taxamanden

Taxamandens klumme: Svulsten og kærligheden til livet

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Mit liv er en maskerade for tiden. I ordets egentlige betydning. Vi er alle formummede som i den gamle opera og har øjnene som eneste ansigtsudtryk. Jeg har plexiglas bag mig og så det foldede blå papir over underansigtet, som millioner af andre danskere.

Jeg kører fra hovedgaden i den velpolstrede forstad og ind bag lejlighedsblokken. Det er gammel vane – og den slags er vigtig som taxichauffør. Man akkumulerer erfaringer af fejltagelse i GPS’ens og køreordrens digitale og temmeligt uintelligente virkelighed. Jeg skal helt ned i bagenden af parkeringspladsen. Rutiner og trivialiteter i taxilivets evige gentagelser. Jeg har været her før – men ikke alt er som før – først og sidst maskeringen.

Det må være derfor, vi ikke genkender hinanden.

Og det er en af de ture, hvor man lige skal styre sin nysgerrighed. Det er et par flyttekasser med glas til krydderier og nødder. En støvsuger med slange. Og så nogle poser, hvor de sidste sager er kylet ned uden den store planlægning.

En ægte flyttetur med de sidste sager. Mor og sønnen på 17 rykker ud af den lille lejlighed i baghuset. Den her scene ved jeg – af erfaring – kan være alt på en skala fra mor-hjælper-søn-hjemmefra – til en akut ægteskabskrise.

– Jamen for pokker, vi kender jo hinanden, nærmest råber vi til hinanden, da jeg genkender hendes imødekommende øjne – og hun hører lyden af granitperkerens karakteristiske, syngende dialekt.

Hun er et fantastisk menneske, der nærmest oser af kærlighed til livet

Minderne, titusindvis af timer i taxien. Siden efteråret 2013 hundredvis af klummer i Ekstrabladet, på Facebook og i POV.International. Syv år med historiefortælling om livet i Danmark og omegn – set gennem forruden på en Mercer.

Det er klart, at mennesker mødes og skilles i de få minutter, som turen oftest tager.

Og nu mødes vi igen.

Hun er et fantastisk menneske, der nærmest oser af kærlighed til livet. Det har ikke bare været rosendans, som jeg skrev det efter vores første møde for en håndfuld år siden. Hun er i fyrrerne og er faktisk enke. Var gift og boede i England med en mand af mellemøstlig herkomst. Offer for en af de revolutioner, der har det med at degenerere til ny undertrykkelse.

Men han MÅTTE hjem for at møde hjemlandet på en tur, der blev skæbnesvanger. Han forsvandt simpelthen – formentlig offer for regimets middelalderlige behandlinger af dets kritikere. Men hun har sin søn, der har arvet farens sorte hår og smukke udseende og karisma. Flot fyr. Begavet og nysgerrig, og på taxituren nordpå når han at stille mig kloge spørgsmål om mit arbejde som taxichauffør og historiefortæller. Langt over standarden for nutidens hvad-føler-du-interviews på alle kanaler.

Selv stiller jeg op med en af de dumme efter at have vogn 6828 pakket med det nødvendigste habengut:

– Skal I flytte?

Livet tager en drejning. Hendes var dødsens alvorlig

Det kan de ikke nægte. Jeg husker min kunde, moren på bagsædet, da jeg mødte hende i taxien som ejer og chef for en privat børnehave for engelsktalende børn i et område med masser af dobbelt-nationale familier. Smilet med småfnis, da jeg en time efter turen dengang vendte tilbage med den Mascara og Eyeliner, hun havde glemt på bagsædet.

Det sker. Livet tager en drejning. Hendes var dødsens alvorlig.

Siden sidst er hun opereret for en svulst ved frontallappen (hovedet). Hun har det efter omstændighederne godt og fortæller frimodigt, at efter en sådan omgang må hun tænke livet igennem endnu engang. Og gå sin sjæl og bivirkningerne igennem. Det sidste mærker jeg selv intet af. Hun er lige så skarp og kærlig som sidste gang. Og vi bonder, som man siger på nydansk – og engelsk, som hun mestrer som et modersmål.

Lige nu fortsætter jeg i banaliteterne

– Det er da for vildt!

Jeg ved bare, at jeg har verdens stærkeste mor.

– Ja, det er det, siger hun, der har givet livs-kærligheden videre til sønnen. Jeg spørger ham, der går på næstsidste årgang på et internationalt gymnasium:

– Du er godt nok ved at være voksen på papiret. Må jeg spørge dig helt åbent: Hvordan har du stået igennem, at din mor blev ramt af en livsfarlig sygdom.

Han svarer uden tøven.

– Det kan jeg ikke svare på lige nu. Jeg ved bare, at jeg har verdens stærkeste mor.

Hun siger ikke noget. Men jeg mærker hendes stolthed som en radioaktiv stråling fra bagsædet.

Det bliver en lang samtale om livet, ulykkerne og den uomgængelig kærlighed. Essensen er, at min kunde har forpagtet sin børnehave ud, har været relativt forstandig i pengesager, samlet kroner og ører i en pulje – og lejet et hus i naturskønne omgivelser. Nu har hun halvandet år til at gennemtænke livet, og hvordan det skal leves fremover. Ingen forpligtelse til arbejde. Ingen pistoler i tindingen. Bare leve lykkeligt.

Hun mangler en ”voksen” som vidne til endnu et skridt i livet

Tror næsten ikke mine øjne, da jeg kører ind på pladsen foran det ret nye hus, der er bygget i kendt dansk funktionalistisk stil.

Hun strutter af akut lykke, sønnen er cool – men hun mangler en ”voksen” som vidne til endnu et skridt i livet.

– Taxamand – ku’ du ikke tænke dig at se det?

Få øjeblikke efter gennemgår hun rummene for mig, som om hun var ejendomsmægleren og jeg en mulig kunde. Bortset fra en svag summen fra motorvejen må det her være en klar 6’er på en skala fra ét til fem. Kæmpestore rum – sønnen har nærmest reddet sig en gildestue. Smukke gulve i bøg og eg. Rene linjer. Pejs inde – og udenfor mod mega-haven, der vender mod vest – man skulle tro, det var løgn: En sø for enden af haven.

Det kan blive verdens smukkeste aftenstunder med udsigt til den nedgående sol og erindringen om, at livet skal leves, fordi det ikke er en selvfølge.

Efter rundvisningen vinker hun stolt til mig fra den store dør mod pladsen.

Og jeg får den tilbageværende følelse af, at jeg er en lykkelig mand i verdens bedste job.

 

NB: Mine historier er altid anonyme med uigenkendelige aktører, sådan som fortroligheden kræver. I enkelte tilfælde, hvor følsomhed og drama er særligt store, beder jeg om kundens tilladelse til at skrive.
Jeg fik et ubetinget JA.

PS: Taxamanden holder fri på POV i december. Tak for turen i 2020.


LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker