DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Bob Dylan bliver 80 den 24. maj. I den anledning udvælger og introducerer Jakob Brønnum hans 10 bedste album over 10 dage. I dag “Oh Mercy” (1989) – det uventede mesterværk.
I slutningen af firserne efter en række mindre inspirerede album – alle de store gamle rocknavne fra 1960’erne led inspirationsmæssigt i den nye tid spændt ud mellem elektronisk dansemusik og punk – udsendte Bob Dylan et album, som viste sig at være et mesterværk. Det er Oh Mercy, produceret af U2-produceren Daniel Lanois.
Oh Mercy står som et helstøbt arbejde, der kan måle sig med de allerbedste Dylan-album, som Blood On The Tracks (1975) og Highway 61 Revisited (1966), netop hvad angår det samlede tekstlige og musikalske udtryk.
Med den nøje sammensatte billedbog gennem de tre vers fremstiller Dylan sin grundlæggende tematik: den menneskelige eksistens i evighedsperspektiv
Daniel Lanois havde hjulpet U2 til at indtage sin plads sammen med de fundamentale navne i rockhistorien, særlig med The Joshua Tree (1987) og Achtung Baby (1991), og han bidrog senere til at skabe Emmylou Harris i særklasse største kunstneriske præstation med albummet Wrecking Ball (1995).
Daniel Lanois havde en signatur-lyd, der er flydende, tåget og tung, og den fungerer godt sammen med Dylans musik på dette album, uagtet hvad de måtte have haft af veldokumenterede kriser undervejs. Dylan beskriver nogle af dem i sine erindringer Krøniker Vol. 1, men man skal altid huske, at alle Dylans udtryk indgår i hans samlede kunstneriske produktion – også hans erindringer.
Politik og kærlighed
Albummet er ikke alene musikalsk helstøbt, det rummer også en litterær, tekstmæssig sammenhæng, som er styret og klar. Det oprindelige vinyl albums A-side rummer fem sange, som alle sammen beskriver så at sige ydre forhold, eksistentielle grundvilkår, politiske og samfundsmæssige aspekter. Heroverfor står B-siden, som gennemspiller en række tilsvarende motiver, men nu fra den enkeltes så at sige indre perspektiv, det følelsesmæssige og det personligt moralske. Dylan laver en lignende opdeling på John Wesley Harding (1967).
Enkeltvis står en perlerække af Bob Dylans bedste sange på albummet. Bob Dylan er en langt mindre politisk kunstner, end de fleste er opmærksom på, og selv de egentlige folkemusikalbum frem til 1964-65 er sjældent politisk-ideologiske men mere humanistiske og eksistentielle, når man hører efter. Oh Mercy åbner imidlertid med en regulært politisk sang, der ganske vist heller ikke er ideologisk, men er en kritik af det politiske spil, som styrer verden.
Teksten er en af de mest nøgne, humanitære passager i hele Dylans værk
Political World er sådan en af de store Dylan-sange, hvor han sætter små stærke udtryk i forlængelse af hinanden eller overfor hinanden, og sammen danner de et større, ofte vidt forgrenet og nuanceret billede. Sådan begynder det:
We live in a political world
Love don’t have any place
Det er så meget desto mere interessant, at Dylan normalt heller ikke synger om kærlighed, og gør han, er det i almindelighed fraværet af den. De storslåede Wedding Song på Planet Waves fra 1974 og Sara fra Desire 1976 er smukke undtagelser om det mislykkede forsøg på at redde sit første ægteskab. Og i hele den evangeliske periode nævnes næstekærlighed overhovedet ikke. Det er udelukkende omvendelse, guds-relationen og verdens ende, der er på tapetet.
Men her står kærlighed overfor det politiske i en uhyre præcis karakteristik af verden. Sådan er det. Vi lever i en politisk verden, kærligheden har ingen plads. Hvad får Dylan litterært ud af at stille de to overfor hinanden? Han beskriver og karakteriserer dem begge to. At være udspekuleret og beregnende har intet med kærlighed at gøre, det er politik. Det kan man huske på næste gang, man trækker det ind i privatsfæren.
Og omvendt: en politikers tilsyneladende hengivenhed for en by eller en befolkningsgruppe er ikke kærlighed, det er politik.
Sangen fortsætter med sådanne to-linjede onelinere. Umiddelbart efter de første linjer følger endnu en stor dobbeltkarakteristik af samfundsforholdene:
We’re living in times where men commit crimes
And crime don’t have a face
Ring Them Bells
Blandt albummets uforglemmelige mesterværker er depressionssangen Most Of the Time måske den skæring på albummet, der er mest dunkelt Lanois-flydende. Den handler om følelserne, som de er, når det ikke er ”for det meste”, og der er slemt. På Oh Mercy står også Neil Young-favoritten Everything Is Broken, og sangen om vores sygelige forfængelighed, Decease Of Conceit, foruden sangen om døden, der altid kommer vandrende mod en med tidens nødvendighed, Man In The Long Black Coat.
Albummet krones af den metaforfyldte Ring Them Bells, som salige Joe Cocker har fortolket blandt sine alt for få, men store Dylantolkninger. Med den nøje sammensatte billedbog gennem de tre vers fremstiller Dylan sin grundlæggende tematik: den menneskelige eksistens i evighedsperspektiv.
Mellemstykket er et tydeligt Roy Orbison-inspireret B-stykke, der ret beset i Orbison-terminologi må kaldes et B-C-D-E-stykke, noget han personligt har bragt ind i rockhistorien. Dylan og Orbison arbejdede sammen i fritidsbandet Traveling Wilburys på dette tidspunkt. Teksten er en af de mest nøgne, humanitære passager i hele Dylans værk – lagt ind i den domsteologi, han så ofte skriver på:
Ring them bells for the blind and the deaf
Ring them bells for all of us who are left
Ring them bells for the chosen few
Who will judge the many when the game is through
Ring them bells, for the time that flies
For the child that cries
When innocence dies
Efter Oh Mercy kom et album kaldet Under The Red Sky (med titlen hentet fra Matthæusevangeliet 16,1-3), som minder noget om det, men som er lidt svagere og uden det åbenlyse spektrum af følelsesmæssige dybder, som Oh Mercy har. Der skulle hele to rent akustiske albums til i midten af halvfemserne, før Bob Dylan fandt ind til den tredje og sidste store fase i sin produktion – nemlig de seks albums, der er kommet med originalt materiale siden 1997 – en fase, der på alle måder kan siges at være den mest vellykkede i hans kunstnerisk karriere, hvis vi taler om musikken som kunstnerisk udtryk og ikke som hitmageri.
Bob Dylan
Oh Mercy
Columbia Records (1989)
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits
Dylan 10 bedste album: 9: Before The Flood
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Topillustration: Udsnit af omslaget af Dylans album “Oh Mercy”. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
