REPORTAGE – ”Buon Giorno, Ragazze e ragazzi ! I dag bliver en smuk dag. Afsted mod Rom! ORGOGLIO NAZIONALE!” Martin Bjørck møder i fjerde og sidste del af sin reportageserie fra Como i Italien “militanti”, medlemmer af det nyfascistiske parti, Forza Nuova. I den anden ende af spektret står Don Giusto, der fortæller sin menighed, at fremtiden for hans kirke og for hans humanitære overbevisning er en åben kamp for næstekærligheden.
Lambrate Station, Milano. Søndag d. 4. november. Kl. 05.45
Der er tre store, oplyste vinduer på førstesalen i stationsbygningen i Lambrate.
Tre afrikanske mænd har indrettet en lille soveplads på hver deres vindueskarm, hvor de ligger horisontalt uden at røre på sig. Mændene er godt pakket ind i dynejakke, halstørklæde og hue.
Hvis de satte sig op nu og kiggede ud ad vinduerne, ud i mørket, ned på den store, næsten tomme, parkeringsplads ved Via Pedril og Piazza Monte Titano, så ville de kunne se røgsignalerne fra ånde og morgensmøger. Og hvis de gnubbede øjnene en ekstra gang ville de nok også kunne se, at der står en gruppe mennesker og skutter sig i den fugtige novemberkulde. Men de tre afrikanske mænd sover videre.
Den morgenfriske gruppe af mennesker på parkeringspladsen tilhører det nyfascistiske parti, Forza Nuova.
De venter på deres busser, som skal fragte dem og deres sort-hvid- røde flag og bannere til Rom for at marchere sammen med alle de andre Forza Nuova-afdelinger i Italien.
Hver region i Italien vil være repræsenteret, og Lombardiet bidrager med cirka 150 medlemmer – eller militanti, som de kalder sig selv – fordelt på ni lokalafdelinger fra forskellige steder, som Como, Monza, Milano og Varese.
I alt vil der være 1500 militanti med på marchen, som afsluttes med en tale af leder, Roberto Fiore.
Det er ikke tilfældigt at marchen skal finde sted i dag.
Den 4. november er dagen, hvor italienerne både fejrer det forenede Italien, og hvor man mindes de italienske soldater, der måtte lade livet under 1. Verdenskrig.
For 52-årige Francesca Frigerio er det en stor dag.
Hun er en slank, kvinde med kort, hennafarvet hår, og klædt smart i stramtsiddende, sort tøj.
Hun har været aktiv i Forza Nuova i et år. Til dagligt arbejder hun på et advokatkontor i Como by. Hun har hverken mand eller børn.
”Jeg er følelsesladet. Jeg elsker mit land og jeg elsker det italienske folk, og det er derfor, jeg er her,” siger hun på flydende engelsk, kort efter hun har taget plads forrest i den propfyldte bus.
Hun er ikke meget for at optræde på filmkamera, men vil gerne tale til båndoptageren.
”Pressen har det med at tegne et forskruet billede af os,” siger hun.
”Vi bliver kaldt fascister og racister, men vi er almindelige mennesker med noget på hjerte.”
Men I identificerer jer som et fascistisk parti, gør I ikke?
“Jo, absolut. For os repræsenterer fascismen nogle vigtige idealer, såsom en stærk stat og et folk, der bekymrer sig om deres historie,” lyder det bestemt.
En muskuløs, kronraget mand, cirka 45 år, i nylon-pilotjakke, stramme jeans, og med et guldkors i en kæde om halsen, rejser sig op i midtergangen. Til klapsalver og pift råber han i en megafon:
”Buon Giorno, Ragazze e ragazzi ! I dag bliver en smuk dag. Afsted mod Rom! ORGOGLIO NAZIONALE!”
Alle stemmer i: ”ORGOGLIO NAZIONALE!” National stolthed.
Autostrada A1. Kl. 12.00
Det er en gråtung og diset formiddag. Regnen pisker mod ruden, og overdynger tagene på de mange fabrikker og lagerhuse, der ligger langs motorvejsstrækningen. De regnvåde bygninger vidner om den entreprenørsjæl, der har gjort Lombardiet til Italiens industrielle højborg og landets 2. rigeste region efter Veneto.
