LIV & MENNESKER // TAXAMANDENS KLUMME – Efter en pause fra klummerne er taxamanden Jesper Grunwald tilbage med historier fra det virkelige, firhjulede liv. Denne gang er han kommet på tur til Metallica-trommeslageren Lars Ulrichs barndomshjem i bedsteborgerlige Hellerup.
Der er sikkert en håndfuld puritanere, som finder det latterligt: At opsøge en plet på jorden, hvor ens helt eller helte levede. Lade konen tage et par snapshots af det ”hellige sted”. Bare en halv snes minutters mindestund – og så videre på familiens ferierejse. Et lille glimt af det store lyn i éns liv – og så bare videre.
For Taxamanden er der overhovedet ikke et sekunds latterlighed i den amerikanske turists drøm om at komme tættere på sit heavy metal-idol. Jeg kender selv fascinationen af blot et glimt af historien. Og så er jeg jo grundlæggende kommerciel som taxichauffør, hvor jeg aflønnes efter vagternes resultat: Jo større omsætning – jo flere penge på lønkontoen. Og de intuitive taxiture har det med at vare lidt længere. Og så er der ventetiden, mens taxameteret kører. Symbiosen af det sentimentale – og nødvendige.
Verdensbandet skaber musik, som ikke læner sig op ad Hellerups indbyggede bedsteborgerlighed
Jeg smiler til Aaron Knight, da han har formidlet budskabet til mig fra forsædet på min side. Og jeg nikker via bakspejlet til konen og hans to helt unge døtre på bagsædet af min sorte el-taxi. Nu skal vi sgu have en rigtig hyggetur.
Jeg har samlet familien op i den kølige forårssol på Kongens Nytorv, hvor folk stimler sammen om butikker og fadbamser. Vi skal til ”Home of Metallica” nord for København. Smukke, rige Hellerup. Den velpolerede og tilpassede forstad til hovedstaden – men også hjemstavn for et af rockhistoriens internationale ikoner, en af grundlæggerne af heavy metal-bandet Metallica, trommeslageren Lars Ulrich. Metallica er principielt antitesen til trommeslagerens hjemstavn. Verdensbandet skaber musik, som ikke læner sig op ad Hellerups indbyggede bedsteborgerlighed.
Der er en ærlig tråd af lykkefølelse mellem Aaron og Taxamanden. Og, nej, det handler ikke bare om glinsende guld og drikkepenge. Snarere om ”det grå guld”, som jeg er selvskreven til at repræsentere, og som min kunde – selv om han er et par årtier yngre end taxichaufføren – deler musiksmag med. Den hårde rockmusik. Gerne i den fysiske udgave, hvor bas og trommer kan mærkes på selve kroppen. Den følelse, som Lars Ulrich kunne mærke første gang, da hans kulturradikale, langhårede jazzmusiker og tennisstjerne af en far, Torben Ulrich, inviterede sin 9-årige søn med på et afbud til en koncert med det navnkundige, hårde rockband Deep Purple.
Selv står jeg og fryder mig lidt over denne dialektik mellem det pæne og det uregerlige. Det passer som fod i hose lige netop her i kvarteret, der om noget huser dansk kultur både fra spidsborgerlighedens Gentofte – til oprøret
Jeg er ikke musikspecialist, selv om jeg er vokset op med og bruger musik i flere genrer i mit daglige liv. Og så soler jeg mig da af og til i lyset af den kendsgerning, at jeg engang i yngre dage var chef for en stor musikkanal (P3). Også på denne ”tour de Heavy Metal”.
Jo! Men det har gennem alle årene været en uskreven kontrakt mellem mig og kunderne, at de får en bid af min historie, så det stimulerer deres lyst til at give mig deres. Jeg er ikke sikker på, at det er beskrevet som en særlig interviewteknik i lærebøger om den slags. Men med 12 år i den taxifoniske skriftestol (hvor jeg har taget rollen som præst), kan jeg bevidne, at metoden virker.
Vi er fremme i det ekstremt dyre bungalow-kvarter, og jeg får udpeget Lars Ulrichs fødehjem. Det er lukket ned nu – måske sat til salg. Og jeg kan smågrinende fortælle Aaron og hans brasiliansk-fødte kone, at der åbenbart ER særligt liv i denne murstensklods til et 2-cifret millionbeløb. Sidste gang jeg var netop her, var stedet hjemsted for – en fertilitetsklinik.
