Hanne Dam: Er kvinders fysiske kraft tabu?

af i LIGESTILLING/Liv & Mennesker

KØN // KOMMENTAR – En gigantisk bevidst demonstration af selvtillid og kvindelig fysisk styrke på den lille scene Revolver fik Hanne Dam til at tænke over, hvorfor de samme kvinder, der føder børn med uanede kræfter og ikke sover sammenhængende i månedsvis på vilkår, der plagieres i tortur, ikke ses bruge deres kvindekraft offentligt? Er de magelige, usikre på egne kræfter eller bange for at forstyrre billedet af kvinden som først og fremmest sensuel og seksuel?

“Tiddelidum og tiddelidej,” siger Pippi nok så fornøjet og løfter muskelmanden Adolf højt op i luften i strakte arme og bærer ham rundt i cirkusmanegen, mens publikum med Annika og Tommy i spidsen klapper.

Scenen i historien Pippi går i cirkus ender med, at Stærke Adolf lusker ud; flov og fornedret. For skal en muskelmand virkelig lade sig udfordre og fornedre af en lille pige?

Det kommer ifølge Pippis mor Astrid Lindgren an på så meget…

”Det kan du gøre bedre,” som Pippi siger efter første forsøg for at muntre Adolf op.

Men det kan han ikke. Hverken i andet eller tredje forsøg.

Hvorfor eksisterer kropsstyrke ikke som en anerkendt positiv del af vores kvindeopfattelse? Måske er forklaringen samfundets interesse i at definere psykisk styrke som kvinders force? Mænd er bygget som de fysisk stærkeste. Kvinder er de mentalt mest vedholdende og modstandsdygtige. Så er der orden på kønnene

Det er længe siden, jeg har hørt og grinet af den historie, som Lindgren propper selvtillid i små piger med. Tro på det. Du er også stærk og kan mere, end du tror. Måske ikke ligefrem løfte Stærke Adolf, men så meget andet. Prøv.

Det er i det hele taget længe siden, jeg har tænkt over, hvorfor vi i virkelighedens verden, bortset fra sportsverdenen og i fitnesscentret, sjældent ser kvinder vise deres fysiske styrke.

Er det, fordi kvinder er usikre på deres egen kraft, selvom sandheden er, at kvinder er bomstærke på deres egen biologis præmisser. Ikke mindst som fødende og bagefter som baby-mødre på vilkår, som militære systemer ligefrem bruger til at nedbryde mennesker med under tortur, fx søvnmangel tilsat verdens mest stressende lyd, babygråd.

Min nye undren over manglende kvindekraft i det offentlige rum kom som en jetjager fra oven foran den lille scene Revolver, hvor jeg nød at blive mindet om min barndoms følelse af, at min krop kunne alt, hvad den ville og aldrig overvejede, om jeg nu var træt.

Det kan naturligvis ikke passe, set ud fra et fysiologisk synspunkt, så det interessante her er følelsen af og troen på, at jeg som lille og halvstor pige havde en stærk krop. Hvornår forsvandt den bevidsthed, og hvorfor eksisterer kropsstyrke ikke som en anerkendt positiv del af vores kvindeopfattelse?

Måske er forklaringen samfundets interesse i at definere psykisk styrke som kvinders force? Mænd er bygget som de fysisk stærkeste. Kvinder er de mentalt mest vedholdende og modstandsdygtige. Så er der orden på kønnene.

Gigantisk kvindekraft

Præcis den orden opløser musikeren, komponisten, entertaineren, skuespilleren og kropsaktivisten Jeanett Albeck for øjeblikket på Teater Republique’s lille scene Revolver. Ene kvinde i teaterrummet tonser hun rundt og demonstrerer en enestående, overvældende, overraskende og helt igennem gigantisk kvindekraft i forestillingen Brøgger, opkaldt efter vores navnkundige erotiske frihedsforkæmper, forfatteren Suzanne Brøgger.

Albeck, som vi kender fra den rebelske kvindeteater-gruppe ”Sort Samvittighed,” indtager og fylder top veloplagt hele teaterrummet hele aftenen med sin store stemme, sin smidige krop, sin harmonika, sit klaver og sin ukulele, og sin påtrængende fysiske styrke og grænseløse energi.

Albeck spiller ikke Brøgger, er ikke Brøgger og dramatiserer ikke Brøggers liv, selvom der er mange genkendelige episoder fra forfatterskabet. Med kroppen og stemmen udtrykker hun Brøggers persona

Hvad publikum får er en musikalsk fortolkning af Brøggers erotiske og politisk kvindefrigørende univers. En postmoderne kabaret med kroppen i centrum: Kvinden, der også af ydre ligner Brøgger, taler, synger og danser rundt. Springer rundt, kravler rundt, hamrer i klaveret. Alt sammen i samme rytme og høje tempo forestillingen igennem. Det er ufattelig livgivende. Jeanett Albeck udfører det stunt at udtrykke Brøggers begærlige livslyst og insisteren på seksualitet uden grænser, i fysisk aktivitet.

