DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Hvad er Bob Dylans 10 bedste album? I serien, hvor Jakob Brønnum udvælger, kommenterer og tæller ned til det bedste, som han ser det, er vi kommet til det fjerdebedste album: Det mere end 70 minutter lange Time Out Of Mind (1997).
I en hel del tilfælde har jeg ikke kunnet høre, om det nye Dylan album var bedre end det forrige. Jeg har i almindelighed langt fra været færdig med det forrige, når det nye udkom. Det er en oplevelse, der har gentaget sig siden det første album, jeg fik fingrene i straks ved udgivelsen, Street Legal, der udkom i 1978, efter jeg for alvor var kommet på Dylan-toget med Desire (1976).
Med Time Out Of Mind (1997) blev den oplevelse for første gang brudt. Her kan man entydigt høre, at noget nyt og stort er på færde.
Den særligt syleskarpe kunstneriske pointe, der efter min opfattelse hæver nummeret op blandt kandidaterne til Dylans allerbedste sang, er sammenhængen mellem versets centrale pointer og dens musikalske komposition
Albummet åbner med den sydende blues i mol Love Sick, hvor vi hører den melankolske, nedtrykte, søgende Dylan, i modsætning til den vrede, skrydende Dylan, vi kender fra 1960’erne og den åbenlyst moraliserende Dylan, vi kunne høre i 1980’erne.
Også sange som Its Not Dark Yet, med tilføjelsen ”but its getting there” og Standing in the doorway, med tilføjelse ”crying” viser den katastrofe-fikserede retning, albummets tekster vender i.
Hvis der var nogen, der troede, at Dylans forhold til religion og bibel var noget, der skete en kort periode i slutningen af halvfjerdserne med de tre album Slow Train Coming (1979), Saved (1980) og Shot Of Love (1981), tager de alvorligt fejl. De store eksistentielle motiver i den jødisk-kristne tradition er nærværende i hele forfatterskabet – ikke mindst på dette album, hvor netop sangen Standing in the doorway antyder, at døren, han er på vej ind eller ud af, ligeså vel kan være livets egen:
There are things I could say but I don’t
I know the mercy of God must be near
Dylans bedste sang?
I sangen, der tematisk ligger direkte i forlængelse af dette motiv, Trying to get to heaven, ser vi den modne Dylan som tekstforfatter i en skikkelse, der er helt karakteristisk for hans tekster frem til i dag. Han anvender en form for montageteknik, så man nogle gange har på fornemmelsen, at hvert vers, der kan være svært at forbinde med det forrige, måske snarere skal ses som en lille fortælling og hver sang som en lille kreds af fortællinger, bundet sammen af et overordnet tema. En sang som Workingman’s Blues på Modern Times (2006) er et rigtig godt eksempel på det.
I andet vers hører vi for eksempel den dybsindige pointe, at når du sårer et andet menneske, kan det få den konsekvens, at du ikke selv længere har adgang til det, du allermest eftertragter
Hvert af versene i Trying To Get To Heaven synes at trække på en ny situation, og fortolkere har vist, hvordan de fleste af referencerne i sangen er til forskellige sange i den amerikanske sangtradition. De fleste kan høre et af Grateful Deads signatur-numre i disse linjer:
I’m just going down the road feeling bad
Trying to get to heaven before they close the door
Disse situationer føjes sammen til en helhed af et motiv, som har præget Dylan lige siden Gates of Eden (Bringing It All Back home) (1965), nemlig spørgsmålet om menneskets eksistens, spændt ud mellem liv og død – som her belyst ved hjælp af perspektiverne fra den jødisk-kristne frelsestanke. Titlen udgør kun en del af et samlet udsagn i omkvædet (hentet fra en såkaldt negro spiritual fra 1800-tallet):
Trying to get to heaven, before they close the door.
Den særligt syleskarpe kunstneriske pointe, der efter min opfattelse hæver nummeret op blandt kandidaterne til Dylans allerbedste sang, er sammenhængen mellem versets centrale pointer og dens musikalske komposition. Akkordfølgen er ganske almindelig, et udvalg af de dur og mol akkorder, folkrocken og bluesmusikken blander til sine forløb, men der er en sjælden dissonans midt i verset, (Am/f#), som Dylan ikke normalt bruger. Nøjagtig her kommer den eksistentielle tydning i hvert enkelt af versene.
I andet vers hører vi for eksempel den dybsindige pointe, at når du sårer et andet menneske, kan det få den konsekvens, at du ikke selv længere har adgang til det, du allermest eftertragter:
You broke a heart that loved you
Now you can seal up the book and not write anymore
Det er rigtig nok. Når vi sårer et andet menneske dybt, kan det nogle gange opleves, som om det er selve livet, vi gør fortræd, og derved også os selv. Vi bliver lukket inde i et fængsel af dårlig samvittighed og dårlige undskyldninger.
