Kulturlivet

Sebastian Dorset: Det er ikke kulturlivet der står for smittespredningen

i Kultur/Politik & Samfund af
CORONAKRISE // KOMMENTAR – Er vi ikke enige om, at det ser ud, som om at det stigende smittetal skyldes nattelivet og den manglende forsigtighed, der bliver udvist, når folk fester, spørger Sebastian Dorset? Og hvorfor skal kulturlivet, ja alle os andre, betale for det?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


“Det er det, jeg sagde”, råbte nogen.

Jeg var på vej ned til vores lille revy i Nyhavn, ad bagvejen og gik i mine egne tanker, men kiggede straks for at se, hvem der leverede dette bæredygtige stykke genbrugs-samtale.

Jeg står 100% bag den forsigtige “better safe than sorry”-linie, der er anlagt og som fastholdes, men hvor er det absurd at bevidne den angst for at kunne opfattes som noget så klamt som “kulturel”, der driver politikernes prioriteringer

“Det er det, jeg sagde”, råbte samme stemme en gang mere, og nu så jeg ham:

Han stod foran en propfyldt vinbar, som en af de 30-40 personer, som mylderet af mennesker derinde havde presset ud på gaden, og nu var det vigtigt for ham at få fortalt tre andre, hvad han engang havde fået sagt.

Det måtte være vigtigt, for hans ansigt var fyrre centimeter fra deres og alligevel råbte han af sine lungers fulde kraft, så hans publikum måtte føle sig som biler i en vaskehal.

Selvfølgelig var han nødt til at skrue op, for der var – som man sagde i min ungdom – “gang i den”, og hele flokken snakkede højlydt og stod stuvet sammen på fortovet, næsten lige så tæt som dem inde på vinbaren.

Folk sad tæt på alle de barer, jeg havde passeret, men det var trods alt første gang, jeg decideret var blevet budt på spytspray som garniture.

Kulturlivet og angsten for kulturen

Jeg fortsatte ned til vores lille revy. Der er fuldkommen absolutte afstandskrav, folk sidder inddelt efter smittekæder, der er håndsprit overalt, og folk må ikke selv gå i baren.

Selvom der er udsolgt (og tak for det!), ender vi med at skrive, øve og optræde i over tre måneder for, hvad der ender som én almindelig HK-månedsløn.

Det klager jeg ikke over – det er fantastisk at være i gang igen efter fem måneders nedlukning, og jeg bor og lever billigt, så jeg kan klare det. Men den latente trussel om, at et stigende smittetal kan lukke revyen ned, er sindssygt stressende.

Jeg under alle brancher en fuld genåbning, men når min eksistens rent økonomisk afhænger af “Det er det, jeg siger”-manden og hans åndsfæller (ekstra løseligt), så bliver jeg sgu lidt lang i masken

Jeg står 100% bag den forsigtige “better safe than sorry”-linie, der er anlagt og som fastholdes, men hvor er det absurd at bevidne den angst for at kunne opfattes som noget så klamt som “kulturel”, der driver politikernes prioriteringer.

Kan de dér “folket” overhovedet forholde sig til en politiker, der offentligt giver udtryk for at have læst en bog?

Anderledes kan jeg ikke tolke det, når det er så supervigtigt at give “Det er det, jeg siger”-segmentet deres byture og samtidig holde alle teatre, spillesteder og kulturhuse, ja hele kulturlivet, hen i uvished.

Vores publikum køber også vin, og mange af dem spiser endda inden forestillingen (jeg bruger det ord i dets løseligste betydning), men fordi der foregår noget “kulturelt” (igen, superløseligt!) er vi underlagt nogle begrænsninger, der føles som er de designede til at være så besværlige som muligt.

Jeg under alle brancher en fuld genåbning, men når min eksistens rent økonomisk afhænger af “Det er det, jeg siger”-manden og hans åndsfæller (ekstra løseligt), så bliver jeg sgu lidt lang i masken.

Er vi ikke enige om, at det ser ud som om at det stigende smittetal skyldes nattelivet og den manglende forsigtighed, der bliver udvist, når folk fester? Det er ikke kulturlivet, som fører an, når det gælder forsamlede folkemængder.

Det er absurd at passe sit job uden at vide, om der pludselig bliver sagt stop, fordi barer og bodegaer og vandpibesteder i NOGLE tilfælde kører helt uden selvjustits

Vi har snart spillet to uger, og jeg har NUL begivenheder på min Smittestop-app. Vi har et forsigtigt og fornuftigt publikum. I aften var der endda to, der bar mundbind, men Café Liva er selvfølgelig også en form for færge.

Det er absurd at passe sit job uden at vide, om der pludselig bliver sagt stop, fordi barer og bodegaer og vandpibesteder i NOGLE tilfælde kører helt uden selvjustits, så kæmpe flokke sidder og leger kluddermor, klinet sammen skulder ved skulder med tilfældige fremmede.

Er der en politiker til stede, der vil kæmpe for kulturlivet?

Eller har Socialdemokraterne efterhånden siddet og fællesgokket i så mange år til idéen om, at deres vælgere er”arbejdere i kansastøj, der smører leverpostejmadder”, at man forveksler danskerne med Ekstra Bladets “Nationen!” og tror, at hvis man virker bare moderat interesseret i noget med et højere lixtal end “Vild med dans” vil folket slynge fæcesklumper efter én, som var de chimpanserne i Zoo.

Hvis man vil noget som helst andet med samfundet end at levere arbejdsbier til industrien, og måske kan huske, der engang var et ideal om at uddanne mennesker til mere, kunne man måske begynde at vise det.

For eksempel ved at lade teatre og spillesteder have folk i alle stole. Det er jo tydeligvis ikke teatergængerne, der står for smittespredningen – eller kulturlivet i al almindelighed.

Nu ville være et godt tidspunkt.


LÆS ALLE SEBASTIAN DORSETS TEKSTER HER.


Top: Kulturlivet står ikke bag sammenstimlingen af mennesker i København. Foto: Christian Møller/Unsplash.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).
Hvis man vil honorere Sebastian for hans arbejde på POV kan man donere til ham på hans Mobile Pay: 22 13 11 62

Seneste artikler om Kultur