BRUG AF ANDRES TEKSTER & MARIANNE STIDSEN // DEBAT – Lektor i litteratur Marianne Stidsen er blevet kraftigt kritiseret i den offentlige debat for sin brug af andres tekster i debatbogen Køn og Identitet. Ekstern lektor og ph.d. i filosofi Carsten Fogh Nielsen, der opdagede og beskrev Stidsens citat- og henvisningspraksis som problematisk, mener, at problemerne med Stidsen både er foruroligende og virkelig vigtigt at få belyst. POV bringer her det tredje og sidste indlæg af Carsten Fogh Nielsen, der forklarer, hvorfor Stidsens fejl giver anledning til alarm.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dette er tredje del af en kort artikelserie, hvor jeg gennemgår og redegør for Marianne Stidsens problematiske brug af andres tekster i hendes bog Køn og identitet. Et spadestik dybere (Forlaget Hovedland 2021).
I den første artikel gav jeg et overblik over hele sagen, fra jeg købte Stidsens bog, frem til i dag. I den anden artikel beskriver jeg, hvordan jeg opdagede, at der var problemer med Stidsens brug af andres tekster i bogen, og de konkrete problemer, jeg fandt frem til. I denne tredje og sidste artikel går jeg i dybden med, hvorfor Stidsens citat- og henvisningspraksis er problematisk.
Men hvad er problemet?
Jeg har i den foregående artikel brugt lang tid, nogle vil sikkert sige overdrevent lang tid, på at redegøre for de konkrete problemer med Stidsens brug af andres tekster i Køn og identitet. Mange mennesker vil sikkert ryste på hovedet ad denne gennemgang og tænke: Ja, ja det er fint. Der er lidt småproblemer hist og her, og Stidsen kunne måske have været mere omhyggelig med at henvise. Men hvad er egentlig problemet? Hvad er det helt præcist, der er galt med det, Stidsen har gjort? Og betyder det overhovedet noget, hvis hun har begået en fejl?
Stidsen mener tydeligvis ikke selv, at hun har gjort noget galt. Ja, hun mener vist ligefrem, at hendes tilgang er gængs akademisk praksis. Og selv hvis det ikke var gængs akademisk praksis, så er Stidsens bog jo ikke et akademisk værk, men en debatbog rettet mod et bredt publikum. Og debatbøger behøver vel ikke leve op til de samme, strenge akademiske krav om dokumentation og begrundelse som et videnskabeligt værk?
Som jeg ser det, er der mindst to grunde til, at Stidsens henvisnings- og citatpraksis i Køn og identitet er problematisk. Det ene er et helt alment problem, der har at gøre med Stidsens rolle som forfatter; det andet er et mere specifikt problem, der har at gøre med Stidsens rolle som forsker og akademiker. Lad os tage de to problemer i rækkefølge.
Forfatter-problemet
Det mest grundlæggende problem med Stidsens brug af andres tekster i Køn og identitet vedrører Stidsens status som forfatter. Stidsens brug af parafraserende tekstnære gengivelser af andres tekster i bogen er så omfattende og tekstnær, og hendes brug af henvisninger og noter samtidig så rodet og usystematisk, at det i praksis er noget nær umuligt for den almindelige læser at gennemskue, hvilke dele af Stidsens bog, hun egenhændigt har skrevet, og hvilke dele der er kraftigt inspireret af, nærmest ordret gengivet fra eller fuldstændigt kalkeret fra andres tekster.
Dette betyder helt konkret, at det er svært, hvis ikke umuligt, for læseren at vurdere, hvor meget af Køn og identitet Stidsen reelt har skrevet, og hvor meget, der er mere eller mindre lån fra andre. Og det kan let lede folk til den misforståelse, at alle argumenterne, analyserne og de teoretiske fremstillinger i Køn og identitet er Stidsens eget arbejde. Dette er en misforståelse, da lange passager i bogen, herunder de teoretiske fremstillinger af f.eks. utopisme og totalitarisme i bogens anden del, i virkeligheden er tænkt og forfattet af andre, nemlig forfatterne til opslagene om disse begreber i Den Store Danske.
