STILHEDSRETRÆTE // ESSAY – Kan man tie i en uge uden at føle, at man frarøves en menneskeret? Ja, i den grad! Vi oplevede alt det, der dukker op, når kræfterne ikke bruges på snak og relationer, skriver Lisbeth Davidsen, som har været på stilhedsretræte i Assisi i Italien.
Bilen skrumpler afsted. For hvert sving på den krogede grusvej kommer vi længere væk fra den såkaldte civilisation og dybere ind i en dal omgivet af skovklædte bakker. Vi føler os langt væk fra alt, men kører blot et lille kvarter fra Assisis ydermur i den italienske region Umbrien, før vi kommer til et ensomt beliggende hus.
Vi stiger ud af bilen, og puffff, der rejser sig en monumental stilhed.
Hvad sker der i sind og krop, når min energi ikke går med at tale og dyrke relationer
Vi står et øjeblik tryllebundet af den ro og natur, der pakker det fine, lyse toetages stenhus ind.
Vi bliver mødt af Shintai og Mayadevi Dichmann, et belgisk/dansk par, der gennem mange år har beskæftiget sig med sindet, Østens visdom, Vestens terapi og med Assisis to helgener, Frans og Clara.
Da deres to sønner flyttede hjemmefra, rykkede de hertil fra Danmark og har siden åbnet deres døre for gæster med behov for stilhed og ro.
Og hvorfor har vi så meldt os på stilhedsretræte?
For mit vedkommende for at udforske, hvad der sker i sind og krop, når min energi ikke går med at tale og dyrke relationer. Min kæreste Mikkel ønsker bl.a. at udforske væren frem for gøren, og de to øvrige gæster på vores lille hold har deres egne personlige bevæggrunde.
Et tavst måltid i sansernes himmerige
Første måltid er spøjst. Der sidder vi seks mennesker, som ikke kender hinanden, og vi siger ikke et ord. En række spørgsmål ruller i svælget: Hvem er I? Hvorfor er I her? Hvor kommer I fra? Hvad laver I?
Akavet, lyder dommen over det tavse måltid fra min indre dommer, og jeg skæver lidt usikkert rundt for at aflure minerne hos de andre.
Men der går ikke lang tid, før noget andet tager over: nydelsen ved at spise. Hver eneste mundfuld er som et sansehimmerige. Mayadevi laver sublim vegetarisk mad, og inden længe er impulserne fra mine indgroede sociale mønstre og automatismer afløst af glæde ved følelsen af bare at sidde her og være og nyde og sanse og mærke.
Der går ikke lang tid, før mit sinds tilskyndelse til at stille spørgsmål om de andre lægger sig som en hund, der er færdig med at gø
Vi får spinat og feta indbagt i butterdej. Rødbedemousse med solsikkekerner, salat med druer, gulerod og agurk i misodressing, hjemmebagt focaccia med lokal olivenolie. Først da lyden af tyggende kæber og bestikkets klirren mod tallerkner er stilnet af, rydder vi sammen af og går mod vores værelser på den kølige førstesal.
Om morgenen får vi grød, som vi fire gæster indtager sammen – i tavshed. Vi sidder opslugt af landskabet og roen omkring os, mens vi langsomt gnaver os gennem fornemmelsen af varm, blød grød iblandet knasende hasselnødder og kerner, der smutter mellem tænderne.
Der går ikke lang tid, før mit sinds tilskyndelse til at stille spørgsmål om de andre lægger sig som en hund, der er færdig med at gø. Ret hurtigt ”kender” jeg de andre på holdet. Jeg mærker jo deres energi og møder deres smil! Et ordløst fællesskab er skabt.
Efter morgenmaden har vi en times meditation, som begynder med Shintai og Mayadevis meditationsmusik med bl.a. tibetanske syngeskåle. Ja, de er også musikere!
Meditation i stilhed
Dernæst klassisk meditation i stilhed og så ned på græsset og gå langsomt frem og tilbage. Jeg bemærker, hvor hurtigt jeg går. Først da jeg sætter farten heeelt ned, fornemmer jeg, hvad det egentlig vil sige at gå langsomt.
