BRUG AF ANDRES TEKSTER & MARIANNE STIDSEN // DEBAT – Lektor i litteratur Marianne Stidsen er blevet kraftigt kritiseret i den offentlige debat for sin brug af andres tekster i debatbogen Køn og Identitet. Ekstern lektor og ph.d. i filosofi, Carsten Fogh Nielsen, der opdagede og beskrev Stidsens citat- og henvisningspraksis som problematisk, mener, at problemerne med Stidsen både er foruroligende og virkelig vigtige at få belyst. POV bringer her det første af tre indlæg af Carsten Fogh Nielsen, der gennemgår sagens detaljer fra begyndelsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I den seneste uges tid er Marianne Stidsens Køn og identitet – et spadestik dybere (Forlaget Hovedland, 2021) blevet heftigt diskuteret både på de sociale medier og i aviserne. Diskussionen har ikke så meget handlet om bogens indhold – bogen rummer en hård kritik af identitetspolitik, politisk aktivisme og de nye sociale protestbevægelser som for eksempel #MeToo, #BlackLivesMatter og LGBTQ+-bevægelsen – men derimod om Stidsens problematiske brug af andres tekster.
Det var mig, der startede denne debat, da jeg i to opslag på Facebook påviste, at lange passager i Køn og identitet var nærmest ordrette gengivelser af forskellige leksika-opslag og avisartikler. Skønt Stidsen i de fleste tilfælde korrekt henviste til de tekster, hun gengav, så var omfanget af hendes gengivelser og hendes meget tekstnære fremstilling så omfattende, at det efter min og flere andres bedste overbevisning overskred normerne for god citatskik og korrekt brug af andres tekster.
I forlængelse af mine opslag bredte historien sig til aviserne og har indtil nu affødt artikler i Information, Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad. Sideløbende er min kritik af Stidsens bog blevet diskuteret og kritiseret rundt omkring på Facebook og Twitter, nogle gange uden en klar forståelse af hvilke problemer, jeg helt præcist mente at have fundet, og hvad min kritik konkret gik ud på.
I denne korte serie af artikler på POV International vil jeg derfor:
- Give en samlet redegørelse for sagens forløb set fra mit perspektiv,
- beskrive hvordan jeg opdagede, at der var problemer med Stidsens måde at bruge andres tekster på, og de konkrete problemer, jeg stødte på, og
- forklare hvorfor jeg principielt mener, at Stidsens citat- og henvisningspraksis er problematisk.
Jeg vil gennemgå disse tre punkter i den ovenstående rækkefølge. I resten af denne artikel vil jeg derfor give et overblik over hele historiens forløb, lige fra jeg købte Stidsens bog, over min (grundige) gennemlæsning af bogen og frem til de seneste dages virak i aviserne.
Det hele begyndte en mandag i oktober i København.
Dilemmaet
Mandag den 11. oktober 2021 var jeg i København for at holde et foredrag. På vejen fra Hovedbanegården til Emdrup, hvor foredraget skulle finde sted, smuttede jeg ind forbi Vangsgaard Antikvariat i Fiolstræde og Arnold Buscks boghandel i Købmagergade for at kigge på bøger.
Hos Vangsgaard købte jeg to bøger af Jakob Knudsen. Jeg er ved at læse mig igennem Knudsens samlede forfatterskab, og Vangsgaard har en ret stor samling af Knudsens værker, heriblandt flere, som jeg selv manglede.
Hos Arnold Busck stod jeg et par minutter og vaklede mellem to bøger. Skulle jeg købe Sandhedsministeriet af Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks, eller Køn og identitet af Marianne Stidsen? Sandhedsministeriet handler om, hvordan vi kan gøre internettet og de sociale medier mere demokratiske. Køn og identitet handler, som det formuleres på bogens bagside, om at give ”et samlet billede af den kønskamp, som finder sted i den vestlige verden”. Begge disse emner har jeg gennem flere år været dybt interesseret i. Så hvilken bog skulle jeg vælge?
Valget
Jeg endte med at købe Stidsens bog. Marianne Stidsen er litterat, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og blev i 2015 dr.phil. på disputatsen Den nye Mimesis.
Derudover har hun gennem de seneste år været en markant stemme i den offentlige debat. I en lang række indlæg i aviser og tidsskrifter har hun kommenteret kritisk på blandt andet #MeToo, identitetspolitik og politisk aktivisme blandt universitetsansatte forskere. I den forbindelse har hun blandt andet trukket på tankegods fra den europæiske filosofihistorie, heriblandt nogle af mine egne yndlingsfilosoffer som f.eks. Kant og Hegel.
