BRUG AF ANDRES TEKSTER & MARIANNE STIDSEN // DEBAT – Lektor i litteratur Marianne Stidsen er blevet kraftigt kritiseret i den offentlige debat for sin brug af andres tekster i debatbogen Køn og Identitet. Ekstern lektor og ph.d. i filosofi Carsten Fogh Nielsen, der opdagede og beskrev Stidsens citat- og henvisningspraksis som problematisk, mener, at problemerne med Stidsen både er foruroligende og virkelig vigtigt at få belyst. POV bringer her det andet af tre indlæg af Carsten Fogh Nielsen, der præsenterer konkrete eksempler på den forkerte brug af andres tekster.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dette er anden del af en kort artikelserie, hvor jeg gennemgår og redegør for Marianne Stidsens problematiske brug af andres tekster i hendes bog Køn og identitet. Et spadestik dybere (Forlaget Hovedland 2021). I den første artikel gav jeg et overblik over hele sagen, fra jeg købte Stidsens bog frem til i dag.
I denne anden artikel beskriver jeg, hvordan jeg opdagede, at der var noget galt med Stidsens måde at bruge andres tekster på, og jeg præsenterer de tre konkrete problemer, jeg fandt frem til. I den tredje og sidste artikel forklarer jeg, hvorfor jeg mener, at Stidsens citat- og henvisningspraksis er problematisk.
Tilbage til åstedet
Hvad var det mere præcist for problemer, jeg opdagede med Stidsens bog? Og hvordan kom jeg på sporet af, at der var et eller andet galt?
For at tage det sidste først: Jeg er vant til at læse eksamensopgaver, og når man læser mange eksamensopgaver, så lærer man at lægge mærke til, når en opgaves tone eller stemme pludselig forandrer sig.
Hvis en opgave f.eks. er fyldt med stavefejl og grammatiske fejl, men der pludselig er en side, hvor alt er grammatisk i orden, og alle ord er stavet korrekt, så begynder man at overveje, om denne side måske er skrevet af en anden end opgavens officielle forfatter. Det gør man også, hvis sprogbrugen pludselig ændrer sig, og der f.eks. begynder at optræde specielle fremmedord, som ikke bruges andre steder i opgaven. Eller hvis brugen af personlige pronominer f.eks. skifter radikalt undervejs i opgaven.
Da jeg begyndte at tjekke de tekster, som Stidsen henviste til, og sammenholdt disse tekster med Stidsens egen tekst, viste der sig hurtigt tre problemer
Denne vane kan være svær at lægge fra sig, når man læser andre tekster. Mens jeg sad og læste kapitlerne i anden del af Stidsens bog, begyndte jeg derfor at undre mig en smule. I første del af bogen har Stidsen en meget distinkt forfatterstemme både mht. tone og skrivestil. Hun kommer eksempelvis ofte med meget skarpe og hårde udsagn om specifikke tænkere, og hendes skrivestil har flere steder en flydende, nærmest associativ karakter, der er præget af mange indskudte sætninger og en omfattende brug af tankestreger. I denne del af bogen skal man derfor som læser ofte anstrenge sig og leve sig ind i tekstens flow for at kunne følge Stidsens argumentation.
Dette ændrede sig, da jeg nåede til bogens anden del. Her var der lange passager, hvor sproget var relativt afdæmpet; hvor sætningerne fulgte hinanden i et relativt klart, fortløbende flow, og hvor brugen af tankestreger og indskudte sætninger var markant mindre end i bogens første del. Der var også et par steder, hvor hendes tekst have et noget opremsende, nærmest opslagsagtigt præg, som jeg ikke kunne genkende fra bogens første del. Dette tonale skift i forfatterstemme fik min eksamenslæsningssans til at vågne.
Det første jeg derfor gjorde, var at tjekke Stidsens referencer. Hvis jeg syntes, at et afsnit eller en længere passage i bogen havde en anden stemme eller tone end resten af bogen og adskilte sig fra Stidsens øvrige debattekster (og jeg har efterhånden læst en hel del af hendes debatindlæg og kronikker), så tjekkede jeg, om der i forbindelse med dette afsnit blev henvist til en anden tekst. Hvis der gjorde, så tjekkede jeg den tekst, der blev henvist til.
