TEATER // ANMELDELSE – Hvorfor dykke tilbage til 1960’erne og det ikoniske statsministerpar Jens Otto Krag og Helle Virkner? Det Flydende Teater besvarer spørgsmålet på den vidunderlige scene ved Sophienholm: Fordi det var her, drømmen blev født – den efterhånden noget falmede drøm om velfærdsdanmark.
Vi får det råt for usødet fra første sekund. En travl, moderne kvinde kommer ind, skubbende på sin gamle mor i kørestol. Hun brokker sig over alle manglerne på plejehjemmet … undskyld: plejecenteret. Altså al den omsorg, vi tror, vi betaler til over skatten. Udmattet falder kvinden i søvn, og da hun vågner, fortæller hun plejeren, hun møder, om drømmen …
Vi får eventyrhistorien om den nyskilte filmstjerne, der af en modeskaber inviteres til reception for den indonesiske præsident Sukarno, hvor hun støder ind i udenrigsministeren. Øjne mødes, ordene falder let, de danser, de kysser – og nogle måneder senere gifter de sig i Sydfrankrig.
Naturen har det med at blande sig på den mest forunderlige måde, når det som med Drømmen drejer sig om teater i det fri
Det er den danske pendant Kennedy-parret. Karrierepolitikeren og filmstjernen. Han kender hende fra Poeten og Lillemor, og han undlader ikke – adskillige gange – at nævne, at han faktisk skriver digte. At skrive og male er hans drøm. Ud over at skabe det danske velfærdssamfund, naturligvis.
Drømmen i fri natur
Som alle, der kender historien om Krag og Virkner vil vide, så endte det ikke med drømmen. Idyllen brister hurtigt, og mens Jens forsømmer familien for at bringe EF-medlemskabet i hus (der spoles ret hurtigt gennem 14-20 år), taler og synger Helle om kvindens stilling.
Eller rettere sagt: Lise Lauenblad yder her en kraftpræstation. Den var ikke mindre imponerende på premiereaftenen, der ikke ligefrem bød på sommertemperaturer. For mens Rolf Hansen det meste af tiden var varmt klædt i ministerhabit, måtte hun igennem adskillige kostumeskift, næsten til skindet.
Det kan godt være, der fortælles en ”historie fra gamle dage”, men nutidsrelevansen er klokkeklar
Meget i tråd med rollen bed hun tænderne sammen og spænede rundt på bare tæer, mens hun også jog en flok græssende gæs på flugt. Naturen har det med at blande sig på den mest forunderlige måde, når det som med Drømmen drejer sig om teater i det fri.
Fra Nyhavn til Sophienholm
Drømmen – Velfærd, Virkner og Krag følger formlen for tidligere forestillinger med Det Flydende Teater ved Sophienholm. Det kan godt være, der fortælles en ”historie fra gamle dage” – om det nu er om Grevinde Danner eller Josephine Baker eller som her Helle Virkner og Jens Otto Krag – men nutidsrelevansen er klokkeklar.
Omgivelserne inddrages. Ofte med stor humor og – som det var tilfældet med gæssene – med sans for improvisationerne. Det hele akkompagneres med sang og musik, hvor Malou Takibo også springer til som skuespiller i en håndfuld biroller, mens Martine Madsen akkompagnerer.
Undtagelsen er fremførelsen af den berømte – og internationalt berygtede – revyvise om Nyhavns piger, som Helle Virkner sang sammen med Marlene Schwartz. Det er ikke hver dag, en regeringsleders hustru optræder som prostitueret.
Husker du?
Det særlige ved Drømmen er, at begivenhederne for mange er barndomserindringer. Hvis du blot har en tåget erindring om at sidde foran fjernsynet med dine forældre og se Krag udråbe Dronning Margrethe, så er meget af handlingen faktisk din samtidshistorie.
Det gennemgående tema i Drømmen er naturligvis, hvis drøm det er
Meget af det, vi i dag tager for givet i vores samfund, blev netop skabt i 60’erne – i vid udstrækning med Jens Otto Krag og Socialdemokratiet som arkitekter. Humoristiske referencer på kryds og tværs af tiden taler mere eller mindre til vores personlige hukommelse.
Når Malou Takibo energisk giver den som ung og rebelsk Ritt Bjerregaard, der aldeles ikke vil indlemmes i den kapitalistiske klub nede i Europa, er det svært ikke at le. Mange flere husker hende vist i dag som netop EU-kommissær. Men som Krag i sin tid sagde: Man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Drømmen om velfærd og frihed, men …
Det gennemgående tema i Drømmen er naturligvis, hvis drøm det er. Mens fru Helle Virkner opgiver direktørposten på ABC-teatret og spiller rollen som hjemmegående hustru på Egernvej mellem filmrollerne, kæmper Krag for, at kvinden kan komme ud på arbejdsmarkedet og blive fri.
Ikke at Krag males som en skurk. Også han tror på drømmen. Men han tilsidesætter sin egen drøm og sin familie for det store projekt. Der gives en flig af en psykologisk forklaring på hans karakter, men mere interessant er det selvfølgelig at spørge, hvorfor Helle Virkner efter skilsmissen fra den utro Ebbe Rode bliver tiltrukket af netop Krag, som … nå, ingen spoilers her.
Dramatisk er Drømmen vidunderligt tilfredsstillende. Som nævnt koges 20 års historie plus en sød rammehistorie ned til en sammenhængende fortælling på halvanden time. Scenografien, indlagte sange og kreativ inddragelse af naturen omkring scenen binder historien sammen trods det hæsblæsende tempo. Skuespillerne giver den gas, og hvis vi i publikum giver dem en hånd, så tager de hele armen.
Kunsten på budgettet
Teaterleder Pelle Nordhøj Kann sluttede dog aftenen af med et dryp malurt i bægeret. Samtidig med, at Det Flydende Teater kan fejre 25-års jubilæum, står de (og Teatergrad) med et bevillingsproblem. Deres teaterstøtte er ikke blevet forlænget.
Pointen er bare, at det netop er kulturen, der trækker masken af magthaverne og stikker til ubalancer i samfundet
I den sammenhæng gælder det spørgsmål, som Drømmen rejser om velfærdssamfundets mål og tilstand i dag, også den kulturelle dimension.
Det er nemt at sige, at det vel er vigtigere med omsorg for børnene, de svage og de ældre end med kultur (for eliten). Pointen er bare, at det netop er kulturen, der trækker masken af magthaverne og stikker til ubalancer i samfundet. Ikke med et svar, men med spørgsmål, som på den måde kommer på dagsordenen.
Derudover er Drømmen – Velfærd, Virkner og Krag forbandet underholdende.
Klik dig videre på POV Internationals mange teateranmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her