Jakob Brønnum: Har alle mennesker krav på respekt?

i Liv & Mennesker/Civilsamfund af
ETIK // KOMMENTAR – ”Alle mennesker har krav på respekt.” Sådan sagde Joe Biden forleden på CNN. Hvor stor en forskel på forgængeren Donald Trumps menneskesyn det er, kan næsten ikke beskrives. Men har alle mennesker nu krav på respekt? Jakob Brønnum undersøger sagen – og husker tilbage på de gange, han er blevet voldsomt irriteret i supermarkedskøen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ordene faldt i et interview af den slags, man egentlig burde holde sig for god til som travl politiker: Hvad synes du så om at være flyttet ind i præsidentboligen? Det er dybest set sagen helt og holdent uvedkommende, når mennesker sidder i Texas uden strøm i snestormen. Samtalen kom da også hurtigt ind på andre emner. Biden opholder sig ikke så længe ved sin egen person og dens angivelige fortræffeligheder som forgængeren.

“En ting har jeg lært af min far,” sagde Biden på et tidspunkt: ”Alle mennesker har krav på respekt.” Det er da en nyhed! Trump plejede at dele menneskeheden ind i ”good people” og ”bad people”. Hvem der er hvad, var helt tydeligt.

Hvis respekt er noget, man gør sig fortjent til, hvad er så kriterierne? Hvis respekt er noget, man har, hvor kommer den så fra?

”Good people” er dem, der går ind for hans populistiske højrenationalisme og minimalstatsideologiske demontering af ethvert regelværk indenfor miljø, arbejdsmiljø, identitetspolitik, indvandrerpolitik og meget andet. ”Bad people” er alle os andre.

Hvis nogen er i tvivl om dette udsagns gyldighed, kan de gennemgå lovkataloget fra den forrige regering, der findes på Kongressens hjemmeside og høre et par af hans taler som underlægningsmusik.

Velmenende venner med udfordrende spørgsmål

Jeg lagde udsagnet fra Biden op på min Facebook-væg og kaldte det mit nye valgsprog. Straks meldte der sig velmenende venner, der stillede udfordrende spørgsmål: ”Interessant, at du har fået respekt for Donald Trump. Ja, bare respekt for Inger Støjberg,” sagde en tidligere radiomand og erklæret socialdemokrat.

En anden, en kulturpersonlighed, der opfatter sig selv som borgerlig, nævnte den netop afdøde Rush Limbaugh, der anføres som en af hovedmændene bag den populistiske samling i USA gennem sine radioprogrammer over tre årtier.

Hvad vigtigere er, han nævnte desuden, at respekt er ikke noget, man har, men noget, man gør sig fortjent til. Et godt gammelt borgerligt udsagn.

Det leder tankerne hen på en bog, jeg læste i aftes af den tidligere så berømte socialpsykolog og tænker Erich Fromm, hvis bog The Art of Loving (Kunsten af elske, 1956) var en af det 20. århundredes mest solgte fagbøger.

Jeg læste i The Anatomy of Human Destructiveness (1973), hvor der er en psykologisk analyse af Adolf Hitlers karakter. Her kommer vi ind i et småborgerligt middelklassesamfund i Østrig, hvor faren Alois Hitler er en højt respekteret embedsmand. Hvorfor er han højt respekteret? På grund af sin position i samfundet. Det er netop ikke den form for respekt, Biden hentyder til.

Hvis respekt er noget, man gør sig fortjent til, hvad er så kriterierne? Hvis respekt er noget, man har, hvor kommer den så fra?

Alle mennesker har områder i tilværelsen, hvor de mangler respekt for andre. Der bliver udråbt flere idioter (oprindelig en psykiatrisk diagnose), fladpander (et groft diskriminerende udtryk om andre menneskes medfødte, lavere værdighed end ens egen) og morons (oprindeligt et begreb i den amerikanske eugenikbevægelse) i bilerne om morgenen end noget andetsteds i verden.

