En gastronomisk antitese til floderne af flæsk, flomme, sukker og chokolade

Claus Ankersen 20.12.2018

MAD & LEG // KLUMME – Leg så længe du lever. Mennesket er et legende væsen. Legen lærer, samler og styrker. Gennem leg skaber vi nyt erkendelsesmæssigt land og holder tungen lige i munden, mens vi prøver isen på gamle måders frosne indsøer. Begrebet ’Det legende menneske’, Homo Ludens, blev introduceret af den hollandske kulturteoretiker Johan Huizinga i 1938, og siden er legens polypotente betydning for kulturel skabelse og reproduktion udfoldet i mange dimensioner.

Vi gør faktisk de fleste ting bedst, når vi leger det frem. Når vi eksperimenterer, øver, spiller for selv, anden eller galleri. Når vi ’skaber os’, er det i leg. Rent bogstaveligt. Leg og læring går hånd i hånd, og er læring en livslang mulighed, er legen det også. På den måde er legen en alvorlig sag, som langtfra kun hører barndommen til.

National-legebarnet Piet Hein rammer sagen på sømmet i sit evigtgrangrønne gruk om spilteoriens finurligheder:

”Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!”

Legen er ikke mindst interessant som liminalfase. Den er en overgang og et frirum, hvor almindelige regler er ophævet, hvor man kan eksperimentere med nye regler, relationer og nye former. På den måde kan man anskue næsten alting som leg, og lege med næsten alting – mad og højtider indbefattet.

Julen fx. er en traditionsrig og ritualiseret leg. Et spil, vi spiller med os selv og hinanden, og udvikler hen ad vejen, mens vi spiller. Dele af menuen ændrer sig og andre består. Rødkålssalaten kommer på bordet, mens anden bliver hvor den er.

Madlavning er også en leg. Og under alle omstændigheder står det os frit for at lege med den. Uanset om den foregår på slump, erfaring og fornemmelse eller gennem en nøje fulgt opskrift – hvor man meget eksplicit leger med på en andens kokkeleg.

Det er her, cellerne oplever nye sanseindtryk som prompte lagres og ryger direkte i genomernes kernesyresuppe. Det er her indfald og oplevelse mødes og skaber ny erkendelse gennem erfaring

Et af de mest interessante aspekter ved legen er i mine øjne dens indbyggede transcendens. Opslugt af legen, dansende frit i det liminale legeland, oplever mennesket en individuel eller social selvforglemmelse, som giver adgang til det superreelle hyperrum, hvor vi henter alle virkelighedens virkelige julegaver fra. Det er her, cellerne oplever nye sanseindtryk som prompte lagres og ryger direkte i genomernes kernesyresuppe. Det er her indfald og oplevelse mødes og skaber ny erkendelse gennem erfaring. Det er her mønstergenkendelse og eksperiment skaber pråser og aha-oplevelser.

Frem for alt er legen præget af agens. At vi bruger os selv i den. At vi er aktivt aktive, så at sige: Og hver gang vi bruger os selv på den måde, kommer energien tifold igen. På den måde kan man sige, der er et omvendt proportionelt forhold mellem leg og skærmkiggeri, som næsten udelukkende er en reaktiv syssel – og som af samme grund dræner os for lys, livskraft og optimisme.

Julens leg er i sig selv et lille frirum. Et exit og en midlertidig pause fra dagligdagens reaktive trummerum foran skærmene på arbejdspladserne. Her kan man med fordel lege med maden – for den skal vi have, og vi skal have rigeligt. En del af julens leg er, at der ikke må mangle noget. For når vi juler så hygger vi, og når vi hygger så konsumerer vi: Mad, drikke, historien og hinanden.

Derfor er brætspil faktisk en rigtig god idé i julen, uanset om det er ludo eller et af de nye spændende spil, du kan læse om i weekendens julenyhedsbrev om POV’s nye sektion, POV Play.

I brætspillet bruger du dig selv sammen med de andre. Bænket ved samme bord og i øjenhøjde. Og du får samhørighed for anstrengelserne – en af de større frugter på legens store livstræ, som man må sige falder på et knastørt sted i denne hyperpolariserede tid.

Den samlende essens

Nå, det skulle jo egentlig handle om mad. Den ultimative samlende essens. Man må nemlig gerne lege med maden. Med smagssammensætning, form, farve og tekstur. Det skal man faktisk helst, i det mindste i det omfang maden betyder noget for en, og talrige er eksemplerne på kulinariske vidundere som er leget frem gennem list eller lemfældighed.

En hurtigt lavet gastronomisk antitese til floderne af flæsk, flomme, sukker og chokolade, som du med fordel kan servere for dig selv, eller julegæsterne om spilbordet på ristet rug- eller franskbrød

Jeg legede oprindeligt med tanken om at gøre til julegode med en hurtig og nem rødbede-valnødde-spread til julens flexitarer, men som jeg kom til at syre ud i forestillingens tankeleg, i fantasien bænket omkring julestuens store spillebord med resten af familien, synes den flotte og sunde måde at benytte den røde knold mig pludselig lidt fad og jordnær.

På den anden side handler julen også i den grad om jordbundethed, og hvordan den traver rundt om livets stedsegrønne træ hånd i hånd med himmelfarten. Så nu får du den altså alligevel. Den gamle digters rødbede-valnødde-spread.

Se sagen som en hurtigt lavet gastronomisk antitese til floderne af flæsk, flomme, sukker og chokolade, som du med fordel kan servere for dig selv, eller julegæsterne om spilbordet på ristet rug- eller franskbrød.

Here goes – og husk at lege dig frem

Kog eller bag en 2-3-400 gram rødbeder. Hvis du bager dem i ovnen, kan du med fordel pakke dem ind i sølvpapir med en smule vand og salt. Koger du dem, skal der naturligvis også lidt salt i kogevandet. De skal bage eller koge til de er møre. Og så skal de køles af, med mindre du er tykhudet nok til at pille skrællen af, mens de er varme.

Skær rødbeden i stykker i en skål og tilsæt hvidløg, persille, lidt salt, sukker eller honning samt en håndfuld ristede valnødder eller to. Der skal også et skvæt syre i. Eddike eller citron, efter smag.

Garnér med ristede nødder, kerner, tørrede bær eller grønt. Prøv dig frem.

Det kan godt være livet ikke altid er lutter lagkage, men derfor skal du ikke afholde dig fra at spille højt spil og lege dig igennem det – og med maden ikke mindst. Efter jul, har vi virkelig brug for en ny verdensorden. Som det meste andet i menneskehedens korte, og ret vilde, historie, skal også morgendagen leges frem.

Velbekomme og god julespiller.

Året er ved at være omme, og det er blevet til en hel del sprogleg, systemkritik og eksperimentel journalistik – klummer, essays, forfatterinterviews, anmeldelser og kommentarer. Jeg håber, du har haft fornøjelse af mit arbejde, og er taknemmelig for julehjælp, som du kan donere på Mobile Pay: 71844591

Claus Ankersen

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016 og er redaktør på Kulturlisten. Claus Ankersen er forfatter til 17 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere.