Farvel til slankekure

af i Klumme/Liv & Mennesker/Psykologi/Sundhed

DAGENS POV // SUNDHED // PSYKOLOGI – Er slankekure egentlig ikke bare spild af tid og gode kræfter, spørger Trine-Maria Kristensen. Hun har i mange år forsøgt at slanke sig med forskellige kure, ofte med samme resultat: Kurene startede godt, men endte med dårlig samvittighed. Det skal være slut nu. I stedet for at bebrejde sig selv er det måske snarere diætisterne og tidens uopnåelige kropsidealer den er galt med? 

Da jeg var ung, florerede der noget, som blev kaldt “Rigshospitalets slankekur”. Den havde intet med Rigshospitalet at gøre. I 13 dage levede man af sådan en kombination af kogte æg, røde bøffer, salat og frugt på dåse.

Det var rædsomt, men jeg tabte mig 3-4 kilo, hver gang jeg gik på kuren, så jeg har nok været på den mindst 15 gange.

I dag dukker nye smarte kure op hele tiden med tilhørende lækre bøger, livsstilskoncepter og måltidskasser. Slankeindustrien lever højt på, at cirka tre fjerdedele af kvinder og mange mænd gerne vil tabe sig. Jeg læste et sted, at over 50 procent af danskerne nu er overvægtige (hvilket defineres som, at man har et BMI over 25), men mit indtryk er, at BMI spiller en ret lille rolle for, om kvinder ønsker at tabe sig.

Måske er det faktisk lige meget, om man vejer 10 kilo for meget, hvis man kan slutte fred med kroppen og maden og ikke halse sådan rundt efter et ideal, der er uopnåeligt?

Det handler mere om, at det at være slank er blevet en markør for, om man har kontrol over sit liv og er værdig til at blive set, og så roser kvinder altid hinanden for at tabe sig – og måske ikke altid nok for alt muligt andet.

Jeg skal være den første til at indrømme, at min vægt næsten altid går mig på, og at jeg i årevis har deltaget i folkesporten, “test af nye slankekure” og “forsøg med nye hurtige veje til vægttab”. Jeg elsker søde sager, jeg er glad for mad og kan lide vin, og i perioder træner jeg slet ikke nok til at kompensere for mit kalorieindtag.

Starter godt og ender skidt

Problemet er bare, at mine slankekure ikke virker på langt sigt. Det kender de fleste, der har forsøgt sig. De starter godt og ender skidt. Man er træt af figuren og vred på badevægten, og taler med sine veninder (eller venner). Man bliver inspireret til en ny smart kur. Sætter sig ind i alle reglerne, køber spændende ingredienser og bøger og måske en ny juicer eller en smoothie-blender.

Man taler med alle, der gider høre om det, om hvor let det faktisk er kun at spise suppe, grapefrugt, protein – eller bare at lade være med at spise noget to dage om ugen eller 16 timer ad gangen. Man er topmotiveret og føler sig næsten lidt småreligiøs, når man vejer sin quinoa af eller rører noget pulver ud i vand – eller laver en virkelig dejlig salat til aftensmad, hvor man tygger og tygger for at komme til bunds i tallerkenen.

Det ærgerlige er, at man faktisk følte sig meget motiveret i starten (og virkelig god) og så røg man altså af alligevel og nu sidder man så her og spiser fastelavnsboller som en slags trøst

Det er jo også sundere, når man tygger maden meget, meget grundigt, messer man til alle, der gider høre det. Det kan også være, man bare beslutter sig for bruge en app. Så tæller man alle sine kalorier minutiøst, taster ind, scanner stregkoder og regner portioner ud og vejer.

Det hele står på i en kortere eller længere periode. Så er der kage til kaffen på arbejde. Eller man skal til en større fest. Eller man kommer i tanker om, at to skiver ristet brød med smør og ost, faktisk er den bedste morgenmad der findes.

