Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
MISTRIVSEL // KOMMENTAR – “Nu står valget for døren, og psykiatrien får endelig lidt opmærksomhed igen, denne gang i form af én milliard kroner til mere af det samme, dog med fokus på vores børn og unge. Men særligt ét spørgsmål er stadig fraværende i debatten: Hører alle de børn, der i dag sendes i psykiatrien, i virkeligheden hjemme dér?,” spørger Elene Mielle Eden Nielsen.
Siden regeringens 10-årsplan for psykiatrien fra 2022, som med sine 20 hovedinitiativer skulle være med til at sikre, at mennesker, der mistrives psykisk, hurtigere kunne få hjælp, har der ellers ikke været meget fokus på området.
I dag måles menneskers værdi i deres bidrag til statskassen, i deres præstationer og i deres målbare kompetencer
Nu står valget for døren, og psykiatrien får endelig lidt tiltrængt opmærksomhed igen, denne gang i form af én milliard kroner til mere af det samme, dog med fokus på vores børn og unge. Men særligt ét spørgsmål er stadig fraværende i debatten: Hører alle de børn, der i dag sendes i psykiatrien, i virkeligheden hjemme dér?
Sprogets kraft
Sproget former vores virkelighed. Den retorik, der for tiden præger debatten om børn og unges mistrivsel og deres påståede behov for behandling i psykiatrien, minder mest af alt om et gentagende mareridt.
Vi må ikke negligere sprogets kraft eller glemme, at de narrativer, vi skaber omkring et barn, for altid vil følge barnet – måske som en indre fortælling, der er med til at definere “hvem er jeg?”, eller som et journalnotat, der læses af fremtidige fagpersoner med kontakt til barnet.
Præstationspres og ændrede grundvilkår
Vi har skabt et system, der systematisk presser børn til at præstere frem for at trives. Allerede i børnehaven bliver børn vurderet, ikke kun på deres parathed til at begynde i skole, men også på deres fysiske, psykiske og sociale kompetencer. Herfra fortsætter vurderingen af barnets kompetencer gennem hele skolelivet og for nogle videre ind i ungdomsuddannelser og på universiteter.
Vi skal hele tiden udvikle os, følge med tiden, følge med de andre, præstere, gøre og yde
Samtidig har børnenes grundvilkår ændret sig. Forældrene arbejder mere, nærværet er i højere grad erstattet af skærme, og fællesskabet er i stigende grad blevet afløst af individualisering.
Klasserne er blevet større og skal nu rumme mange flere forskellige individer, mens rummeligheden samtidig er blevet mindre, fordi lærerne også skal løbe hurtigere og hurtigere. Knapheden har meldt sin ankomst hos børn og voksne. Skoledagene er blevet længere, skemaerne strammere, og fokus på individet har aldrig været mere intenst.
Vi skal hele tiden udvikle os, følge med tiden, følge med de andre, præstere, gøre og yde. Samtidig skal alle passe ind i den samme kasse, koste hvad det vil, og vi har på en eller anden måde fået overbevist os selv om, at det nu engang er det nemmeste.
I dag måles menneskers værdi i deres bidrag til statskassen, i deres præstationer og i deres målbare kompetencer. At være et menneske er ikke længere nok – man skal være nyttig.
Børn er et spejl
Børn er ikke problemet. De er et spejl. Deres reaktioner fortæller os, når noget omkring dem ikke fungerer. Når deres nervesystem går i alarm, gør det præcis det, det er designet til: at beskytte og overleve.
Selv når barnets reaktioner kunne tolkes som “sygelige”, skal vi altid huske, at der er en årsag bag barnets symptomer. Det handler i høj grad om øjnene, der ser.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvad det er, barnet forsøger at sige. Spørgsmålet er også, hvad det er, vi som samfund ikke tør se.
At vi har skabt et samfund, hvor ingen kan følge med? At vi alle løber hurtigere end benene kan bære? At mistrivsel blandt børn og unge er blevet mere reglen end undtagelsen?
Hvis vi for alvor erkendte det, ville det ramme vores selvforståelse hårdt.
Derfor er det nemmere at pege på barnet. Det er nemmere at pege fingre ad det enkelte individ end kollektivt at erkende, at vi har bevæget os ud på afveje. Det ville nemlig afføde spørgsmålet: I hvilken retning skal vi så gå?