Ursituationen

Selv har jeg i mange år haft et problem med folk i butikskøer og sløve butiksekspedienter. Ursituationen stammer fra IKEA i Tilst udenfor Århus. Jeg skulle have hjælp til at finde en vare, der ikke stod i kataloget, hvor ekspedienten greb kataloget, jeg havde bladret i i 10 minutter og begyndte at lede efter et bogstav i alfabetet, han ikke kunne finde.

Jeg afleverede en velturneret og spydig bemærkning om, hvorvidt det at kunne alfabetet indgik i de kvalifikationer, der er nødvendige for at opnå ansættelse i IKEA. Han syntes ikke, det var morsomt. Min ledsager heller ikke.

Hvem havde mest brug for respekt? Mig, manden bag disken, den ældre mand eller det tissetrængende barn? Det etiske dilemma besvares ikke på samme måde til enhver tid og i enhver kulturkreds

En anden grundlæggende situation, der netop indeholdt et moment af den gammeldags respektforståelse, indtraf, da min dengang 5-årige datter skulle tisse, mens vi var i byen. Jeg manglede mønter til toilettet og måtte spørge en cafeteriaekspedient, der talte med en ældre mand, om hjælp.

Han ville imidlertid ikke lade sig afbryde, selvom der stod et lille barn og hoppede, fordi hun var ved at tisse i bukserne. Efter alt at dømme fordi han frygtede, at den ældre mand ville betragte afbrydelsen som respektløs. Jeg reagerede på situationen på en sådan måde, at jeg ikke rigtig har haft mulighed for at handle der siden.

Hvem havde mest brug for respekt? Mig, manden bag disken, den ældre mand eller det tissetrængende barn? Det etiske dilemma besvares ikke på samme måde til enhver tid og i enhver kulturkreds.

Implosion leder til eksplosion

For en tid siden stod jeg en fredag kort før lukketid i køen til den eneste åbne kasse i et større supermarked. Jeg skulle handle nogle få varer. Min kone havde bedt mig skynde mig, eftersom vi havde andre ærinder.

Hændelsen havde, ligesom de andre, den vidunderlige og uløselige kompleksitet, enhver situation i tilværelsen har, og hvor du alene har ansvaret for at gøre det rigtige

Foran mig flyttede en yngre mor varerne en for en hen til sin taske i et umådeligt adstadigt tempo, mens køen voksede. Hun tillod dernæst sit barn at hente blandet slik med et fem-årigt barns gudsbenådede langsomhed, selvom alle andre varer var kørt gennem båndet, og vi andre stod og ventede. Og endelig begyndte hun, da hun langt om længe skulle betale, at tælle mønter med en grundighed, der gik af mode senest i 1950’erne. Efter at have imploderet i stilhed, eksploderede jeg og raspede en måske knapt så velformuleret fornærmelse af mig.

Min kone, der havde ventet ude i bilen, var i mellemtiden kommet ind for at se, hvor jeg blev af. ”Kunne du ikke se, hvor dårligt hun havde det,” spurgte hun. ”Jamen, du havde jo sagt, at jeg skulle skynde mig,” svarede jeg fjoget.

Hændelsen havde, ligesom de andre, den vidunderlige og uløselige kompleksitet, enhver situation i tilværelsen har, og hvor du alene har ansvaret for at gøre det rigtige.

Opgøret

På det tidspunkt besluttede jeg, at jeg ville gøre op med mit mangeårige kø- og ekspedientproblem, der dybest set i almindelighed mere havde at gøre med, at jeg panisk trænger til en kop kaffe efter den enerverende omgang gennem de enorme butikker, hvor alting knitrer af statisk elektricitet. Et helt igennem overfladisk miljø i en helt igennem overfladisk situation, som jeg vitterlig ikke bryder mig om.

Men det handler ikke om, hvad jeg bryder mig om. Det handler om respekt.

