TEATER // ANMELDELSE – Det er en kraftpræstation af Sara Viktoria Bjerregaard, der dør utallige gange på scenen, men ligesom operasangeren kommer hun hver gang til live og synger endnu et vers. Hun er død – er ingen behagelig forestilling, den vil måske for meget, men den er helt rigtig til tiden, skriver POV’s teateranmelder Steen Blendstrup.
Efter forestillingen valgte jeg at gå gennem Fælledparken. Jo, stierne er oplyste, og jo, det er de lyse nætter, men det slog mig alligevel, at det ikke et sekund faldt mig ind, at det kunne være farligt for mig. Jeg er hverken bange for den ukendte gerningsmand i buskene eller for den alt for flinke bekendte fra værtshuset, der følger mig på vej.
Selv hvis jeg drikker mig plakatfuld, kan jeg efter al sandsynlighed slingre hjem i fred. Bliver jeg hængende på værtshuset, efter mine venner er gået, bliver jeg nok hældt i en taxi. Og hvis servitricen endelig forbarmer sig over mig og tager mig hjem i sin lejlighed … bliver jeg nok parkeret på sofaen med en brækspand ved siden af.
Virkelig virkelighed og fiktiv virkelighed
Hun er død taler ind i en kvindelig virkelighed. Det er både en virkelig virkelighed, hvad statistikken taler sit helt tydelige sprog om, og en fiktiv virkelighed, hvor den myrdede kvinde er en trope i litteraturen, scenekunsten og filmen. Gerne som igangsætter af plottet.
Den offentlige interesse, de alvorsfulde nyhedsoplæsere, hundelufteren i skoven, blomsterne, mindelysene og de laminerede breve ved hjemmet
Den gentagelse kan ikke undgå at påvirke. Der er en påfaldende lighed mellem de to virkeligheder, når den unge kvinde forsvinder, som Hun er død demonstrerer med isnende akkuratesse: Det starter med plakaterne på lygtepælene og billederne på de sociale medier: ”er der nogen, der har set …?”
Sara Viktoria Bjerregaard fører os igennem hele det menneskelige drama, som det udfolder sig med den offentlige interesse, de alvorsfulde nyhedsoplæsere, hundelufteren i skoven, blomsterne, mindelysene og de laminerede breve ved hjemmet.
Æret være hendes minde
Og den mindre appetitlige del af eftermælet; dissekeringen af den døde kvindes vaner, opførsel, venskaber, hendes forhold til alkohol og til mænd. Ønsket om at finde den skyldige, om at finde en årsag glider over i en mistænkeliggørelse af kvindens adfærd.
Sara Viktoria Bjerregaard smasker alle de ulækre detaljer lige op i ansigtet på os
Et eller andet sted flettes den døde kvindes digitale efterliv sammen med fiktionen. Sara Viktoria Bjerregaard bevæger sig selv i et mellemland på den bare scene – blot i selskab med Rasmus Juncker som akkompagnatør. Nogle gange glider hendes performance over i sang (hvis det minder dig om Twin Peaks-komponisten Angelo Badalamenti, så er det ikke helt tilfældigt), andre gange mangfoldiggøres hendes optræden af direkte videobilleder, som hun så kommenterer.
Hvornår mindes vi den døde kvinde med hendes egne optagelser eller andre optagelser af hende? Hvornår er det reportager og politidokumentarer? Og hvornår er det tv-serien baseret på … Hun er død?
Kommercialiseringen af kvindens død fremstår pludselig temmelig usmagelig, men vi kommer ikke uden om, at vi har vænnet os til denne trope i fiktionen. Hvem dræbte Hazel? Eller hvorfor dræbte Ophelia sig selv?
Dø ung, og bliv et smukt lig
Hvad sidstnævnte angår, så gælder reglen om at dø ung og blive et smukt lig altid i fiktionen.
I Hun er død får vi imidlertid ikke lov til at stå sørgende ved siden af det smukke lig. Sara Viktoria Bjerregaard smasker alle de ulækre detaljer lige op i ansigtet på os. Hun svinger mellem det groteske, det foruroligende og det legende humoristiske. Hun udfordrer publikum og holder os på pinebænken. Og det virker.
Det er stadigvæk kvinder, der tænker over, om de skal stå af et stoppested før eller senere, fordi en (mandlig) passager glor på dem
Svagheden ved Hun er død er, at forestillingen vil for meget. Nogle gange løber manuskriptet lidt af sporet, så det bliver svært at fange pointen. Muligvis et resultat af den hektiske produktion, hvor forestillingen er blevet indøvet på blot 3½ uge.
Heldigvis kommer vi tilbage på sporet, og det gælder om at spidse øren, for der er mange lynhurtige referencer til døde kvinder og helt aktuelle begivenheder. Virkelige døde kvinder, virkelige begivenheder.
#notallmen, men hun er død
Overordnet har forestillingen nogle klare pointer. Præcis som Lolita for altid understreger Hun er død, at kvinderollen svæver stadig mellem flinkeskolen, hvor hun skal smile og være glad for mandens opmærksomhed, og skyldspålæggelsen, når hun ikke er god nok til at sige fra. Dertil kommer fiktionens gentagne billede af kvinden som offer … Hun er død.
Så kan vi nok så meget sige #notallmen og, at kvinderollen omdefineres i disse år. Det er stadigvæk kvinder, der tænker over, om de skal stå af et stoppested før eller senere, fordi en (mandlig) passager glor på dem. Det er stadigvæk mænd, der ikke spekulerer på, om det er sikkert at gå hjem gennem parken.
Hun er død når kun at spille få dage, men man kan da håbe, at Sara Viktoria Bjerregaard har mod på at dø nogle gange til i forbindelse med en genopsætning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
