MIDTVESTLIV // KLUMME – At være hjemmegående er ikke for alle. Og for ti år siden ville Julie Bendtsen nok heller aldrig have troet, at det var for hende. Ikke mindst fordi særligt ét spørgsmål synes uundgåeligt: Hvis man ikke indbringer værdi, hvilken værdi har man så?
CHICAGO – Der er spørgsmål, der går igen, når man vælger at gå fra en sjov, tilfredsstillende karriere med gode fremtidsudsigter til et liv som hjemmegående. “Kan du godt få tiden til at gå”? “Keder du dig ikke?” “Savner du ikke at arbejde?” er nogle af dem, og jeg forstår dem godt, spørgerne.
Det kan godt være svært at sætte sig ind i, at et liv, hvor alle karrieremæssige ambitioner pludselig bliver sat i bero, kan være lige så tilfredsstillende som et udfordrende og inspirerende job med kreative kollegaer.
Derfor forsøger jeg også altid at besvare de spørgsmål, så åbent jeg kan, velvidende at mine svar ikke nødvendigvis bringer mere forståelse med sig eller giver mening for alle. Ja, jeg kan godt få tiden til at gå – jeg har bare mere af den nu, end da vi skulle finde timer nok til to jobs, to små børn, aflevering, hentning og weekendarrangementer.
Jo, jeg keder mig nogle gange, men ikke som hovedregel. Og når sandheden skal frem, kedede jeg mig også ind imellem under møderne i nogle af mine gamle jobs. Jo, jeg savner at arbejde, og jeg savner mine kollegaer – ret intenst nogle gange. Men ethvert valg medbringer et fravalg, og undervejs i de valg vi tager, må vi opveje for og imod og forholde os til hvilken balance eller ubalance, de bringer med sig.
Fra funny money til nul og niks
Men en af de ting, der faktisk fylder meget i valget om at blive hjemmegående – og den efterfølgende eksistens som sådan – er jeg aldrig blevet spurgt til, og måske er det ganske enkelt, fordi det ikke er noget “man” spørger om: økonomien.
Hvordan affinder man sig med at bidrage med et stort rundt nul, når det kommer til familiens økonomi? Hvordan føles det, at de penge man selv er med til at bruge – ikke kun på familiemæssige nødvendigheder som mad, benzin og tandlægeregninger, men også egen luksus – er penge, man ikke selv, i så meget som en eneste dollars tilfælde, er nogen, man selv har været med til at hive hjem?
Det er bare ikke særlig progressivt at være hjemmegående husmor
Da vi flyttede hertil, var det på et visum, der tillod mig at have en arbejdstilladelse, så det skyndte jeg mig at få, så snart vi kom. Det gjorde mig i stand til at tage imod freelancearbejde fra min tidligere arbejdsgiver i Danmark, og på trods af, at de penge jeg tjente på det, var “funny money” og ikke noget, der battede helt vildt i husstandsbudgettet, føltes det rart. Også selv om jeg tror, at det der føltes allerrarest, var stadig at have en tilknytning til mine tidligere kollegaer, som jeg savnede – og stadig savner.
Levetiden for den lille tjans var imidlertid ikke lang, og den nye visumtype, der fulgte med flytningen til Chicago, indebærer ikke længere muligheden for, at jeg kan arbejde – ikke for penge, i hvert fald. Så nu sidder jeg her og kan ikke engang frådse med mine funny money længere. Det er seks år siden, jeg sidst har bidraget til vores husstands økonomi.
Forræderen og forsørgeren
Jeg er ikke sikker på, at jeg for ti år siden ville have haft fantasi til at forestille mig, hvordan man som moderne og intelligent kvinde med en universitetsuddannelse (gennemført med det formål at bruge den, vel at mærke) kan bevare en følelse af værd, når man vælger en rolle, vi i årevis har grinet lidt af som værende en anakronistisk familiedynamiksparodi. Hej, 50’erne har ringet, de vil gerne have deres kønsroller tilbage. Det er bare ikke særlig progressivt at være hjemmegående husmor, vel? Var det virkelig det, vores forkvinder kæmpede for?
Der er afkald, og de kan godt indimellem føles lidt uoverskuelige
Nej, det var det nok ikke. Ikke direkte, i hvert fald. Når jeg en gang imellem falder i det kaninhul, hvor jeg føler, at jeg forråder alle de kvinder, der kæmpede kampen for mig, prøver jeg at huske mig selv på, at kampen måske også kan have været for retten til at vælge selv. Hvad end det betyder. Og faktum er, at hvis det var mit job, der havde givet os muligheden for at prøve lykken udenlands i nogle år – med en stilling, der kunne forsørge vores familie – havde vi grebet chancen, også med de omvendte kønsfortegn.
