REPORTAGE – “Tønder Festival har på mange måder været i gang siden weekenden, men musikprogrammet begyndte for alvor torsdag, og Michael Falchs koncert var en forrygende begyndelse for mig, min fotograf Jens Ulrich og for hele det store Telt 1,” skriver Monica Krog-Meyer, som rapporterer fra årets udgave af Tønder Festival.
Sommerens sidste festival er allerede udsolgt. Torsdag kunne folkene bag Tønder Festival glæde sig over, at man for første gang siden starten i 1974 kan melde udsolgt på førstedagen. Skiftet fra den stringente traditionelle folkemusik til den meget bredere opfattelse af folk musik har vist sin berettigelse. Publikum er glade og kvitterer med at møde talrigt op.
Eller som sangeren Michael Falch provokerende sagde fra scenen:
”Er der nogen, der er kede af, at der er mere rock og rul på programmet? Det meste er jo noget camoufleret folkemusik!”
Tønderdrengen kom hjem
Som 13-årig flyttede Michael Falch til Tønder og brugte sine teenageår her. Så han kan tale sproget og kender jargon’en. Der var noget triumf over den koncert han og hans orkester leverede. Det var kun hans 2. optræden på Tønder Festival ”og det vil sige, at jeg 42 somre har været pissed over ikke at være her”, som han sagde. Første gang måtte han til sin egen store frustration kun spille akustisk. Så der var opsparet energi fra al den tid, og det kunne man høre og føle i hele perlerækken af sange, som seerne blev mindet om, da Michael Falch var med i TV2s Toppen af Poppen i 2017.
Publikum i Telt 1 kvitterede med at synge med på alle sangene, og det er sjovt at se ikke bare voksne, men meget voksne mennesker blive unge igen, når de sange, der var en del af deres ungdom, bliver leveret så tight og kompetent som det skete.
Når f.eks. den pæne revisortype i lyseblå skjorte må hæve højre arm og slå rytmen i ”CPR”, mens tonerne og aggressionerne i sangen om kontrollen og datamaterne kommer ud af hans mund og alvoren kan spores i hans ansigt. Ungdommens vrede og rockmusikken er i total harmoni her, årene er med ét forsvundet. Og den gamle Malurtsang er jo stadig aktuel.
Her i 2018 ledsages Michael Falch af DÉT BAND – dvs brødrene Lars og Troels Skjærbæk, Peter Dombernowsky og Mikkel Damgaard. De er i øjeblikket på Grønseløs Sommer-turné med enkelte koncerter tilbage.
Det hele spillede perfekt, og jeg må lige fremhæve lyset, altså scenen, for det enkle var meget smukt. En stor tegning af en stiliseret fugl i sorte streger var alt, hvad der var på det hvide bagtæppe, men et lækkert lysarbejde sørgede for skiftende baggrundsfarver, hvor musikerne og deres instrumenter blev til silouetter på den gule, lyseblå eller lyserøde baggrund i selskab med den tegnede fugl, samtidig med at et ækvilibristisk lysarbejde fra utallige lamper lyste dem op på selve scenen.
Efter nogle sange, hvor Michael Falch var iført sin sort-røde læderjakke, sagde han det vi alle tænkte: ”Hvorfor mon han ikke tager den af? Det er jo alt for varmt! Jo den her jakke har jeg fået af Ole Olsen, den smider man ikke bare!” Men det gjorde han selvfølgelig senere, og afslørede, at Michael Falch er i strålende form, veltrænet og med en stærk lige så trænet stemme.
Ekstranummeret var ‘Superlove’, endnu et Malurtnummer, og det var publikum, der sang til sidst, mens Michael Falch og bandet gik fra scenen. Det var en meget fin afslutning på en fremragende koncertoplevelse.
Lukas Graham
Så var vi i gang! Næste mand på mit balkort var Lukas Graham, der også har tilknytning til Tønder eftersom hans far bookede musikken til festivalen i mange år. Den lille knægt er blevet en voksen mand, der snart fylder 30, og har fået en international karriere med sin markante lyse stemme og sine sange om sorgen over at miste sin far og glæden over kæresten og de to børn de har sat i verden.
Lukas Graham ville helst have optrådt i et af de store telte, men det havde han ikke fået lov til. Han optrådte på den store scene i det fri og sagde selv, at det betød, at der kunne være fire gange så mange tilhørere. Og det var der sandelig også. På den store græsplæne foran stimlede folk sammen for at se og lytte til den fyr, som har gjort det så godt og ustandselig dukker op i deres radio med sange som Drunk in the morning, 7 years, Mama said, Ordinary things, Happy home
Begejstringen fra især det unge publikum var stor, så enhver snak om pensionistfestival kan forstumme. Også her har festivalen fuldstændig styr på, hvad der skal til for at sikre fortsættelsen.
Skal der lyde et kritisk ord herfra, så er det til Lukas Graham selv. Nu behøver han ikke pære mere rundt i sin døde far. Han kan selv og skal selv. På fredag spiller Graham ‘skolekoncert’ på den store udendørsscene for alle Tønders skolebørn.
Succes’en er hjemme
Festivalområdet kræver adgangsbillet. I går 20.45 kunne festivalen fra de 11 forskellige scener annoncere, at der for første gang er udsolgt til festivalen. Der er dagsbilletter at få stadigvæk, men sikke et skulderklap til direktør Kirstine Uhrbrand og den kunstneriske leder Maria Theessink. For 5 år siden overtog de en festival med dundrende underskud og allerede sidste år var overskuddet så stort at 1,6 millioner kroner gik videre til lokalsamfundet til kulturelle formål.
Det eneste de og de 2600 frivillige kan ærgre sig over lige nu er vejret. Nu hvor vi har været forkælet af det smukkeste sommervejr, så har Tønder Festival fået nogle ordentlige regnskyl. Heldigvis begyndte man allerede sidste år på at at forbedre campingpladsen så ikke alt er søle og ælte. En femårsplan er lagt og allerede nu kan man se, at det er en god ide.
Fredag fortsætter musikken og de gode oplevelser. Kongeligt besøg bl.a.
Fortsættelse følger.
(Topfoto: Michael Falch på scenen – Jens Ulrich/dizzyBild)
Point of View er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 2424 6242
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her