Den særlige skønhed i Joe Bidens replik ligger i, at han ikke henviser til sig selv, men til en anden. At det ikke er forankret i hans egen virkelighed, men potentielt i et større fællesskabs mere almene virkelighed

Jeg opfatter Joe Bidens replik som en omformulering af et bibelsk udtryk fra Det nye Testamente, nærmere bestemt Matthæusevangeliet 25,45: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” citeres religionsstifteren Jesus af Nazareth for at sige med et menneskesyn, som desværre ikke overalt er blevet kristenhedens fornemste kendetegn, selvom man ofte fremhæver, at vores sociale velfærdsideal og relative humanitet har rødder i netop kristendommens næstekærlighedsbegreb. Der er flere lignende udtryk i sammenhængen, hvor det bliver mere end tydeligt, at selv den fattigste, mest spedalske og mest forbryderiske har ret til at være til.

Den særlige skønhed i Joe Bidens replik ligger i, at han ikke henviser til sig selv, men til en anden. At det ikke er forankret i hans egen virkelighed, men potentielt i et større fællesskabs mere almene virkelighed.

Flere har indvendt, at Biden slet ikke mener det: han siger blot sådan for at signalere, at han vil samle USA, underforstået så han – eller hvilken demokratisk kandidat, det nu bliver – kan blive genvalgt.

Begrundelsen for respekten

At henvise til faderen er netop noget, der kan appellere til republikanske vælgere, der alt andet lige har en sådan opfattelse af begrebet respekt, forankret i et mere patriarkalsk normsystem, end man vil tillægge hans demokratiske vælgere, selvom denne opdeling i en amerikansk sammenhæng let bliver for skarp.

Hvis begrundelsen for respekten ikke består i, at man har vundet sig den, enten gennem respektindgydende handlinger eller gennem en respektværdig position i et borgerlig samfundsparameter, hvad består den da i?

Den er et udtryk for, at alle menneske er mennesker. For mellemmenneskelighed. For menneskeværd – for alt det, Støjberg og Trump ikke har overholdt, når de har bedrevet deres politik, der har gået ud på at sikre en bestemt gruppe af mennesker entydig ret frem for andre.

Dette er en abstrakt betragtning. Den praktiske betragtning kan let vippe den af pinden, som så ofte før med nettroldens respektløse udskældning af mig som en, der vil sælge landet til ”muslimske velfærdsturister.”

Trumps handlinger under devisen America First risikerede hver eneste dag i hans præsidentskab at sætte den fredsbevarende, internationale verdensorden, der er indstiftet efter Anden Verdenskrig, over styr, samtidig med at hans regering adskilte børn og forældre ved grænsen til Mexico, hvor mange nu har mistet kontakt med hinanden. Republikaneren, der aktivt er enig med Trump, vil mene, at hans egen nation er vigtigere end at lade pengene fosse ud af statskassen til NATO eller illegale indvandrere.

Inger Støjberg, der efter min personlige opfattelse med al respekt lider af betydelige kognitive udfordringer, hånede over en kam traumatiserede flygtninge, der havde mistet alt, inklusive nære slægtninge, torturofre, ”velfærdsturister”, migranter, der flygter fra lande uden infrastruktur og miljøkatastrofer, da hun lod sig afbilde med en lagkage og fejrede 50 stramninger i Udlændingeloven af 1983.

Alle mennesker har krav på respekt. Alle mennesker har kampe, de kæmper. Alle mennesker har ret til at have det dårligt og ikke blive hånet for det. Alle har ret til at fejle. Og fejle igen. Også Trump og Støjberg

Jeg blev virkelig ilde til mode de gange, hun – sekunderet af par fremtrædende medlemmer af den tidligere regerings nu decimerede støtteparti, Dansk Folkeparti – hånede udviste kriminelle med udsagn på de sociale medier som: ”Jeg håber, du aldrig vender tilbage.”

Hvorfor har hun som minister så ringe tillid til vores eget samfunds restitutive kriminalforsorg, at hun håner et menneske på den måde? Hvis hun var så stolt over vores samfund, ville hun vel forsøge at lade dets fortræffeligheder virke til et andet menneskes genoprejsning. En af de udviste kriminelle blev så anholdt og henrettet, hvor han kom frem, og udvisningen er derfor angiveligt en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen.

Og hvilken fornedrelse af almindelig medmenneskelighed, når ministeren udtalte, at folk, der havde fået afslag på asyl, ”ikke skulle have det for godt”, mens de venter på sikker udsendelse til andet opholdssted.

