CORONAKRISE // ANALYSE – I sin nye bog Det Tyrkiet der splitter – en politisk samtidsanalyse giver Mathias Findalen Bickersteth svar på en række centrale spørgsmål om Tyrkiets politiske leder, Recep Tayyip Erdoğan, og hans kursskifte fra en reformorienteret og liberal politisk vej til fordel for en mere autoritær og disciplinær retning: Hvorfor kom Erdoğan i sin tid til magten? Hvordan sikrede han sig så stor opbakning? Og hvorfor er denne magt nu så småt begyndt at slå revner? POV bringer her med tilladelse fra Hans Reitzels Forlag bogens efterskrift, hvor Findalen tager den foreløbige temperatur på landets politiske situation under covid-19-pandemien.
Ligesom det meste af den øvrige verden er Tyrkiet ramt af Covid-19 . I skrivende stund – sidst i april 2020 – er der registreret ca . 2 .800 døde og op mod 100.000 smittede, og Tyrkiet er dermed det land i Mellemøsten, der er hårdest ramt af pandemien.
Tallene vil forventeligt stige voldsomt de kommende måneder. Ifølge en undersøgelse fra Johns Hopkins University var Tyrkiet et af de lande i verden med den hurtigste smittespredning med en fordobling hver dag.
Regeringen reagerede – ligesom i mange andre lande – relativt sent og indledte en tredelt strategi, der gik på at udstede udgangsforbud for visse befolkningsgrupper, at påbyde brug af mundbind i det offentlige rum og at teste borgere med symptomer. Testningen er dog ikke sket i tilstrækkelig grad, og derfor er der formentlig et stort mørketal.
Covid-19-krisen, eller coronakrisen, som den oftere kaldes, efterlader utrolig mange ubesvarede spørgsmål, og det er endnu ikke muligt at fremmane pålidelige analyser af, hvilken indvirkning den vil have kulturelt, økonomisk og politisk. De reelle konsekvenser af krisen for økonomien og befolkningen vil først kunne måles om mange år, men i dette efterskrift har jeg følt mig nødsaget til at tage den foreløbige temperatur på den politiske situation under pandemien.
Erdoğan har ageret på situationen forventeligt: sjældent i samråd med andre uden for den faste inderkreds. AKP har afvist opfordringer fra lægeforeninger, lønmodtagere, arbejdsgivere og oppositionspolitikere om at beordre folk til at stoppe med at gå på arbejde og blive hjemme. I stedet insisterede Erdoğan på, at “økonomiens hjul skal fortsætte med at dreje”.
Covid-19’s udbredelse ramlede kort sagt ind i regeringens planer. Dens trusler mod EU om at åbne grænserne midlertidigt mod Grækenland blev trukket tilbage
Regeringen valgte at lukke restauranter og skoler, mens folk fra arbejderklassen fortsatte arbejdet. Det har mødt kritik fra især byggesektoren, der beretter om betydelige stigninger i antallet af smittetilfælde og virusrelaterede dødsfald på arbejdspladserne. En hjælpepakke fra staten på lidt over 100 milliarder kroner blev iværksat, men den er blevet kritiseret for at fokusere på skattelettelser og lånegarantier. Det er svært at dele ud fra statskassen, når den har været svær at fylde op de seneste par år.
Mange i landet havde håbet på, at det var i 2020, økonomien ville stabilisere sig efter et katastrofalt 2018 og 2019, men mulighederne blev reduceret drastisk med Covid-19’s indtog i Tyrkiet i midten af marts 2020. Liraen faldt tilbage til 6,54 pr . dollar – et af de laveste niveauer i AKP’s regeringsperiode. Væksten lå nede omkring 2,5 procent, hvor den i gennemsnit under AKP har ligget på 5 procent.
Arbejdsløsheden er galoperende efter et 2019, hvor over en million mistede deres job. Med en stor del af arbejdsstyrken, der under pandemien er tvunget til at blive hjemme (knap en million borgere over 65 år bidrager til arbejdsstyrken i Tyrkiet), er der ifølge det tyrkiske regeringsorgan for statistik sammenlagt op mod 10 millioner, som i øjeblikket står uden for arbejdsmarkedet – de fleste af dem uden understøttelse. Det svarer til en ottendedel af den samlede befolkning.
De præcise beregninger af, hvordan Covid-19 forventes at påvirke den tyrkiske økonomi, vil først være klar om nogle måneder, men det står klart, at Erdoğan med sine gigantiske byggeprojekter befinder sig midt i et længerevarende mareridt.
Regeringen vil se med bekymrede miner på, hvor hårdt det vil gå ud over Tyrkiets servicesektor, som udgør ca . 60 procent af økonomien. AKP har oplevet ad flere omgange – især i kølvandet på de mange terrorangreb fra 2015 til 2017 og de russiske sanktioner i 2015 – hvordan en nedlukket turismesektor rammer økonomien og gør regeringen politisk immobil. I denne situation kan den ikke række ud til turister fra Mellemøsten eller Asien, hvor de fleste udrejser er lukket ned, højst sandsynligt sommeren med.
Især Istanbul, hvor over 60 procent af de dokumenterede smittetilfælde findes, står til at blive hårdt ramt. Befolkningstætheden har gjort det nemt for virussen at sprede sig . Samtidig lider sundhedssystemet – selvom Tyrkiet har et af de stærkeste i Mellemøsten – under pandemien. Sammenligner man Tyrkiet med EU og OECD-landene, har de væsentligt færre læger og sygeplejersker pr. indbygger. Bare for at skitsere problemstillingen: Italien har 2,5 gange flere læger og sygeplejersker end Tyrkiet.
