mavesur klumme Julie Bendtsen

DM i mavesurhed

i Liv & Mennesker/Klumme af
MIDTVESTLIV // KLUMME – Den danske sang er en … mavesur tastaturkriger. Julie Bendtsen har skrevet klummer fra USA i godt et år, men særligt inden for de sidste måneder har stemningen taget en træls deroute, og især ét spørgsmål har meldt sig: hvornår blev danskerne så mugne? Amerikanerne tror, at vi er verdens mest lykkelige nation, men fik de en oversættelse af kommentarsporet i debatten, ville de tro, at vi sigter efter sejrsskamlen i en grotesk dyst om at være mest mavesur, siger skribenten.

CHICAGO – Min uge peakede allerede mandag. Hvilket på en måde kun kunne give anledning til optimisme, for selv hvis ugen skulle vise sig at gå ned derfra, var glæden allerede hjemme. Og hvis ugen på den anden side fortsatte i samme gode spor, var det jo bare at fylde på kontoen af gode vibrationer og overskud. Årsagen? Jeg har fået et hegn. Eller rettere: vores hund har fået et hegn.

Da vi købte huset i Chicago, kom det med den fineste have, som jeg lige siden første øjekast har glædet mig til at tilbringe alle forårsdage og sommeraftener i. Men eftersom vi medbragte en hund med en veludviklet sans for egernjagt og en eklatant mangel på trafiksikkerhed, var vi nødt til at hegne haven ind.

I sidste uge ringede firmaet og sagde, at de materialer, der ellers var fem måneders ventetid på, mod forventning var kommet, og de derfor var klar til at komme og sætte vores nye hegn op. Så det gjorde de i går, og jeg kan nærmest ikke være i mig selv af glæde over nu at kunne åbne havedøren og lade den stå åben hele dagen.

Det er ikke mange fordomme, de amerikanere, jeg møder, har om danskerne, men der er en, der går igen: at vi er lykkelige

Lyder det lamt? Som om jeg virkelig trænger til noget at gå op i?

Så lad mig bare fortsætte og fortælle dig om et par andre højdepunkter i de forgangne uger: Da jeg med succes rullede, sousvidede og pressede min allerførste hjemmelavede rullepølse. Da jeg opdagede, at husets tidligere ejer har sørget for, at jeg endelig får min årelange drøm om hortensiabuske i haven opfyldt. Da den 11-årige og jeg var ude at ride sammen. Mit første vaccinestik. Posten, der kom med en pakke indeholdende påskeæg fra Danmark. At Carolina Hurricanes for en kort, men euforiserende stund indtog NHLs førsteplads (nok er jeg flyttet til Chicago, men min hockeysjæls ild vil altid brænde mod syd. #caniac4life).

mavesur klumme Julie Bendtsen
Leg med mig, synes Julie Bendtsens hund at sige med et smil på læben og en kæp mellem tænderne. Hvem kan sige nej til den invitation?

Der er nok ikke mange af de ovennævnte eksempler, der ligefrem virker sindsoprivende for mange andre. Men for mig skaber de glæde, og det har jeg mere og mere brug for. Ikke kun fordi guderne skal vide, at universet det sidste års tid har opført sig ganske karrigt med netop den følelse til folket, men i lige så høj grad fordi jeg synes, mavesurheden breder sig som en californisk steppebrand. Hele vejen fra Danmark til mit solbeskinnede skrivebord i midtvesten, hvorfra jeg udsigt til både en blomstrende have og et halvt fyldt glas.

Det er ikke mange fordomme, de amerikanere, jeg møder, har om danskerne, men der er en, der går igen: at vi er lykkelige. Det er vi jo blevet kåret som flere år i træk, ikke? Bevares, finnerne har overhalet os indenom (hvilket, som sidenote, er en syngende og velfortjent lussing til undertegnedes egne fordomme om indbyggerne i de tusind søers og mumitroldenes land), men danskerne er jo kendt som et af verdens lykkeligste folk. Ja, svarer jeg og smiler. Og tænker for mig selv: så hvornår – eller måske snarere hvorfor – blev vi så sure?

Jeg ved ikke, om det er pandemien, der har gjort danskerne ekstra bistre. Jeg er med på, at vi alle er dødtrætte af restriktioner, informationer i øst og vest, mundbind og lockdown, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har dage, hvor jeg bare Ikke. Gider. Mere.

På samme måde, som jeg forestiller mig amerikaneres fordomme om danskere ville blive det, hvis de google-oversatte et par kommentarspor fra Dannevang

Det er bare ikke coronatrætheden, der først slår mig, når jeg kigger på diverse nyhedssiders sociale medier og ser de kommentarer, der pibler frem. Det er bare god, gammeldags surhed. Spydige kommentarer krydret med brok og en knivspids nejhat. “Nå og hvad så”. “Hvad rager det mig”. “Hvem gider dog læse om det” “Hvem er hun”. “Tag en tudekiks”. Men hvorfor er det mig, der skal tage en tudekiks, når det er dig, der ikke evner at udtrykke dig anstændigt?