Min egen personlige erfaring er, at vejen til at hvile i sin værdi som hjemmegående er at stole på netop den: værdien. At det man bidrager med i familien, er en afgørende del af det økonomiske grundlag, fordi det økonomiske grundlag slet ikke ville være en mulighed, hvis de andre faktorer ikke var til stede. Og at værdi – ikke bare symbolsk, men ligeværdig – kan og skal findes andre steder end på lønsedlen. I et hjem med mentalt og tidsmæssigt overskud og den eventyrlyst der gør, at vi er endt, hvor vi er.
De usynlige bidrag
Og så er der de bidrag, der muligvis ikke har udmøntet sig i en lønseddel, men alligevel har lagt sig på familiens bundlinje. At sætte sig mest muligt ind i de områder vi bor i, så investeringen i de huse vi vælger, bliver så profitabel som muligt. At være den, der dyrker det sociale netværk, der senere bringer nye muligheder med sig.
Jeg læste i den forgangne uge, at Dorthe Kollo – som, indrømmet, nok også hiver et ikke uanseeligt månedligt beløb ind på royalties og optrædener – får løn af sin ægtemand for “at gøre, hvad jeg nu gør i ægteskabet”, og uden at få konceptet uddybet yderligere, giver det fint mening for mig. Jeg får ikke løn af min mand, men vores økonomi er fælles. Ligesom vores ansvar i familien er fælles – også selv om vores roller er forskellige.
Der er afkald, og de kan godt ind imellem føles lidt uoverskuelige. Der er den hyppigt tilbagevendende usikkerhed, der fortæller mig, at jeg aldrig vil kunne få et job i Danmark igen efter at have været ude af arbejdsmarkedet så længe. Der er kollegaerne jeg nævnte før, og som ærligt talt har været en tungtvejende faktor i min arbejdsglæde i hele min karriere.
Der er erkendelsen af, at når jeg fortæller min datter, at hun kan blive lige hvad hun vil, skal jeg kunne overbevise uden at være et forbillede. Og accepten af, at jeg nok aldrig kommer til at “gøre en forskel” med mit arbejde, og er det ikke det vi alle sammen bør stræbe efter?
Men så er der alt det andet. At vide, at vores børn gennem hele deres barndom har haft forældre, der havde tid til dem, og at vi med hånden på hjertet kan sige, at vi i snart syv år aldrig har følt det tidsmæssige pres, der ellers tit hænger over en børnefamilie.
At have muligheden for at afprøve eller genoptage passioner, der har siddet som en hengemt, men for en fuldtidsarbejdende voksen alt for tidskrævende, kærlighed siden teenageårene (og sågar kunne overveje at opfylde en årtier gammel drøm om egen hest, fordi tiden er der). At have taget et spring, der har medbragt uvurderlige værdier i form af oplevelser, horisontudvidelser, tosprogethed og eventyr, vi ikke ville have fået, hvis vi ikke havde sprunget med. Og jeg får lov til det hele, mens jeg stadig holder fast i den del af min karriere, der altid har været mit omdrejningspunkt: at skrive.
Hjemmegående – men ikke husmor
For ikke mange år siden – og for manges vedkommende sikkert stadig – var “husmor” den naturlige forlængelse af ordet hjemmegående. Jeg selv bruger det aldrig, ikke om min egen situation i hvert fald.
For mig ligger der en meget fastlagt og klar rollefordeling i ordet “husmor”, og det er ikke den, jeg har taget på mig. Det er klart, at jeg i sagens natur har meget mere tid herhjemme, og det helt naturligt er mig, der rydder op efter morgenmaden, når alle er taget af sted, mig der køber ind i løbet af dagen, mig, der sørger for madpakker osv.
Men jeg er også helt afklaret med, at bare fordi jeg ikke bruger min tid på et arbejde, jeg brænder for, er det ikke ensbetydende med, at den – tiden, altså – så partout skal gå med en hel masse jeg absolut IKKE brænder for. Rengøring betaler vi os fra, vasketøjet er vi i høj grad fælles om, og oprydning er alles ansvar.
Hvis de sidste knap syv år var gået med en hverdag som husmor – eller husjælp – er jeg ret sikker på, at min lyst til det hjemmegående liv ville visne hurtigere end et bundt billige nelliker. Så mellemvejen lå relativt lige for og har vist sig at være ganske gylden: Jeg laver meget derhjemme, men langt fra alt. Og kan stadig bruge min tid på det, der gør mig gladere, klogere og inspireret.
Jeg forstår godt, at livet som hjemmegående ikke er for alle, og jeg forstår i den grad, hvorfor det for mange kan se halvtomt ud. Men der gælder det samme for dét, som for så mange andre af livets forhold: Det er i høj grad, hvad vi gør det til. Jeg synes egentlig, at vi har gjort vores ret fint, og det har – indtil videre – været det hele værd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