Uanset hvad, så stopper regimet, man bliver sig selv. Måske er man 4 eller 7 kilo slankere i nogle uger eller måneder, men det slår aldrig fejl, at efter en periode er man lige så tyk og utilfreds, som før man startede – eller måske endda lidt tykkere. Og så starter man forfra.

De forklaringer, jeg normalt tilbyder mig selv efter sådan en omgang, har jeg listet herunder og så kan du jo se, om nogle af dem også passer på dig, hvis du er typen, der har prøvet at falde af en slankekur.

Du må også gerne skrive til mig med andre og bedre undskyldninger – jeg tror, jeg har haft samtlige af de nævnte i spil samtidig; det gør ligesom falliterklæringen mere solid efter en kur:

1. Kuren var forkert

Det var selvfølgelig, fordi det ikke var den rigtige kur for én. Man spiste jo ikke efter sin blodtype. Eller efter sine hormoner og der var klart for meget protein, fedt eller kulhydrat i maden.

Eller for lidt stenalder eller for mange lange aminosyrer (det fandt jeg lige på – jeg aner ikke om det findes). Eller man motionerede ikke inden frokost. Der var jo ikke indlagt fasteperioder! Sukker var stadig tilladt. BIG MISTAKE! Kuren var simpelthen forkert. Det er heldigt, at der lige netop nu er nogen, som har fundet på en ny kur, der klart lyder mere rigtig.

2. Livet stod ikke stille længe nok

Det var nok også bare fordi, der lige skete alt muligt i livet i den periode. Det er altså for svært at være på kur, når man får nyt arbejde, ny partner, skal skilles, skal flytte, ens mormor bliver syg, børnene skal køres ind i institution, man bliver inviteret til alverdens fester med god mad, Trump bliver valgt og Brexit trækker ud (vælg frit en anden af det moderne livs udfordringer, som gør det meget vanskeligt for dig at veje din mad af i portioner 24/7).

Det bliver simpelthen SÅ godt næste gang.

Tidspunktet var ganske enkelt ikke til langvarig omlægning af fødeindtagelsen oveni alt det andet. Det er heldigt, at hele din tilværelse ser ud til at blive jævnt kedelig fra på næste mandag og resten af dit liv frem, for det betyder, at du så lige om lidt er mentalt klar til at starte på endnu en kostomlægning, som du så helt sikkert vil få varig succes med.

3. Selvdisciplinen rakte ikke

Og så er det altså også, fordi man har rygrad som en regnorm.

Det kræver en helt særlig selvdisciplin at gennemføre en slankekur til man opnår nirvana, og den har man så igen bevist, at man bare ikke har. Ærgerligt, men ikke overraskende.

For der var åbenbart for mange fristelser hos bageren, i slikskabet og til festerne og når man gik gennem supermarkedet i ulvetimen, eller når man skulle vente på et forsinket tog. Det ærgerlige er, at man faktisk følte sig meget motiveret i starten (og virkelig god) og så røg man altså af alligevel og nu sidder man så her og spiser fastelavnsboller som en slags trøst. Her er det jo heldigt at du generelt er så stædig, at du bare beslutter, at næste gang, så skal intet få dig ud af kurs.

4. Det var for asocialt

Det kan jo også være, fordi det ikke var socialt nok. Det var nok for svært at gøre det alene.

Måske er det selve kurkulturen den er gal med? Ideen om slankekuren. Ideen om at gøre spisning, sult, mæthed, mad, kroppen til et projekt, der skal styres, kontrolleres og disciplineres fra morgen til aften

Mange motionsprogrammer og slankekure foreslår, at man involverer familien eller en veninde og gør kuren til et socialt projekt. At folk, der slanker sig sammen, bedre kan holde motivationen.

Det var nok det. Man skulle have meldt sig ind i vægtvogterne. Og lige med den undskyldning er det simpelthen så rart at vide, at du fra og med næste uge har oceaner af tid til at gå til møde med vægtvogterne og motionere sammen med dine veninder og i det hele taget skære tid ud til dig selv. Det bliver simpelthen godt næste gang.

Men måske er slankekure bare spild af tid?

Men måske virkede min sidste kur simpelthen ikke, fordi slankekure og slankeregimer bare ikke virker.

Meget tyder på, at det er de færreste, der oplever varige vægttab og holder deres vægt, selv hvis de overholder kuren og når deres idealvægt. Så måske er det selve kurkulturen den er gal med? Ideen om slankekuren. Ideen om at gøre spisning, sult, mæthed, mad, kroppen til et projekt, der skal styres, kontrolleres og disciplineres fra morgen til aften.

Måske er det slankekure og diæter og diverse livsstilsformater, der er selve problemet? Måske er det faktisk lige meget om man vejer 10 kilo for meget, hvis man kan slutte fred med kroppen og maden og ikke halse sådan rundt efter et ideal der er uopnåeligt?

Jeg er begyndt af og til at lytte til en podcast, der hedder Food Psych af Christy Harrison. I programmet, som er meget amerikansk, taler Christy med diætister og forskellige former for eksperter i sundhed, som alle har det til fælles, at de er blevet trætte af primært to ting:

1.) Slankekure og sundhedsidealer, der bare gør alle kede af det, fordi resultaterne udebliver for dem, der forsøger sig

2.) Den meget triste og stereotype kropsopfattelse, som ligger lige under overfladen på slankekuren.

Hele vores kultur er gennemsyret af meget faste regler for, hvilke kroppe, der er sunde og usunde og hvilke, der frit må udskammes … men vi skal  stoppe med at gøre nogle fødevarer forbudte og med at tro, at man skal være størrelse 36 for at blive lykkelig

Samtalerne handler om, at vi slider os selv op, bruger enorme mængder af energi (og mange penge – nok flere i USA end i Danmark, men alligevel) og får dårligt selvværd, fordi vi kæmper hen imod mål, der bare ikke er realiserbare.

I udsendelserne veksler samtalerne mellem det anekdotiske og forskning, samtidig med at værten forsøger at fastholde, at vi gerne må se forskellige ud, og at overvægt ikke nødvendigvis bør gøres til et problem. Pointen er, at det er virkelig vanskeligt, fordi hele vores kultur er gennemsyret af meget faste regler for, hvilke kroppe, der er sunde og usunde og hvilke, der frit må udskammes.

Diætister i programmet taler en del om, at når nogle fødevarer kommer på listen over “forbudt mad” eller “mad der dræber” eller “mad der gør dig afhængig”, så virker det på samme måde, som når jeg nu siger til dig, at du under ingen omstændigheder må tænke på en lyserød elefant:

Jo mere jeg understreger, at det er meget vigtigt (faktisk så vigtigt at det kan ødelægge hele dit liv) ikke at tænke på den lyserøde elefant, og jo mere jeg giver dig bøger om at lyserøde elefanter er en trussel mod vores civilisation, hvis vi tænker på dem, jo mere kommer de lyserøde elefanter til at fylde for dig mentalt.

Vi ender også med at tænke, at hvis vi alligevel allerede har klappet den skide elefant, så kan vi lige så godt skære den i skiver og spise hele elefanten på én gang, for nu er det hele alligevel ødelagt … Alt er tabt, når den lyserøde elefant maser sig ind i manegen

Så når vi laver lister med forbudt mad og udelukker en masse fødevarer fra vores spisning, ender vi i stedet med det der kaldes “cravings” – en slags stor og dyb længsel efter lyserøde elefanter.

Vi ender også med at tænke, at hvis vi alligevel allerede har klappet den skide elefant, så kan vi lige så godt skære den i skiver og spise hele elefanten på én gang, for nu er det hele alligevel ødelagt. En bid af et stykke kage eller en aften i byen med citronfromage og en hotdog og hele projektet ligger i ruiner. Alt er tabt, når den lyserøde elefant maser sig ind i manegen.

