MARIANNE STIDSEN // REPLIK – Lektor Marianne Stidsen er blevet stærkt kritiseret for sin brug af andres tekster i bogen Køn og Identitet, bl.a. af Carsten Fogh Nielsen i POV. Men samfundsdebattør og cand.mag. Lone Nørgaard forsvarer Stidsen. Debatbøger ligger ikke under for samme krav som en forskningsartikel, og vigtigst er Stidsens pionerarbejde og bogens budskab, som er en timelig advarsel mod identitetspolitikkens hærgen i akademia og i samfundet, skriver Nørgaard. Og det trumfer kritikken, mener hun.
Opdatering
Marianne Stidsen har d. 9. november meddelt, at hun har opsagt sin stilling som lektor på Københavns Universitet. Det kan læses bl.a. i Uniavisen, der også oplyser, at Det Humanistiske Fakultet undersøger Stidsens doktorafhandling fra 2015 for plagiat.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi skal lige have en runde mere om Marianne Stidsens bog ”Køn og identitet – et spadestik dybere.”
Jeg har med stor interesse fulgt med i debatten i en række forskellige medier, der ifølge kritikerne handler om ”Stidsens problematiske brug af andres tekster”. Citationstegnene er placeret, fordi udsagnet er hentet i den første af Carsten Fogh Nielsens tre artikler på POV døbt “Problemet Marianne Stidsen #1” – og at det handler om citatteknik, ved enhver, der har læst med.
Carsten Fogh Nielsen er cand.mag. i filosofi og samfundsfag og i dag ekstern lektor i filosofi ved Syddansk Universitet.
Lad mig repetere hans afsæt: ”(…) Marianne Stidsens Køn og identitet – et spadestik dybere (Forlaget Hovedland, 2021) [er] blevet heftigt diskuteret både på de sociale medier og i aviserne. Diskussionen har ikke så meget handlet om bogens indhold – bogen rummer en hård kritik af identitetspolitik, politisk aktivisme og de nye sociale protestbevægelser som for eksempel #MeToo, #BlackLivesMatter og LGBTQ+-bevægelsen – men derimod om Stidsens problematiske brug af andres tekster.”
Ja, værre endnu, der tales ligefrem om brud på ophavsretten.
Da jeg på afgørende punkter deler Stidsens position i debatten, er det selvfølgelig overordentligt vigtigt at komme til bunds i, om der er noget at komme efter i kritikken af hendes henvisningsteknik.
Efter Carsten Fogh Nielsens eget udsagn er han den, der startede debatten. Derfor er det oplagt at gå netop hans argumentation igennem i de tre artikler, han har fået bragt på POV. Så det er, hvad jeg gør i det følgende.
Vanskeligt at afgøre
I sin første artikel er Nielsen brøstholden over, ”at lange passager i Køn og identitet var nærmest ordrette gengivelser af forskellige leksika-opslag og avisartikler. Skønt Stidsen i de fleste tilfælde korrekt henviste til de tekster, hun gengav, så var omfanget af hendes gengivelser og hendes meget tekstnære fremstilling så omfattende, at det efter min og flere andres bedste overbevisning overskred normerne for god citatskik og korrekt brug af andres tekster.” (min fremhævelse, LN)
Min kommentar: Om omfanget af gengivelser/parafraser overskrider normerne, er vanskeligt at afgøre objektivt. Nielsen og flere andre mener ja, Stidsen og flere andre mener nej.
Carsten Fogh Nielsen skal roses for sin grundighed
Jeg er på Stidsens hold af en for mig udslagsgivende og konkret årsag: ”Køn og identitet” er noget så sjældent som en debatbog produceret af en uddøende race: En kompromisløst sandhedssøgende universitetsansat. Uddøende, fordi akademia er i frit fald pga. en vildtvoksende, vanvittig identitetspolitik, der får de fleste ansatte til at rette ind. Man skulle jo gerne have del i den næste forskningsbevilling.
Stidsen har skrevet en debatbog med appel til en bredere offentlighed, der her langt om længe får præsenteret et samlet grundlag til at forstå, hvordan vores universiteter ikke bare eroderer indefra, men spreder deres woke-gift ud i resten af samfundet.
Det var en påstand. Dokumentationen findes i denne artikel: Postmodernisme og identitetspolitik har Fanden skabt.
Store dele af akademias humaniora og samfundsvidenskab, der rummer de ikke-eksakte videnskaber, fortjener ikke mere at kalde sig akademisk. Dertil kræves nemlig sandhedssøgen som navigationspunkt. Ikke ideologi, aktivisme og svar hentet i en automat.
Grundighed er i top
Carsten Fogh Nielsen skal roses for sin grundighed i fremstillingen af hele sagsforløbet og det være hermed gjort.