Måske husker jeg mine landsmænd i et bedre lys, end de fortjener, men den negativitet, der i øjeblikket siver og syrer gennem diverse kommentarspor, erindrer jeg ikke som en, der altid har været der. Ikke i den grad. Den har en storhedstid lige nu, og det er deprimerende og demotiverende.

Jeg taler ikke om de ekstraordinært perfide og fjendske kommentarer og hadbeskeder, som kendte danskere landet over efter lang tids tolerance er begyndt at sige fra over for. Det opgør er i fuld gang, og det er godt, at det bliver taget. Jeg taler om de mennesker, der ikke ser ud til at være i stand til at læse en artikel, de er uenige i – eller som måske bare ikke interesserer dem – uden at kaste en mundfuld mavesyre op ud over dem.

mavesur klumme Julie Bendtsen
Julie Bendtsen stråler i gråvejret. For hende er det lykken at tage en ridetur med datteren. Blandt andet.

Meget kan man sige om amerikanerne, men brok er altså ikke en nationalsport herovre. På trods af at mange af dem har masser at brokke sig over. Mavesurhed virker ærligt talt ind imellem som en særlig dansk disciplin, og det er trist at se på – især på afstand. Når man sidder langt væk og allerhelst vil mindes sin nation som den lyse sommernat, den også er, er det med en ærgerlig følelse af skuffelse at observere, hvordan den lykke, vi er blevet berømte for at have, ikke får lov til at fylde en brøkdel af galden.

Ironisk nok er jeg ganske bevidst om, at de mavesure kommentarer nok også skal dukke op som reaktioner på klummen her. Hvis der er én ting jeg har lært i løbet af det seneste år som skribent her på domænet, er det, at den mindste kritik af Danmark, danskere og danskhed er ugleset. Kritik af USA og amerikanerne er langt mere populært. Dem kan vi grine og ryste på hovedet af.

Fordomme om Amerikas Forenede Stater og de mennesker, der bebor dem, er der nemlig nok af hos mange danskere, og jeg forstår dem godt. Jeg har selv haft dem – og har stadig masser af dem. Nogle af dem er blevet bekræftet, andre gjort til skamme. På samme måde, som jeg forestiller mig amerikaneres fordomme om danskere ville blive det, hvis de google-oversatte et par kommentarspor fra Dannevang og forventede at læse udsagn, der bar præg af lykke og overskud. Eller bare lidt venlighed.

Mennesker, der gerne vil bidrage med noget brugbart, men holder sig væk, belært af bitter erfaring eller simpel observation

Jeg er holdt op med at læse kommentarerne til mine egne klummer, når jeg kan se, at det er den indholdsløse galde, der flyder. Det tjener ikke noget formål, og de kommer sjældent fra mennesker med noget reelt ønske om interaktion eller dialog. Det er bare bøvser. Heldigvis er det nemt for mig at undgå dem. Jeg er ikke en offentlig person, som nogen kender eller synes, de skal have en holdning til, så for mig er det bare et spørgsmål om at slå notifikationerne fra, når jeg ser et kommentarspor, der begynder at køre ud af en træls tangent.

Men at jeg vender ryggen til, får dem jo ikke til at forsvinde, hverken fra mine egne spor eller andres, hvor det går langt værre for sig. Og jeg ville langt hellere indgå i en lærerig dialog med mennesker, der har noget konstruktivt at sige – enige såvel som rygende uenige – end jeg vil give op på og vende mig væk fra en diskussion, der kunne være gået en anden vej, hvis ikke surheden fik lov at tage styringen.

Det er trist, og det er irriterende, men mest af alt er det voldsomt ærgerligt, fordi det medfører, at utallige stemmer med noget på hjerte aldrig bliver hørt. Mennesker, der gerne vil bidrage med noget brugbart, men holder sig væk, belært af bitter erfaring eller simpel observation. De orker ganske enkelt ikke at tage del i debatten, og jeg forstår dem godt.

Det har aldrig skadet nogen at tænke sig om en ekstra gang, inden man ytrer sig. Til gengæld har det skadet masser af samtaler at lade være. Der er plads til forbedring.


LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Julie Bendtsen foran det nye hegn. Hvornår blev danskerne så mavesure, spørger hun i klummen. Alle fotos: Julie Bendtsen

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Tog springet til Raleigh, North Carolina, og livet som sydstatsmama i 2015 og byttede i 2021 Sydstaternes sol og baptistkirker på hvert gadehjørne ud med Chicago og nye midtvestvaner og -venner (men går stadig ikke vejen for et velplaceret “y’all”). Deler hus og have med mand, to børn og en hund og bruger dagene som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, lejlighedsvis hjemve, weekendture til Nashville (præ-covid, forstås), kunsten at mixe den perfekte margarita og ishockey.

Seneste artikler om Liv & Mennesker