Det var her problemerne begyndte.
Det første problem: Manglende kreditering ved brug af andres tekster
Da jeg begyndte at tjekke de tekster, som Stidsen henviste til, og sammenholdt disse tekster med Stidsens egen tekst, viste der sig hurtigt tre problemer. Det første problem var, at Stidsen i flere tilfælde benytter og gengiver tekster, som hun ikke har nogen henvisning til. Sagt på en anden måde: Hun benytter andres tekster uden at kreditere forfatterne.
En hurtig gennemlæsning af anden del af Køn og identitet afslørede et mindre og to større eksempler på dette:
- På s. 129-130 introducerer Stidsen den engelske jurist og teolog Thomas More; manden der opfandt begrebet ”utopi”. Stidsen skriver på s. 129, at hendes redegørelse trækker på ”diverse leksika”. Dette er enten misvisende eller en tilsnigelse: Hele Stidsens gennemgang er, næsten ordret, hentet fra Carl Henrik Kochs opslag om Thomas More i Den Store Danske. Konkrete formuleringer, hele afsnit, og Stidsens opbygning af teksten er hentet fra dette opslag.
- På s. 155-156 giver Stidsen en kort introduktion til Marx. På s. 155 skriver hun, at hendes fremstilling er baseret på ”diverse leksika og historiske værker”. Igen er dette en misvisende formulering: Stidsens fremstilling er næsten 1-1 identisk med de første fem korte afsnit i Christian Groths opslag om Karl Marx i Den Store Danske.
- På s. 307 har Stidsen en note, n. 65, hvor teksten er en ordret gengivelse af det første afsnit i Carl Henrik Koch og Mogens Herman Hansens opslag om Atlantis i Den Store Danske.
Det er muligt, at der er flere eksempler på manglende kreditering ved brug af andres tekster i Køn og identitet. Jeg har ikke gået bogen systematisk igennem med henblik på at identificere tekster, der stammer andre steder fra, men som Stidsen ikke henviser til.
Det andet problem: Lange, tekstnære gengivelser af andres tekster
Det andet problem, jeg opdagede, var, at der i en række tilfælde var tale om endog meget omfattende og meget tekstnære overlap mellem Stidsens tekst og de tekster, hun henviser til. I første omgang troede jeg, at dette alene var noget, Stidsen gjorde i anden del af bogen. Nærmere (gen-) læsning viste dog, at det er en praksis, hun benytter i alle bogens tre dele, dog tydeligst i anden del. Tre konkrete eksempler kan illustrere dette problem (to af disse har ikke været omtalt i andre medier):
- I første del af Køn og identitet fortæller Stidsen på s. 97-99 om, hvordan den amerikanske juraprofessor Amy Chua og hendes mand Jed Rubenfeld er blevet forfulgt af anonyme og woke studerende. Det meste af denne historie (s. 98-99) er næsten ordret hentet fra en artikel i Kristeligt Dagblad den 27. juli 2016, skrevet af Sidsel Nyholm. Stidsen nævner artiklen i sin egen tekst og henviser ligeledes til artiklen i en note. Intetsteds fremgår det dog, hvor omfattende og tekstnær hendes brug af Nyholms historie er, ligesom Stidsen heller ikke markerer direkte identiske passager med citationstegn.
- I anden del af Køn og identitet bruger Stidsen kapitel 7 på at forklare begreberne ”utopi/utopisme” og totalitarisme. Størstedelen af denne gennemgang (s. 131-139) er næsten ordret hentet fra Den Store Danskes opslag om hhv. utopi og totalitarisme på lex.dk. I sin gennemgang gentager Stidsen ikke blot ordret konkrete formuleringer fra disse opslag, men hele opbygningen af hendes fremstilling, de eksempler hun giver og de specifikke tænkere, hun henviser til, er direkte hentet fra disse opslag i Den Store Danske. Stidsen henviser i to noter (n. 66 og n. 69) til begge disse opslag og skriver i en af noterne (n. 66), at ”i det følgende parafraseres” opslaget om utopisme. Igen er der ingen bemærkninger om omfanget eller graden af tekstnær gengivelse. Og igen er der ingen citationstegn, heller ikke når formuleringerne i Stidsens tekst er identiske med teksten i de to opslag fra Den Store Danske.