Men ligeså uklar den vejrplagede udsigt er, ligeså klare i spyttet er Forza Nuova omkring deres politiske standpunkter, som er præget af et stærkt katolsk tilhørsforhold.
I sit manifest fra 1997 skriver partiet:
”Forza Nuova anser det for essentielt, at troen, som har ledsaget vores folk i to tusinde år, vedligeholdes og overføres til kommende generationer, og Forza Nuova afviser den nihilistiske og sekulære kultur, der hersker i dag.” Forza Nuova ønsker sig tilbage til 1929, hvor Lateranaftalerne mellem Mussolini og Kirken sikrede, at Katolicismen var den eneste statsstøttede religion i Italien. Dette blev officielt underkendt i 1984.
Det katolske præg i Forza Nuova viser sig også ved en ultra-konservativ pro-life-holdning, der vil tilbage til tiden før 1978, hvor abort var ulovligt. Og en socialpolitik, der skal stimulere flere fødsler, og promovere den traditionelle far-mor-børn-konstellation, som den eneste måde at være familie på.
Men det er måske manifestets tredje punkt, som partiet profilerer sig mest på: Et komplet stop for al immigration, og repatriering af alle nyligt ankomne.
Næstekærlighed med forbehold
Passagererne i bussen på vej til Rom spænder aldersmæssigt fra helt unge studerende til pensionister. Der er både offentligt og privat ansatte, selvstændige, og arbejdsløse. Cirka trefjerdedele af dem er mænd.
Turen til Rom er langtfra en familieudflugt, fornemmer man.
”Non vi vogliamo, negri, non vi vogliamo,” bliver der sunget i kor. Det betyder: ”Vi vil ikke have jer, niggere, vi vil ikke have jer.”
Senere, tættere ved Rom, vil samme buskor gentagende gange råbe to forbudte tyske ord, mens de hilsende strækker højre arm.
Sloganet ‘Tutto per la patria’ (‘Alt for fædrelandet’ ) pryder adskillige af Forza Nuova-medlemmernes t-shirts i dag. Og når man spørger dem, hvad det største problem er i nutidens Italien, så er ordet ‘immigration’ det ord, der ligger først på deres tunger.
”Vi har gamle og syge og arbejdsløse, der har brug for penge, men som bliver skubbet i baggrunden til fordel for migranter,” siger Francesca Frigerio, som altid har stemt på de yderste højrepartier.
Forza Nuova har en hjælpeorganisation under sin paraply. Solidarita Nazionale indsamler og deler basale fødevarer ud til fattige italienske familier over hele støvlelandet. Initiativet er kun for italienske familier.
Desuden har Forza Nuovas kvindeorganisation, Associazione Evita Peron, et støtteprojekt, der hjælper syriske kvinder – i Syrien.
”Det er en måde for os at vise medfølelse på, i overensstemmelse med vores kristne tro,” bedyrer Francesca Frigerio, der selv går i kirke mindst en gang om ugen.
De gode gerninger og det kristne budskab om næstekærlighed vil dog aldrig komme til at stå i vejen for hverken hendes eller partiets kamp for at forsvare ingredienserne i det, de ser, som den italienske nationalidentitet.
Hun tilhører de 63 procent af kristne italienere, som ikke mener, at Islam er foreneligt med de nationale værdisæt. Det tal er et af de højeste i Europa.
”Når jeg nu bliver spurgt, hvem min ”næste” er, så vil jeg sige, at det er en kristen europæer. Og min allernærmeste er en romersk-katolsk italiener,” siger Francesca efter en kort tænkepause.
Autostrada E 35, afkørsel til Rom Centrum. Kl. 14.00
Udover Islam er det især migrationen fra Afrika til Italien, som udgør en trussel for Italien, mener hun.
“De kommer her uden job, uden penge. Det er en invasion. Og det er et angreb mod os, romersk-katolske, for de vil aldrig forstå vores kultur. Den største trussel mod italienerne er etnisk, kulturel og religiøs erstatning.”
Også selvom de er kristne?
”Ja. De skal slet ikke komme her. De skal hjælpes i deres eget land. De hører til i deres egen kultur.”