Det er ikke ligegyldigt, i hvert fald ikke hvis vi mener, at folk generelt skal rises og roses for deres eget arbejde og ikke for noget, de har lånt fra andre
Problemet her er ikke, at Stidsen ikke må benytte sig af leksika-opslag og viden hentet fra avisartikler og bøger forfattet af andre. Selvfølgelig må hun det. Problemet er heller ikke, at Stidsen ikke henviser til de tekster, hun benytter. Det gør hun, som vi har set, for det meste. Nej, problemet er, at Stidsen i så massiv grad trækker på andres arbejde, og ikke i tilstrækkelig grad selv bearbejder, omformulerer og gør dette arbejde til sit eget.
Stidsens gengivelser af andres tekster beløber sig, som vi tidligere har set, ofte til blot at ændre et par ord, slette en enkelt sætning eller flytte rundt på et afsnit. Indholdet og formen af de tekster, hun gengiver, forbliver dermed i det store og hele uforandret. Omfanget af Stidsens direkte brug af andre menneskers konkrete idéer, formuleringer og måder at strukturere en teoretisk fremstilling på er derfor vanskelig at gennemskue, medmindre man systematisk tjekker hendes referencer og sammenligner de tekster, hun bruger, med hendes egen bog. Det er de færreste mennesker, der læser en debatbog, der har tid eller mulighed for at gøre dette.
Stidsen ikke eneforfatter af bogen
Forfatteren Stidsen kan derfor let blive krediteret for at besidde et overblik og teoretisk forståelse, som hun måske ikke besidder. Mere præcist: Fordi det på lange stræk er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, klart at skelne mellem Stidsens eget selvstændige arbejde og hendes tæt på ordrette gengivelser af andres arbejde, hvordan kan vi da vide, om hun fortjener den ros (og den ris), hun måtte modtage som forfatter af bogen?
I sin anmeldelse på Kontrast.dk skrev Tobias Petersen f.eks., at Marianne Stidsen med Køn og identitet ”leverer en filosofisk-idéhistorisk analyse af wokeismens fremkomst, som er mange andre bøger om emnet overlegen”, og tilføjer, at hun er et ”reflekteret og vidende menneske, som kan sin filosofihistorie og formår at bringe den i anvendelse”.
Er denne vurdering specifikt baseret på Stidsens selvstændige arbejde? Eller inddrager anmelderen også Stidsens meget omfattende genbrug af andres tekster i sin bedømmelse? Hvis han gør det sidste, i hvilket omfang er det da netop Stidsens bidrag fremfor de analyser og teoretiske udredninger, som andre forfattere har leveret, der gør hendes bog så god? Det skriver anmelderen ikke noget om. Måske fordi han ikke har været opmærksom på Stidsens omfattende brug af andres tekster; måske fordi han syntes, det var ligegyldigt.
Jeg har endnu ikke mødt en eneste universitetsansat akademiker, der har ment, at man gerne og uproblematisk må genbruge sidelange passager fra andres værker, blot man ændrer et par ord
Men det er ikke ligegyldigt, i hvert fald ikke hvis vi mener, at folk generelt skal rises og roses for deres eget arbejde og ikke for noget, de har lånt fra andre. Dette er det generelle problem for forfatteren Marianne Stidsen. Hendes henvisnings- og citatpraksis i Køn og identitet slører på problematiske måder skellet mellem hendes eget og andres arbejde og får det, i mine øjne misvisende, til at fremstå, som om hun er eneforfatter på alt, hvad der står i Køn og identitet. Men det er ikke tilfældet.
Min pointe her er ikke, at Stidsen bevidst har søgt at vildlede sine læsere. Det er jeg overbevist om, at hun ikke har. Pointen er i stedet, at den måde, Stidsen bruger andres tekster på, gør det meget let for hendes læsere at mislæse eller misfortolke, hvordan disse tekster indgår i Stidsens bog. Stidsen er selvfølgelig ansvarlig for at have brugt meget lange og meget tekstnære gengivelser af andres tekster, men hun har ret åbenlyst ikke bevidst søgt at bedrage andre.
En del af problemerne her skyldes formodentlig mangelfuld redaktionel efterbehandling. En redaktør, der havde haft fingrene ordentligt nede i teksten, ville formodentlig kunne have ryddet op i de værste problemer. Når man læser bogen, får man – det gjorde jeg i det mindste – det indtryk, at den både er hurtigt skrevet og hurtigt produceret. Min mavefornemmelse er, at problemerne med bogen primært skyldes hastværk og sjusk, ikke en bevidst intention om at vildlede.