Folk, der kender mig, ved, at jeg gennem længere tid har haft et såvel fagligt som politisk udestående med netop Stidsen. Jeg er politisk uenig med hende i hendes syn på #MeToo, identitetspolitik og politisk aktivisme, og jeg er fagligt uenig med hende i hendes tolkning af Kant, Hegel og flere af de øvrige filosoffer, hun ofte trækker på i sin kritik.
Jeg havde helt oprigtigt ikke forventet at støde ind i problemer med Stidsens brug af andres tekster
Da jeg stod og bladrede i Køn og identitet inde hos Arnold Busch, faldt jeg over en passage i det allerførste kapitel, der vakte min interesse. Stidsen bruger dette kapitel på at skitsere bogens overordnede formål og opbygning. I den forbindelse skriver hun, at hvor hendes forrige bog, Den nordiske MeToo-revolution 2018 (U Press 2019) “var skrevet ud fra et overvejende praktisk-kulturkritisk perspektiv”, så var hendes analyse i Køn og identitet snarere:
“skrevet ud fra det, man kunne kalde et filosofisk-idéhistorisk perspektiv. Hvor det altså snarere handler om at forklare hele det nye [køns- og identitetspolitiske] paradigme i dybden, og ikke mindst: forklare præcist hvad det går ud på, hvor det i sidste instans fører hen, hvad formålet med det er, hvilke følgevirkninger det har osv.” (Køn og idé, s. 15).
Det var denne passage, der afgjorde sagen for mig: Stidsens bog syntes at være en oplagt mulighed for mig til at stifte nærmere bekendtskab med Stidsens synspunkter, blive klogere på hendes argumenter, og derved forhåbentlig komme mere i dybden med vores uenighed, end vores hidtidige disputter i den offentlige debat havde givet plads til.
Opdagelsen
De efterfølgende dage havde jeg travlt med undervisning og undervisningsforberedelse, så jeg havde ikke tid til andet end lige at kaste et blik eller to i Stidsens bog. Det var først torsdag den 14. og fredag den 15. oktober, at jeg for alvor fik mulighed for at dykke ned i Køn og identitet.
Når jeg læser bøger, som jeg tror, andre kan være interesserede i, plejer jeg at poste opslag på Facebook, hvor jeg løbende kommenterer på min læsning. Det gjorde jeg også under læsningen af Stidsens bog. Ikke overraskende var der masser af ting i Køn og identitet, som jeg var uenig med Stidsen om. Det skrev jeg om på Facebook, hvor jeg desuden postede billeder af de passager i Stidsens bog, som jeg forholdt mig kritisk til.
Som sædvanligt ledte det til en del interessante diskussioner i kommentarsporet, hvor de fleste dog, igen ikke overraskende, var enige med min kritik. Folk, der har ”friendet” mig på Facebook, kender for det meste mine synspunkter (og ellers bliver de hurtigt introduceret til dem) og er i det store og hele, men ikke alle og ikke altid, enige med mig politisk og fagligt.
Jeg taler om manglende kreditering, og problemer med at skelne mellem citater, parafrase og direkte afskrift. Schaumburg-Müller taler om brud på ophavsretten.
Sådan forløb tingene ganske som de plejede med diskussion, kommentarer og almindelig filosofisk og politisk nørderi omkring Stidsens bog, lige indtil jeg nåede hen til anden del af Køn og identitet. Her tog min læsning af Stidsen nemlig en, for mig og de fleste andre, uventet drejning. Det var nemlig her, at jeg blev opmærksom på, at Stidsen havde en for mig at se problematisk måde at bruge andre menneskers tekster.
En af fordelene ved løbende at dele sine læseoplevelser med andre på de sociale medier er, at man ret præcist kan se, hvornår man læste hvad. Når jeg kigger på min Facebookprofil, kan jeg f.eks. se, at jeg første gang omtaler Stidsens problemer med at henvise, citere og parafrasere korrekt søndag den 17. oktober kl. 09.23.
Jeg var faktisk blevet opmærksom på problemerne allerede lørdag aften, da jeg lå i sengen og læste i Stidsens bog, men valgte først at skrive om dem dagen efter. Dels fordi jeg var træt og ikke kunne overskue at skrive en længere opdatering, lige inden jeg skulle sove. Dels fordi jeg er gift med en præst og derfor ofte har søndag formiddag for mig selv (medmindre selvfølgelig jeg er med i kirke, og det skulle jeg ikke denne søndag). Det var derfor oplagt at bruge formiddagen på at skrive om Stidsen.