Også for at han lader sin modpart komme til orde med følgende passager:
”Stidsen og hendes forlægger afviser foreløbig alle påstande om, at der skulle være problemer med citater og henvisninger i Køn og identitet. I Informations interview med Stidsen, i den første artikel om sagen, siger hun:
“Det her er en bog, hvor jeg forsøger at samle så meget viden som muligt for at underbygge min egen analyse. Og du kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til de kilder, jeg har brugt eller lånt fra.”
Og i interviewet i Berlingske fastholder hun, at der ikke er noget i vejen med hendes måde at citere på og bruge andres tekster, men at der er tale om gængs akademisk praksis: ”Jeg kalder det parafraser, og det holder jeg fast ved. Det er en fuldstændig legitim metode.””
Min kommentar: Fremstillingen er bare så meget i orden – og tak for det. Ægte akademia.
Dokumentation for påstandene i orden, men …
I artikel nr. 2 redegør Nielsen for, hvordan han er kommet på sporet af ’Problemet Marianne Stidsen’, og han fremlægger sin dokumentation for det, han ser som tre problemer:
Det første problem: Manglende kreditering ved brug af andres tekster
Det andet problem: Lange, tekstnære gengivelser af andres tekster
Det tredje problem: Uklar skelnen mellem citat, parafrase og egen tekst
Fulgt op af: ”Mange steder er det derfor ikke bare vanskeligt, men systematisk og praktisk umuligt for læseren at gennemskue, hvem der har bidraget på hvilke måder til hvilke afsnit i Stidsens bog. At udrede trådene kræver både tid og et nærmest overmenneskeligt tålmod, noget som de færreste mennesker har overskud af.”
De fleste fatter ikke vanviddet om fx det flydende køn, der ser stort på videnskabelig evidens
Min kommentar: Nielsen har igen gjort et grundigt stykke arbejde med sin dokumentation, og det er al ære værd. Han fremsætter en række påstande (problemer), og han fremlægger argumentation.
Sådan skal dét være – og sådan burde enhver diskussion om et hvilket som helst emne ideelt udforme sig. Og Nielsen har absolut en pointe.
Det vil sige, det har han så alligevel ikke helt, fordi der som nævnt ikke er tale om en forskningsartikel i et akademisk tidsskrift (hvis sådanne ikke-ideologiske organer da i det hele taget stadig eksisterer?).
Marianne Stidsen har skrevet en debatbog
Marianne Stidsen har som sagt skrevet en debatbog, der skal hjælpe os almindelige mennesker til at forstå, hvad der pt. udspiller sig for øjnene af os. For de fleste fatter ikke vanviddet om fx det flydende køn, der ser stort på videnskabelig evidens.
Nielsen er slet ikke fremmed for genre-placeringen ”debatbog”. I sin tredje artikel skriver han:
”(…) så er Stidsens bog jo ikke et akademisk værk, men en debatbog rettet mod et bredt publikum. Og debatbøger behøver vel ikke leve op til de samme, strenge akademiske krav om dokumentation og begrundelse som et videnskabeligt værk?”
Den forklaring køber Nielsen ikke, og det er hans ret: At opstille andre og strengere kriterier end dem, Stidsen har valgt at betjene sig af.
Nielsen fortsætter: ”Nej, problemet er, at Stidsen i så massiv grad trækker på andres arbejde og ikke i tilstrækkelig grad selv bearbejder, omformulerer og gør dette arbejde til sit eget.”
Marianne Stidsen har kæmpet mod uret – og en omskrivning/bearbejdning/personlig tilegnelse af kilderne kunne have taget både halve og hele år
Nielsen har igen en pointe her, men han misser, hvad formålet med Stidsens bog er: At få så meget oplysning som muligt ud i den offentlige debat, så beslutningstagere og borgere i det hele taget får adgang til spisegrej til at forstå, hvad pokker der foregår.
Nielsen: ”Jeg har endnu ikke mødt en eneste universitetsansat akademiker, der har ment, at man gerne og uproblematisk må genbruge sidelange passager fra andres værker, blot man ændrer et par ord”.
Igen: God pointe, hvor modargumentet lyder: Dette er folkeoplysning (public service).
Nielsen: ”Man kan gøre problemet endnu mere konkret: Den måde, Stidsen parafraserer og gengiver andres tekster, er i store træk identisk med en af de helt grundlæggende fejl, som utallige universitetsundervisere hvert år desperat forsøger at lære deres studerende, at de ikke må begå. ”I må gerne bruge tanker, idéer og begreber fra andre”, siger vi, ”og I må gerne referere analyser, diskussioner eller teoretiske gennemgange, som I finder i andre tekster. Men I skal saftsuseme gøre det med jeres egne ord!”