Forsker-problemet
Det andet problem med Stidsens citat- og henvisningspraksis i Køn og identitet er dels, at Stidsen tilsyneladende ikke mener, at der er noget galt med denne praksis, og dels at hun mener, at hendes måde at omgås og bruge citater, henvisninger og parafrase på i Køn og idé, er gængs akademisk praksis.
Her skifter problemet fra at være et generelt problem vedrørende forfatteren Stidsens rolle til at blive et problem, der specifikt vedrører forskeren Marianne Stidsen. Hvis Stidsen nemlig virkelig mener, at hendes brug af parafrase, citater og henvisninger er gængs praksis i den akademiske verden, så udtaler hun sig nemlig om sit eget og andre akademikeres virke som forskere.
Hvis referatet af en bog bliver så omfattende, at der i realiteten foreligger en gengivelse af dele af teksten, bliver referatet imidlertid ulovligt
Den simpleste måde at formulere problemet her er nok at konstatere, at Stidsen simpelthen tager fejl. Jeg er ikke dr.phil., men jeg har dog været i den akademiske verden i 25 år; først som almindelig studerende, derefter som ph.d.-studerende og de sidste godt 15 år som forsker og underviser. I den tid har jeg har endnu ikke mødt en eneste universitetsansat akademiker, der har ment, at man gerne og uproblematisk må genbruge sidelange passager fra andres værker, blot man ændrer et par ord og en enkelt sætning her og der.
Det er muligt, at de akademikere, jeg kender, i praksis gør noget andet, end de overfor mig giver udtryk for. I så tilfælde er grunden til, at der er en forskel, mellem hvad de siger, og hvad de gør, at de godt ved, at det ikke er god akademisk skik at drive rovdrift på andres tekster på den måde. Uanset hvad, så er Stidsens synspunkt ikke udbredt eller accepteret blandt de universitetsansatte akademikere, jeg kender.
Også studerende kender til korrekt brug
Man kan gøre problemet endnu mere konkret: Den måde, Stidsen parafraserer og gengiver andres tekster, er i store træk identisk med en af de helt grundlæggende fejl, som utallige universitetsundervisere hvert år desperat forsøger at lære deres studerende, at de ikke må begå. ”I må gerne bruge tanker, idéer og begreber fra andre”, siger vi, ”og I må gerne referere analyser, diskussioner eller teoretiske gennemgange, som I finder i andre tekster. Men I skal saftsuseme gøre det med jeres egne ord!”
Næsten hvert år er jeg med til at afvise eller dumpe eksamensopgaver, der ikke tilstrækkeligt klart skelner mellem parafrase og selvstændig fremstilling, eller som i alt for høj grad benytter sig af tekstnær gengivelse af andres tekster. Problemet med sådanne opgaver er ikke, at de i nogen traditionel forstand er plagiat. Typisk er der henvisninger og referencer til alt, hvad den studerende skriver. Problemet er derimod, at sådanne opgaver ikke er selvstændige nok til, at man som censor reelt kan bedømme den studerendes evne til at forstå, fortolke, fremstille og selvstændigt tilegne sig et stofområde.
At kunne omformulere et par sætninger fra en lærebog eller gengive en passage fra en artikel med et par enkelte tilføjelser eller rettelser her og der er tegn på en vis sproglig og skriftlig kunnen. Men det siger ikke meget om, hvorvidt det stof, de spørgsmål og de emner, som opgaven behandler, er blevet korrekt eller adækvat forstået. At en universitetsansat forsker og underviser tilsyneladende ikke kender eller i hvert fald ikke anerkender denne grundlæggende præmis for skriftligt akademisk arbejde, er mildt sagt foruroligende.