Når hvert skridt brydes ned til mindste bestanddel. Fod sættes langsomt i jord, kropsvægt flytter sig fremad, den anden fod løfter sig fra jorden og hov … balancen er tæt på at ryge, indtil jeg finder ind i denne stærkt nærværende og kropsbevidste bevægelse, en vidunderlig livslektion: Hvor langsomt og bevidst kan vi egentlig bevæge os frem gennem livet?
Vi skal intet på dette ophold andet end at tage imod de indtryk, vi mærker undervejs, hvad enten de kommer fra sindet, maden, naturen, huset, hinanden eller de fire besøg til Assisi i Frans’ og Claras fodspor
Når mine skridt bliver langsomme, ser jeg hvert lille insekt foran mig i græsset og kan på den måde undgå at forvolde skade på andre levende væsener.
Efter vores fælles, tavse eftermiddagspause med te og kaffe åbnes der for tale.
Her kan vi gæster dele indtryk, overvejelser, tvivl. Og værtsparret giver feedback.
Vi opfordres til at mærke ind i den feminine energi, at være og modtage og sætte den maskuline, handlende energi på pause. Vi skal intet på dette ophold andet end at tage imod de indtryk, vi mærker undervejs, hvad enten de kommer fra sindet, maden, naturen, huset, hinanden eller de fire besøg til Assisi i Frans’ og Claras fodspor.
I salig tavshed
Shintai siger: ”På en gåtur i Assisi kan I få lyst til at stille mange spørgsmål: Hvor højt er det bjerg, hvornår er den kirke bygget, hvem var Frans, hvornår købte I huset osv. osv.” (jeg kan melde bingo på dem alle!).
”Men nyd friheden til at lade det hele fare og sætte hjernen på pause, I behøver ikke tage viden ind. I har tilladelse til blot at være og opleve.”
Jeg tager opfordringen til mig og fornemmer, hvad der sker i mig. Inden længe indtræffer hjerteåbning og lykkefølelse. Jeg går rundt med et saligt smil ved fravær af smalltalk, sociale konventioner og intellektuelle og praktiske pligter.
Hvis vi lever simpelt og langsomt, mærker vi forbindelsen til vores essens og hjerte, og vi lever mere i harmoni med naturen
Vi ser en film om Den Hellige Frans. Om hans liv som rigmandssøn og ridder på kanten af 1200-tallet og hans opvågning og beslutning om at forære sin fars rigdomme til de fattige og selv iføre sig en kjortel og leve barfodet og simpelt i pagt med natur, dyr og univers.
Vi besøger i salig tavshed de mange kirker og klostre, der fortæller historien om Frans og Clara, og i en af de opsatte postkasser skriver jeg min personlige bøn til Frans: Støt mig i mine bestræbelser på at være et instrument for lys og fred.
Selv om der er gået 800 år, har vi stadig brug for Frans’ budskab. Hvis vi lever simpelt og langsomt, mærker vi forbindelsen til vores essens og hjerte, og vi lever mere i harmoni med naturen. Med en overbelastet verden på speed har vi virkelig brug for det budskab.
Min indre radios mange kanaler
Vi gæster får masser af aha-oplevelser undervejs. En ser pludselig klart, hvordan arbejdssituationen skal forandres, og en anden mærker sit livsdilemma: sjælens lyst til fordybelse på den ene side mod sindets tendens til at zappe på den anden.
Personligt øver jeg mig i at tune ind på Radio Lisbeths mange kanaler.
På Kanal Sniksnak er der flyvsk og overfladisk underholdning a la:
“Sikke en flot bygning”
“Jeg skal huske at skrive til x”
“Hvad skal vi have at spise i aften …”
Sindet er en kakofoni af radiokanaler, der kører dagen lang og bombarderer os med tanker
På Kanal Død og Ødelæggelse analyseres der på spørgsmål som: “Hvad var det for en trækning i underlivet? Jeg har nok æggestokkræft”
“Bare mine børn ikke bliver kørt ned”
“Hvordan klarer jeg den, når min mor dør …”
På Højesteretskanalen vrimler det med domme som:
“Jeg hader vanvidsbilister.”
“Folk, der smider affald, er dumme.”
“Den kjole er grim.”
Okay, you get my point?
Sindet er en kakofoni af radiokanaler, der kører dagen lang og bombarderer os med tanker.
Når sindet får ro, kommer visdommen til
Det har været en vigtig indsigt for mig, at vi ikke ER vores tanker, men HAR dem. Når jeg lægger en kile ind mellem min essens og mine tanker, bliver det lettere at leve, simpelthen.
Som Shintai siger:
“Når man identificerer sig med følelser, tanker og personlighed, bliver man drevet til vanvid. Når man holder op, præsenterer selve livet sig, her og nu. Spiritualitet er det, der er tilbage, når personligheden ikke længere dyrkes.”
Jeg morer mig med at dele tankerne op og se, hvor de egentlig kommer fra.
Og på stilhedsretræten lytter jeg især til Kanal Klog, Kreativ og Kosmisk.
Skal man finde ind til sig selv, er det oftest ligesom en stenskulptørs arbejde; værket skabes ved at hugge i sten, ved at fjerne – ikke ved at lægge på
Når sindet får ro, vælter det ind med visdom. Livets essens og formål står pludselig kystalklart.
Jeg falder til ro uden at falde hen, fordi indholdet bare er så fyldt med mening, ånd og inspiration.
Det er, hvad retræten gør for mig. Jeg får skruet ned for sindets støj og tunet ind på det, der er vigtigt.
Min kæreste arbejder til daglig med musikproduktion og er en ægte lyd-nørd. For ham bliver retræten en anledning til at reflektere over de faglige begreber baggrundsstøj og forholdet mellem signal og støj. Jo lavere baggrundsstøjen er, jo mere plads er der til signalet, uden det drukner.
Han siger:
“Størstedelen af mit liv har jeg dyrket min passion i krydsfeltet mellem musik og lyd. Jeg går op i ren lyd, realistisk gengivelse, høj opløsning og lav støj. Derfor har det været sjovt at udforske, hvad der sker, når man minimerer baggrundsstøjen i sindet. Og ja, også her forbedres signal/støjforholdet!
Det er med tankerne som med lydgengivelsen af musik: Når baggrundsstøjen minimeres, får den inderste kerne mere plads. Man hører sin egen grundklang klarere og mærker tydeligere, hvad der er på hjerte.”
Et bedre forhold mellem signal og støj
Stilhedsretræten har givet mulighed for smukke klarsyn: Jeg hører hjemme i mig selv, her og nu på denne jord, jeg kan med mit væsen give, skabe og deltage i kærligt flow.
Og endelig: Det er ok at gøre mindre og blot være i sig selv med det, der er. Som med lydproduktion; når signalvejen er kort og med gode komponenter, lyder det bedre!
Gør lidt, men gør det godt, er en vigtig lære i Frans af Assisis ånd, som jeg også tager med herfra: Skal man finde ind til sig selv, er det oftest ligesom en stenskulptørs arbejde; værket skabes ved at hugge i sten, ved at fjerne – ikke ved at lægge på.
Det giver en stor tilfredshed at give sig selv lov til ikke at gøre noget
Det gav stilheden i en uge mig: Sociale konstruktioner blev fjernet. Baggrundsstøjen blev fjernet. Både fordi der ér stille i bjergene omkring Assisi, og fordi sindets tankestrømme blev mindre – og mindre dominerende. Forholdet mellem signal og støj blev forbedret.
Jeg spørger vores værter, hvad de håber deres gæster får ud af opholdet.
”At de tager hjem med mindre, end de er kommet med,” siger de med glimt i øjet. ”At de har fået en fornemmelse af, at man ikke er sine tanker eller emotioner, men iagttager disse. Og at de oplever, at det giver en stor tilfredshed at give sig selv lov til ikke at gøre noget.”
En uge er gået, og vi slipper ikke længere for at gøre noget. Vi må pakke og afsted, og det er også okay. Fra nu af øver vi os på at være, selv mens vi gør.
Læs også artiklen ‘Prøv lige at være stille et øjeblik’ her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