Jeg havde helt oprigtigt ikke forventet at støde ind i problemer med Stidsens brug af andres tekster, da jeg begyndte at læse og skrive om Køn og identitet. Jeg havde derfor ikke nogen klar plan for, hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde det samme, som jeg hele tiden havde gjort: Skrev nogle generelle kommentarer om Stidsens tekst og fokuserede derefter på de konkrete problemer, jeg mente at have fundet.
Sagens udvikling
Derefter begyndte tingene at gå hurtigt. Mandag den 18. oktober kl. 09.26 skrev jeg endnu et opslag om Stidsens i mine øjne noget lemfældige citatpraksis. På dette tidspunkt var folk begyndt at kommentere på og tale om det første opslag rundt omkring på Facebook og Twitter. Da jeg publicerede det andet opslag, voksede interessen yderligere, og jeg brugte en del af dagen på at holde styr på, hvad der skete i mit kommentarspor på Facebook og i min Twitterstrøm.
Tirsdag den 19. oktober omkring kl. 09 ringede Rebecca Bundgaard, journalist på Information, og ville gerne interviewe mig om de ting, jeg havde skrevet om Stidsens brug af andres tekster. Da det var efterårsferie, var hverken konen eller jeg stået op endnu, så jeg bad hende ringe igen lidt senere. Det gjorde hun; vi talte sammen, og jeg forklarede hende, hvad jeg mente, problemerne med Stidsens bog var.
Onsdag den 20. oktober bragte Information den første artikel om sagen under overskriften ”Den kendte forsker og debattør Marianne Stidsen anklages for plagiat”. Jeg har selv været meget påpasselig med ikke at beskylde Stidsen for plagiat, og i artiklen anvender hverken jeg selv eller juraprofessor Sten Schaumburg-Müller eksplicit det udtryk. Jeg taler om manglende kreditering, og problemer med at skelne mellem citater, parafrase og direkte afskrift. Schaumburg-Müller taler om brud på ophavsretten. Vi er dog begge enige om, at Stidsens citations- og henvisningspraksis er problematisk.
Stidsen og hendes forlægger afviser foreløbig alle påstande om, at der skulle være problemer med citater og henvisninger
De følgende dage bredte historien sig fra Information (der foreløbig har fulgt op med to yderligere artikler; se her og her) til først Berlingske (se også her); derefter Kristeligt Dagblad og Politiken, og endelig Jyllands-Posten. Uden for medierne har sagen konkret fået den konsekvens, at det bedømmelsesudvalg, der tilbage i 2015 vurderede Stidsens disputats, har bedt Københavns Universitet om at plagiatteste afhandlingen.
På Facebook har Steffen Groth, der blandt andet skriver fast for POV International, vist, at der tilsyneladende også i Stidsens forrige bog, Den nordiske MeToo-revolution 2018, er problemer med Stidsens brug af andres tekster. Information har fulgt op på denne vinkel med endnu en artikel om sagen.
Selv har jeg læst Stidsens bog færdig og kommenteret på de dele, jeg syntes, var mest interessante, eller som jeg var mest uenig med. Jeg har også skrevet et par opfølgende opslag om Stidsens citat-praksis i lyset af den voksende medieinteresse. Endelig har jeg de seneste par dage haft travlt med at håndtere og holde styr på min Facebookside og min Twitter-profil. På et tidspunkt dumpede der en venneanmodning ind på Facebook hvert femte minut, heriblandt en hel del fra folk i den danske medie- og kunstverden, og antallet af likes og kommentarer eksploderede. På Twitter var tingene lidt mere afdæmpede, men jeg er da blevet retweetet en del, og har fået en 40-50 nye followers.
Stidsen afviser kritik
Stidsen og hendes forlægger afviser foreløbig alle påstande om, at der skulle være problemer med citater og henvisninger i Køn og identitet. I Informations interview med Stidsen, i den første artikel om sagen, siger hun:
“Det her er en bog, hvor jeg forsøger at samle så meget viden som muligt for at underbygge min egen analyse. Og du kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til de kilder, jeg har brugt eller lånt fra.”
Og i interviewet i Berlingske fastholder hun, at der ikke er noget i vejen med hendes måde at citere på og bruge andres tekster, men at der er tale om gængs akademisk praksis: ”Jeg kalder det parafraser, og det holder jeg fast ved. Det er en fuldstændig legitim metode.”
Serien om Marianne Stidsens brug af andres tekster
Læs de øvrige indlæg i serien af Carsten Fogh Nielsen her:
Opdatering
Marianne Stidsen har d. 9. november meddelt, at hun har opsagt sin stilling som lektor ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Det kan læses bl.a. i Uniavisen, der også oplyser, at Det Humanistiske Fakultet undersøger Stidsens doktorafhandling fra 2015 for plagiat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