Parafraseringer på den forkerte side af det acceptable
Stidsens forståelse af parafrasering og god citatpraksis er også i strid med de etablerede normer og regler for akademisk arbejde. På Forskerportalen.dk har Udvalget vedrørende Videnskabeligt arbejde (UVBA) en klar og grundig gennemgang af plagiat, der eksplicit kommer ind på parafrase, dvs. fortolkende gengivelse af andres tekster med egne ord. Gennemgangen giver ikke en direkte definition af parafrase, men gør opmærksom på, at der kræves en reel omskrivning af den tekst, man gengiver:
“Hvis man skriver teksten tilstrækkeligt intensivt om, kommer man til et punkt, hvor der ikke længere kan siges at ske nogen tekstovertagelse. Men det er så et krav, at teksten faktisk omskrives på en reel måde. Det er ikke nok at udskifte visse ord eller bytte lidt rundt på nogen af sætningerne.”
Stidsens omskrivninger af andres tekster begrænser sig ofte, f.eks. i eksemplerne med artiklen fra Kristeligt Dagblad og de to opslag fra Den Store Danske, til udskiftning af enkelte ord og en ændret sætningsstruktur her og der. Ud fra UVBA’s retningslinjer er dette ikke tilstrækkeligt til at gøre Stidsens tekst til en parafrase. Der er snarere tale om afskrift og endda afskrift i ganske betydeligt omfang.
I Køn og identitet er Stidsens gengivelser af andres tekster ikke blot tekstnære; de er ofte også meget omfattende. Også her er Stidsens praksis i modstrid med etablerede normer og regler. Ganske vist kan man ikke fastsætte klare grænser for, hvor meget af andre personers tekster, man må overtage, omformulere og bruge til egne formål. Man kan dog som tommelfingerregel sige, at en fortolkende gengivelse af andres tekster skal være så kort som muligt og ikke længere end nødvendigt for at opnå det ønskede formål.
Også Stidsens noget lemfældige og ustrukturerede henvisningspraksis er problematisk ud fra eksisterende normer og regler
Af Kulturministeriets vejledende retningslinjer for ”God citatskik og plagiat i tekster” (der eksplicit er udformet til også at omfatte skønlitterære, formidlende, debatterende og journalistiske tekster) fremgår det, at:
“Der er fri adgang til at referere fra andres beskyttede tekster, fordi en teksts idé eller hovedindhold ikke beskyttes. Det ligger forudsætningsvist i begrebet referater eller resuméer, at man krediterer forfatteren. Hvis referatet af en bog bliver så omfattende, at der i realiteten foreligger en gengivelse af dele af teksten, bliver referatet imidlertid ulovligt.” (s. 18, min kursivering)
Af Danske Mediers ”Reviderede vejledende retningslinjer for citat (2019)” (der fortrinsvist angår journalistiske tekster) fremgår det, at man skal:
“Undgå systematisk udnyttelse af andres indhold uden udtrykkelig aftale. […] Baser højst et par afsnit, svarende til højst 4-5 sætninger, på den citerede artikel. Resten af historien bør bygge på en selvstændig journalistisk indsats, herunder citater fra egne kilder eller ny baggrundsinformation. Gengiv højst ét direkte citat, medmindre andet følger af de presseetiske regler.” (min kursivering)
Stidsens gengivelse af både Nyholms artikel og de to opslag fra Den Store Danske er reelt en gengivelse af ikke blot dele af, men af hele den oprindelige tekst. Ud fra såvel Kulturministeriets som Danske Mediers retningslinjer synes Stidsen klart at befinde sig på den forkerte side af det acceptable.
På den forkerte side af god citatskik
Også Stidsens noget lemfældige og ustrukturerede henvisningspraksis er problematisk ud fra eksisterende normer og regler. I deres gennemgang af god citat- og henvisningsskik på Forskerportalen.dk konkluderer UBVA, at man som hovedregel kan:
“opstille den tommelfingerregel, at kildeangivelser i forskningspublikationer skal være så klare og tydelige, at de sætter læseren i stand til at forstå, nøjagtig hvad det er man har lånt, og hvor man har lånt det fra. […] Hvis man overtager tekst fra andre på en måde, der kræver en henvisning, og hvis der er tale om en ordret overtagelse, vil det være mest korrekt at markere overtagelsen som et egentligt citat, sat i kursiv eller indrammet af anførelsestegn [sic]. Hvis der derimod er tale om parafrasering, dvs. at man gengiver en teksts meningsindhold i omskrevet form med sine egne ord, er det tilstrækkeligt, at man på andre måder tydeligt signalerer over for læseren, at der er tale om et lån, og hvad det er, man låner.”
