KVINDEHAD // KOMMENTAR – Jeg har som så mange andre været påvirket af Mia-sagen fra Aalborg og tænkt og tænkt og talt og tænkt. Hvad kan man(d) gøre? Jeg tror ikke, at det hjælper en dyt at lave opslag på Instagram med knækkede hjerter eller #textmewhenyougethome, skriver Mads Nordskov. Det må man gerne, men hvordan skaber man ægte en forandring? Han har et bud.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har kigget på statistik.
8% af alle drab begås af kvinder. Det vil så sige 92% af mænd. Ofrene er 40% kvinder og 60% mænd.
Så man kan godt sige, at ”mænd dræber kvinder”, men man kan også bare sige, ”mænd dræber”. Noget andet er, om det er dét man skal sige? Jeg mener: nej.
Som såkaldt ”almindelig mand” er jeg meget sikker, når jeg går rundt i verden. Jeg er ikke kriminel, med i en bande eller på anden vis en del af en risikokultur. Jeg går sjældent i byen, og hvis jeg gør, er jeg god til at undgå ballade.
Hvis jeg dræbes, bliver det helt tilfældigt af et sygt menneske eller ved en misforståelse. Odds derfor er heldigvis for mig ret små.
Så heldige er kvinder ikke.
De kvinder har ikke selv opsøgt en risikokultur eller taget en bevidst risiko, der kan ende i drab
De 40% dræbte kvinder var ikke midt i en selvvalgt bandekonflikt. Et uoverskueligt antal kvinder lever i parforhold med psykisk vold, der ofte ender med fysisk vold, som nogle gange ender med partnerdrab. Kvinder bliver også slået ihjel af seksuelle årsager eller af mandlige såkaldte rovdyr.
Forskellen
Fælles for dem alle er, at de er uskyldige. De har ikke selv opsøgt en risikokultur eller taget en bevidst risiko, der kan ende i drab. Det er forskellen.
For at ridse forskellen kort op, så dræbes de fleste mænd af årsager, de selv har en andel i. Det gør kvinderne ikke. Ingen drab er okay. Uanset køn, men det er en voldsom skævhed, som der bør gøres noget ved. Men hvad?
Jeg har set mange kvinder de sidste dage bede om, at mændene kom på banen og tog ansvar for dette store problem i samfundet.
”Hvad kan jeg gøre?” spurgte jeg, ”bare sig hvad jeg kan gøre”.
Dette blev mødt med ”vi er trætte af at holde jer i hånden, find selv ud af det”. En lettere aggressiv men alligevel forståelig reaktion.
Kvinder er naturligvis trætte af at stå alene. Trætte af at skulle passe på sig selv og hinanden, tænke over adfærd og påklædning – trætte af at råbe højt og ikke rigtigt blive hørt.
Uanset at al omtale og politisk initiativ er positivt, så er det nemlig lige her hos mig selv, at ændringen skal ske. Hos mig og hos alle andre mænd
Men vi famler alle sammen – mænd som kvinder.
Problemet har altid eksisteret, men vi har ikke været vant til at forholde os yderligere til det end at læse en nyhed og tænke ”det var dog lige godt frygteligt”.
Og det er okay at famle. Det er okay ikke at vide, hvad man skal gøre. Det er okay at spørge, og det er også okay at blive sat lidt på plads.
Mia i Aalborg var den fjerde kvinde, der blev slået ihjel på en måned, men det var hendes død, der rendte med den store pressedækning, og det var hendes død, der fik sat gang i debatten. Det var også hendes død, der fik mig op af sofaen.
En løftestang
Årsagen er naturligvis hendes alder, de bestialske omstændigheder, og for mit eget vedkommende, at jeg har to døtre på 22 og 17 år. De går begge i byen og har det sjovt. Jeg bliver bange, jeg føler angsten fra alle andre forældre og kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan Mias forældre har det. Jeg kan begynde med at gætte men kan ikke færdiggøre følelsen.
Så vi kan godt spørge, ”hvad med alle de andre kvinder, vi ikke læser om i Ekstra Bladet?”, men vi kan også sige, at grunden ikke er det vigtigste og tænke ”i det mindste er det en løftestang for, at vi begynder at tale om problemet”.
Men det er lige dér, det starter – i det små. Og det er i det små, vi skal skabe ændringen. Det, og så i det, vi lærer vores børn
Politikerne er ude og tale om handleplaner. Om det er politisk opportunisme, pres fra vælgere og medier, eller en reel opvågnen vil kun tiden vise. Jeg startede selv med at sige ”jeg kan ikke gøre noget, det er på politisk plan, der skal skabes ændringer”. Men det siger jeg ikke længere.
Uanset at al omtale og politisk initiativ er positiv, så er det nemlig lige her hos mig selv, at ændringen skal ske – hos mig og hos alle andre mænd.
Jeg kunne da aldrig finde på at slå nogen ihjel, og det er jeg ganske sikker på, at mine venner heller ikke kunne. Men det siger venner til drabsmændene jo også. ”Han var så rar, det kan vi slet ikke forstå”.
Har jeg og mine venner fyret sexistiske jokes af i venners lag? Ja da. Har vi talt objektiviserende om kvinder? Også ja. Det er jo ufarligt, for vi er good guys , og vi mener det jo ikke sådan.
Vi skal stoppe med hygge-sexismen, præcis som vi stopper med hygge-racismen. Både hos os selv, men også sige stop, når vi oplever andre gøre det
Men det er lige dér, det starter – i det små. Og det er i det små, vi skal skabe ændringen. Det, og så i det, vi lærer vores børn.
Vi skal stoppe med hygge-sexismen, præcis som vi stopper med hygge-racismen. Hos os selv, men også sige stop, når vi oplever andre gøre det. Med fare for at blive grint af, men jeg vil hellere grines af, end at nogen skal miste livet i sidste ende.
Vi skal også søge mere information og gøre os selv klogere med fare for at blive sat på plads. Min ryg kan sagtens klare det. Jeg famler, men det er okay. Det er bedre at famle end at sidde stille på sin røv.
Noget af det, jeg selv er blevet klogere på de seneste dage, er, at vi har nogle giftige strukturer i samfundet. Og jeg indrømmer blankt, at udtrykket ”strukturer” hidtil har fået mig til at vende det hvide ud af øjnene, indtil jeg forstod, hvad det reelt betyder.
Men det handler også om en anden udfordring i debatten – nemlig at kønsdebatten nemt bliver meget akademiseret i sit sprog: Strukturer, narrativ, intersektionalitet. Med de ord taber vi lynhurtigt Hans Kurt fra Herning, og det er en stor fejl og en stor skam, for der er flest Hans Kurt’er i Danmark.
Kan vi dels ændre på det mandlige køns følelsesmæssige indesluttethed og dels ændre måden, vi omtaler kvinder på, er vi godt begyndt
Men tilbage til strukturerne. Det, ‘strukurer’ betyder, er, at vi er en lang række generationer af mænd, der er opdraget i en ”boys don’t cry”-kultur. Mænd har lige så mange følelser, som kvinder har, men vi skal helst ikke udtrykke eller vise dem. Vi går med dem indeni, hvor de ulmer, indtil vi en dag koger over og slår lidt på en dør, sparker i asfalten, eller – i de fås tilfælde – griber til vold eller drab.
Der er ingen quick fixes på det problem, det er et langt, sejt træk, der i værste fald kommer til at vare generationer.
Men kan vi dels ændre på det mandlige køns følelsesmæssige indesluttethed og dels ændre måden, vi omtaler kvinder på, er vi godt begyndt.
Og den forandring skal begynde lige nu.
Læs mere om kvindehad og Mia-sagen her: Maria Helleberg: “Hadefuld retorik mod en gruppe”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