Og pointen er så, at hvis du i stedet stopper med at forbyde dig selv at spise bestemte fødevarer, så forsvinder den enorme attraktion ved at spise dem efterhånden.

De diætister og forskere, der siger fra overfor slankekure, bekender sig ofte til noget, der kaldes “intuitiv spisning”, som oprindeligt blev startet i 1995 af Evelyn Trombole og Elyse Resch.

Først grinede jeg lidt, da jeg så det. For er det mon ikke bare endnu en slankekur og endnu et sæt “regler”? Men selv om der findes bøger og 10 principper for intuitive spisning, så er det faktisk ikke en slankekur, men mere et opgør med hele diætismen og slankekulturen.

Og pointen er, at man ikke skal på slankekur nogensinde igen. Man skal tværtimod stoppe med at gøre nogle fødevarer forbudte og med at tro, at man skal være størrelse 36 for at blive lykkelig. Man skal slappe noget mere af omkring kropsidealer og samtidig lære at spise naturligt, intuitiv, normalt – sådan som vi mennesker “er født til” at spise.

Rastløshed kan få os til at spise

På mit igangværende psykoterapeutstudie har jeg også lært mange ting, jeg ikke vidste om spisning. For eksempel at det faktisk er biologisk indkodet i os, at vi kan finde på at spise, når vi bliver rastløse.

For rastløshed er en biologisk følelse, der skal få os til at gøre noget. Vi er jo biologisk bygget til et liv som jægere og samlere. Der kunne formodentlig gå længe mellem måltider dengang – og maden skulle vi skaffe ved først at finde den.

Mange af os spiser også på grund af alle mulige andre følelser end sult. Mad dæmper og mad trøster og lindrer

Derfor starter megen spisning med, at din fod vipper, og du bliver rastløs. Kroppen prøver at sige til dig, at “om nogle timer skal vi altså have mad, så måske du skulle rejse dig fra dit magelige dyreskind ved bålet og spænde buen og se at komme ud over stepperne?”

Det var smart, dengang rastløsheden fik os op og ud for at søge efter mad. Men biologisk blev vi ikke skabt til hverken køleskab, slikskuffer eller supermarkeder. I dag bliver jeg rastløs, rejser mig, åbner slikskuffen, tager en håndfuld vingummi, og jeg har aldrig skænket det en tanke, at det er min indre samler, der starter min handling.

Spis langsommere og mærk mætheden

På samme måde er sult og mæthed selvfølgelig biologi. Man bliver for eksempel først mæt, cirka et kvarter efter maven er fyldt op.

Man kan derfor meget let overspise. Her er teorien, at vi nok er bygget sådan, for at vi dengang kunne proppe os med bær eller fedt fra et byttedyr, fordi man jo ikke altid vidste, hvornår man fik ram på nogle seriøse kalorier igen.

Ingen babyer fødes med stærk trang til at faste to dage om ugen eller følge en suppekur. Babyer fødes til at kunne føle sult

Men i den tid vi lever i nu, er det upraktisk, at vi ikke føler mætheden, før 15 minutter efter den er indtrådt. Og det eneste vi kan gøre ved den biologi, er, at holde pauser undervejs i vores måltider og mærke efter, om vi faktisk er mætte eller har brug for mere mad.

Er det sult eller er der andre følelser på spil?

Naturlig, intuitiv sult har også trange kår.

Det starter ellers godt. Ingen babyer fødes med stærk trang til at faste to dage om ugen eller følge en suppekur. Babyer fødes til at kunne føle sult. Og heldigvis kan babyer skrige og deres mødre kan forstå dem, og sådan dækker børn deres behov for mad.

Så vi er alle født med en klar viden om, hvornår vi er sultne. Men derfra går det jo altså hurtigt ned ad bakke på grund af vores kultur. Vi har for eksempel indført måltider og faste spisetider. Så vi lærer allerede som børn, at vi skal spise morgenmad, madpakke, eftermiddagsfrugt, aftensmad.

Det meste spisning foregår på bestemte tider og er ikke styret af, om vi føler os sultne eller ej, men af hvad klokken er. Og her er det, at fortalerne for intuitiv spisning siger, at vi er nødt til at få koblet vores biologi lidt mere ind i spisningen igen.

Det ville være mere praktisk for os, hvis vi kunne mærke sulten og så spise, når den reelt var til stede. Og måske er det en af fordelene ved de mange fastekure. At når man faster, kommer man faktisk til at føle sin sult, og så kan man måske bedre adskille den fra appetit. For det er jo det næste problem: at lysten til mad ikke kun handler om sult, men også handler om appetit. lyst og erfaring med at lige præcis denne lyse mælkechokolade knaser sprødt og lækkert i munden.

Jeg ved ikke, om jeg kan bryde helt med min slankekursmentalitet. Jeg har tabt mange irriterende kilo undervejs med mine kure, og jeg kan godt lide fornemmelsen, når jeg hurtigt taber et par kilo og er “godt i gang”

Og så kommer vi til den næste udfordring, for spisning er ikke bare styret af biologi og kultur. Mange af os spiser også på baggrund af alle mulige andre følelser end sult. Mad dæmper, trøster og lindrer.

Hvis du er ked af det eller vred eller stresset, så kan du måske bruge mad som “comfort-food“, det vil sige mad, der ændrer dit humør, fordi du bruger maden psykologisk. Ofte er effekten kun kortvarig, og bagefter får man dårlig samvittighed. Hvis man dyrker “intuitiv spisning”, forsøger man typisk også at finde ud af, hvilke følelser – udover sult  – som sætter spisningen i gang, og om man måske kan stoppe med at spise, når det ikke er følelsen af sult men andre indre dæmoner, der er på spil.

Jeg ved ikke, om jeg kan bryde helt med min slankekursmentalitet. Jeg har tabt mange irriterende kilo undervejs med mine kure, og jeg kan godt lide fornemmelsen, når jeg hurtigt taber et par kilo og er “godt i gang”.

Det ligger også dybt indgroet i mig, at pasta, ris, brød, slik, chips, kage og dessert og utrolig mange andre fødevarer er “dårlige” og “forkerte”, og at sukker gør én til junkie.

Men sukker er bare en fødevare ud af mange, og jeg er virkelig træt af hele tiden at være uvenner med cirka fem kilo af min krop, så siden efteråret (og undervisningen om sult og spisning på mit studium) har jeg forsøgt at mærke, om jeg egentlig spiser, når jeg er sulten, eller fordi klokken er 07.30, eller om det måske er, fordi jeg er rastløs, ked af det eller stresset.

På psykoterapeutstudiet er det alligevel en stor del af uddannelsen at lære at finde ud af, hvad man selv føler, så det har givet god mening.

Min plan er nu at dyrke de ti principper for intuitiv spisning lidt mere i mit liv, at lade slankekuren ligge for altid og være mere tilfreds med mine ekstra kilo, at spise det, jeg har lyst til, og forsøge at slutte fred med mad.

Jeg lover at indrapportere resultaterne men også, at der ikke kommer et eneste vægtresultat. For pointen er selvsagt, at det er lidt lige meget, hvad man vejer, bare man har det godt med sin krop.


Topfoto: Maxipixel

Trine-Maria Kristensen er cand.scient.soc (PR) og har siden 2005 rådgivet virksomheder om digital kommunikation og sociale medier. I dag arbejder hun derudover med anvendelse af droner og data fra droner på blandt andet byggepladser. Hun er også begyndt at læse til psykoterapeut.

Trine-Maria holder også foredrag og er forfattter til bogen "Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier". Bogen handler blandt andet om, hvordan det at være autentisk - herunder også at turde vise sårbarhed og dele sine fejl og mangler - kan gøre oplevelsen med sociale medier bedre.

Og det er også det Trine-Maria skriver om her på POV.

Seneste artikler om Klumme