Coronakrisen har åbenlyst også igangsat den politiske kamp mellem regeringen og oppositionen om befolkningens gunst som landets beskytter i krisetider. CHP benyttede sig af politisk momentum fra lokalvalgsejren i 2019 og lancerede en større donationsindsamling for Covid-19-ofre. AKP lancerede modkampagner og forsøgte at delegitimere CHP’s filantropiske projekt og lovede i stedet, at to større felthospitaler ville blive etableret i Istanbul – bl .a . i den nedlagte Atatürk Lufthavn.
Splittelsen i befolkningen og de politiske grupper, der repræsenterer den, bliver ikke reduceret med coronakrisen, men forværres. Endnu en gang. Oppositionen kritiserer regeringen for at slå for sent ned på virussen og for at udvide magtbeføjelserne drastisk for at lukke ned for virussen. Der har ifølge journalistrettighedsorganisationen Reporters Without Borders været syv registrerede tilfælde af journalister, der er blevet arresteret for at dække pandemien regeringskritisk.
En usynlig virus er umådelig svær at lægge en dæmper på i et land, som er ramt af tydelig polarisering mellem forskellige politiske, etniske og økonomiske grupper. I dele af landet, især i de kurdiske områder, er mistilliden så stor, at man opfatter det som direkte anstødeligt at makke ret efter at have følt sig tilsidesat, siden fredsprocessen kollapsede i 2015. Derudover udgør flygtningesituationen en betændt problemstilling. Både flygtningene i lejrene i Sydøsttyrkiet og de millioner af flygtninge, der bor i storbyer som Istanbul, Ankara og Izmir, står uden reelle rettigheder og sygesikring, og den anbefalede sociale afstand er disse steder umulig at praktisere.
Her vil det være afgørende, hvad regeringen kommer til at iværksætte af initiativer, og om den samarbejder med de humanitære organisationer, der er til stede i eller omkring lejrene. Covid-19’s udbredelse ramlede kort sagt ind i regeringens planer. Dens trusler mod EU om at åbne grænserne midlertidigt mod Grækenland blev trukket tilbage. I stedet måtte regeringen sende busser ud for at samle de flygtninge og migranter op, der ventede på at tage til Grækenland. De blev i stedet kørt til detentionscentre for at inddæmme smittefaren. For en kort stund blev der trykket pause på Erdoğans symbolpolitiske flygtningestrategi, men han vil åbne den igen.
Covid-19 har ligeledes givet regeringens bestræbelser på at udvide sin regionale magt et knæk både i Syrien og Libyen. I Syrien lyder meldingerne, at flere af soldaterne, der både skulle forblive som militær stødpude mod kurdisk genmobilisering i Nordsyrien og bidrage til at sætte en stopper for endnu en stor flygtningestrøm mod de tyrkiske grænser, er hentet hjem for at sikre, at de ikke bliver smittet. Det ville være katastrofalt for landets ambitioner i Syrien.
Flere, jeg talte med i slutningen af 2019, forventede et tidligt valg – måske allerede i 2021 – for at Erdoğan kunne sikre sig flertal, inden magten for alvor begyndte at sive ud mellem fingrene på ham efter lokalvalgsnederlaget i Istanbul i juni 2019. Et tidligt valg er med pandemiens voldsomme udbredelse i landet foreløbigt ikke en hensigtsmæssig strategi for AKP. Erdoğan og AKP indså med lokalvalget, at der skal mobiliseres politiske succeshistorier, før de kan sikre sig et flertal. De historier er de ikke i nærheden af indenrigspolitisk, og de har måttet suspendere og udsætte dem udenrigspolitisk. Erdoğans normalt eminente evne til skiftevis at bruge tyrkisk indenrigs- og udenrigspolitik til at selektere og mobilisere vælgere er lammet.
I andre lande frygter befolkningerne, at pandemien vil få deres respektive regeringer til at udvide deres magtbeføjelser. Erdoğan står med det problem, at han allerede har benyttede sig af mange af disse
Selvom Covid-19 er usynlig, synliggør den Tyrkiets politiske problemer. På den ene side synliggør virussen Erdoğans trang til at kontrollere og markere sine magtbeføjelser ved ikke at samarbejde på tværs af politiske segmenter. I stedet er fjendebillederne blevet tegnet tydeligt op, og især USA og Europa bliver beskyldt for at have ført smitten videre globalt. På den anden side synliggør det også den manglende politiske mobilitet i samfundet. Virussen stod ikke til at samle befolkningen om et fælles mål og narrativ, men udvidede og intensiverede de problemer, der allerede eksisterede i landet.
I andre lande frygter befolkningerne, at pandemien vil få deres respektive regeringer til at udvide deres magtbeføjelser. Erdoğan står med det problem, at han allerede har benyttet sig af mange af disse. Men spørgsmålet bliver alligevel, om coronakrisen kan få landet tilbage på et politisk spor, der i højere grad understøtter en demokratisk udvikling ved at fostre bredere fællesskaber og alliancer. Eller om de økonomiske konsekvenser bliver så voldsomme, at Erdoğan og hans regering må tage magtbeføjelserne til nye højder for at holde grebet om magten.
Mathias Findalen Bickersteth, Det Tyrkiet der splitter – en politisk samtidsanalyse
Udkommer 19. juni ved Hans Reitzels Forlag
250 sider, 350 kr.
LÆS FLERE POLITISKE ANALYSER I POV HER
Foto: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her