POV Internationals Philip Sampson har skrevet denne klumme under indtryk af drabet for nylig på en polsk mand på butikstorvet i den engelske by Harlow. Drabet, begået af en flok unge englændere, har bragt sindene i kog, og ses af dele af pressen som tegn på et stigende fremmedhad i kølvandet på Brexit-afstemningen i juni, da briterne stemte sig ud af EU. Sampson har i mange år beskæftiget sig med racisme og fremmedhad i Europa og boede som barn i Harlow.
Min mor ringede søndag morgen. Havde jeg set skriverierne i de britiske aviser om drabet i Harlow på en polsk indvandrer? Der var tale om den første hadforbrydelse, der havde kostet en udlænding livet siden Brexit-afstemningen. Var det ikke noget, jeg kunne skrive noget om, spurgte hun. Trods sine 82 år, følger hun meget med i de udenlandske medier. Og ikke mindst de britiske i og med, at vi tilbage i 1960’erne boede i London og siden i Harlow, en dengang nyopført satellitby, ca. 40 kilometer nord for den britiske hovedstad.
Nej, jeg havde ikke set noget om et drab i Harlow, måtte jeg fortælle min mor. Men lovede at se på sagen. Det gør man jo over for sin mor.
Ganske rigtigt. Den 40-årige Arkadiusz Józwik var blevet overfaldet og tævet til døde på butikstorvet The Stow i Harlow. Af en flok drenge. Angiveligt fordi de havde hørt ham sidde og tale polsk i sin mobiltelefon. Seks drenge i alderen fra 15 til 16 år var blevet anholdt i sagen, men løsladt igen mod kaution.
The Stow
The Stow. Jeg kendte udmærket godt stedet. Stow er oldengelsk og betyder ”helligt sted” eller ”samlingsplads”. The Stow er det lille bytorv i Harlow. Der, hvor jeg rendte som dreng sammen med min lillebror Arne og en gang imellem også med min lillesøster Nina. Det var i slutningen af 1960’erne, da jeg var syv-otte år gammel.
Det var i The Stow, jeg gik ned, når jeg havde sparet nok lommepenge sammen til at kunne købe et nyt bind af et børneleksikon, der dengang var det store hit. Der var seks bind i alt. Med hver sin farve. Og hvert bind kostede fem shilling. Og hver gang, jeg havde penge nok, traskede jeg fra vort hjem i 105 Churchfield og ned i boghandleren i The Stow og købte et bind.
Ikke at jeg var det rene dydsmønster. Det var også der i The Stow, jeg lokkede min lillebror til at gå ind i købmandsbutikken og stjæle noget slik. Jeg, storebror, ville så vente udenfor. Arne gik troligt ind, stjal slikket, og blev snuppet af købmanden. Da Arne sladrede om, at det var storebror, der havde lokket, og at jeg stod og ventede udenfor, var jeg selvfølgelig pilet af sted. Kylling!
Men det var altså her på dette lille butikstorv, at Arkadiusz Józwik var blevet tævet så voldsomt, at han døde kort efter på hospitalet. Bare fordi han havde siddet på en bænk og talt polsk i sin mobil. Jeg kunne se i de britiske medier, at drabet den 27. august her lørdag – en uge efter – havde udløst en større demonstrationsmarch gennem Harlow. Med deltagelse af masser af polakker, der bar det rødhvide polske flag.
Og jeg kunne se, at Polens ambassadør i London, Arkadij Rzegocki, nogle dage forinden havde besøgt The Stow for her at udtrykke sin bestyrtelse over drabet. På et spørgsmål fra avisen The Guardian om angreb på udlændinge i kølvandet på den britiske EU-afstemningen, sagde ambassadøren:
”Desværre har der været mange flere siden Brexit. Vi har fundet 15 eller 16 sådanne situationer”.
Graeme Atkinson
Jeg ringede til Graeme Atkinson i Nordengland – for at høre nærmere om dette opsving af fremmedfjendske angreb i Storbritannien i kølvandet på Brexit. Jeg har kendt Graeme siden 1980’erne, da jeg som praktikant på Politiken begyndte at skrive om racisme, fremmedhad og højreekstremisme. Graeme Atkinson var dengang Europa-redaktør for Searchlight, et dybdeborende månedstidsskrift, der beskæftigede sig med højreekstremismen i Europa. Det førende af sin slags i Europa, vil jeg sige. Jeg mødte Graeme på en af hans researchture i København, og siden dengang har jeg haft et forholdsvis tæt samarbejde med ham og Searchlight, der i dag har skiftet navn til Hope not Hate.
Graeme, en ilter og no-bullshit englænder rundet af arbejderklassen, har set det meste, der er værd at se på Europas højreekstremistiske scene. Han har infiltreret nynazistiske grupperinger overalt i Europa og har mangen en gang været i livsfare på grund af sit arbejde. Af en eller anden grund er jeg altid kommet godt ud af det med Graeme, der ellers har meget kort lunte over for journalister. I hvert fald de mere sensationslystne af slagsen, der kun beskæftiger sig med racisme og xenofobi, når der dukker “medieegnede” sager op. Og som ellers lader Graeme og folk som ham lave det hårde og farlige arbejde med at infiltrere og afdække disse kredse og deres aktiviteter.
”Niveauet af hadforbrydelser mod fremmede i Storbritannien i dag er ingenting i sammenligning med, hvad det var tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Dengang med de to asiatiske indvandringsbølger”, forklarede Graeme, da jeg fik fat i ham over telefonen.
Han refererede til dengang i 1960’erne, da tusinder af asiatiske immigranter på grund af diskrimination mod dem i kølvandet på Kenyas uafhængighed i 1963 udvandrede til Storbritannien. Og til de tusinder af andre asiatiske immigranter, der i 1972 blev smidt ud af Uganda af landets daværende diktator, Idi Amin, og ligeledes søgte til Storbritannien.
Det var dengang, mindede Graeme om, at den højreorienterede bevægelse National Front havde ”kronede dage” i Storbritannien.
”Dengang blev udlændinge overfaldet fysisk ved højlys dag. Situationen dengang kan slet ikke sammenlignes med i dag. Og der er i mine øjne intet belæg for at sige, at angrebet mod fremmede er steget siden Brexit-afstemningen”, fortsatte han.
”Det er det typiske med journalister, når der kommer disse meget synlige sager. Så opdager de pludselig, at der er xenofobi i landet, og så skriver de deres bloody drivel (forbandede vrøvl, red.), som om loftet er styrtet sammen”.
Åh, det var rart at høre, at Graeme stadig er i sit es – på sin hemmelige adresse i Nordengland.
Barndomsminder fra Harlow
Jeg lod tankerne glide tilbage til England dengang i 1960’erne. Til Harlow back then. Min barndomsby. Byen var et produkt af Anden Verdenskrig. Tyskernes luftangreb – The Blitz – havde efterladt store dele af London udbombet. Efter krigen skulle titusinder af mennesker derfor genhuses. Og et af de steder, det skete, var i Harlow. Planerne for den nye by her blev fremlagt i 1947, og op igennem 1950’erne skød moderne rækkehuskvarterer op. Socialt boligbyggeri, som arbejderklassen havde råd til at betale for.
Min familie og jeg flyttede til Harlow i 1965, da jeg var seks år gammel. Min far, der er fra Ghana i Vestafrika, havde fået arbejde dér som arkitekt. Og min mor, der er dansk, fik hurtigt arbejde som kantinedame på den skole, mine søskende og jeg blev indskrevet på. Spinney Primary School i Harlow – få hundrede meter fra The Stow.
Jeg kan ikke huske, at der boede andre sorte mennesker i vores område end min far. Kan i hvert fald ikke huske, at der var andre farvede børn end Nina, Arne og mig. Men racismen var der helt bestemt, dengang i 1960’erne. Fik faktisk genopfrisket disse minder så sent som i april sidste år, da jeg besøgte Harlow sammen med min søn, Jonathan. For at fortælle ham om min barndom.
Jeg viste ham rundkørslen med egetræet for enden af Churchfield. Det var her, jeg var blevet chikaneret af drenge fra skolen. Der var sådan en remse, de og andre lirrede af dengang. Kan stadig huske den.
”Wogs a matter?
Nigger mind.
Go black to bed.
You’ll feel all white in the morning”
Det var et racistisk ordspil på det mere medfølende:
”What´s the matter?
Never mind.
Go back to bed.
You’ll feel all right in the morning.”
Jeg kan huske, at den største af drengene udfordrede mig til en slåskamp. Dér i rundkørslen under egetræet. De havde omringet mig, og jeg var mutters alene. Så jeg knyttede næverne. Det havde jeg åbenbart ikke en pind forstand på. For drengene begyndte at grine og spotte mig. Jeg havde knyttet hænderne sådan, at mine tommelfingre lå inde i de andre fingre. Hvis jeg begyndte at bokse med hænderne, knyttede på den måde, ville jeg brække tommelfingrene, grinede drengene. Jeg ville ikke tabe ansigt. Så jeg beholdt mine hænder knyttede på den dybt akavede og amatøragtige måde. Og begyndte at slås. Og vandt.
Jeg kan også tydeligt huske en anden gang, da Arne og jeg var blevet drillet af nogle drenge på gaden. Det var egentlig ikke noget, vi fortalte hverken vores mor eller far. Men den dag skete der tilfældigvis det, at min far kom gående ned ad Churchfield. Slæbende på en stor tønde med petroleum – med sådan en hank i toppen. Det var det, man brugte til opvarmning i husene dengang.
Han fornemmede, at der var noget galt. Og spurgte så, hvad det var. Jeg forklarede, at vi var blevet drillet af nogle store drenge. Som havde kaldt os alt muligt, og nu var løbet deres vej, da de så min far. Min far stillede resolut petroleumstønden fra sig. Og optog forfølgelsen. Nu havde min far været ghanesisk mester – noget i den stil i hvert fald – i hækkeløb. Kan huske alle hans pokaler. Så det var en smal sag for ham at indhente og fange ham, den største af bøllerne. Min far kom vandrende tilbage med ham, mens han holdt ham i øret.
Og nu tog min far affære. Han bad Arne og mig om at følge med. Og så marcherede vi alle af sted med ham bøllen til det rækkehus, hvor han boede. Min far ringede på, og drengens noget forbløffede far åbnede. Min far forklarede så meget bestemt, at knægten, han nu stod med, havde været racistisk overfor Arne og mig. Drengens far så meget brødebetynget ud, og lovede, at det skulle han nok tage sig af. Jeg kan huske, at drengen hylede som en stukket gris allerede sekunder efter, at faderen havde lukket hoveddøren, og vi var begyndt at vandre hjem til 105 Churchfield. En vigtig oplevelse rigere.
Alt dette fortalte jeg min søn, da vi sidste forår besøgte Harlow. Min barndomsby lignede sig selv. Med få forandringer. På butikstorvet – The Stow – var der rejst et bronzekunstværk. En stor knyttet næve, der havde fået navnet ”Not in Anger”. Til minde om solidariteten med dem, der kæmpede mod fascisterne under Den Spanske Borgerkrig i 1930’erne.
Og hovedvejen ved den idylliske landsbykirke St. Mary-at-Latton hed ikke længere First Avenue, som den gjorde i min barndom. Nu hed den Mandela Avenue – til ære for Nelson Mandela og kampen mod apartheid i Sydafrika.
Begge dele var sket i 1970’erne, da arbejderpartiet Labour stod rigtig stærkt i Harlow. Men da var vi for længst rejst fra byen. Min familie og jeg flyttede tilbage til Danmark i slutningen af november 1968. Det racistiske klima i England var simpelthen blevet for voldsomt, mente mine forældre.
Børnelokkeren
Det var jeg glad for, kan jeg huske. Ikke så meget på grund af racismen. Men på grund af en episode ved The Stow.
Hvert år den 5. november fejrer børn i Storbritannien Guy Fawkes Day. Det gør de til minde om den katolske sammensværgelse mod Englands protestantiske konge Jakob I ved åbningen af parlamentet i London den 5. november 1605. Ved Krudtsammensværgelsen – the Gunpowder Plot – skulle parlamentet have været sprængt i luften. Men attentatet blev forpurret, og siden har engelske børn fejret dette ved på årsdagen at fremstille store udstoppede dukker, der forestiller Guy Fawkes. Og lidt ligesom ved vores fastelavn trækker børn så rundt med deres dukker og tigger om penge.
Jeg havde også lavet en Guy Fawkes-dukke den 5. november 1968. Som jeg og nogle venner gik rundt med i en ramponeret barnevogn. På The Stow mødte vi en mand, der ikke lige havde nogle penge at give os. Men, forklarede han mig, hvis jeg kom igen dagen efter, og mødte ham et bestemt sted bag The Stow, ville jeg få nogle penge.
Det gik jeg hjem og fortalte min mormor, der var på besøg fra København. Hun sagde, at jeg under ingen omstændigheder måtte tage hen til denne mand dagen efter. Jeg blev dybt ulykkelig, husker jeg. For han var min ven, og jeg havde jo oven i købet givet ham min adresse.
Nogle dage efter modtog jeg et brev fra manden. Med et billede af ham vedlagt. Han var meget skuffet over, at jeg ikke havde holdt mit løfte. Og truede mig, så vidt jeg husker. Min mor overdrog straks brevet til politiet. Det viste sig, at der var tale om en vistnok mentalt tilbagestående mand, der var kendt af politiet for pædofile tilbøjeligheder. Jeg var rigtig bange. Men samtidig rigtig glad for, at vi bare få uger efter skulle flytte til Danmark. Det var sikkert langt nok væk til, at ham børnelokkeren fra The Stow ikke kunne få fat i mig.
Det er alle disse minder, der pludselig dukker op igen, efter at min mor ringede og spurgte, om jeg havde set avisskriverierne om drabet i Harlow – på The Stow. En klumme blev det da til. Om Brexit, om xenofobi, og ikke mindst om mine barndomsår i Harlow – satellitbyen, omkring 40 kilometer nord for London.
Alle billeder: Philip Sampson.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her