Jeanett Albeck udfører det stunt at udtrykke Brøggers begærlige livslyst og insisteren på seksualitet uden grænser, i fysisk aktivitet.

Albeck spiller ikke Brøgger, er ikke Brøgger og dramatiserer ikke Brøggers liv, selvom der er mange genkendelige episoder fra forfatterskabet. Med kroppen og stemmen udtrykker hun Brøggers persona.

At dagbladet Politiken kunne finde på at præsentere Albeck i sarte, feminine pasteller på en sektionsforside minder om en anmeldelse af en bog, anmelderen ikke har læst.

For gør Jeanett Albeck ikke netop sin entre i passende mudrede sko?

Spankulerer hun ikke øjeblikket efter selvbevidst rundt i pornografisk høje, hvide lakstøvler, tilsat postkasserød kunst-pels i et højlydt opgør med de utallige begrænsende kvinderoller, Brøggers projekt består af? Og er hun ikke kvinde i begge udgaver?

Suzanne Brøggers kamp for at vise undertrykkelsens væsen og ”åbne for frigørelsen som mulighed”, skriger på alt andet end pasteller.

Jeg vil suge marven ud…

Entertaineren indleder forestillingen med et blik direkte i øjnene på publikum og et sekunds blottede tænder foran den akrylrude, der skiller os. Skælmsk og lidt advarende: I kan vente jer.

For hun vil, truer hun, ”suge marven ud af livet og verden, og når hun er færdig, vil hun gøre det igen.”

”Livet er en risiko, man løber.”

Men heldigvis fejler selvtilliden ingenting:

”Alt hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt hvad der tynger mig ned, der skider jeg på.”

Herfra kører det non stop.

Hvorfor gør det et så stort indtryk at se en kvinde fuld af selvbevidsthed demonstrere sin fysiske styrke?

Det forstærker bare fokus, at budskaberne også er fysiske. Vi taler jo her om frihed til at være seksuel på bekostning af den stille, pæn pige. Energien i forestillingen stimuleres bare yderligere af en opstemthed over alt det saftige, der venter dem, der vover…  en opstemthed som skuespilleren pisker yderligere op med sin tempofyldte, adrætte, larmende og direkte form.

Men hvorfor gør det et så stort indtryk at se en kvinde fuld af selvbevidsthed demonstrere sin fysiske styrke?

Nok fordi vi sjældent ser kvinder i dag foretage sig noget så lavpraktisk og fysisk overkommeligt som at beskære træer eller sætte hegnspæle om dyr på marken. I almindelighed slår kun singlekvinder græs eller klipper hæk på parcellen – og hvor der er en mand, er det også ham, der maler huset.

Det er ikke, fordi jeg selv er tilhænger af at klatre op af en meget høj stige for måske at rense tagrender eller male vindskeder, men jeg nyder tilfredsstillelsen ved resultatet. Og griner af min veninde Marianne, der taler om, at vi snart skal udvide forholdet til at holde stigen for hinanden.

Holder kvinderne sig tilbage af magelighed eller for ikke at tage noget fra mændene og den herskende samfundsorden? Idet der ikke kan være tvivl om, at kvinder er stærke, for den tilværelse kvinder har i dag, hvor de befinder sig i evig spurt mellem lønarbejde, husholdningsarbejde, børn, børneinstitution og fitnesscenter, udfordrer latent fysisk styrke.

Eller er fysisk kvindekraft uvelkommen, fordi den forstyrrer billedet af kvinden som Madonna, der arbejdsmæssigt for lav løn kan få lov at liste venligt rundt og udføre fodmassage på gamle og hjælpe småbørn på toilettet?

Er det så enkelt, at samfundet stadigvæk ikke vil forstyrres i opfattelsen af kvinden som først og fremmest sensuel og seksuel? Mild og god, hengiven, villig, vækkende, lækker, blød og modtagende? I modsætning til krævende, fysisk udfarende, angribende, aktiv og aggressivt skabende?

”Ja,” så enkelt tror jeg, det er.

Tab af kvindelig urkraft

Det må være derfor, fødslen stadig er et så kæmpe tabu, at Facebook flyder over med udsagn fra forbløffede mandlige partnere, der har overværet deres kvinder føde: Den saft og kraft, sammenbidt koncentration og vedholdenhed, pressen, stønnen og skrigen, der kan være forbundet med en naturlig fødsel, er i den grad i familie med seksualiteten. Bare voldsommere.

Manglende udløsning af kvindelig (ur)-kraft er et kæmpe tab i forbindelse med den teknologiske fødsel. Mange kvinder oplever knap nok selv at have født deres barn. –  Teknologien klarede det for dem. (Se min bog Giv kvinderne fødslen tilbage.)

Det er den tilfredsstillelse, enestående stolthed og oplevelse af at være powerfuld, man berøver kvinder ved alt for ofte at bytte deres naturlige hormoner og fødselssmerte ud med kunstige hormoner og andre medicinske og teknologiske indgreb, der tager styringen af fødselsforløbet, bedøver kvinden, men også sikrer sundhedspersonalet kontrollen.

Det siger sig selv at i tilfælde, hvor indgreb redder liv eller håndterer alvorlige komplikationer, er indgreb en fantastisk opfindelse.

Men øv for de tusindvis af indgreb, der ikke er nødvendige, men stjæler af kvindens naturlige mestring af fødselsforløbet. Det kan umuligt være et fremskridt at ve-stimulere hver tredje gravide, sætte hver fjerde fødsel i gang med medicin eller medvirke til, at hver femte gravide føder ved operation (kejsersnit) uden medicinsk indikation. Og besparelser kan aldrig være et argument for at forstyrre barn og mors fødselssamarbejde med indgreb.

Konklusion: Du skal være tynd

At kvinder alligevel oplever sig som stærkere efter at have født, bekræfter ny forskning, baseret på interviews med nybagte førstegangsmødre. Men samtidig konkluderer forskerne, der i projektet ‘Yummy Mummy’ for en gangs skyld har undersøgt, hvordan nybagte mødre har det med deres krop efter fødslen, at kvinderne ikke har lyst til at ligne det, de er: Kvinder der lige har født.

Kvinderne er samtidig helt klar over deres egen ambivalens: At de på den ene side er blevet bevidste om deres egne kræfter og oplever sig stærkere, men samtidig er negativt påvirket af samfundets normer, fokus og idealbillede af, hvordan en smuk kvinde ser ud.

De nye mødre er utilfredse med den krop, graviditeten har efterladt dem i. Så glæden og stoltheden ved at være blevet mor forstyrres af samfundets sociale og kønspolitiske normer.

Kvinderne viser bl.a. deres utilfredshed i omtalen af sig selv. Mange bruger for eksempel ord som ”elefant”, ”mastodont” eller ”ladeport” om deres efterfødselskrop.

Er det synd for kvinderne, at de ikke er i stand til at blæse på samfundets normer?

”De fleste tilkendegav først, at det med kroppen ikke betød noget for dem – men undervejs kom det så alligevel frem hos flere, at ”man jo nødig ville ligne en, der lige har født.” Dermed udtrykker de, hvad de tillægger betydning i forståelsen af deres krop og styrke,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, Christina Prinds, jordemoder og Ph.d. på Syddansk Universitet.

Når de nybagte mødre udtrykker, at de for eksempel ”…bare gerne snart vil veje det samme som tidligere”, eller “virkelig må komme ‘i form’ igen, inden de skal tilbage på arbejdsmarkedet,” så kan det ifølge forskeren samtidig forstås som en devaluering af den styrke, de som nybagte mødre faktisk præsterer lige nu.

Styrken i for eksempel kropsligt at være det fysiske fundament for et andet menneskes overlevelse – ved at amme – eller skulle leve i en evig, uforudsigelig døgnrytme. ”Det kræver styrke at være tilgængelig som menneske konstant kropsligt, følelsesmæssigt og socialt,” som Christina Prinds siger.

Men er det synd for kvinderne, at de ikke er i stand til at blæse på samfundets normer?

Forskeren svarer, at vi alle sammen er påvirket af samfundets idealer. Men at det paradoksale er, at de fleste af de interviewede kvinder var helt bevidste om påvirkningen fra sociale medier, magasiner og bøger, bloggere og reklamer og også officielle sundhedspolitiske budskaber om, hvordan vi bliver fysisk sunde.

Hvilken kvinde gør det ikke indtryk på? Apropos en avisforside for nylig af en overvægtig, ung kvinde, der i byen havde scoret bemærkningen: ”Du bliver aldrig lykkelig, når du er så tyk.” Således opmuntret gik hun videre i livet

Ikke desto mindre bliver alle de gode råd om, hvordan man bliver sund og stærk tilsyneladende inde i vores hoveder blandet sammen i en pærevælling, der udmønter sig i det ene klare signal: ”Du skal være tynd.”

Hvilken kvinde gør det ikke indtryk på? Apropos en avisforside for nylig af en overvægtig, ung kvinde, der i byen havde scoret bemærkningen: ”Du bliver aldrig lykkelig, når du er så tyk.”

Således opmuntret gik hun videre i livet.

Heldigvis findes der også mennesker, der er i stand til at kigge udenom moden og tidens idealer, og som ser andre som mennesker. Skulle vi ikke alle sammen øve os i det?

Det ville give nybagte mødre færre bekymringer og være i fin tråd med Astrid Lindgrens, Suzanne Brøggers, Jeanett Albecks og progressive jordemødres frihedskamp.


Alle forestillinger af ‘Brøgger’ på Revolver under huset Teater Republique i København er udsolgt i 2019, men genopsættes i 2020. Der kan nu købes billetter til forestillingen fra 12- 30. august 2020.

Fotos: Pressebilleder Østerbro Teater.  

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.

Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.

I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.

Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om LIGESTILLING