Igen: God pointe, hvor modargumentet lyder: Sandheden skal ud – før det er for sent. Og vi er i 12. time nu, hvilket bl.a. Det Etiske Råds udmelding om juridisk kønsskifte demonstrerer.
Sandheden skal ud
Marianne Stidsen har kæmpet mod uret – og en omskrivning/bearbejdning/personlig tilegnelse af kilderne kunne have taget både halve og hele år. Mens græsset gror, dør horsemor.
Nielsen opsummerer sin kritik her – og det er et langt og vigtigt citat:
”Det samlede billede, der tegnes af Stidsens tilgang til brugen af andres tekster, er altså:
- at den er i modstrid med den gænge opfattelse blandt de akademikere, jeg kender;
- at den er i modstrid med de mest grundlæggende principper for skriftligt arbejde, som universitetsansatte forskere og undervisere prøver at lære deres studerende, og
- at den er i strid med de eksisterende regler og normer for god citatskik for ikke blot akademiske, men også journalistiske og alment formidlende tekster.
Hvilket bringer os til sagens kerne. Problemet med Stidsens forståelse af, hvordan, hvor tekstnært og i hvilket omfang man må bruge og genbruge andres tekster, er i mine øjne ikke, eller ikke kun, at hun dermed bryder med en række både formelle og uformelle akademiske normer. Problemet er, at Stidsen selv tilsyneladende ikke kan se, at der overhovedet er et problem her.
Og det rejser et presserende og bekymrende spørgsmål: Hvordan det er muligt, at en universitetsansat lektor og dr.phil. gennem en hel karriere tilsyneladende ikke er blevet konfronteret med nogle af de mest grundlæggende normer for skriftligt akademisk arbejde? Normer som førsteårsstuderende på universitetet får banket ind i hovedet, når de afleverer skriveøvelser og i forbindelse med skriftlige eksaminer.
Hvis Stidsen vitterligt og oprigtigt ikke kan se, at hendes måde at bruge andres tekster på ikke er i overensstemmelse med gældende akademisk praksis på området, så kunne det tyde på, at hendes dannelse som forsker har været grundlæggende og systematisk mangelfuld. Og det kunne igen tyde på, at der et eller flere steder i vores videnskabelige system til dannelse og uddannelse af forskere er, eller har været, et hul, en mangel. Det er foruroligende og er i mine øjne det virkelige og virkeligt alvorlige problem, som Stidsens citatpraksis peger henimod. Og det er noget, som vi som samfund, forskere og universitetsansatte bør tale mere om.” (citat slut)
Stidsens pionerarbejde glider ud af synsfeltet
Igen: Jeg kan sagtens følge argumentationen, og i den bedste af alle verdener, hvor vi stadig havde et akademia, man kunne fæste lid til – frem for de ideologifabrikker, mange institutter på universiteterne har udviklet sig til – så kunne Nielsen godt have fået mig med på vognen.
Men når jeg går i helikopterperspektiv, ændres mit syn på sagen. Nielsen har blikket så stift rettet mod nogle formelle krav, at den indholdsmæssige side af Stidsens pionerarbejde glider ud af synsfeltet.
Her ligger jeg så nogenlunde på linje med Stig Wørmer, der som talerør for røsten fra folkedybet har denne afviste Weekendavis-kommentar på NewSpeek: Marianne Stidsen erklærer totalitaristiske tendenser krig. Straks går kulturparnasset til modangreb.
Indholdet i bogen trumfer i denne konkrete sag Carsten Fogh Nielsens kritik
Som sagt: Med Det Etiske Råds seneste udmelding om det hensigtsmæssige i juridisk kønsskifte for børn ned til 10-12-år, kan det kun gå for langsomt med at få de grumme sandheder om den bagvedliggende totalitære dagsorden frem i lyset.
Derfor har jeg også givet Køn og identitet et fint skudsmål i Den Korte Avis.
Carsten Fogh Nielsen vil selvfølgelig og så absolut ikke være enig med mig i denne passus fra min anmeldelse:
”Klippefast står det, at Marianne Stidsen har skrevet en fabelagtig bog, der er en ægte universitetsforsker værdig. Hun gør akademia ære, og det er der sandt for dyden ikke mange, der pt. gør på de humanistiske uddannelser. De dukker sig, gør de.”
For Nielsens og mine veje må skilles – hans væsentlige pointer til trods – fordi Stidsen har placeret sig på sandhedens side. På indholdssiden.
At det kunstneriske indtryk (læs: formalia i Stidsens værk) ikke imponerer, ændrer ikke mit samlede facit: Marianne Stidsen har med sin bog leveret nødvendige forudsætninger, trædesten, til at fatte, hvad den identitetspolitiske sump går ud på. Og hvorfor vi skal styre klar af den.
Sagt lidt anderledes: Indholdet i bogen trumfer i denne konkrete sag Carsten Fogh Nielsens kritik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