Jeg giver familien god tid til at tage billeder af farmand, som har en af sit livs helt store lykkestunder. Han er skatterådgiver i konens firma i Maryland, lige uden for Washington, D.C. på den amerikanske østkyst. Men han kan ikke skjule, at han har dunkende Heavy Metal i blodet, siden han i 1991 lærte sig at spille guitar ud fra Metallicas album med titel-melodien … And Justice for All. Lars Ulrichs stærkeste indsats som trommeslager, siger guitaristen Aaron, mens han ruller ærmet op på venstre arm af sin t-shirt, så man kan se hans eneste tatovering. Han MÅTTE bare have: Metallicas logo.
Og med den anden hånd giver han håndtegnet, som alle kendere af den hårde metal-musik kender: Tommeltotten som holder to fingre foldede på plads i håndfladen, mens pegefinger og lillefingeren stritter og vist nok skal symbolisere djævlen selv. ”Sign of the horns”.
Han flasher tatoveringen – men er mere forsigtig med det sataniske finger-udtryk. Jeg gætter på, at lige her er det farmanden, der tager over for tilbederen af den hårde musik og det hårde band. Han er til den hårde musik – ikke medlem af en satan-kult.
Selv står jeg og fryder mig lidt over denne dialektik mellem det pæne og det uregerlige. Det passer som fod i hose lige netop her i kvarteret, der om noget huser dansk kultur både fra spidsborgerlighedens Gentofte – til oprøret. Fra Torben Ulrich, tennisstjernen med det lange hår og hans hang til jazz og buddhisme – til sønnen Lars, der var tiltænkt en amerikansk karriere i denne sportsgren – men som valgte at give sig hen til den hårdeste rock. Og helt andre, mere lokale historier fra dette nabolag, hvor unge 68’ere dyrkede fri sex og politisk oprør fra deres lejede eller fællesejede kæmpe-villaer. Jeg nævner blot kollektivet ”Maos Lyst”.
Aaron havde besluttet sig for at besøge og blot få et snapshot af sit idols arnested, da familien alligevel skulle fejre en svigerindes bryllup i Tyskland. På turen tilbage til bymidten smågriner vi lidt over begrebet fandyrkelse. Han fortæller mig, at Metallica og Lars Ulrich var forbilleder, da han for årtier siden startede sit eget band – ”Dead Cardinals”, som ikke eksploderede i samme popularitet som forbillederne. Men Metallica var og er hans musikalske ledestjerne. Han har aldrig været tættere på Ulrich end den kop med vand, som trommeslageren rakte ud til Aaron og hans to kammerater i slutningen af en Metallica-koncert i San Francisco i 2003.
En kølig kop vand.
Ubetydelig – men vigtig.
Jeg kender den kølige kop vand.
Ingen langhårede mænd, sødmefyldte joints eller gyngende, frie bryster
Som mit møde med Woodstock-festivalen på en Harley-tur i upstate New York i 2009 – med 40 års forsinkelse fra den virkelige Peace, Love & Harmony i 69. Jeg kørte ind og stillede maskinen på torvet i den by, der lagde navn til den legendariske festival. Ingen langhårede mænd, sødmefyldte joints eller gyngende, frie bryster. Ingen vibrationer i maveregionen fra en dundrende rockmusik. Blot en håndfuld postkort og souvenirbutikker. Og så en noget forkølet mindestøtte i stål og teaktræ med et vigtigt budskab på snesevis af verdens sprog:
MÅ FRED HERSKE PÅ JORDEN.
Den utilslørede, naive passion, kunne jeg tilføje.
Jeg er sikker på, at Aaron er med mig.
Foto: Taxamanden
Om Taxamanden
For snart 15 år siden forlod journalisten og mediechefen de bonede gulve i Statsradiofonien. Han sprang ud i et nyt liv som hyrevognschauffør, men han kunne ikke slippe lysten til at fortælle historier. Det startede med et par års klummeskriverier i Ekstrabladet. Så kom bogen JEG ER BARE TAXAMAND. – Og for en håndfuld år siden det lykkelige liv blandt de frie fugle på POV.International. Han har holdt pause med klummerne i et års tid, men nu er Jesper Grunwald tilbage med historier fra det virkelige, firehjulede liv. Du kan læse flere af hans klummer lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
