EUROPA // KRONIK – Vi taler om europæiske værdier, som om de binder os sammen. Men gør de det – eller skjuler de gamle hierarkier og nye spændinger? En ny fælles identitet er nødvendig, men hvem skal bestemme, hvad den skal rumme?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Europa er svaret, sagde EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, da hun for nylig deltog i Copenhagen Democracy Summit. Men hvad var spørgsmålet? Det handlede om, hvem, som skulle indtage den vakante position efter USA, som den frie verdens leder? Og Europa var altså svaret. Det er naturligvis presset fra det amerikanske oligarki samt det russiske og kinesiske autokrati, som får flere europæiske ledere til at opfordre til en nyvurdering af den europæiske identitet og placering på verdensscenen.
Selv om det er nyt, lyder det imidlertid som et ekko fra den daværende tjekkiske præsident Václav Havel, som for godt 25 år siden, helt efter samme recept, opfordrede europæerne til ikke at lukke sig inde med “håbet om, at denne verdens forskellige vinde vil fare forbi dem.”
Hvordan skabes der en fælles europæisk vilje, når det samtidig er en officiel kerneværdi i EU, at det netop er de forskellige nationale identiteter, som er en styrke?
Havel opfordrede i 2001 europæerne til at engagere sig i verden og påtage sig deres del af ansvaret for den. Gentagne gange tidligere havde Havel spurgt, om Europas befolkning virkelig føler sig som europæere, eller om Europa blot er noget, som tages for givet, fordi Europa i et historisk perspektiv altid har oplevet sig som ensbetydende med hele verden. “Så overlegen i forhold til resten af kloden, at der ikke var noget behov for at definere sig selv i forhold til andre.”
Netop bl.a. af den grund er det nok heller ikke sandsynligt, at verden vil kigge mod Europa for at finde en lederaspirant. Historikeren Dipesh Chakrabarty skriver, at Europa må finde sig i at være en provins for lande andre steder i verden. Helt på samme måde, som Europa hidtil har betragtet dem som provinser.
Først Europa, så alle de andre
Historisk har Europa fremstillet sig som verdens ubestridelige magtcentrum. Alle andre kontinenter blev efter tur forvandlet til europæiske kolonier, som skulle indrette sig på at efterligne Europa. “Først Europa, så alle andre steder.”
Begreber som borger, stat, civilsamfund, offentlighed, menneskerettigheder, lighed for loven, demokrati, social retfærdighed, videnskabelig rationalitet m.m. har på godt og ondt været temaer, som de europæiske kolonimagter prædikede overfor de koloniserede lande og regioner.
Presset fra det amerikanske oligarki samt det russiske og kinesiske autokrati, gør det nødvendigt med en nyvurdering af den europæiske identitet
I hovedsagen undlod europæerne imidlertid ofte at virkeliggøre de fleste af disse værdier i praksis, når det kom til de koloniserede områder. Relationen mellem de store abstrakte europæiske værdier og deres konkrete udfoldelse andre steder i verden har således ofte været meget ustabil. Ude i verden har Europa ikke nødvendigvis været oplevet som repræsentant for de europæiske værdier.
Først med 2. verdenskrig ændrede Europas position sig for alvor. Delingen i et Øst og et Vest forvandlede Europa til et grænseland mellem de to supermagter. En slags afspændingszone, hvor det bedste, man kunne håbe, var, at Berlinmuren ville holde de to atommagter på afstand af hinanden, så Europa ikke blev deres slagmark. Efter krigen var ambitionen at skabe en fælles overnational europæisk identitet for at sikre freden på det kontinent, hvor det konstant havde været nødvendigt at genoprette freden efter de utallige europæiske krige.
En af EU’s grundlæggere, Jean Monnet, betonede behovet for at få de europæiske folk til at “arbejde sammen, vise dem, at der udover deres forskelle og geografiske grænser ligger en fælles interesse.” Håbet var, at der skulle vokse et Europa frem, som ikke søgte sin identitet i kontinentets velkendte militarisme og chauvinisme. I stedet skulle der bygges på det, som også er en europæisk tradition, nemlig de humanistiske traditioner, ikke mindst solidaritet, frihed og humanismens anerkendelse af forskelligheder.
Kan EU samle vilje til fælles handling?
I nationalstaterne er det altid politikkens udfordring at beskrive, hvordan det, som befolkningen har til fælles, er stærkere end det, som deler den. EU er imidlertid ikke en nationalstat, men en samling af nationalstater, som er dybt forskellige. Så forskellige, at det næppe giver mening at tale om europæerne som et folk, der kan omtales i ental og handle i samlet flok.
Men her lever vi altså; omkring 500 millioner mennesker fordelt på EU’s 27 lande, 5,6 % af verdens befolkning. Det er uundgåeligt en kompleks affære med så mange mennesker i så mange nationalstater. Hvordan skabes der en fælles europæisk vilje, når det samtidig er en officiel kerneværdi i EU, at det netop er de forskellige nationale identiteter, som er en styrke?