- I tredje del af Køn og identitet er kapitel 14 dedikeret til at forsvare og begrunde behovet for at indføre en ”lov om kønsbetegnelser i statslige fora og organer” (hvilket også er titlen på kapitlet). Af kapitlets 11 sider er syv (s. 227-234) en nærmest ordret gengivelse af et borgerforslag, FT-08006, fremsat af Søren Stidsen den 19. maj 2021. Marianne Stidsen henviser til borgerforslaget i en note (n. 117) i kapitlets begyndelse, hvor hun desuden bemærker, at ”Det [sic!] følgende citater fra borgerforslaget stammer herfra” (s. 311). Derudover henviser hun flere gange i sin gennemgang til ”Søren Stidsen” og ”forslagsstilleren”. Stidsens gennemgang af borgerforslaget veksler mellem meget tekstnær gengivelse og direkte citater (markeret med indryk). Den tekstnære gengivelse mellem citaterne er ofte næsten ordret identisk med borgerforslagets tekst, og Marianne Stidsens gennemgang følger nøje opbygningen og formuleringerne i Søren Stidsens borgerforslag.
De ovenstående tre eksempler er ikke enestående; Stidsens bog rummer en række andre eksempler på lignende, direkte, ordrette overlap mellem Stidsens tekst og kortere og længere passager i de tekster, hun henviser til.
Det tredje problem: Uklar skelnen mellem citat, parafrase og egen tekst
Det tredje problem, jeg opdagede under min læsning, var, at det flere steder i bogen er vanskeligt, nærmest umuligt for læseren at gennemskue, hvilke afsnit i Stidsens værk hun selv har skrevet, hvilke der er tekstnære gengivelser (parafraser) af andres tekster, og hvilke afsnit der er ordrette citater.
Givet de to foregående problemer er dette ikke underligt. Når en forfatter dels flere gange glemmer at henvise til de tekster, hun gengiver, dels over lange stræk gengiver andres tekster meget tekstnært, ja, så er det klart, at de fleste læsere hurtigt kan miste overblikket over, hvor de tekster, forfatteren trækker på, slutter, og forfatterens eget bidrag til teksten begynder.
Oven i dette har Stidsen det yderligere problem, at hendes henvisningspraksis er noget lemfældig. For det første er der som nævnt flere steder, hvor der helt mangler henvisninger til de tekster, hun gør brug af. For det andet er Stidsens måde at bruge henvisninger på usystematisk og svær at gennemskue. Nogle steder placerer hun en note med henvisning til den relevante tekst helt i starten af sin gengivelse af denne tekst. Andre gange kommer henvisningen et godt stykke henne i gengivelsen. Og uanset hvor henvisningen er placeret, så forklarer Stidsen aldrig klart præcist hvilke afsnit i hendes bog, der er tekstnære gengivelser, og hvilke der er hendes eget, selvstændige bidrag.
Mange steder er det derfor ikke bare vanskeligt, men systematisk og praktisk umuligt for læseren at gennemskue, hvem der har bidraget på hvilke måder til hvilke afsnit i Stidsens bog. At udrede trådene kræver både tid og et nærmest overmenneskeligt tålmod, noget som de færreste mennesker har overskud af.
Problemerne i kapitel 9
Det bedste, eller måske værste, eksempel på dette tredje problem finder man i kapitel 9 i Køn og identitet. I dette kapitel gennemgår Stidsen den danske reception af Kommunismens sorte bog, der kom i dansk oversættelse i 2002.
Problemerne opstår i det afsnit, hvor Stidsen diskuterer og sammenligner Bent Jensens anmeldelse af Kommunismens sorte bog i Jyllands-Posten med Bent Blüdnikows anmeldelse i Berlingske. Dette afsnit fylder kun omkring halvanden side (s. 160-161) i Køn og Identitet, men at hitte rede i opbygningen af dette afsnit kræver en helt særlig form for nørderi.
