MUSIK // INTERVIEW – Måske har du allerede set den. TV-2’s nyeste sang: ‘Den sidste turist i Europa’. Videoen dukkede pludselig op på Facebook og YouTube. Den varer 10 minutter og er blevet delt flittigt. Hvad mon der foregår? For at høre mere om det fik Monica Krog-Meyer en snak med Steffen Brandt, der sammen med sine tre faste bandmedlemmer har haft alt for meget fri de seneste måneder, og har udsigt til en sommer uden de sædvanlige festivaller og koncerter.
”Det er jo ikke rart at få frataget sit virke. Vi er her for at spille noget musik, og skabe nogle sammenhænge blandt folk. Når man har levet i den verden og har gjort det i 40 år, så er det svært lige pludselig ikke at kunne agere og ikke kunne være med i det fællesskab.
For os er der en stor grad af udfoldelse, af energi, som vi slet ikke kommer af med. Lige så svært som det må være for andre, der på daglig, ugentlig eller månedlig basis plejer at komme ud og opleve noget med andre mennesker. Det er det samme for os. Det samvær tror jeg, at rigtig mange savner,” siger Steffen Brandt.
Der er ikke nogen strategi, andet end at vi tænkte: Vi kan ikke vente på at breake den og på, at den er klar til Spotify. Den skal bare ud nu! Det er måske popsangens nye vilkår. Den kan være dagsaktuel”
– Steffen Brandt
Da den første uro over corona havde lagt sig, og vi alle sammen havde vænnet os til regeringens pressemøder og nye forordninger, ja så meldte trangen til fordybelse sig hos Steffen Brandt:
“Behovet for at undersøge, hvad der i det hele taget er sket med os, og hvorfor det er sket. Skal det ses som en eller anden form for påmindelse eller wake up-call, en advarsel, kan man næsten sige, om den måde, vi har indrettet os på?”
Jeg har længe været væk og ude af syne
haft travlt med at klare mig og mit
Tænkt at fællesskab er noget man tager for givet
så længe hver især klarer sig og sit
”Den der globalisering, den højt besungne, den har nogle sider, som vi måske ikke helt har taget højde for i kampens hede, i hastigheden hvormed alt foregår. Der har man måske sprunget over nogle af de sikkerhedsventiler, der jo skal være i sådan en proces.”
Eftertænksomheden resulterede i sangen: ‘Den sidste turist i Europa’.
I 1948 sang Lulu Ziegler denne sang om det sønderbombede Europa efter 2. Verdenskrig. Mogens Dam skrev teksten dengang, og Henrik Blichmann den stemningsfulde melodi. Nu er det Steffen Brandts gendigtning. Et imponerende værk, måske hans bedste tekst til dato.
Igen står vi overfor et Europa, der risikerer at miste sin sammenhængskraft:
”Dengang skulle de finde deres ben igen og genopbygge ikke bare rent fysiske konstruktioner, broer og infrastruktur, men også tilliden og troen på menneskeheden og på det, at vi har et eller andet fællesskab.
Lidt af det samme gør sig jo gældende nu: Den her pandemi ryster vores fællesskabstro i sin grundvold. For hvor langt rækker det fællesskab, når man fra Danmarks side sender nogle ubrugelige respiratorer af sted til Italien?
Så meget for den europæiske ånd, kan man sige.
Det er nok uretfærdigt at blame en enkelt begivenhed, men det er jo bare blevet et symbol på, at så lader man hinanden i stikken, når det kommer dertil.”
Jeg har længe været væk og ude af syne
haft travlt med at klare mig og mit
Tænkt at fællesskab er noget man tager for givet
så længe hver især klarer sig og sit
Fællesskabet
”Det er lang tid siden, at vi fandt ud af, at vi alle sammen har ret til et nyt køkken. Vi har også levet i forventning om i hvert fald én rejse til Thailand om året, en shoppingtur til London, og for øvrigt skal man også lige på skiferie, foruden en sommerferie under varmere himmelstrøg.
Vi har nærmest forventet nogle rettigheder, som var helt fuldstændig ansvarsfrie. Vi har ikke skullet levere noget. Vi har løbet stærkt for at kunne komme hen og slappe af, så vi kunne komme tilbage og løbe stærkt.
Lige pludselig blev det tydeligt, at vi tænkte: Hvis bare vi hver især klarer vores, så kører det store fællesskab af sig selv. Men det gør det jo ikke. Der skal også bidrages med noget, for at et fællesskab opstår. Den dimension har vi måske misset i kampens hede.”
I mellemtiden er der dukket ‘stærke mænd’ op i både Tyrkiet på kanten af Europa, og indenfor i Ungarn; der er kræfter i både Italien og Østrig, der trækker væk fra fællesskabet.
”Efter murens fald og da vi fandt ud af, at Stasi nærmest overgik nazismen i barske metoder helt op i nyere tid, hvor man opererede med hemmeligt politi og stikkervirksomhed, da tænkte vi: Nu åbner muren sig, det var den epoke, og nu skal vi videre. Og så misser vi jo tusindvis af chancer for at samle Rusland op. Den der store magt derovre, den har altid lidt under en stærk mand. Vi ender med at tabe den mulighed på gulvet, og overlader styringen til despoten, som minder betænkeligt om dem, der har været gennem tiderne.
