TEATER // ANMELDELSE – Trommehvirvel. Konferencieren med overdreven makeup byder os indenfor i en verden, der ikke er helt som verden udenfor. Vi er på Adlon, hvor vi får en forsmag på fremtiden i et lidt stivnet, borgerligt København. Denne fremtid personificeres i sangeren og danseren Josephine Baker. Wilkommen, meine Damen und Herren til Oh Josephine.
Okay – ikke helt sandt. Vi får en lille forhistorie, hvor Josephine i Malou Takibos skikkelse fortæller en barndomserindring om East St. Louis massakren, hvor 39-150 afroamerikanere blev myrdet og yderligere 6.000 mistede deres hjem til flammerne. Det var 1917. Hun var 12 år.
Vi får ikke lov til at føle os selvgode ret længe
På Adlon er vi fremme ved 1928. Nu er Josephine en fejret natklub-entertainer, berømt for sine ben, sin humor … og noget med et bananskørt. Oh Josephine bruger hendes ankomst på den danske scene til at give et øjebliksbillede af det danske frisind dengang.
Det danske frisind
Luise Kirsten Skov har en fest med at dukke op som skiftevis Carl Nielsen, der bestemt ikke er en fan af tidens nye toner, Pastor Ege, der forsvarer sædeligheden, Agnes Henningsen, der tværtimod advokerer for kvindens lyst og liderlighed, hendes noget forsagte søn Poul (ja, PH) og Gerda Wegener.
Gerda Wegener var en populær art deco kunstner og gift med Lili Elbe, den første transkønnede, der fik foretaget en kønsbekræftende operation. Vi kender historien fra Den danske pige. Vi befinder os altså midt i ”sædelighedsfejden” – og åh, kan vi ikke føle os dejligt bekræftede i, at vi herhjemme var foran og tolerante.
Som titelpersonen i Oh Josephine selv udtrykker det, så bliver hun vred over, at hun i Europa kan hilse på kongelige og andre statsoverhoveder, mens hun i sit fødeland ikke kan gå ind på et hotel og bede om en kop kaffe.
Koryfæer står for fald i Oh Josephine
Men vi får ikke lov til at føle os selvgode ret længe. Vi får også lige en rent ud sagt racistisk anmeldelse af Josephine Bakers optræden fra Jyllands-Posten, og da vi bevæger os op mod 1940, krig og besættelse, så viser opportunismen sit grimme ansigt.
Med Josephine Baker som frontfigur og Adlon som ramme bliver det selvfølgelig også en musikalsk forestilling
I øvrigt nægter Josephine selv at blive spændt for andres sager. Hun har sin egen sag. Selvom forum for Oh Josephine er Adlon og Danmark, så får vi lige historien om det personlige mod, som Josephine Baker viste ved at blive i Frankrig under besættelsen – som spion for modstandsbevægelsen.
Alt i alt piller Det Flydende Teater på scenen foran Sophienholm koryfæerne ned fra deres søjler. Ja, selv Josephine. Og selvom det er en historie fra gamle dage, så er der ingen tvivl om, at det faktisk handler om vores nutid.
Musikalsk og intimt midt i naturen
Med Josephine Baker som frontfigur og Adlon som ramme bliver det selvfølgelig også en musikalsk forestilling, hvor Marie Louise von Bülow også giver den som Lulu Ziegler, mens Hans Find Møller har mindre at lave som Leo Mathisen (der ikke måtte synge på engelsk under besættelsen). Men alt i alt swinger det.
I sin oprindelse med forestillinger ombord på turbådene på Bagsværd Sø er Det Flydende Teaters forestillinger meget intime. Der kunne givetvis godt sidde flere mennesker på plænen ned til søen, men med begrænset publikum og nærhed til de optrædende adskiller forestillingerne sig fra f.eks. Det Kongelige Teater i Ulvedalene og for den sags skyld Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets have i centrum af København.
Vi får lov til at være meddigtende og opdage skjulte citater og referencer
Årets udendørsteater er indtil videre blevet tilsmilet af vejrguderne. Blå himmel, lune aftentemperaturer (husk en trøje alligevel), og gudhjælpemig om ikke solen, der stadig er på himlen, når forestillingen er slut, giver Oh Josephine en ekstra dosis magi.
En guidet tur i kulturhistorien
Som altid, når der spilles på Scenen ved Sophienholm, bliver omgivelserne inddraget – både med (endnu et) nik til Cabaret og med en stumfilminspireret jagt på PH, når han ikke vil holde kæft. Det skulle også bare mangle, når man får den scenografi foræret.
Med Rolf Hansen som den ironiske konferencier bliver vi guidet godt rundt i kulturlandskabet og får trukket tråde frem og tilbage i tiden. Bliver vi belært? Ja, det gør vi nok. Men ikke alt er skåret ud i pap, så vi får lov til at være meddigtende og opdage skjulte citater og referencer.
Oh Josephine er humoristisk, musikalsk og underholdende udendørsteater og en femstjernet sommeroplevelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her