Michael Falch

Michael Falch: Formidable sange om forgængelighed og længsler

i Kultur/Musik af
MUSIK // ANMELDELSE – Efter sit kunstneriske comeback i 2006 med albummet Falder du nu har Michael Falch oplevet indtil flere opture. Falchs helt nye album Forår i brystet er med sange mellem afklaring om livets forgængelighed og længsel efter mere et lyrisk pragtstykke i slentretempo, hvor tekster, melodier og produktion hænger organisk sammen, skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen.

 

 

Med ordene ’Jeg troede at jeg ville føle mig fri / hvis det en dag var forbi” ovenpå et henslængt beat, en akustisk guitar og lidt synths glider Michael Falchs nye album Forår i brystet stilfærdigt ind i stereoanlægget. Metaforen ligger lige for. Foråret 2020 foregik i coronas vold. På den anden side er forår også håbets, den fornyede livsglædes og måske ligefrem forelskelsens årstid.

Mellem håb og tilbageskuende glimt reflekterer Falch over nuet, eksistensen, det, der var, og lethjertede sange om at (drømme om at) elske. Musikalsk er det så meditativt nølende, at de elleve sange på Forår i brystet sikkert overhales undervejs af platformen Tik Toks afløser og dennes afløser igen, mens man lytter.

Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde

Som musiker, sanger og komponist har Michael Falch igennem i sin karriere været igennem mange forskellige faser – med og uden Malurt. Med det skelsættende album Falder du nu, der udkom for 14 år siden, flyttede Falch både sig selv og barren for dansksprogede rockteksters balancering af forholdet mellem private erfaringer og almen interesse.

Man kan sige, at han en gang for alle smed den kække, manierede friskfyrskasket, som indimellem havde præget hans sangskrivning og vendte blikket indad. Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde.

Stadig synges der om hjerteblod og vilde vinger, og indimellem bliver det meget konkret og mere tell it end show it, men Falch jonglerer sine metaforer fornemt, og når han er bedst, synger han f.eks. ”Hvornår er det slut med at gå med sørgebind i vinden / mens regnvejrstræerne ustandselig drypper små dødsstød på kinden.”

Refleksioner, længsler og erindringer

Det fine ved denne sangcyklus er, at den kan høres på forskellige planer. I hvert fald for mig, der har fulgt Michael Falch siden Malurts Kold Krig (1980). Det lyder af den modne mands refleksioner, længsler og erindringer vandrende rundt under lindetræerne i sit nye hood, Frederiksberg Allé, som han også nævner i en sang.

Vandrende dér, midt imellem Nørrebro, hvor Malurt begyndte, og Vesterbro med alle sine fristelser, der også en gang havde sit tag i Falch. Det kan også lyde som en slags selvbiografi i elleve nedslag, begyndende med barndommen i Tønder frem til nu. Måske det hele på én gang.

Det er en moden herre, der blottet for resignation konstaterer, at ”gaderne tilhører andre nu, den asfalt er ikke længere min”. Men som også i snart sagt hver anden sang på pladen synger om det mest livsbekræftende, der findes – kærlighed: “Et enkelt kys blev 14 / det talte jeg mig til / og mine mørkeblinde hænder / ved altid hvad de vil.” Beklager tidsånd, plus60-årige holder også i hånd, og hvad der ellers er inden for rækkevidde.

De sidste årtier er der til en vis grad sket en nedbrydning mellem musikgenrerne. Rock omfavner elektro, elektro omfaver hip hop og R&B, pop omfavner det hele – og p.t. omfavner det hele country.

Og sådan er det også med Forår i brystet. Med en lydhør og indlevelsesfuld treenighed af keyboardspiller m.m. Mikkel Damgaard (Love Shop), producer Lars Skjærbæk og tekniker Thomas Alstrup er der skabt en delvis digital, delvis analog ramme for Falchs lyrik, som den formes af melodierne. Sagt på en anden måde er lyden lige så poetisk som ordene. Meget kan man sige om Michael Falch, men han har aldrig ladet en god melodi passere forbi uden at gribe ud efter den.

I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker

Der er stærke elementer af cinematisk drømmepop på Forår i brystet, f.eks. i Rør mig nu med flot æterisk kor af Mathilde Falch. Juble igen som fugle, der også er ude som single – det arketypiske Michael Falch-nummer, hvor optimismen stråler om kap med en uimodståelig syng-med-melodi, og hvor Lars Skjærbæks guitar kører i kanterne – lidt som med klassikeren De vildeste fugle. Det samme i Gudinde for umulige ting, hvor Skærbæks guitar skærer ar og sprækker i den ellers dæmpet bløde produktion.

Michael Falch
Michael Falch og datteren Mathilde, der synger kor på Forår i brystet.

Et af pladens stærkeste numre hedder Om lidt bli’r det lyst. Sangeren ser folk omkring sig falde fra, men husker også at se børnenes smil og leg i en sang, hvor lavstemte, afklarede tanker om livets forgængelighed går så smukt i spænd med de akustiske strygere og Skjærbæks produktion.

Velvidende at Michael Falch i dag er en anden, end han var i 1986, tænker jeg, når jeg hører ham i dén lydkulisse: ”Kunne man da bare rejse tilbage i tiden og befri sangene på Falchs første solo-album fra deres bombastiske high tech tju-hej-lyd og erstatte dem med en stoflig ægthedslyd som på Forår i brystet.”

Men det er en hårfin grænse. For i Mit liv. Min tid. Min kærlighed er det lige før, at der går så meget soundscape og leg i det, at det dækker for ordenes betydninger.

I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker.

Michael Falch er 64. Hvis han fortsætter på den måde, ender det med, at han bliver voksen.

Michael Falch


LÆS MERE OM MUSIK FRA POV’S REDAKTØR, JAN ERIKSEN HER


Michael Falch: Forår i brystet


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur