I dag blev der afsagt dom i sagen om Peter Madsen. Lone Theils har dækket retssagen for britiske BBC, og det har været en oplevelse, der har sat sig dybe spor i forfatteren. Med dommen kommer derfor lettelsen over ikke længere at skulle sidde time efter time i et lokale og høre på, hvad der foregik den nat, Kim Wall blev slået ihjel. “Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden. Det er ikke en oplevelse, man kan tage med hjem.”
Vi var i mine forældres have, og jeg pjattede rundt med mine niecer og deres hund Molly.
Molly, der vistnok overvejende er svensk gårdhund, er også bamseverdenens svar på Dødsstjernen og har engang flået en girafbamse til bomuldsklumper på under et minut.
Denne gang havde hun fået fat i en slaskedukke, og ritsj-ratsj havde hun flået armene af og løb glad rundt med hovedet i munden. Det filtrede nylonhår hang ud mellem kæberne, og mine niecer var ved at flække af grin, for det så virkelig morsomt ud.
Ikke jeg.
Pludselig stod jeg bare der og tænkte på Kim Wall.
I en lille åndssvag hverdagssituation, hvor jeg skulle grine og lave rød saftevand til mine niecer, stod jeg der og tænkte på mord og på de mange timer, jeg havde siddet der i kælderen i det, der til dagligt fungerer som personalekantinen, og set og set og hørt og hørt på Peter Madsen.
Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden
Jeg har siddet der så mange timer, at jeg har fyldt halvanden notesbog med optegnelser, og jeg har slidt fire tuscher i stykker.
Så mange timer, at jeg har fået nye venner og kolleger, og jeg småsludrer på halvt italiensk med kantinebestyreren, hilser på sikkerhedspersonalet hver morgen og tager imod den lille daglige papirsbillet, der giver mig adgang til at sidde i presserummet.
Man får sin stamplads og de kolleger, man diskuterer småt og stort med: Hvad sagde forsvareren egentlig? Er der nogen, der ved, hvem der skal vidne i morgen og så videre og så videre.
Der kommer en slags kollegialt fællesskab, selv om man ret beset er konkurrenter. Man hjælper udenlandske kolleger med at forstå spidsfindighederne i juridiske formuleringer. En anden journalist har totalt check på, hvordan ubåden ser ud og kan tegne diagram under Madsens lange tekniske forklaring, og man kan bare se hinanden i øjnene for 37. gang henover bordet og sige: Sagde han virkelig det? Underforstået, er det her virkelig rigtigt? Er det her virkelig sket? Skal vi virkelig tro på det her?
I dag faldt dommen, og med den kom lettelsen over ikke at skulle sidde i det lokale længere og høre på, hvad der foregik, den nat Kim Wall blev slået ihjel
Men det handler også om, at man sammen har oplevet den her ting. Været tvunget til at sidde i disse mange timer og om ikke se ondskaben i øjnene, så se dens eksistens og konsekvenser blive fremlagt skånselsløst og vedvarende i time efter time efter time.
Jeg har set flere af mine kolleger blive trætte og udbrændte i blikket, og jeg har selv været udmattet i en sådan grad, at jeg har tænkt på, om der findes et liv efter, at jeg har fået kendskab til nogen af de onde ting, der findes i den her verden. Snuff-film og tegnefilm, hvor rædselsfulde ting bliver gjort mod kvinder.
Min erfaring siger, at jeg nok skal komme mig. Jeg har dækket konflikter før, og det fortager sig, jo længere man igen lever i normalitetens land.
I dag faldt dommen, og med den kom lettelsen over ikke at skulle sidde i det lokale længere og høre på, hvad der foregik, den nat Kim Wall blev slået ihjel.
Den nat, hun blev brutalt myrdet af Peter Madsen. Sådan lød dommen. Et kynisk planlagt drab af særlig brutal karakter. For mit vedkommende bliver det sidste dag i byretten, og jeg kommer ikke til at tage ankesagen med ved Landsretten. Jeg har set beviserne, jeg har set Peter Madsen og hans reaktioner. Hørt hans forklaringer. Jeg har ikke brug for mere. Overhovedet.
Det er ikke en oplevelse, man kan tage med hjem.
Og da slet ikke til en have, hvor man står og leger med en hund.
Topfoto: Lone Theils
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her