Børn er født sunde
Langt de fleste børn er i udgangspunktet født med et sundt og raskt sind, et robust nervesystem og en stærk selvopholdelsesdrift. Alligevel vokser antallet af børn i psykiatrien år for år.
Det er de færreste børn i psykiatrien, der som individ har et problem, der reelt kræver – og kan – “behandles”, da de ikke er syge. Alligevel mødes de i stigende grad af et system, der er bygget til netop det: at diagnosticere og behandle sygdom.
Samtidig står det klart, at der er brug for handling.
Børnenes reaktioner ændrer ikke på det faktum, at der skal iværksættes de rette initiativer, hvor grundvilkårene tilpasses, så børnene kan trives. Men gør man virkelig bedst det gennem behandling i psykiatrien?
Nogle børn er født med handicap i form af andre “styresystemer”, som fx ADHD og autisme (jeg er selv en af dem). Selvom det at være neurodivergent kan bringe udfordringer med sig, som kræver ekstra hjælp, støtte og for nogen; medicin, gør det i sig selv ikke den neurodivergente syg i sit sind.
Når et neurodivergent barn udvikler følgetilstande som angst, depression, spiseforstyrrelser eller selvskade, er der altid tale om en reaktion på livsomstændigheder og krav, der ikke længere matcher barnets indre og ydre funktionsevne.
Psykiatrien er selvfølgelig afgørende for de børn og unge, der reelt lider af alvorlig psykisk sygdom. Men her der er tale om et fåtal. Det samme gælder i voksenpsykiatrien.
Men i dag risikerer vi at bruge psykiatrien som svar på problemer, der i virkeligheden er sociale, strukturelle, pædagogiske eller traumerelaterede.
Vi risikerer at behandler børn for noget, der måske slet ikke er deres.
Diagnoser giver afklaring, viden og forståelse, men kan ikke ændre de grundlæggende strukturer, der skaber mistrivsel.
Så hvad laver børn uden sygdom i deres sind egentlig i psykiatrien?
Opvækst i helvede
Der findes også børn, hvis livsvilkår er barske og urimelige. Børn, der vokser op i social udsathed. Børn, der forsømmes ved ikke at blive mødt i deres grundlæggende behov. Børn, der udsættes for vold, seksuelle overgreb og omsorgssvigt.
Disse børn lever i kronisk forhøjet alarmberedskab. I deres nervesystem kan alt føles farligt og direkte livstruende, og derfor bliver relationer svære, selvværdet skrøbeligt, samfundets krav og forventninger uoverskuelige, og overlevelsesstrategierne risikerer at tage over.
Men deres reaktioner er stadig ikke syge – de er forståelige. Barnet forsøger at overleve.
Et traumatiseret barns reaktioner på det helvede, det er vokset op i, er helt normale. Derfor er psykiatrien heller ikke nødvendigvis løsningen her, men det er derimod relevant traumeterapi. Det traumatiserede barn har brug for tryghed, stabile relationer og bedre livsvilkår, ikke en diagnose.
For alle børn gælder det: Et stresset og presset nervesystem kan ikke trives.
Den politiske debat
Mette Frederiksen, der i 2018 lancerede ambitionen om at være ‘børnenes statsminister’, vil nu afsætte en milliard kroner til en akutpakke i børne- og ungdomspsykiatrien, mens ambitionen om børn der trives, ser ud til at være glemt.
En akutpakke på en milliard kroner er som at sætte plaster på et brækket ben – symptomerne dækkes, men skaden forbliver.
Igen behandles symptomerne, ikke årsagerne
Det paradoksale er, at milliarder bruges på psykiatrien, mens de strukturer, der skaber stress, pres og mistrivsel – uddannelsessystemet, sociale vilkår og arbejdsformer, hvor børn og voksne presses – forbliver uændret. Igen behandles symptomerne, ikke årsagerne.
Uden langsigtede ændringer og et opdateret menneskesyn vil vi blot se flere børn i mistrivsel i fremtiden. Hvornår tager politikerne ansvar for de strukturer, der skaber mistrivsel?
Stands ulykken
Det er tid til at standse ulykken! Hvis vi virkelig vil hjælpe børnene, skal vi bringe børnene i sikkerhed, stoppe med at sygeliggøre dem og begynde at se kritisk på de strukturer, vi selv har skabt.
Hvis mistrivslen i høj grad udspringer af de vilkår, vi har skabt omkring børnene, står et ubehageligt spørgsmål tilbage:
Er det børnene, der er syge? Eller er det det samfund, vi har bygget?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og