Data om den religiøse baggrund for Italiens ca. 5 millioner udlændinge:
De 3 mest repræsenterede nationaliter af Italiens udlændinge: Rumænere (23,1 %), Albanere (8,6 %), Marokkanere (8,1 %)
Francesca Frigerio vil ikke bakke op om Pave Frans. Hun føler ikke, at han har forstået virkeligheden og alvoren i Italien, når han taler om at modtage migranter med åbne arme og udvise omsorg for dem.
“Han er ikke min pave. Min pave er Benedict,” erklærer hun.
Samme erklæring har man hørt fra indenrigsminister Matteo Salvini, som Francesca Frigerio ellers ikke har meget til overs for.
”Alt det, han siger nu, har Roberto Fiore og Forza Nuova sagt i årevis. Men i det mindste forsøger han at gøre noget ved migrationen, men Lega er slet ikke hårde nok, når det kommer til stykket.”
Den forrige pave, Benedict XV1’s, holdning til migration var, at landene, hvorfra folk emigrerer, skal udvikles, så folk vil blive i deres eget land og bygge en fremtid på egen jord.
Det er en holdning, som Forza Nuova deler, og det er derfor, at de føler sig forurettet og nødsaget til at reagere, når en præst, som Don Giusto vælger at give husly til mange afrikanske migranter, som ellers ville være uden tag over hovedet.
En mand på rækken ved siden af Francesca Frigerio overhører Don Giustos navn blive nævnt i en samtale.
”Don IN-Giusto,” fnyser han. Oversat betyder det ”Don U-retfærdig.”
Francesca Frigerio nikker. ”Ja, så foretrækker vi Don Angelo.”
ITALIENS POLITISKE SCENE FRA MIDTEN TIL HØJRE
M5S – Forza Italia – Lega – Fratelli d’ Italia – Casa Pound – Fiamma Tricolore – Forza Nuova
Partierne til højre for Lega fik tilsammen ca. 2 millioner stemmer ved seneste parlamentsvalg.
Don Giustos overbevisning
“I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.” – Matthæusevangeliet, Kapitel 5.43-44
Den 24. september skete der noget i Rebbio Sogn, som var med til at sætte nogle ting på plads i Don Giustos hoved og hjerte. Noget, som skulle få betydning for den tvivl, han har følt.
Klokken 10 på klokkeslaget begynder ceremonien. Messen er i gang. San Martino-kirken er helt fyldt i dagens anledning.
Virginio Butti har fået sendt alterbørnene ind i optoget. Nu er han selv på plads ved kirkebænken. Med foldede hænder og fugtige øjne.
Fra prædikestolen taler Don Giusto om helgenen San Martino, og han taler om, hvor vigtigt det er, at mennesker passer på hinanden.
Og han taler om Lega.
Han siger til menigheden, at førhen gjorde Lega syditalienerne til syndebukke – nu er det migranterne, der er blevet gjort til syndebukke.
Og han beder menigheden tænke over det.
Fremtiden uvis
Lige inden Don Giusto trak i præstekjolen og gik ind blandt sin menighed fortalte han, at fremtiden for hans kirke og for hans humanitære overbevisning er en åben kamp.
Det er en kamp, han vil blive ved med at kæmpe, men han føler, den afhænger af politiske beslutninger.
Don Giusto er ikke fortrøstningsfuld i forhold til migranternes ve og vel.
”Brutto.” Slem. Det er det ord, han bruger til at beskrive deres umiddelbare fremtidsudsigt i Italien.
Men han tror på, at folk på et tidspunkt vil vågne fra deres ”kollektive brandert,” som han kalder det. En brandert, som Salvini og hans mænd har forårsaget, mener han.
Nadver
Ved nadveren strækker dobbeltkøen sig gennem hele kirkens midtergang. Korsangen bruser gennem lokalet. Menigheden bevæger sig, en efter en, langsomt frem mod Don Giusto.
Og så sker det, som det sker hver søndag, at Don Giusto og Virginio Butti står ansigt til ansigt.
Don Giusto giver Virginio Butti brød og vin. Jesu legeme og blod. Og Virginio Butti takker, bukker og går videre.
Tilrettelæggelse, tekst, foto og video: Martin Bjørck
Tolk og oversættelse: Mattia Brundo
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