Det helt grundlæggende problem med dette afsnit er, at tæt på hele afsnittet er ordret hentet fra en artikel i Politiken, ”Sorte synder og røde ører” fra den 30. november 2020. I denne artikel samler Søren Vinterberg op på og kommenterer kritisk de danske anmeldelser af Kommunismens sorte bog.
Stidsen henviser eksplicit til denne artikel i en note (n. 80), der er placeret henimod slutningen af hendes gennemgang af Jensens og Blüdnikows anmeldelser. Problemet er blot, at det ud fra konteksten er svært, hvis ikke umuligt, at se, at denne note ikke blot vedrører de konkrete Blüdnikow-citater, som noten er anbragt ved, men hele den foregående fremstilling.
Hvad enten vi taler om en forskningsartikel, en avisartikel eller en debatbog, så burde det ikke og må det ikke være nærmest umuligt at gennemskue og forklare, hvem der citeres hvornår
Indtil jeg faktisk først tjekkede Stidsens henvisning og derefter læste Politiken-artiklen, troede jeg eksempelvis, at Stidsen i første del af sin gennemgang (nederst s. 160 og øverst s. 161) citerede direkte fra Jensens anmeldelse. Det er imidlertid ikke tilfældet: Hun parafraserer og citerer derimod fra Politikens artikel om denne anmeldelse. Og Stidsens parafrasering er så omfattende og tekstnær, at hun ikke blot gentager Vinterbergs afsluttende retoriske spørgsmål fra artiklen fra Politiken; hun gengiver også det svar, Vinterberg selv giver på dette spørgsmål.
Som om tingene ikke allerede var komplicerede nok, så er der det yderligere problem med Stidsens tekstnære gengivelse af Politikens artikel, at mens Vinterberg, den oprindelige artikels forfatter, klart markerer, når han citerer fra Jensens anmeldelse, så gør Stidsen det ikke. Selv når Stidsen med citationstegn markerer, at hun citerer direkte fra Vinterbergs artikel, så er dette ikke tilfældet: Hun udelader et par steder Vinterbergs markering af, at han citerer.
Selv hvis man faktisk sidder med Politikens artikel ved siden af sig, når man læser Stidsens tekst, er er det derfor nærmest umuligt at skelne mellem a) hvad Bent Jensen faktisk skrev i sin anmeldelse, b) Vinterbergs kommentarer til og brug af Jensens anmeldelse i hans artikel i Politiken, og endelig c) Stidsens parafraserende gengivelse af Jensens og Vinterbergs artikler i Køn og identitet.
Spiller ikke med åbne kort
Hvis folk er forvirrede nu, så er det fuldt forståeligt. Det er jeg også selv. Og det er netop pointen: Hvad enten vi taler om en forskningsartikel, en avisartikel eller en debatbog, så burde det ikke og må det ikke være nærmest umuligt at gennemskue og forklare, hvem der citeres hvornår.
Men det er det i Stidsens bog, og sådan er det flere steder i bogen. Dels fordi Stidsen aldrig klart angiver, hvornår og hvor meget hun parafraserer andres tekster, og hvornår det er hende selv, der skriver, og dels fordi hun har en lemfældig og usystematisk måde at placere henvisninger på.
I interviewet med Stidsen i Berlingske udtaler hun, at noter og kildehenvisninger ”handler om at spille med åbne kort”, dvs. gøre det tydeligt for læseren, hvem der skrevet hvilke dele af de tekster, de sidder og læser. Jeg har svært ved at se, at Stidsen lever op til dette krav i Køn og identitet.
Serien om Marianne Stidsens brug af andres tekster
Læs de øvrige indlæg i serien af Carsten Fogh Nielsen her
Opdatering
Marianne Stidsen har d. 9. november meddelt, at hun har opsagt sin stilling som lektor ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Det kan læses bl.a. i Uniavisen, der også oplyser, at Det Humanistiske Fakultet undersøger Stidsens doktorafhandling fra 2015 for plagiat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