Dylan og Cohen og lyset og sprækken
I Dylans tekstunivers står linien om bogen og dirrer mellem det at skrive som kunstner og det at tilhøre ”livets bog”, altså det levende liv, med et skjult citat fra den bibelske apokalypse, Johannes Åbenbaring, som Dylan mange gange har været omkring: ”And there were open books, and one of them was the Book of Life.” (jf. Åb 20,12)
Disse linier får i næste vers på samme sted – hvor dissonansen Am/f# igen gør os opmærksom på, at her knirker det alvorligt – følgeskab af to linjer der har samme indhold som Cohens berømte omkvæd om tilværelsens forgængelighed: ”There is a crack, a crack in everything/ That’s how the light gets in.” Hos Dylan lyder det:
When you think that you’ve lost everything
You find out you can always lose a little more
Det lyder som det mest negative, man kan forestille sig – man kan altid få det lidt dårligere, end man har det nu. Men det er ikke det, der står, der står det modsatte: Fordi du stadig lever, har du stadig mere at miste. Men det betyder jo også, at du stadig har alt. Livet er jo altid hele livet. Den kabbalah-inspirerede Cohen taler ikke om dagslys eller stemningsmæssig lysere tider, når han taler om lyset, der kommer ind udefra, men om selve livets gnist, og det er også den, Dylan her hentyder til.
Dobbelttydige tekster
Med Make you feel my love fik Bob Dylan endnu sådant et hit, som andre store kunstnere har indspillet, ikke mindst Billy Joel og Adele. Den høres som en dybfølt kærlighedssang, men jeg må indrømme, at den mand, der tilbyder kvinden sin endeløse kærlighed har alt for meget vold og fortrudte handlinger med i bagagen til, at jeg køber den:
I’d go hungry, I’d go black and blue
I’d go crawling down the avenue
No, there’s nothing that I wouldn’t do
To make you feel my love
The storms are raging on the rolling sea
And on the highway of regret
Sangen er som så mange af Dylans dobbelttydige tekster misforstået som kærlighedssang. Den handler efter min opfattelse snarere om en mand, som dem vi kender fra de amerikanske noir-film, der tilbyder kvinden sin kærlighed, for derefter at suge sig fast på hende og lade det hele ende i et voldeligt forhold. Hvorfor skulle han ellers tale om blå mærker (black and blue) og en tilværelse som hjemløs, når han tilbyder hende guld og grønne skove i de andre vers?
Albumtitlen Time out of mind betyder noget i retning af ”Ude af øje, ude af sind.” Noget der er sket for længe siden. Det kan bruges som et udtryk med betydningen, ”lad fortiden være”. Den skotske digter og protestantiske mystiker John Bunyan bruger udtrykket flere gange i den berømte The Pilgrim’s Progress.
Også udtrykket ”cold irons bound”, titlen på albummets ottende sang, spiller på et udtryk fra Bunyans bog om at stå ved det eller den, man tror på, hvad enten det er vanæret i fangenskab eller hyldet på åben gade: ”.. stand by him, too, when bound in irons, as well as when he walketh the streets with applause.” Hele pilgrimsfærden hos Bunyan har naturligvis kun ét formål: At komme i himlen, et tema som vi allerede har set behandlet på dette album.
Den korte version
Der går den anekdote om albummets sidste nummer, Highlands på 16 minutter og 30 sekunder, at pladeselskabets ledelse spurgte Dylan, om der mon ikke kunne tænkes en kort version af sangen, man kunne lægge på albummet i stedet. ”Det er den korte version,” svarede Dylan naturligvis.
Highlands lægger sig ind blandt en efterhånden temmelig stor samling sange på 10 minutter eller mere. Men den er ikke som Desolation Row fra Highway 61 Revisited (1966) en stor civilationskritisk collage og ikke en reportage som Titanic-sangen på Tempest (2012) eller en westernnovelle som Lily, Rosemary and The Jack of Hearts på Blood On The Tracks (1974) og den filmiske Brownsville Girl fra Knocked Out Loaded (1986)
Det er et dagbogsblad med et notat om et møde med en kvinde på en bar. En hverdagsfortælling om pludselig at blive set som menneske af et fremmed menneske midt i det hele – og midt mens man selv står i et vadested mellem ikke rigtig at vide, hvad man skal med sit liv og udmærket godt vide, at man burde få mere ud af det.
Highlands hentyder på den måde langt mindre til en geografisk lokalitet end til dette at hæve tilværelsen op på et andet niveau, åndeligt set. Sangens slutlinjer, hørt på den måde, føjer sig derved tydeligt til tematikken på resten af albummet:
Well, my heart’s in the Highlands at the break of day
Over the hills and far away
There’s a way to get there and I’ll figure it out somehow
But I’m already there in my mind
And that’s good enough for now
Linjerne binder albummets tema om forholdet mellem krop og sind sammen, for det var netop det, der var den underliggende overvejelse i åbningsnummeret Love Sick, hvad er mest plaget – den trætte krop eller den anspændte tanke:
I’m walking through streets that are dead
Walking, walking with you in my head
My feet are so tired, my brain is so wired
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
Dylans 10 bedste album – 5: Desire (1976)
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Bob Dylan
Time Out Of Mind
CBS (1997)
Foto: Udsnit af albumcoveret
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
