DYLAN 80 ÅR // MUSIK – I anledning af Bob Dylans 80 årsdag 24. maj skriver Jakob Brønnum 10 korte artikler om nobelpristagerens 10 bedste album – som han ser dem. Vi tæller ned, og starter i dag med More Bob Dylan Greatest Hits – et dobbeltalbum fra 1971, camoufleret som en Greatest Hits-udgivelse.
Hvad er Bob Dylans 10 bedste album? Det er der ikke nogen, der nogensinde vil kunne blive enige om. Der er ikke engang nogen, der vil kunne blive enige om, hvorvidt man kun skal tælle de 30-40 originale studiealbum eller også livealbum eller sågar de mængder af ikke tidligere anvendte studie- og koncertoptagelser, der er udkommet de seneste 20 år. Langt over 100 CD’er.
More Bob Dylan Greatest Hits er en suveræn introduktion til vor tids største nulevende kunstner, spækket med store numre
De fleste kan formentlig blive enige om en 12-15 album, der bør indgå på en sådan liste. Jeg har udvalgt og rangeret 10 af dem efter, hvad jeg mener, er de vigtigste kunstneriske kriterier. Selv det er naturligvis dybt subjektivt – for hvad er et kunstnerisk kriterium?
Ofte vil man udelukke opsamlingsalbum, men vi begynder med et i dag – som det 10. bedste nogensinde. Og et helt almindeligt opsamlingsalbum er det naturligvis heller ikke. Det er jo Bob Dylan, vi har med at gøre.
En mærkelig pendant
I 1967 udsendte pladeselskabet Dylans første album med hans største succeser, og det blev fulgt op fire år senere med et dobbeltalbum med titlen More Bob Dylan Greatest Hits. Senere mere prosaisk Greatest Hits Vol. 2.
Men Bob Dylan ønskede at tage nogle nye indspilninger af sange, der ikke tidligere havde været udgivet, med på albummet, og det rummer derfor et par sange eller tre, som ret beset ikke er Dylans egne ”greatest hits”, men Dylansange, andre har indspillet. Og desuden næsten en hel vinylpladeside med nye sange.
Der findes optagelser af både The Beatles og Elvis Presley, hvor de prøver sangen af, uden at de kom til egentlige gennemarbejdede opførelser
Der er kommet et ualmindeligt godt dobbeltalbum ud af denne blanding. Det er en mærkelig pendant til det kun halvandet år ældre dobbeltalbum med titlen Self Portrait. Det charmerende, men ofte meget hårdt kritiserede Self Portrait har også både nyt materiale og kendte sange. Hvad begrundelsen for at forsøge stort set det sammen en gang til året efter kan have været, kan man ikke vide. Under alle omstændigheder er More Bob Dylan Greatest Hits et langt bedre album.
Elvis Presley-hittet
To af de sange, der ikke stammer fra andre album er “Watching the River Flow“ and “When I Paint My Masterpiece“. Det første indleder ovenikøbet albummet. Det er begge sange, der handler om kunstnerisk inspiration eller snarere mangel på samme.
Den mest overraskende sang på albummet er den magiske gode folk-popsang “Tomorrow Is A Long Time“, som Dylan på dette tidspunkt overhovedet ikke havde indspillet, men som Elvis Presley havde haft et mindre hit med midt i 1960’erne.
På albummet optræder den i en liveversion, der stammer fra tiden omkring Dylans andet album, The Freewhellin’ Bob Dylan (1963), som åbner med “Blowing In The Wind“, der ændrede Dylan’s karriere (og økonomiske forhold) overnight. “Tomorrow Is A Long Time“ er stort set ligeså god som “Blowing In The Wind“, men Dylan valgte den altså fra og lagde den til side.
Men når Elvis Presley har haft et hit med det, så skulle det da bare mangle, at Dylan selv lige markerer, ikke bare, hvor skabet skal stå, men at det altså er ham, der har bygget skabet.
Manfred Mann-hittet
Det er ikke kun “Tomorrow Is A Long Time”, der står på dette greatest hits-album, uden at Dylan selv har indspillet det, også “I Shall Be Released“ er med. Det er et andet af alletiders mest berømte Dylan numre, bl.a. indspillet af The Band. Det findes optagelser af både The Beatles (fra Let it Be-optagelserne) og Elvis Presley, hvor de prøver sangen af, uden at de kom til egentlige gennemarbejdede opførelser. Den er skrevet i 1967 under Dylans og The Bands indspilninger i en kælder i det nordlige New York State. I Shall Be Released er siden indspillet af andre kunstnere langt over 200 gange.
“Quinn The Eskimo“ er et tredje Dylannummer, han ikke selv havde haft et hit med. Det er ganske vist med på Self Portrait i en liveoptagelse fra Isle of Wright-festivalen i 1969, men Dylan rundsendte i 1967 nogle af de berømte indspilninger, der senere udkom som The Basement Tapes (1975) til andre musikere. En af tidens store, engelske popkunstnere, Manfred Mann, samlede det op og havde et stort hit med det i 1968.
Positively 4th Street: Venskabet der ikke indfinder sig
Blandet mellem disse sange er en række klassiske Dylan-numre: “Positively 4th Street” står på den engelske version af More Bob Dylan Greatest Hits. (Den var med på den amerikanske udgave af Greatest Hits i 1967). Det er en af de smukkeste og mærkeligste små rocksange, jeg kender. Den er oprindelig udkommet som single, produceret i forbindelse med indspilningerne af Highway 61 Revisited, som vi skal komme tilbage til i de kommende dage. Den handler om det sociale spil mellem mennesker der prætenderer venskab, men altid handler for egen (social) vindings skyld.
Kompositorisk er den helt sin egen. De korte vers består af et gådeagtigt udsagn på de to første akkorder, grundtonen og den såkaldte subdominant-parallel, altså f. eks. G-Am. Derefter skrider verset straks til den spændingsopløsende nedgang mod grundtonen fra kvarttonen, altså f. eks. C-h-a-g, for først derefter at lande på kvinten, i dette tilfælde D.
Normalt ville sådan en faldende tonerække afslutte et vers, hvor der lå nogle akkord-forløb mellem det første og dette, afsluttende. Tekstmæssigt opløser stykket den ”gåde”, vi i hvert vers får præsenteret indledningsvis i det første udsagn.
Musikalsk betyder det tætte forhold mellem indledningen (G-Am) og afslutningen (C-h-a-g) i verset psykologisk set, at vi ligesom sidder og venter på noget der aldrig kommer, nemlig det der normalt ville ligge inde i verset, spændt ud mellem indledningen og afslutningen. Nøjagtig som teksten handler om venskab, der ikke indfinder sig.
Det kan lyde som et lidt collageagtigt album, men samlet set er det, særligt i den engelske version, hvor udvalget som antydet er lidt anderledes end på den amerikanske, et enestående godt billede af Bob Dylan som en kreativ kraft i rock og folk, der hele tiden udfordrer og bryder grænser. More Bob Dylan Greatest Hits er en suveræn introduktion til vor tids største nulevende kunstner, spækket med store numre som A Hard Rain’s A-Gonna Fall, Lay Lady Lay, Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again, og My Back Pages.
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
Dylans 10 bedste album – 5: Desire (1976)
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
More Bob Dylan Greatest Hits (Bob Dylan’s Greatest Hits Vol. II)
Columbia Records 1971
Foto: Udsnit af omslaget – det berømte billede fra Bangla Desh-koncerten 1971, hvor Dylan spillede sammen med bl.a. George Harrison
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her