postmodernisme identitetspolitik

Postmodernisme og identitetspolitik har Fanden skabt

i Politik & Samfund/Debat af
IDENTITETSPOLITIK // KOMMENTAR – “Skal vi le eller græde over den akademiske verden, hvor sund fornuft og søgen efter sandheden sejles agterud, mens identitetspolitik strømmer ind i tusinder af ubefæstede sjæle”, spørger Lone Nørgaard og Kåre Fog. De to skribenter har læst den nye bestseller-bog af Pluckrose & Lindsay, “Cynical Theories”, om postmodernisme og identitetspolitik, som ifølge skribenterne er en hovedløs ideologi, der spreder sig med stor skadevirkning fra akademia til resten af samfundet.

Dette indlæg er udtryk for skribenternes holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mon nogle stadig husker udtrykket “den lange march gennem institutionerne”?

Vendingen blev især anvendt af den tyske studenteroprører Rudi Dutschke. Han havde som langsigtet strategi, at revolutionært sindede mennesker skal få fodfæste i uddannelsesinstitutionerne og uddanne nye generationer af ligesindede, der selv går ind i samfundsbærende institutioner (skole, universitet, embedsværk, militær, kirke mv.) og fortsætter revolutionskursen.

Processen er på dansk grund på flere områder ved at være ført til ende, efter 68’erne kom til magten. Det gælder f.eks. for Danmarks Radio. Og det gælder ikke mindst vores uddannelsessystem, der er blevet smadret igennem de seneste 50 år. Hvor vi tidligere havde en fremragende folkeskole med fokus på faglige kundskaber og et akademia, der aftvang respekt, er folkeskolen i dag tynget af mindste fællesnævner, og akademia er inficeret af postmodernisme.

Og var det så bare akademia, der led under galskaben, så fred være med Erasmus Montanuserne, men nej: Ideologien siver videre ud i samfundet og forvolder stor skade med sine fordrejninger.

Manglende afgrænsninger betyder, at en postmodernist aldrig kan hænges op på noget som helst. I øvrigt vil han afvise betegnelsen postmodernist

Det var prologen – og her følger så vores karakteristik af postmodernismen med afsæt i en ny bog af Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical Theories. How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity – and Why This Harms Everybody.  Den omhandler postmodernisme, men (u)kært barn har mange navne: Poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m.

postmodernisme identitetspolitik

Hovedproblemet er, at de, der bekender sig til postmodernismen, har forladt et afgørende princip i videnskaben: Hver part fremsætter sine bedste argumenter, og de mest overbevisende vinder. Postmodernismen har i stedet gjort sig immun over for kritik. Det betyder, at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt. Der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har bare at tilslutte sig de centrale dogmer. Uden kritiske spørgsmål.

Pluckrose & Lindsay skriver: ”Postmodernisme er ikke bare svær at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere”. Begrebsmudderet hænger sammen med, at i den postmodernistiske tankegang er enhver form for afgrænsning af det onde. Afgrænsning betyder at putte ’ting’ i kategorier, og at kategorisere ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.

Selv når patriarkatet er til skade for mændene, er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder

Manglende afgrænsninger betyder, at en postmodernist aldrig kan hænges op på noget som helst. I øvrigt vil han afvise betegnelsen postmodernist. At sætte denne – korrekte! – etikette på ham tolkes som magtudøvelse.

Postmodernister anskuer alt i et magtperspektiv. Det er hentet især fra Michel Foucault, der så magt overalt: Mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone. Magten ligger især i sproget: Ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister så enormt optaget af sprog og sprogets virkning.

Et eksempel er feministen Judith Butler: Køn skal ikke defineres, fordi ord som mand og kvinde styrer folks adfærd. Konsekvensen af positionen kender vi i dag: Absurde påstande om 87 forskellige kønsidentiteter.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet, der afgør, hvad der erklæres som viden.

Nøgleelementer er:

a) Alle grænser søges udvisket

b) Der ligger magt i sproget

c) Menneskers identitet ligger i den gruppe, de tilhører og ikke i individuelle karaktertræk eller i nogen fællesmenneskelige træk.

d) Kultur-relativisme – den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur

Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide, at fornuft og videnskab er noget godt. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion såsom overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser og erkendelse via følelser.

Alt skal ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang skal skubbes i baggrunden. For at få mere ”retfærdighed i forskningen” og rette op på skævheden vil nogle kun citere videnskabelige referencer skrevet af kvinder, af etniske minoriteter eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal ikke citeres.

Feministisk teori og kritisk raceteori fastslår, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afvises, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden. Hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten

For postmodernister er biologi tabu. De nægter, at biologi kan forklare noget som helst – heller ikke de to biologiske køn. For en person ejer ikke et ’selv’. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres udelukkende af, hvilken social gruppe det tilhører.

Her ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.

Et barokt eksempel er at finde i de postmodernistiske discipliner om handicappede og fede. Deres identitet ligger i, at de er henholdsvis handicappede eller fede. At det er bedst at være sund er en fordom, der skal bekæmpes. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer. Folk skal være stolte af at tilhøre disse grupper – stolte af deres fede krop.

Det går så vidt, at nogle er imod at helbrede f.eks. døve, så de kan høre. At ville kurere en døv kaldes kynisk, fordi personen ved at genvinde sin hørelse mister sit tilhørsforhold til gruppen af handicappede.

Al relevant viden handler ifølge postmodernismen om undertrykkelse. Kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke modsige. Da f.eks. kvinder som gruppe er undertrykte, så vil det, som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.

Postmodernisme og identitetspolitik har Fanden skabt

Det kvindeundertrykkende system – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden.

Selv når patriarkatet er til skade for mændene, er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden. Hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. Hvis en hvid mandlig student på et universitetskursus protesterer mod læreren, så fremfører han påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Det vil sige, at han gennem sit sprog forsøger at give patriarkatet magten. Læreren skal derfor kontrollere, hvad der bliver sagt, og der skal lukkes af for kritik, for kun derved kan man arbejde for social retfærdighed.

Pluckrose & Lindsays bog er ikke fejende generaliseringer. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for os, der ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider med tendentiøst nonsens.

Postmodernisme og identitetspolitik har Fanden skabt.


LÆS MERE I POV OM IDENTITETSPOLITIK HER


Topillustration: Gerd Altmann, Pixabay

Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical Theories. How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity – and Why This Harms Everybody. Pitchstone Publishing.

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lone Nørgaard, lektor cand.mag., forfatter (til bl.a. ”Sex, løgn og kvinder, ”Børn, løgn og kvinder”) & samfundsdebattør. Kåre Fog er biolog og forfatter til flere bøger om køn

Seneste artikler om Politik & Samfund