GRÅD // KLUMME – Jeg har svært ved at græde. Det vil sige, jeg græder hele tiden, men kun i tankerne. Det er, som om kroppen ikke vil give slip, som om tårerne nægter at følge med. Indimellem kan jeg blive næsten desperat af længsel efter at krølle mig sammen i fosterstilling og hulke, til der ikke er flere kræfter tilbage og jeg falder i søvn. Så sker det, at jeg finder et klip på YouTube, skriver Louise Juhl Dalsgaard.
Det regner, og jeg hører Torben Sangild i podcasten Notesbogen, han taler om gråd. I studiet har han besøg af journalist Rikke Collin. Sangild fortæller, at han selv gang på gang har fundet sig selv brudt sammen i gråd over en særlig scene i filmen American Beauty: En pose, der hvirvler tilfældigt rundt i vinden foran en rød mur. Han analyserer sine bevæggrunde, noget med tilfældighedens nådesløshed men også den frihed, der findes i at lade sig føre af vinden. Uanset hvad, så græder han, følelserne knyttet til scenen synes altså stærkere end forståelsen af dem.
Selv har jeg svært ved at græde. Det vil sige, jeg græder hele tiden, men kun i tankerne. Det er, som om kroppen ikke vil give slip, som om tårerne nægter at følge med. Indimellem kan jeg blive næsten desperat af længsel efter at krølle mig sammen i fosterstilling og hulke, til der ikke er flere kræfter tilbage og jeg falder i søvn. Så sker det, at jeg finder et klip på YouTube.
Det er fra filmen Dead Poets Society, hvor Ethan Hawke i rollen som eleven Todd Andersson, bliver bedt af sin lærer, Keating, spillet af Robin Williams, om at træde frem og fremføre et digt. Men Todd har ikke skrevet noget digt, han bryder sig ikke om at stille sig frem, han skammer sig over sig selv, sit manglende talent. Men Keating, han tror på ham, han insisterer på, at Todd skal stille sig op til tavlen og råbe YAWP, et udtryk lånt fra et digt af Walt Whitman.
Todd følger modvilligt lærerens forslag, stiller sig frem og mumler et knap nok hørligt: “yawp.” Højere, forlanger Keating, “Louder!” Og Todd gentager, men kun akkurat højere end sidst: Yawp. Keatings fortsætter med at presse den generte elev, han råber ad ham, KOM NU og til sidst lykkes han med at fremprovokere et højt og vredt: YAWP!!
Der er så meget i den scene, der rører mig. Den bly elev, hans skam ved at fylde, føre sig frem. Men også noget i lærerens omsorg, en tro, der kan bære den, der ikke selv tror. Du kan godt. Du må godt. Vi gør det sammen. Råber og fører os frem – YAWP – og endelig kommer digtet helt af sig selv.
“Truth is like a blanket that always leaves your feet cold.
You push at it, stretch it, it will never be enough.
You kick at it, beat at it, it will never cover any of us.
From the moment we enter crying to the moment you leave dying.”
Alle i klassen lytter og klapper, og noget er endelig forløst. Jeg skal ikke trætte med, hvorfor det lige præcis rører ved noget i mig, bare konstatere, at det virker bedre end at skrælle løg at se den scene, hvis jeg vil græde.
Bøger, jeg græder over
Det samme sker, når jeg læser i Ola Juléns Orissa, som mange finder patetisk og for meget, men som jeg holder af, af samme grunde som andre afskyr den. Det er noget med typografien, at hvert opslag i bogen kun består af en enkelt sætning fulgt af en blank side. Alt den plads, alt det tomrum, og så en enkelt linje:
“Der er en smerte i mig / som ikke slipper.”
Det er urimelig banalt, måske, men for mig at se, er det også udtryk for en uendelig magtesløshed. En træthed, så stærk, at der ikke engang er kræfter til sproget. Kun enkeltord, en linje, “Jeg er tæt på nu / men jeg har været tæt på hele mit liv”. Og måske er det netop det simple, det ufuldstændige, det tændstiktynde, tomme, det tæt på meningsløse, der får mig til at græde. Måske er det også lige meget, måske skal jeg for en gang skyld ikke undskylde, men bare konstatere.
Jeg synes, det stykke tekst er så rasende godt og grusomt, at jeg græder af fortvivlelse og længsel
Samme sproglige minimalisme går i hvert fald igen i et andet værk, der har direkte adgang til mine tårekanaler: Ágota Kristófs Det store stilehæfte. Det er dog alt andet end banalt, snarere grusomt, alene overskriften til et af afsnittene: “Øvelser til hærdning af sjælen”.
Jeg gengiver her noget af kapitlet, det burde vel fremkalde alle andre følelser end lige netop gråd, alligevel er det sådan min krop reagerer, når jeg læser det. Med gråd:
“Bedstemor kalder os: – Horeunger! Folk kalder os: – Heksens drenge. Tævesønner. Andre siger: – Idioter. Bøller. Snotunger. Fæhoveder. Svin. Bæster. Rak. Stinkdyr. Banditter. Rødder. Forbryderspirer.
Når vi hører alle disse skældsord, bliver vi røde i hovedet, det summer for vores ører, det svider i øjnene, og vi ryster i knæene.
Vi vil ikke mere rødme eller ryste, vi vil vænne os til hånen, til de sårende ord.
Vi anbringer os ved køkkenbordet ansigt til ansigt, og mens vi ser hinanden i øjnene, siger vi stadig værre ting.
Den ene: Lort! Røvhul!
Den anden: Skiderik! Møgsvin!
Sådan fortsætter vi til ordene ikke mere trænger ind i vores hjerne, ikke engang i vores ører.
[…]
Men der findes også ord fra gamle dage. Mor kaldte os:
– Mine øjesten. Mine elskede børn. Mit et og alt. Mine små guldklumper.
Når vi kalder hinanden de ting, får vi tårer i øjnene. De ord bliver vi nødt til at glemme, fordi der nu ikke er nogen der siger den slags ord mere, og fordi mindet om dem er for tung en byrde at bære. derfor tager vi vores øvelse op igen, bare på en anden måde.
– Mine øjesten. mine elskede børn. Jeg elsker jer… Jeg vil aldrig forlade jer… Jeg elsker kun jer… For altid… I er hele mit liv.
Ved at blive gentaget mister ordene lidt efter lidt deres betydning, og den smerte, de fremkalder, bliver mindre”.
Jeg synes, det stykke tekst er så rasende godt og grusomt, at jeg græder af fortvivlelse og længsel. For det er jo rigtig nok, at vi hærdes af tiden, at vi nødvendigvis må lære at leve uden en mors ubetingede omsorg og kærlighed, at vi må ruste os til hånen, de sårende ord. Vi gør det jo hele tiden, jeg gør det hele tiden. Skælder mig selv ud over min følsomhed, kalder mig selv for tudetante, flæbetøs, for lige lovlig sart.
Hver dag øver jeg mig i at hærde min sjæl, og måske er det derfor, Kristófs tekst rammer så hårdt. Fordi jeg længes efter dengang, ordene betød noget andet eller på en anden måde. Dengang “min øjesten” ikke lød som en slidt kliché, men som en kærlighedserklæring fra en mor, en mormor. Dengang “Jeg elsker dig” ikke var noget man råbte i amerikanske film på vej ud ad døren, men noget, der blev hvisket i tusmørket på værelset en sen augustaften til en virkelig sød rødhåret fyr med røde krøller, og alt andet var lige meget.
Grådens nuancer
Tilbage i podcasten taler de en del om grådens funktion. Rent fysiologisk har den til hensigt at rense øjet for urenheder, men altså også en følelsesmæssig funktion. Et barns gråd fremkalder omgående en reaktion fra forældrene, det er et råb om hjælp fra et lille nyt menneske, der er prisgivet andres omsorg. Senere får gråden en anden betydning, den kan komme af smerte, et brækket ben, men også følelsesmæssig smerte: At blive forladt, at miste et menneske, man holder af. Sorg. Eller vrede: Selv græder jeg ofte, hvor jeg måske egentlig burde råbe op, råbe nej, stop, hvad fanden bilder du dig ind?
Men af grunde, jeg ikke kender til, så er det gråden, jeg tyr til, ikke som et våben, hvad mange måske mistænker, men som en slags afmagtsreaktion. Jeg ved ikke, om jeg har en oplevelse af, at det ikke nytter at blive vred, at mit nej eller mit stop alligevel ikke respekteres, men bare overhøres. Om det simpelthen er manglende tillid til at ordene rækker, der får min krop til i stedet at give op, give slip, give tårerne frit løb.
den kærlige gråd, den findes heldigvis også
Det kan virke provokerende på omgivelserne, for hvad stiller man op med den gråd? Hvad stiller man op med et tydeligvis berørt menneske, al diskussion ophører jo, og man tvinges som diskussionspartner ind i at skulle undskylde, aflyse samtalen, holde om, trøste. Andre bliver decideret hånlige, de ler, “nååh, skal jeg nu have ondt af dig, hva’? Er det virkelig så synd for dig?”
I podcasten fortæller Rikke Collin, at hun indimellem reagerer med gråd, når hun er vred. I de situationer forsøger hun altid at forklare, at gråden ikke skyldes sorg eller smerte, men netop vrede, at det altså er en ren fysiologisk reaktion, ikke et trick, et virkemiddel, ikke et udtryk for, at hun har ondt, eller at den anden skal trøste.
Endelig er der den omsorgsfulde gråd. Den, der løber af med mig hele tiden. Når jeg vågner og ser min mand i sengen ved siden af og tænker på, hvordan mit liv var, før vi mødte hinanden, og hvor meget bedre, det er i dag. Når jeg leger med min hund, den enfoldige glæde at kaste med pind i timevis, bare det, løbe frem og tilbage for- og med hinanden. Den, jeg mærker, når jeg ser mine elever stå på scenen og læse tekster op, som ingen andre end de kunne skrive. Åh! For ikke at nævne køernes mørke og helt runde øjne, jeg vil give alt for at kunne besvare dét blik.
Dén gråd, den kærlige gråd, den findes heldigvis også.
Du kan læse flere tekster af samme skribent lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
