Du er ikke alene

Heino Hansen 28.12.2016

”Sorg kan overtales og gennemleves til at gå til ro, men den hader at blive ignoreret. Savnet vil altid være der, men sorgen er en grim én, der skal væk – og det er et fælles projekt i vennekredsen, familien, på arbejdspladsen og i sportsklubben”. Husk det, skriver Heino Hansen, der mistede sin mor i sommer. Han har seks gode råd til, hvordan du kan handle og hjælpe, når en pårørende mister en elsket.

Mit livs værste år er snart slut. Jeg håber, at nogen kan få gavn af mine erfaringer.

Når jeg en dag skal væk herfra, så vil 2016 med garanti stadig stå for mig som et af de værste år nogensinde. Torsdag d. 14. juli døde min elskede mor, Anne Hansen, 61 år gammel. Der er nu gået et halvt år siden besøgene på Rigshospitalet, samtale med bedemand, rydning af lejlighed, begravelse og så videre.

Udover at være det værste halve år i mit liv, så har det også lært mig en masse om mennesker, som jeg føler, jeg vil dele med jer. Jeg har lagt mærke til, hvor svært det er for mine egne venner/kollegaer at vide, hvilket ben de skal stå på overfor mig, efter min mor døde.

“Kunsten” at være pårørende til en pårørende. Den, tror jeg, er megaundervurderet. Eller, det ER den, det ved jeg. Jeg har selv været det, og jeg har selv set det indefra nu.

Lad mig starte med at slå fast: Det eneste, du kan gøre forkert, er ikke at gøre noget. Folk er så bange for at få sagt eller gjort noget forkert, men jeg tror virkelig, at jeg taler på mange pårørendes vegne, når jeg siger: Vi vil gerne tale om det

Når mine egne venner har mistet en nærtstående, har jeg ikke selv været den bedste til at håndtere det, det ved jeg nu. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst, hvordan jeg skulle have gjort, og derfor vil jeg skrive åbent om mit forløb; så andre måske kan få glæde af det.

Gør noget

Lad mig starte med at slå fast: Det eneste, du kan gøre forkert, er ikke at gøre noget. Folk er så bange for at få sagt eller gjort noget forkert, men jeg tror virkelig, at jeg taler på mange pårørendes vegne, når jeg siger: Vi vil gerne tale om det, vi vil gerne modtage én ekstra sms, vi vil gerne ringes til. Måske svarer vi ikke, men beskeden, opkaldet, krammet eller kaffeinvitationen er i allerhøjeste grad noteret – og det varmer mere, end I nogensinde forestiller jer.

Hellere en klodset formulering eller gerning end at gøre den pårørende til et spøgelse på gangen, der ikke må snakkes direkte til. Til tider kan det sgu næsten være rart med en klodset/vittig bemærkning, der for en stund kan få problemet ned på et menneskeligt plan, fremfor den højhellige piedestal ens følelsessystem automatisk har placeret det på.

Når en person mister en elsket, er personen pårørende til et offer, personen er ikke et offer. Så undgå at behandle pårørende som ofre.

Hvis du kender én der har mistet en nær, er blevet skilt, eller står i en rigtig dum situation – så snak med vedkommende. Hellere en sms for meget end en for lidt. Du forstyrrer ikke, du hjælper. ”Er jeg en tæt nok ven til at tage kontakt?” JA. JA JA JA JA! Det viser du faktisk, at du er, ved at gøre det.

Det er svært at være pårørende til en pårørende

Jeg har seks råd til, hvordan du kan håndtere den rolle:

1: Den første måned er man i en form for chok-mode, så der er sorgbearbejdningen ikke gået i gang. Der er det vigtigt at ringe, skrive, møde op – ALT hvad du overhovedet overskuer. Stil ikke for mange spørgsmål, bare snak, lyt, vær der.

2: Gør noget. Et eller andet. Selv efter flere måneder. ”Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre”, er helt sikkert velment, men den har sjældent den store effekt. Sms’en er dejlig at få – men hvis du vil hjælpe med noget konkret, så tag action. Skal en person, der er nede i et hul, kunne uddelegere opgaver til andre? Man ved ikke, hvad man skal bede om, så tag en beslutning – og gør det. Skriv hellere: ”Jeg kommer forbi om en time, og jeg har en pizza med” end ”du må altså sige til, hvis jeg en dag skal komme forbi med en pizza.” Man siger ikke til, men man ville blive glad for besøget.

3: Når en person mister en elsket, er personen pårørende til et offer, personen er ikke et offer. Så undgå at behandle pårørende som ofre. Hvis din ven/kollega/studiemakker mister en person i sit liv, så skal du behandle personen, som du plejer at gøre. Stille de samme krav. Men – husk nu at være opmærksom på, hvorfor tingene måske ikke altid bliver eksekveret på samme måde, som de plejer. Man vil ikke tales efter munden, og man vil ikke have mere ret, end man plejer at have. Man vil mærke, at tingene er, som de plejede at være. Undgå så vidt muligt at lade en person, der gennemgår en sorg, være alene med større opgaver. Følg op på det oftere, end du normalt ville, så man ikke føler sig alene med det. Man er ikke ude af stand til at arbejde, man er bare mere sårbar. Især når man er alene med sine tanker.

4: Tænk gerne over, hvordan du vil spørge ind. ”Hvordan går det”, er nemlig et kæmpe spørgsmål, når man er ødelagt indeni. Hvor skal man starte? Find eventuelt et mere specifikt område at spørge ind til. Eksempelvis: ”Har du kunnet mærke det i dit forhold, at du kæmper med sorg? Og hvordan er udviklingen med det?”

Lad mig endnu engang slå fast, og det kan ikke siges nok: Det eneste, du kan gøre forkert, er ikke at gøre noget.

Så har man noget specifikt og målbart, man kan svare på – og tænke over. Man prøver jo også selv at blive klogere på det hele. Dér hjælper den slags samtaler.

5: Når en tragisk oplevelse er kommet på afstand, er det helt naturligt, at man italesætter den mindre, både som pårørende, og som pårørende til pårørende. Men gør det gerne en gang imellem, selv hvis det til sidst er med et års mellemrum. Nu er jeg ikke selv kommet så langt endnu, men jeg vil gerne lægge hovedet på blokken: Hvis nogen sætter sig ned om fem år og spørger: Det der med din mor i 2016, hvordan med det? Hvor tit tænker du på hende i dag? Så vil det stadig varme ligeså meget.

6: Giv valgmuligheder fremfor at give et ja/nej-valg. Så i stedet for at skrive, Skal vi ses?”, så kan du skrive: ”Vi skal ses. Hvad har du mest brug for? At snakke, en tur i byen eller bare at chille med en serie?”

Sorg hader at blive ignoreret

Det var mine seks råd. Håber du kan bruge dem.

Lad mig endnu engang slå fast, og det kan ikke siges nok: Det eneste, du kan gøre forkert, er IKKE at gøre noget.

Hvis din ven står i et fysisk hul og kæmper for at komme op, så vil du selvfølgelig give ham/hende en hånd med at komme op. Det samme gælder de psykiske huller, man står i. Står din ven nede på bunden af et psykisk hul, hoppende og kæmpende for at komme op, så husk at din hjælp er uundværlig – og den behøver ikke engang at være andet end en uventet sms.

Sorg kan overtales og gennemleves til at gå til ro, men den hader at blive ignoreret.

Savnet vil altid være der, men sorgen er en grim én, der skal væk – og det er et fælles projekt i vennekredsen, familien, på arbejdspladsen og i sportsklubben.

Husk det.

Topfoto: Flickr/You Me – red. Michael Dorbec.