Med en underforstået kritik, ikke af måden at behandle et andet menneske på, men af den internationale aftale om medmenneskelighed, der burde ændres, så man kan blive af med folk. Rigtig mange er enige med hende her.

Alle mennesker har kampe

Men alle mennesker har krav på respekt. Alle mennesker har kampe, de kæmper. Alle mennesker har ret til at have det dårligt og ikke blive hånet for det. Alle har ret til at fejle. Og fejle igen. Også Trump og Støjberg. Men hvordan kan man så give udtryk for sin uenighed med dem, hvad enten det er den udviste kriminelle eller politikeren?

I går aftes stod jeg igen i køen i et større supermarked inden lukketid. Et ungt par foran mig havde sendt en større ladning gennem kassebåndet, men ekspedienten kunne ikke finde prisen på ét bloklys. Hun ringede til en kollega, som til gengæld ikke kunne finde de pågældende stearinlys på hylderne i den anden ende af den kæmpemæssige forretning.

Der gik virkelig lang tid, og mens jeg stod og nød min nyvundne tålmodighed, blev det unge par mere og mere forfjamsket over at opholde køen på den måde. Til sidst gav de op, og ekspedienten meddelte sin kollega dette i telefonen med en hastig eftersætning: “Det tog for lang tid.”

Men det kunne hun alligevel ikke have siddende på sig – eller i sig eller i kollegaen – som afslutningsreplik, så hun tilføjede, “men godt gået af dig alligevel.” Hun viste ham respekt, selvom han havde klokket i det. Det var vitterlig ikke godt gået. Og det var sikkert ikke første gang.

Men bliver det ikke overfladisk? Jeg så jo, hvordan ekspedienten himlede flygtigt med øjnene til en anden ekspedient, der var kommet til i mellemtiden. Hun sagde, det var godt gået, men hun mente det ikke. Løj hun? Det er et vigtigt og essentielt spørgsmål.

Urørlighedszonen

Jeg tænkte på, hvordan den, der har fået at vide, at han havde gjort det godt, men også, at det ikke var lykkedes og hvorfor, derved havde mulighed for konstruktivt at arbejde med de åbenlyse mangler, fremfor at blive vred over kritikken og bruge vreden til at skjule sin skam over at have fejlet. Eller til at bagatellisere fejlen eller slå igen overfor dem, der havde kritiseret ham ved at gå ind i en slags offerrolle. Sådan gør vi altid. Hovedbestanddelen af denne verdens tanker, der ikke består i sorgarbejde, udgøres af fortrængningsøvelser, når vi har fejlet, men ikke vil indse det eller tage konsekvensen.

Hvis jeg ikke giver dem den respekt, de har krav på, herunder retten til at mene noget andet end mig, mister mine argumenter både fundament, legitimitet og objektiv sandhedsværdi

Hverken hans kollega eller jeg eller nogen anden er herre over, om han nu også bruger det konstruktivt. Men der er signaleret en respekt for det, den danske filosof og teolog K. E. Løgstrup kaldte “menneskets urørlighedszone”.

Den består i min udlægning af selve menneskets medfødte menneskelighed, og den indbefatter en ret til at være sig selv og til blive behandlet ordentligt af andre. Kun i den respekt kan et menneske vokse i indsigt, selvforståelse og opbygge eller bevare et nødvendigt selvværd.

Alle mennesker har krav på respekt, fordi de er mennesker, og ikke af nogen anden årsag. Det betyder ikke, at jeg ikke fortsat vil kritisere politikere og andre, som jeg opfatter som destruktive i forhold til samfundsfælleskabet, eller forsøge at skynde på folk i kasselinjen, som står og småsover unødigt.

Men hvis jeg ikke giver dem den respekt, de har krav på, herunder retten til at mene noget andet end mig, mister mine argumenter både fundament, legitimitet og potentiel, objektiv sandhedsværdi.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER


Foto: Wikimedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Mail: bronnum1@gmail.com
Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Liv & Mennesker