Og det kunne igen tyde på, at der et eller flere steder i vores videnskabelige system til dannelse og uddannelse af forskere er, eller har været, et hul, en mangel. Det er foruroligende
I Køn og identitet har Stidsen systematiske problemer med, at hendes henvisninger ikke i tilstrækkelig grad ”sætter læseren i stand til at forstå”, præcist hvad hun har lånt, og hvor hun har lånt fra. Hun signalerer heller ikke altid tydeligt over for læseren, at hun har lånt, og præcis hvad hun har lånt fra andre. Stidsens praksis lever altså ikke op til UBVA’s retningslinjer.
Af Kulturministeriets retningslinjer fremgår, at:
“Hvis man bruger en forfatters tekst i ændret form, bliver dette ikke lovligt, blot fordi man angiver kilden og krediterer. Der er med andre ord grænser for, hvor meget man må omskrive eller skrive af fra andres tekster – også selv om der krediteres og kildeangives. Hvis man omskriver eller skriver af fra andres tekster, er det ikke tilstrækkeligt at skrive i forordet til bogen, at man har ladet sig inspirere af NN’s bog. Plagiat er med andre ord forbudt, uanset om man selv gør opmærksom på det eller ej.” (s. 15, min kursivering)
At Stidsen i de fleste tilfælde faktisk henviser til de tekster, hun genbruger, er altså ikke tilstrækkelig til at sikre, at hendes brug af disse tekster faktisk er etisk, juridisk og akademisk forsvarlig. Når hun, som det flere gange er tilfældet i Køn og identitet, næsten ordret gengiver hele afsnit og lange passager fra de tekster, hun henviser til, placerer hun sig ret klart på den forkerte side af god citatskik.
Problemet med Stidsen
Det samlede billede, der tegnes af Stidsens tilgang til brugen af andres tekster, er altså:
- at den er i modstrid med den gænge opfattelse blandt de akademikere, jeg kender;
- at den er i modstrid med de mest grundlæggende principper for skriftligt arbejde, som universitetsansatte forskere og undervisere prøver at lære deres studerende, og
- at den er i strid med de eksisterende regler og normer for god citatskik for ikke blot akademiske, men også journalistiske og alment formidlende tekster.
Hvilket bringer os til sagens kerne. Problemet med Stidsens forståelse af, hvordan, hvor tekstnært og i hvilket omfang man må bruge og genbruge andres tekster, er i mine øjne ikke, eller ikke kun, at hun dermed bryder med en række både formelle og uformelle akademiske normer. Problemet er, at Stidsen selv tilsyneladende ikke kan se, at der overhovedet er et problem her.
Foruroligende hul
Og det rejser et presserende og bekymrende spørgsmål: Hvordan det er muligt, at en universitetsansat lektor og dr.phil. gennem en hel karriere tilsyneladende ikke er blevet konfronteret med nogle af de mest grundlæggende normer for skriftligt akademisk arbejde? Normer som førsteårsstuderende på universitetet får banket ind i hovedet, når de afleverer skriveøvelser og i forbindelse med skriftlige eksaminer.
Hvis Stidsen vitterligt og oprigtigt ikke kan se, at hendes måde at bruge andres tekster på ikke er i overensstemmelse med gældende akademisk praksis på området, så kunne det tyde på, at hendes dannelse som forsker har været grundlæggende og systematisk mangelfuld. Og det kunne igen tyde på, at der et eller flere steder i vores videnskabelige system til dannelse og uddannelse af forskere er, eller har været, et hul, en mangel. Det er foruroligende og er i mine øjne det virkelige og virkeligt alvorlige problem, som Stidsens citatpraksis peger henimod. Og det er noget, som vi som samfund, forskere og universitetsansatte bør tale mere om.
Men det må blive et andet sted og en anden gang. Denne gennemgang af hele forløbet er allerede alt for lang.
Serien om Marianne Stidsens brug af andres tekster
Læs de øvrige indlæg i serien af Carsten Fogh Nielsen her:
Opdatering
Marianne Stidsen har d. 9. november meddelt, at hun har opsagt sin stilling som lektor ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Det kan læses bl.a. i Uniavisen, der også oplyser, at Det Humanistiske Fakultet undersøger Stidsens doktorafhandling fra 2015 for plagiat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
