DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Hvad er Bob Dylans 10 bedste albumudgivelser? I anledning af Dylans 80 års-dag den 24. maj skriver Jakob Brønnum hver dag i 10 dage om et album. Artiklerne tæller ned fra 10 og i dag handler det om Desire (1976), som Dylans femtebedste album.
Indspilningen af Bob Dylans album Desire i midten af 1975 står som startskuddet til en stor turne i det nordøstlige USA og Canada, kaldet The Rolling Thunder Revue. En række kendte kunstnere medvirkede og forfattere som Allen Ginsberg og dramatikeren Sam Shephard var med, og der skulle også laves en spillefilm undervejs, en temmelig ujævn film blev det, Renaldo and Clara. Der kom tv-optrædener til og flere senere koncertalbum er udsendt, herunder livealbummet Hard Rain (1976).
One More Cup Of Coffee har blodbåndets dødsmættede klantænkning som underlag for en kærlighedsoplevelse
Hvor koncerterne er herligt eksperimenterende, løse i arrangementerne og energifyldte, er Desire et album, der viser Dylan på højden af sin musikalske skaberkraft, med en vilje og evne til at nå et bredere publikum, samtidig med at han ikke forlader sine kunstneriske ambitioner om litterære sange og en musikalsk forbindelse til den folkelige musiktradition, han afsøgte efter tiden med folkemusikbevægelsen, særligt i 1967, hvor han indspillede de såkaldte The Basement Tapes.
Desire er næsten helt akustisk. Instrumentelt er det den mest farverige af Dylans udgivelser, med en fremtrædende soloviolin og med gæstespil af harmonika, mandolin og bouzouki. Desire er med god grund et af Dylans mest solgte studiealbum.
Eksistensen spændt ud mellem liv og død
Sangene graver dybt ned i Dylans grundtemaer om eksistensen spændt ud mellem liv og død. Underligt nok hedder albummet Desire, men det handler ret beset ligeså meget om døden. Åbningsnummeret Hurricane, om bokseren Rubin Carter, Dylans første protestsang i et årti, fortæller om et tredobbelt mord; det næste, Isis, om et gravrøveri, omgærdet af mystik; One More Cup Of Coffee har blodbåndets dødsmættede klantænkning som underlag for en kærlighedsoplevelse.
Oh Sister står hinsides liv og død i en kabbalah-inspireret meditation over gudsforestillingen som det usynlige, der binder alle mennesker sammen, Joey er en historie om en gangster og indeholder en blodig nedskydning, Romance in Durango er bl.a. en Billy The Kid-agtig flugthistorie efter et muligt mord og Black Diamond Bay har en selvmordshistorie.
Hans livssyn handler om frihed: Mennesket har ret til at gøre, lige hvad det vil, så længe det ikke begrænser hinandens frihed
Hvad blev der lige af begæret, som albummet har titlen fra? Det står frem i sprækkerne i mere eller mindre alle sangene, men det står overfor døden som to kræfter, der holder hinanden i skak. Hvor kommer det mon fra, døden og begæret, set som to kræfter i livet?
Hvem var den mest fremtrædende teoretiker i midten af halvfjerdserne? Karl Marx? Ja, det er rigtigt, men Dylan er ikke socialist, knapt venstreorienteret. Hans livssyn handler om frihed: Mennesket har ret til at gøre, lige hvad det vil, så længe det ikke begrænser hinandens frihed. Prøv igen!
Freud? Netop. Freud og Marx var de store navne i avisernes kultursider på denne tid med nye værker, der tænker dem sammen af bl.a. Louis Althusser, Deleuze og Guattari, samt Lyotard, netop i disse år. Det var umuligt i 1970’erne at være intellektuel i New York uden at være påvirket af tidens freudlæsninger.
I Freuds sene værk samles netop begæret (libido) og døden (thanatos), hvor Freud ser dødsdriften på lige fod med begæret, som han ellers havde opfattet som menneskets vigtigste drivkraft. Sådan mener jeg, albummets tekster samlet set skal fortolkes, men det kan man jo ikke have i en albumtitel, så kun libidoet er nævnt, Desire.
Og psykologen Levy
Det mærkværdige er, at Bob Dylan ikke har skrevet alle teksterne er alene, han har fået hjælp fra en new yorker-teatermand, Jacques Levy (1935-2004), som også havde arbejdet sammen med en af Dylans mangeårige musikalske venner, Roger McGuinn, forsangeren i The Byrds.
Det er ikke kendt, hvilke bidrag gæsteforfatteren yder, men hvis man ser på den nye, stramme, rytmiske udtryksform i teksterne, så bliver det mit gæt, at bidraget ikke mindst er på det tekniske niveau – altså simpelthen hjælp til at forløse en potentiel skriveblokering og måske være med til at stramme sprog og rytme op til en ny tid, hvor realismen står over surrealismen i fortællingerne.
Der er det karaktertræk ved Bob Dylans egen sproglige rytme, at i modsætning til mange andres sange, er der ikke nødvendigvis et ens antal stavelser i hver linje i hvert vers. Hos Bob Dylan kan linjerne have meget forskellig længde og man skal starte forskellige steder i melodien i hvert vers for at få dem sunget, hvor de skal være i musikken. Men præcis på det her album er der en stor stramhed i, hvordan teksten og musikken rytmisk passer sammen.
Jacques Levy var ikke blot teatermand, han var også praktiserende psykolog, så det kan tænkes, at han også har bidraget til at forløse den psykoanalytiske tydning med libido og thanatos, der er så fremtrædende i teksterne.
To andre spor
Hvis vi skal følge andre spor i Bob Dylans tekstunivers, så er der to, mere personlige spor på Desire, der går igen på albummet, som det også gjorde på det forrige, Blood On The Tracks og gør på det næste Street Legal.
Dels er det, vi må se som skilsmissetemaet, der var det umiddelbart mest fremtrædende på det forrige album, med i flere sange. Dels er inspirationen fra filminspilningerne i Mexico under arbejdet med Sam Peckinpahs western Pat Garret & Billy The Kid, som Dylan har skrevet musik til og medvirker i, synlig også her. Vi mødte den på Blood On The Tracks med den herlige fortælling om den fordrukne dommer i Lily, Rosemary And The Jack Of Hearts. Her er den klarest i Romance in Durango, men dybest set også i Isis. Sporet fra Mexico slutter på Street Legal med en af de sange, der tilhører Dylans absolut bedste, Senor (Tales Of Yankee Power).
Desire slutter med den vidunderlige ballade, Sara. Dylan skal have vendt sig om under indspilningerne i studiet og sagt til sin delvis fraseparerede hustru, der var tilstede: ”This one is for you,” hvorefter han kastede sig ud i sangen, som Dylan ikke har spillet siden den tid. Det må være den mest personlige sang i Dylans katalog, betegnende nok i den svajende 6/8’s takt, som en anden sang til hende, Sad Eyed Lady Of The Lowlands (Blonde On Blonde) (1966), der ovenikøbet er nævnt i Sara:
Stayin’ up for days in the Chelsea Hotel
Writin’ Sad-Eyed Lady of the Lowlands for you
Typisk for Dylan, er den biografiske detalje dog unøjagtig, som man også har påpeget i forbindelse med hans erindringer Krøniker Vol. 1, i et betydeligt antal tilfælde. Sangen kan naturligvis være skitseret på Chelsea Hotel, men den er, som vi skal se i en senere artikel, næppe i egentlig forstand skrevet på det berømte kunstnerhotel i New York.
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Bob Dylan:
Desire
Columbia (1976)
Foto: Udsnit af albummets omslag
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her