SAM SMITH // ANMELDELSE – Efter sit gennembrud for snart ti år siden har pop-soul sangeren Sam Smith udgivet tre album. “I’m Not Here to Make Friends”, synger de, som Sam Smith foretrækker som pronoun, på det nyeste album Gloria. Alligevel har Smith fået en ven i POV’s anmelder. Han er ligeud begejstret. Hver byggesten er skabt med ekvilibrisme, kærlighed og omhu.
Musikken er et medie. Og når dette medie bliver brugt rigtigt, kan musikken blive til både sex, kærlighed, oprør, terapi, et spark i røven og en varm, kærlig hånd på skulderen.
Og på sit fjerde album, Gloria, formår Sam Smith at transformere ord og toner til alt dette.
Den 30-årige britiske sanger og komponist identificerer sig som non-binær. Hans foretrukne pronouns er ‘de’, ‘dem’ og ‘deres’. Og i denne anmeldelse, vil Sam Smith derfor blive omtalt og refereret til som sådan.
Sam Smith vil respekteres, som den, de er. Og ligesom alle os andre, har de fortjent det.
“I hele mit liv har jeg kæmpet med min kønsidentitet. Nu kan jeg endelig være mig selv.”
Sådan fortalte Sam Smith, der i første omgang sprang ud som gender-queer i 2017.
Dengang udtalte sangeren:
“Jeg føler mig lige så meget som kvinde som mand.” Og det er blandt andet denne brede emotionelle pallet, der er med til at gøre Sams fjerde album til den mangefarvede og nuancerede oplevelse, det er. Sam Smith ser verden i alle dens forunderlige og smertefulde detaljer.
Sam Smith tager sig selv selv klædelig alvorligt. De tager musikken og lytteren tilsvarende alvorligt. Men heldigvis glemmer hele holdet ikke, at der også skal danses … og festes igennem
Som en non-binær pendant til et af deres egne store forbilleder, Adele, besidder Sam Smith desuden en sangstemme, der ubesværet strækker sig over adskillige oktaver.
Men i stedet for at bruge stemmen til at imponere, benytter Sam Smith deres naturtalent til at finde dybde, mening og styrke i hver en tone og hvert et ord. Der bliver med andre ord kælet for detaljerne, så alle de små hår på armene rejser sig – og gør honnør.
Der lægges fornuftigt for med albummets måske bedste sang, “Love Me More”, hvor Sam synger:
“Have you ever felt like somebody else, Feeling like the mirror isn’t good for your health, Every day I’m trying not to hate myself, But lately it’s not hurting like it did before, Maybe I’m learning how to love me more”.
Omkvædet rammes ind koret, “Love me more, Ohh just a little bit, Love me more, Ohh just a little bit” – og denne vokale reference til Aretha Franklins klassiske “R.E.S.P.E.C.T.” er med garanti ikke tilfældig. Selvrespekt har ingen alder og ingen sidste salgsdato.
Og før den midaldrende hippie (som undertegnede) nu begynder at harcelere over ‘nutidens unge’ og deres uendelige ‘selvkærlighed’, så kan vi meget vel ‘spole frem til sang nummer 10, “I’m Not Here to Make Friends”, hvor dragqueen’en over dem alle, RuPaul minder os om følgende:
“If you can’t love yourself, how the hell can you love somebody else, Can I get an Amen …”
Så sandt, som det er sagt.
Sam Smith blotter sig frygtløst
Nu er Sam Smith selvfølgelig ikke den første popkunstner, der stikker dybt og tager emner som kønsidentitet, selvhad, seksualitet, misbrug og angst op til viderebehandling (den bedste sang om transkønnethed er stadig Lou Reeds “Candy Says” helt tilbage fra 1969). Men man skal lede længe for at finde en kunstner, der i højere grad blotter sig og frygtløst inviterer os med helt derind, hvor det gør allermest ondt og risikoen for ydmygelse er allerstørst.
Men nu ville dybde, indsigt og ærlighed selvfølgelig ikke fungere som musikalsk udtryk, hvis musikken ikke også var i orden. Og det er den …. i den grad.
Således er “Love Me More” tidløs pop, når den slags er allerbedst. “No God” er en funk-rocket musikalsk luksusliner på niveau med både George Michael og Stevie Wonder. “I’m Not Here to Make Friends” er disko, så selv Nile Rogers vil blive stakåndet. Og “How to Cry” (min album favorit) er bare en stærk, stærk komposition, der lykkeligvis får lov til at fremstå i et relativt enkelt arrangement, et arrangement, der til gengæld maksimalt udstiller den muskuløse melodi og den hjertegribende lyrik.
Hvis alt andet fejler, så vil albummets party-stomper og ikke så lidt tossede “Unholy”, hvor Sam får sexet hjælp af den tyske transkunstner Kim Petras, med garanti få dig helt op af lænestolen
“Nobody taught you how to cry, but somebody showed you how to lie, All the feelings you don’t show, Are all the reasons to let go”. Så perfekt kan det blive.
Sam Smith tager sig selv selv klædelig alvorligt. De tager musikken og lytteren tilsvarende alvorligt. Men heldigvis glemmer hele holdet ikke, at der også skal danses … og festes igennem.
I den ånd er det stok-umuligt at sidde stille til “Lose You”, der trods sit alvorlige emne, emmer langt væk af danseklar disko. Kun et fjols rykker ikke på “I’m Not Here to Make Friends”’ funk-groove. Og hvis alt andet fejler, så vil albummets party-stomper og ikke så lidt tossede “Unholy”, hvor Sam får sexet hjælp af den tyske transkunstner Kim Petras, med garanti få dig helt op af lænestolen.
Nogle af historiens bedst komponerede album, rækkefølgen og opbygningen af sange, der tilsammen udgør værket, er efter min mening bl.a. Supertramps Breakfast in America, Lou Reeds Berlin og Billy Joels The Stranger. Og i denne tradition markerer Gloria sig også tårnhøjt.
Vi får således ti ‘rigtige’ sange, en hjerteskærende smuk ‘salme’, “Gloria”, og to korte mellemspil “Hurting Introlude” og “Dorothy’s Interlude”. Hver byggesten er skabt med ekvilibrisme, kærlighed og omhu. Og tilsammen udgør de 13 kapitler Gloria, et helstøbt album, der kan høre igen, igen og så en gang til.
Sam Smith optræder d. 29. april i Royal Arena i Ørestaden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
