Et dukkehjem: Tag ind og se den med din ægtefælle – hvis du tør

af i Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Aalborg Teaters version af klassikeren Et dukkehjem er en paranoid mavepuster, der spiller på hele følelsesregisteret og får publikum helt ud på kanten af stolene. Det handler på mange måder om arketypen på en skilsmisse; svig, løgn, magt og penge og egenkærlighed fremfor kærlighed til den anden.

Henrik Ibsens stykke om Nora og Thorvald Helmer er 140 år gammelt i år. Man kunne nemt spørge, om det overhovedet har noget relevant at sige om parforhold og kvindefrigørelse i dag? Vi skulle da forhåbentlig være kommet videre end dengang, hvor kvinder og tyende bogstavelig talt tilhørte husherren, og kvinder hverken havde stemmeret eller ret til sine egne børn eller indtægter.

Og det er vi da også – det er vist kun et fåtal tossede ekstremister, der virkeligt mener, at kvinder ikke skal bryde deres små yndige hoveder med stemmerettigheder, økonomi og den slags pjat. Men idéen om den smukke baglandskvinde, der mest af alt er et udskifteligt statussymbol, eksisterer stadig.

Ibsens betragtninger om ægteskabets rollefordeling, kvinder på arbejdsmarkedet, og hvordan parforhold hænger sammen og går i stykker, er stadig aktuelle.

Stykket er nænsomt bragt op i nutiden med en mere mundret og moderne dialog, en scenografi så gold og øde som ethvert designerhjem (pas på gulvet for fanden, er du klar over, hvad det har kostet?), barnepigen er blevet til den anonyme au-pair Kim, Nora erinfluencer– det kan godt være man kan tjene penge på det, men er det nu også et rigtigt arbejde? – og Thorvald er selvfølgelig triatlet som enhver karrieremand med respekt for sit CV.

Idéen om den smukke baglandskvinde, der mest af alt er et udskifteligt statussymbol, eksisterer stadig. Ibsens betragtninger om ægteskabets rollefordeling, kvinder på arbejdsmarkedet, og hvordan parforhold hænger sammen og går i stykker, er stadig aktuelle

Nora og Thorvalds underliggende konflikter i parforholdet kigger grimt frem, indtil et nervepirrende opgør er uundgåeligt, og Nora går sin vej. Der er næppe særligt mange tilskuere, der kommer uden at vide, hvad der sker i Et dukkehjem. Ikke desto mindre bliver man holdt i åndeløs spænding hele vejen igennem.

Skulle der endelig være et kritikpunkt, er det at skuespillernes scenebrug en gang i mellem bliver en smule sært kunstig med stor fysisk afstand mellem parterne i dialog. Om det er for at markere den emotionelle distance eller om det er på grund af akustikken, er ikke til at sige. Det bliver lidt sært for sådan samtaler ingen i virkeligheden. Men så er det da også netop teater og ikke virkelighed.

De fem skuespillere på scenen udfører en kraftpræstation, der understøttes glimrende af opdateret dialog og lys og lyd, der på fremragende vis sætter en stemning – især musikken, der giver en nærmest filmisk baggrund for karaktererne, når Nora i bedste filmstjernestil kommer ind med alle sine shoppingposer og ’girls just wanna have fun’ blæser ud over publikum.

Hverken Thorvald eller Nora er monstre, men der er heller ingen helte. Ved første øjekast giver det fuldt ud mening, at Nora går fra Thorvald, men i den moderne version er det måske lidt sværere at se det indlysende nødvendige i, at hun forlader ham.

Og i den moderne skilsmisse er der måske netop heller ikke længere nogen helt og skurk – sviget er for det meste lige stort fra begge sider og alle er den onde. Nora går, fordi hun sidder fast i rollen som det smukke trofæ og vil noget andet. Thorvald vil have, at alt skal være, som det plejer, og Nora må endelig ikke blive anderledes end det kønne dukkebarn, han har kendt hende som.

Vi går dog stadig, fordi vi sidder fast i en rolle, vi ikke kan komme ud af; fordi løgnene bliver for mange – både dem, vi fortæller os selv, dem vi fortæller andre, og fordi vi en dag ikke længere kan genkende hverken os selv eller den, vi har giftet os med

Det er stadig relevant i dag. Jeg er i skilsmissealderen; tiden fra midten af trediverne til midten af fyrrerne. En gang i slutningen af tyverne begynder Facebook at blive fyldt med babybilleder og brudekjoler, så er der stille på linjen de næste fem år, fordi alle har travlt med hverdagspuslespillet, og så begynder folk lige så stille at ændre civilstatus og efternavne.

Skilsmisse er slet ikke længere noget tabu, og at gå fra manden er snart mere reglen end undtagelsen. De færreste går dog fra børnene, og det er nok den største forskel på moderne kvinder og Nora – vi har faktisk muligheden for at tjene vores egne penge og klare os selv uden de helt store problemer.

Nu er der ikke så mange i mine kredse, der er gift med bankdirektører og går omkring som levende Barbie-dukker og har store eksistentielle problemer på grund af vores status som trofæhustru.

Vi går dog stadig, fordi vi sidder fast i en rolle, vi ikke kan komme ud af; fordi løgnene bliver for mange – både dem, vi fortæller os selv, dem vi fortæller andre, og fordi vi en dag ikke længere kan genkende hverken os selv eller den, vi har giftet os med.


Et Dukkehjem
Aalborg Teater, Store scene, sidste forestilling 4/4-19

Forfatter: Henrik Ibsen
Bearbejdelse og oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led
Instruktør: Hans Henriksen
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Lysdesigner: Kasper Daugberg
Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg
Au Pair, Kim: Clara Edelskov
Helmers 2 ældste børn: August Bøgh Laybourn, Ditlev Bøgh Laybourn, Bendix Molbo og Jeppe Møller Petersen.


Foto: Allan Toft/Aalborg Teater.

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.

Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Seneste artikler om Kultur