikke mulighed for at tage hensyn til ret meget andet end arkitektur og originalitet, mens kulturhistorisk betydning ikke rigtig tæller.
Et aktuelt eksempel på det er afvisningen af fredningen af slagtergårdene på Vesterbro, som ganske vist er en del ombyggede, men til gengæld er det sidste bevarede af den oprindelige bebyggelse på Vesterbro med lave huse og småerhverv, og bl.a. omfatter kunstneren Storm P’s barndomshjem.
Her er bulldoozerne nu på vej, selvom store kulturhistoriske værdier dermed går tabt. Københavns Kommune er bedøvende ligeglade, og ser frem til endnu et glas- og stålpalads af den slags, som der går tretten på dusinet af.
Det kommunale ansvar
En anden meget væsentlig lovændring fandt sted i 1997, hvor loven blev udvidet med et kapitel om bevaringsværdige bygninger, som var væsentlige at beskytte mod nedrivning, men ikke levede op til de ret strenge kriterier for fredning.
Det var på tide, for ikke mindst på landet førte en ændret erhvervsstruktur, nye produktionsmetoder i landbruget samt urbanisering til nedrivning af mange tusind ældre bygninger op gennem 1900-tallet, uden at nogen rigtig havde hånd i hanke med det eller havde redskaber til at skille væsentlig fra mindre væsentlig bygningsarv. Ansvaret for de bevaringsværdige bygninger blev lagt hos kommunerne, som skulle integrere hensynet til bygningerne i kommuneplanlægning etc. og, og nedrivning af en bevaringsværdig bygning forudsætter tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
Klassifikationen af bevaringsværdige bygninger foregår via en såkaldt SAVE-værdi, der fra 1-9 rangerer bevaringsværdien ud fra kriterierne arkitektonisk værdi, kulturhistorie værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand. En SAVE-værdi på 1 vil normalt være ensbetydende med en fredning, mens SAVE-værdier fra 2-4 betegnes som ”høj bevaringsværdi” i de fleste kommuner. Altså skridtet lige før fredning, kan man sige, men med et fuldkommen anderledes regelsæt.
I alt ca. 350.000 bygninger har fået en bevaringsværdi efter SAVE-systemet, og det store antal gør det i sig selv svært for mange kommuner at prioritere imellem dem. Der er ikke nogen form for retsvirkning af, at en bygning er erklæret bevaringsværdig, lige bortset fra, at nedrivning af den altså kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Men den kan frit ombygges og ændres fuldstændig grundlæggende, medmindre den er omfattet af en bevarende lokalplan, der stiller særlige krav til bevaring af materialer, detaljering m.m. Hvorvidt der bliver lavet bevarende lokalplaner eller ej, er fuldkommen op til den enkelte kommune, og selv om der findes en bevarende lokalplan, kan kommunen selv ret frit dispensere fra den.
En mindre del af de bevaringsværdige bygninger er omfattet af en bevarende lokalplan, skønsmæssigt mellem 50.000 og 100.000, men ofte bliver de ikke rigtig håndhævet, bl.a. fordi mange kommuner ikke har personalemæssige kompetencer eller ressourcer i øvrigt til at løfte opgaven. SAVE-systemet er desuden et øjebliksbillede, som i de fleste tilfælde er etableret i 1990erne, og der kan være sket særdeles meget med mange bygningers bevaringsværdier siden da.
Til gengæld har kommunerne faktisk – når det altså fungerer – mulighed for at bevare værdifulde samlede kulturmiljøer gennem en bevarende lokalplan, hvilket den statslige fredningsordning som nævnt ikke giver nogen muligheder for.
Presset på bygningsarven er steget
Med stigende velstand og et samfund, der i mere og mere dyrker individualiteten, øges også presset på bygningsarven. Krav om nye billigere materialer, der ikke kræver så meget vedligehold, energirenovering, moderne altaner, der ofte går meget dårligt sammen med et gammelt hus er blot nogen af eksemplerne på forandringer, der på næsten daglig basis ændrer mange bygninger markant og svækker deres bevaringsværdier.
De få borgeres fordele er her ofte de manges ulempe, fordi de skal leve med forringelser i deres fysiske omgivelser. I landets yderområder er det ofte svært at finde købere til gamle huse, som derfor forfalder og til slut rives ned, indimellem tilmed efter en affredning. Kommuner, der føler sig pressede på økonomien, kan have vanskeligt ved at sige nej til investorer, hvis projekter kræver fjernelse af værdifuldt gammelt byggeri.
Det var jo sådan set ikke meningen med Bygningsfredningsloven, at enkeltpersoners interesser skulle være drivende fremfor den overordnede samfundsinteresse. Kommunernes evner og redskaber er ofte for svage, og skellet mellem fredet og ikke fredet er i realiteten alt for stort
Det er på kort sigt ofte billigere at rive ned og bygge nyt, selvom analyser viser, at der på længere sigt er væsentligt flere penge i arkitekturarv end i kønsløst moderne byggeri, både for den enkelte ejer og for den by eller landsby, hvor bygningerne ligger, og som mister sin attraktion og tiltrækningskraft, hvis alt det gamle rives ned.
I flere af de store byer buldrer udviklingen til gengæld derud af, med omfattende befolkningsvækst år for år, hvilket også udløser hårdt pres for at bygge nyt, højere og tættere. Ofte er det et spørgsmål om enkeltpersoners engagement, hvis en bygning skal bevares. En enkelt ejers interesser, en lokalpolitiker med et særligt engagement eller en lokal bevaringsforening, der uophørligt bider kommunen i haserne.

Men det var jo sådan set ikke meningen med Bygningsfredningsloven, at enkeltpersoners interesser skulle være drivende fremfor den overordnede samfundsinteresse. Kommunernes evner og redskaber er ofte for svage, og skellet mellem fredet og ikke fredet er i realiteten alt for stort, selvom der kvalitetsmæssigt i virkeligheden ikke er den helt store forskel på en fredet bygning og en bygning med høj bevaringsværdi.
En mere grundlæggende revision, der bl.a. kunne give mulighed for at frede enestående kulturmiljøer, skærpe den kulturhistoriske fokus i fredningerne samt skærpe kommunernes pligter og redskaber i forhold til de væsentligste af de bevaringsværdige bygninger, har vi endnu til gode.
I virkeligheden var det gamle system med A- og B-fredninger ganske hensigtsmæssigt, og i realiteten er det jo først og fremmest facaden, der for langt de fleste mennesker udgør den værdi ved en gammel bygning, som man oplever.
Bygningsfredningsloven bliver revideret med jævne mellemrum, og den seneste større indholdsmæssige ændring var i 2010, hvor det blev muligt at frede landsskabsarkitektoniske værker, som ikke har tilknytning til en bygning.
Dette har nu bl.a. ført til, at den enestående barokallé Frederiksberg Allé netop er blevet fredet, endda på selve lovens 100-årsdag.
Men en mere grundlæggende revision, der bl.a. kunne give mulighed for at frede enestående kulturmiljøer, skærpe den kulturhistoriske fokus i fredningerne samt skærpe kommunernes pligter og redskaber i forhold til de væsentligste af de bevaringsværdige bygninger, har vi endnu til gode.
Alle fotos: Wikimedia Commons/POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.