Hvis den slags identitetspolitik ikke skal skabe splittelse i en nationalstat, så må der skabes en national identitet
Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer spurgte i sidste uge, om ”europæerne er villige til at transformere sig til en synlig magt?” ”Der er intet alternativ,” understregede han. Signalerne er utvetydige: Presset fra det amerikanske oligarki samt det russiske og kinesiske autokrati, gør det nødvendigt med en nyvurdering af den europæiske identitet. Hvis Europa er svaret på spørgsmålet om den frie verdens leder, som EU’s udenrigschef siger, og hvis der ikke er noget alternativ til Europa, som Joschka Fischer siger, hvad skal vi så håbe på her i Europa?
Man kan naturligvis håbe på, at det aktuelle eksterne pres på Europa resulterer i indre sammenhold, fællesskab og handlekraft. Men problemerne er større, end det lyder til, med hensyn til at skabe en ”fælles europæisk vilje.”
Selv om “Union” kommer fra det latinske “unus”, som betyder “en”, så er der grundlæggende forskel på at sige, at man kommer fra Europa, eller at man er fra Danmark, selv om vi faktisk er et af de mest EU-venlige lande. Ikke mindst finanskrisen omkring 2008 ramte ned midt i en europæisk splittelse om forståelsen af denne union eller “enhed.” Da EU skulle stille en økonomisk redningsplan op, var det unionens nordlige lande, som stillede kravene, mens det primært var de sydlige lande, som skulle imødekomme de strenge krav.
Kampen for anerkendelse former Europas identitet
Sidste år viste en undersøgelse, at der er opbakning til EU i de fleste af medlemsstaterne. Undersøgelsen viste imidlertid også, at mindretalsgrupper rundt omkring i EU føler sig svigtet i forhold til flere af EU’s kerneværdier, fx lighed og inklusion. Desuden vinder en etnocentrisk nationalisme frem på den yderste højrefløj, hvor EU-begejstringen ikke er stor. Brexit ligger kun fem år tilbage, og prisen for at undgå flere lignende udbrud kan blive dyr for EU og de europæiske værdier.
Selv om en kerneværdi i det europæiske samarbejde er anerkendelsen af forskellighed, så opstår spørgsmålet på et tidspunkt: Hvor meget forskellighed? Hvornår må forskelligheden nødvendigvis og med konsekvenser tolkes som modstand mod det fælles politiske projekt? I de seneste år er fx Ungarns forskellighed blevet tolereret, selv om der i realiteten er tale om aktiv modstand mod EU’s politik. Flere lande melder sig efterhånden med lignende udfordringer til EU’s krav om, at medlemslandene fx skal fastholde helt basale demokratiske rettigheder.
Det handler ikke kun om økonomi, om fælles oprustning, fælles mønt
Den amerikanske politolog Francis Fukuyama mener, at identitetspolitik er brændstoffet for en stor del af de aktuelle politiske kampe i den moderne verden, herunder også problemerne med at holde sammen på EU. I bogen Identity bruger han begrebet på en måde, som giver mening til mange af nutidens konflikter, som ofte ikke kan forklares med de traditionelle politiske begreber.
Gennem historien har mennesket altid befundet sig i en form for konflikt med deres samfund. Der er en god tradition i at se den slags konflikter som en refleksion af økonomiske og materielle konflikter. Men lige så betydningsfuldt som materiel egeninteresse er ikke-materielle forhold som fx anerkendelse.
Den tyske filosof Hegel skrev, at kampen for anerkendelse var historiens ultimative drivkraft. En drivkraft, som også kan være nøglen til at forstå fremvæksten af den moderne verden, hvor mindretal, minoritetsgrupper og nationalstater engagerer sig i kampe for anerkendelse af deres identitet.
Hvis den slags identitetspolitik ikke skal skabe splittelse i en nationalstat, så må der skabes en national identitet, siger Fukuyama. Det vil i denne sammenhæng sige en identitet, som de fleste kan tilslutte sig, så de mange forskellige og ofte modsatrettede identiteter ikke får held med at splitte samfundet.
Med andre ord, en nation skal stå for noget; ikke blot økonomisk vækst o.l., men også nogle ikke-materielle værdier, som kan give mennesker identitet. Det vil sige, svar på spørgsmålet: Hvem er jeg?
Tilbage til ideen om EU i flere hastigheder?
Det gælder også et overnationalt fællesskab som EU. Selve ordet ”overnationalt” siger det hele: Over de nationale identiteter skal der være en overnational, som de enkelte nationer kan tilslutte sig. Føler de ikke, at denne overnationale identitet anerkender deres specielle kendetegn, nationens historie, værdighed, stolthed, lidelser og kulturelle selvforståelse, så vil det altid være den nationale identitet, som bliver valgt, også selv om det objektivt set måske ikke er hverken lønsomt eller garanterer sikkerhed.
Det handler ikke kun om økonomi, om fælles oprustning, fælles mønt. Det handler om, hvordan EU vil forholde sig til det ubehagelige spørgsmål om, hvordan man bygger et fællesskab på mangfoldighed, uden at denne mangfoldighed opløser fællesskabet i mange forskellige og modsatte identiteter.
Det er, som om bestræbelserne på at sikre den ultimative ret til mangfoldighed blandt EU-medlemmerne har ført til handlingslammelse på identitetsområdet. Måske er løsningen at vende tilbage til idéen om et Europa i flere hastigheder, eller flere former for tilknytning?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og