Slut med den retningsløse vækst
Man kan godt som menneske gå ind og indrømme, hvornår man har svigtet, for det er jo en fantastisk platform til at komme videre fra. Det har åbnet vores alles øjne for, at det er som en god tegneseriefigur sagde: ”Vi er faret vild, men vi skyder en god fart!”
Det med at være faret vild, giver en grobund for at tage sig sammen, kollektivt.
Vi hører fra forskellig side i erhvervslivet, at nu skal hjulene i gang. Og vi ved jo godt, at sådan hænger det sammen nationaløkonomisk, men måske skal vi også til at tage en styring af, hvor de hjul skal køre hen. Den pandemi og den krise, vi har været igennem, siger tydeligere end nogensinde før, at vi jo simpelthen skal tage over nu. Den fuldstændig retningsløse vækst, ja det er muligt, at alting bygger på vækst, men den retningsløse vækst, som vores økonomi har været drevet af, har jo spillet fallit. Vi må have retning på den vækst. Det må være i en anden – grøn – retning. Som giver muligheder og en anden form for liv, og som ikke nødvendigvis giver os alle sammen mulighed for at forbruge, og tage til Thailand to-tre gange om året.”
Jeg er den sidste turist i Europa
til at svare på: Hvor blev I af?
Jeg er den første turist i Europa
til at møde en ny og anderledes dag
”Sangen slutter med at være klar til at møde en ny dag i Europa, tage arbejdstøjet på og yde sit bidrag.”
Men hvorfor lige den sang? Her afslører Steffen Brandt, at det er en gammel ide, der lige fik det helt rigtige spark:
”Det er en gammel drøm. Jeg tror jeg skrev den engang for 25 år siden, en ny version af ”Den sidste turist i Europa”. Det var før computeren, så den ligger på et eller andet stykke papir. Jeg har ledt og ledt gennem de sidste 25 år i alle mulige skuffer, for jeg kunne huske, at den var god.
Men så kom der lige pludselig en anledning til at skrive en helt ny version af den. Den eneste linje, der går igen, og som også er autentisk: ‘jeg har brækket mig i Amsterdams kanaler’. Mange af de steder er selvfølgelig egne oplevelser, jeg har stået på den station i London og råbt efter en mand, der sagde ‘Don’t you ever ‘hey’ at me’, og vi er vågnet op i Bois de Vincennes osv.”
Popsangens nye vilkår
”Sangteksten blev til noget, bandet kom ind over, efterhånden tog det form og blev til en sang. Men der var ikke rigtig nogen, der vidste, om det var noget. Vi fik Espen Hjort til at lave filmen. Og lige pludselig så var den der:
Kl. 11:55 fik jeg den endelige tilladelse af Morten Dam, der er tekstforfatteren Mogens Dams søn, og som skulle give tilladelsen. Kl. 14 samme dag lå den færdige sang på Facebook. Sådan fungerer det i dag.
Der er ikke nogen strategi, andet end at vi tænkte: Vi kan ikke vente på at breake den og på, at den er klar til Spotify. Den skal bare ud nu! Det er måske popsangens nye vilkår. Den kan være dagsaktuel. Den kan gå ind og beskrive situationen, som den ser ud, for øjnene af os.
På den måde kan enhver regne ud, at der ikke er meget økonomi i det. Men der er noget andet, som er mere interessant for os lige nu, det er at vi kan få lov til – endelig – at finde en måde at bidrage til at forstå den verden, vi pludselig befinder os i.
Der har været mange gode tiltag, med P-koncerter, forskellige fællessangsprojekter rundt i gårde, og i TV. Men HER havde vi fundet et sted, vi kan gøre os gældende på en måde, som bidrager med noget.
Der er heldigvis mange, der har været inde og se den. Og mange, der har delt den. Og det er lige præcis det, der er meningen.”
Vi har nærmest forventet nogle rettigheder, som var helt fuldstændig ansvarsfrie. Vi har ikke skullet levere noget. Vi har løbet stærkt for at kunne komme hen og slappe af, så vi kunne komme tilbage og løbe stærkt”
– Steffen Brandt
Jeg nævner for Steffen Brandt, at jeg da aldrig har oplevet TV-2 med så meget alvor, jeg har aldrig hørt så lidt ironi, så lidt humor, så lidt lethed.
”Jeg synes jo, at den tone sangen har, det er en anden form for humor, som ikke er, som vi kender den. Når billeder falder på plads i ens hoved, når man hører det, og ligningen går op, og man kan se nogle af de sammenhænge, vi synger om, så giver det den samme forløsning, som humor gør. Det er også derfor, den får den gennemslagskraft, den har i øjeblikket; det har den samme frigørende effekt, ligesom den gode sunde latter sammen.”
Som nævnt kan TV-2 fejre 40 års jubilæum. Det er et af de få bands i verden, med samme besætning i alle årene siden starten i 1981. Og det bliver fejret med fem udsolgte koncerter 29. og 30. oktober i København, 3. oktober i Aarhus, 6. november i Odense og 7. november i Aalborg.
Forhåbentlig!
LÆS FLERE ARTIKLER AF MONICA KROG-MEYER HER
Topfoto: Steffen Brandt, Skandinavian pressefoto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
